EP-valg: Fire mulige Kommissionsformænd i duel

EP-valg: Fire mulige Kommissionsformænd i duel

29.04.2014


Partigrupperne i Europa-Parlamentet lancerede i aftes den første af en serie tv-debatter mellem kandidaterne til posten som formand for Kommissionen frem til 2020. Dermed er der åbnet for en ny fase i EU’s forfatningskamp op til valget den 25. maj.

KOMMENTAR af Ole Aabenhus, RÆSONs Europaredaktør

Man tror det næppe, men det var faktisk ret underholdende at se EU-debatten i aftes på Euronews mellem de vigtigste fire af de topkandidater, som partigrupperne i Europa-Parlamentet – for første gang nogensinde – har stillet op. Det handler om, hvem der skal efterfølge José Manuel Barroso på posten som EU’s næste Kommissionsformand efter valget den 25. maj – og om det er europaparlamentarikerne, der skal bestemme, eller de 28 stats- og regeringsledere.

På scenen i Maastricht – den hollandske by, der gav navn til Maastrichttraktaten: De konservatives kandidat, den noget slidte, men meget kompetente Jean-Claude Juncker, fra Luxembourg, tidligere regeringsleder og tidligere formand for eurogruppen. Socialdemokraternes kandidat Martin Schulz, nuværende formand for Europa-Parlamentet og en central person i det tyske socialdemokrati med direkte forbindelse til regeringen i Berlin. De liberales Guy Verhofstadt, liberal flamlænder, tidligere regeringschef i Belgien og en flammende fortaler for et føderalt Europa. Og De grønnes unge, kvindelige kandidat, der ligner lidt efter Jeanne d’Arc – Ska Keller, tysk, og den eneste, der kan påstå, at hun har været med i europæisk politik, siden hun var teenager.

Debatten var livlig, selvom uenighederne ikke var voldsomme. Alle lagde vægt på jobskabelsen. ”Men det kræver en stærk Kommission. En Kommission, der leder, ikke én, der blot følger”, sagde Guy Verhofstadt og kunne have tilføjet: ”følger Angela Merkel”.

Juncker understregede, at der også var brug for et stærkt og selvstændigt Europa: ”På det digitale område er vi afhængige af USA. Når det gælder olie og gas er vi afhængige af Rusland. Putin er i gang med at teste Europa, og vi er nødt til at reagere ved at organisere vores energi på en ny måde for at slippe ud af Putins greb”.

Højrebølgen
Der er noget specielt ved at se en debat mellem de fire centrale partier i det eksisterende Europa-Parlament i en situation, hvor EU-skeptikerne og EU-modstandere er på fremmarch som aldrig før. En analyse fra tænketanken OpenEurope i London når frem til, at egentlige EU-modstandere står til 29 procent af pladserne i det kommende parlament, mens skeptikerne (”reformers”) står til 5 procent.

Men samlet set er der stadig et solidt flertal til de fire midterpartier, der optrådte på scenen i Maastricht. Og de agter netop, fremgår det, at stille sig samlet bag én kandidat, når valget er overstået.

”Vi er nødt til at tage folks frygt alvorligt”, lød det fra bl.a. Guy Verhofstadt. Men for ham er opskriften et mere føderalt og mere gennemskueligt EU. Og for Jean-Claude Juncker er det den økonomiske nødvendighed, der kommer til at tælle til syvende og sidst: Folk er bekymret for mere immigration. Men ”Vi har brug for en masse immigration i de kommende år”, sagde han – uimodsagt af de andre.

Smid Berlusconi ud
Ska Keller fra De grønne angreb den konservative Jean-Claude Juncker for, at hans partigruppe overtog en masse af højrebølgens retorik – og blev fulgt op af den liberale Guy Verhofstadt. Med henvisning til Berlusconis seneste udfald mod EU opfordrede han Juncker til at smide Berlusconis parti i Italien, Forza Italia, og Orbans parti i Ungarn, Fidez, ud af den konservative partigruppe i Parlamentet.

Junckers svar gik på, at han ikke ville samarbejde med EU-modstandere, men det var der tydeligvis heller ikke nogen af de andre, der ville.

Schulz fik sagt, at han ønsker et ”borgernes, ikke et spekulanternes, Europa”.

Forfatningskampen
Én ting mere var alle enige om: Rådet ville ikke kunne komme uden om at indstille den kandidat, et samlet, nyvalgt parlament ville foreslå. Nu stillede de op som kandidater i en valgkamp. Gik man uden om dem, ville det være det samme som at sige til vælgerne, at deres stemme intet betød. Guy Verhofstadt: ”Hvis Rådet (stats- og regeringslederne) tager en uden for Parlamentet (som ny kommissionsformand), er det slut med europæisk demokrati. Så er valget blot en lille leg”, sagde han.

