18.05.2014

I denne weekend holder Enhedslisten årsmøde i København, hvor man blandt andet har vedtaget et nyt principprogram for partiet. Ræson har mødt Pelle Dragsted, der af mange betegnes som partiets chefstrateg, til en snak om dansk politik, Enhedslisten og det nye principprogram. Pelle Dragsted er selv folketingskandidat for Enhedslisten og fungerer i dag som politisk rådgiver for partiets folketingsgruppe.

INTERWIEW af Emma Elise Albæk Høj

RÆSON: Hvad er overskriften på fortællingen om dansk politik siden Foghs afgang i 2007?
Pelle Dragsted: Efter regeringsskiftet er ‘skuffelse’ vel den mest betegnende overskrift. Skuffelse over, at efter at have arbejdet i ti år for at få en ny regering, som skulle føre en anden politik, så fik man en regering, der førte den samme politik og på nogle punkter endda en værre politik. Regeringen har gjort det modsatte af, hvad den gik til valg på i forhold til for eksempel at øge uligheden i stedet for at skabe mindre ulighed, forringe vilkårene for ledige mennesker, der er ramt af arbejdsløshed og sygdom i stedet for at forbedre dem, give skattelettelser i toppen i stedet for i bunden.

RÆSON: Hvordan har dansk politik ændret sig?
Pelle Dragsted: Der er to fænomener, som er lidt sammenhængende. Det ene handler om, at Socialdemokratiet åbenlyst er i en idé- og identitetskrise, hvor de ikke har et reelt alternativ til den borgerlige, liberale økonomiske politik. De administrerer i meget høj grad det, som embedsmændene i finansministeriet og andre økonomiske aktører gerne ser. Der er krise, og globalisering øger den globale konkurrence, som også kan sætte Danmark under pres, men det betyder ikke, at man bare skal tilpasse sig. Man skal tage en lederrolle og forsøge at ændre betingelserne i stedet for bare at acceptere nogle givne rammer, og det har jeg savnet at se denne her socialdemokratiske regering gøre.

Socialdemokratiets krise, tror jeg, hænger sammen med det andet fænomen, nemlig diskursen om politik som en nødvendighed, hvilket har præget dansk politik i de seneste år. Man har gennemført nogle voldsomme reformer – ikke ud fra en argumentation om, at det var rigtigt, men ud fra en argumentation om, at det var uomgængeligt. Det startede under Anders Fogh Rasmussen med nedsættelsen af velfærdskommissionen, hvor man lagde velfærdssamfundets fremtid i hænderne på en gruppe borgerligt orienterede økonomer, som så i øvrigt har været mange af de samme, der har siddet i de efterfølgende kommissioner. Kommissionerne fremsætter deres rapporter som nogle neutrale, tekniske redegørelser for, hvad vi skal gøre, og det har ændret politik i Danmark fra at være noget, der handlede om holdninger, til i meget høj grad at være en diskussion om teknik og nødvendighed.

Jeg tror simpelthen, at Socialdemokratiets top er helt fanget ind i opfattelsen af politik som nødvendighed, og partiet spiller slet ikke den rolle, som det historisk har gjort, nemlig at prøve at sætte sig i spidsen for en anden udvikling. Hvis socialdemokrater i de sidste århundrede på samme måde havde lyttet til borgerligt økonomisk orienterede økonomer, så havde vi aldrig skabt et velfærdssamfund. Det er som om, at den gruppe af økonomer har sat sig på den samfundsmæssige debat, og socialdemokraterne har ikke længere et selvstændigt projekt ud over at administrere det system og de reformer, som de og embedsmændene forslår.

RÆSON: Hvilket partis udvikling har været mest bemærkelsesværdigt?
Pelle Dragsted: I de sidste 10-20 år, men især de sidste par år, er det særligt Dansk Folkepartis fremgang, der springer i øjnene. Det er ikke en meget pludselig fremgang, som vi så det for SF, som så også hurtigt punkterede igen. Det er en meget tålmodig, langsom opbygning, hvor de har flyttet holdninger hos danskerne i deres retning – holdninger, som for nogle år siden havde været meget yderliggående, men som de har fået gjort mainstream. Jeg tror ikke, at de kan holde den kadence, de har nu, men jeg er desværre bange for, at det er en stabil udvikling.