Og fra Schulz lød det. Han ville være ”den første kommissionsformand, der ikke er blevet udpeget bag lukkede døre”.

Det vi er vidne til er en forfatningskamp a la den, vi kender fra både Danmarkshistorien og mange andre landes historie: Kampen om parlamentarismen, svarende til, at venstrefløjen i det danske folketing i 1901, efter 40 års pres, fik gennemført, at det ikke var kongen, der skulle udpege en ny regering, det skulle folketinget.

I EU har det hidtil været sådan, at Kommissionsformanden blev udpeget af de 28 stats- og regeringschefer gennem en slags skønhedskonkurrence – alenlange forhandlinger bag lukkede døre, hvor hver af de 28 kunne sige nej ligesom prinsessen i eventyret. Når alle var udmattede, handlede det så om at finde en kompromiskandidat, der kunne indgå i en handel, så de konservative regeringer fik én af posterne, socialdemokraterne en anden og midtergruppen, de Liberale, måske en tredje.

Faktisk er det først inden for det sidste år eller to, at parlamentarikerne seriøst er begyndt at tale om, at EU’s seneste traktat, Lissabon-traktaten, kunne bruges af til at tiltvinge sig retten til at udpege formanden for Kommissionen, idet den siger, at stats- og regeringscheferne skal nominere den ny kommissionsformand under hensyn til, hvilket parti, der vinder valget, men at det er Parlamentet, der skal godkende.

Som det fremgik af debatten forsøger parlamentarikerne nu at fortælle Rådet, at der kun er én kandidat, Parlamentet er villig til at godkende, nemlig den, det selv peger på.

Det vil sige, at kandidaterne til Europa-Parlamentsvalget bliver en slags valgmænd a la det, man kender fra USA.

Stemmer man på kandidat X, har man brug for at vide, hvem han eller hun vil stemme på, når det gælder posten som Kommissionsformand. Ligesom valg i Danmark fokuserer mere og mere på rød eller blå blok, bliver man som seriøs vælger nødt til at spørge, om den kandidat, man har fokus på, vil stemme på Schulz eller Juncker (eller måske Verhofstadt eller Keller) som leder af EU’s næsten-regering.

Skepsis
Blandt de 28 regeringer og deres ambassade-lignende repræsentationer i Bruxelles er der stor skepsis, om Parlamentet virkelig vil kunne presse en kandidat igennem. Så det kan meget vel være, at vælgerne bliver nødt til at markere deres forventning om, at deres stemme er med til at udpege den næste kommissionsformand, hvis de ønsker parlamentarisme i EU.

Herhjemme har Jeppe Kofod (S) f.eks. svækket den proces, der er ved at rulle i gang, ved at erklære, at de danske socialdemokrater ikke vil binde sig til at stemme på Schulz. Og der kommer flere forhindringer. Det er sjældent at regeringsdannelser er transparente og lige ud af landevejen.

Og der er let at komme med indvendinger mod de fire, man så i fjernsynet i aftes: Juncker har været med i en menneskealder og bringer næppe nogen fornyelse; desuden har han dårlig kemi med førstedamen i EU, Angela Merkel. Schulz har ingen regeringserfaring. Det har Verhofstadt, men han er så meget af en føderalist, at han er uspiselig for mange. Og Ska Keller har nok sin ungdom imod sig, selvom hun kunne være et frisk pust.

Men en eller anden rolle kommer de fire nok til at spille i den store kabale, der bliver lagt op, når valget er forbi. Der er nemlig fire topposter i spil – formand for Kommissionen (efter Barroso), for Det europæiske Råd (efter Van Rompuy), for Parlamentet (efter Schulz), plus posten som udenrigsminister (efter Ashton).

Så der er rige muligheder for en dygtig spiller som f.eks. Angela Merkel til at splitte den enighed, der viste sig i aftes. På den anden side er det nu klart, at Parlamentet arbejder sig frem mod en slags EU-parlamentarisme, og at jo flere der stemmer, og jo flere, der afkræver deres kandidater et svar på, hvem de vil være valgmænd for, jo sværere bliver det at overse Parlamentets rolle og vælgernes krav om direkte indflydelse.

Som den belgiske avis Le Soir skriver i dag: Med denne debat har europæisk demokrati gjort ”et kvalitativt spring fremad”.

FOTO: Martin Schulz af Connect Euronet via Flickr

Debatten i Maastrich varede 1 ½ time. Den kan ses i sin helhed her:
http://www.euronews.com/2014/04/28/eudebate2014-exclusive-euronews-debate-part-i/

Der er ny debat mellem de fire på radiostationen euranet i dag, tirsdag, kl. 14.30. Den kan høres på nettet her:
http://euranetplus-inside.eu/