RÆSON: Du siger, at Dansk Folkeparti har flyttet vælgernes holdning. Er det ikke vælgerne selv, der har flyttet sig?
Pelle Dragsted: Der er altid en dialektik mellem de to niveauer. Jeg mener, at Dansk Folkeparti har flyttet holdninger på udlændingeområdet og andre områder, men det er klart, at det også er fordi, at de fisker i rørte vande. Lige nu kan man se det i hele debatten om EU og EU-domstolen, som fælder nogle domme, som har konsekvenser for vores velfærdssamfund og vores arbejdsmarked. Der har Dansk Folkeparti været dygtige til at italesætte problemerne og sige det, som socialdemokraterne burde have sagt.

Enhedslistens fremgang

RÆSON: Ligesom DF er Enhedslisten også gået frem. Hvad skyldes vælgernes bevægelse mod fløjpartierne?
Pelle Dragsted: Først og fremmest bevæger de sig væk fra Socialdemokratiet. De mest venstreorienterede er gået til Enhedslisten, og andre er gået til DF. Man kan sige, at selvfølgelig har DF og EL nogle holdninger, som af nogen opfattes som yderligtgående, men når det kommer til spørgsmål om at forsvare velfærden, så står både EL og DF – i hvert fald retorisk langt hen ad vejen der, hvor Socialdemokratiet stod for nogle år siden. Jeg tror også, at det er en eller anden form for oprør mod denne her nødvendighedsdiskurs. Man vil gerne have politikere, som tror på noget. Jeg bryder mig ikke om DF’s holdninger, og jeg synes også, at de har snydt deres vælgere mange gange, men man må alligevel give dem, at de er politikere, der har et projekt, de brænder for. Det samme mener jeg jo om Enhedslisten. Det er også derfor, man ser et parti som Liberal Alliance, som efter min mening måske har de allermest yderligtgående synspunkter, gå frem.

RÆSON: Hvilke politiske emner har fået for lidt opmærksomhed?
Pelle Dragsted: Noget, der har fået meget opmærksomhed, men hvor der ikke rigtig er sket noget, er dagpengeområdet, hvor vi står med en kæmpe uløst krise. Man kan ikke sige, det har fået for lidt opmærksomhed, men opmærksomheden har bare ikke ført til, at regeringen har flyttet sig. Et område, som heldigvis er begyndt at få opmærksomhed, er spørgsmålet om EU. Det viser sig nu, at de traktater og aftaler vi har tiltrådt i EU får en enorm betydning for vores velfærdssamfund og arbejdsmarked. Specielt i forhold til social dumping.

Venstrefløjens udfordringer

RÆSON: Hvad har været regeringens største politiske sejr?
Pelle Dragsted: Hvis man skal nævne en, så er det nok energiaftalen, som blev lavet i det første halve år. Det var vigtigt, at Danmark vedtog en af de mest ambitiøse energiaftaler, som skal føre til et fossilfrit Danmark i 2050 og en markant reduktion allerede i 2020. Det er et område, hvor man har leveret. Det er selvfølgelig også rigtig godt, at fattigdomsydelserne blev fjernet, men der har man indført nogle nye fattigdomsydelser med kontanthjælpsreformen, så det har jeg ikke lyst til at fremhæve.

RÆSON: Hvad er venstrefløjens største udfordring i dag?
Pelle Dragsted: Det er opgøret med nødvendighedsdiskursen. Hver eneste dag i mange år har man kunnet læse om de ’nødvendige’ reformer. Før i tiden handlede det om, at vi ville mangle arbejdskraft i fremtiden, men nu har man fundet en ny forklaring, nemlig konkurrenceevnen, som man bruger som argument for, at man gennemføre reformer, som øger uligheden i samfundet. Det har sat sit præg på befolkningen og den offentlige debat. Venstrefløjens største udfordring over de næste år er at få gjort op med den. Når man hører ordet nødvendighed i forbindelse med politik, så må målet være, at børsterne rejser sig, og man spørger: Er det her nu også nødvendigt, eller er det et argument, man bruger, for at få noget til at glide ned hos os, som ellers ikke var gledet ned?

RÆSON: Er en truet konkurrenceevne ikke et validt argument?
Pelle Dragsted: Spørgsmålet er bare, om Danmark har et konkurrenceveneproblem. Vismændene sagde for et år siden, at vi ikke har et problem med konkurrenceevnen. Hvis man ser på vores betalingsbalance, så er der overskud i en lang årrække, og det er normalt den måde, du måler konkurrenceevne på. Har du underskud på betalingsbalancen og handelsbalancen, så har du et konkurrenceevneproblem. Vi har et enormt overskud i vores eksportvirksomheder. Vi har over de seneste år rekordoverskud, så jeg mener, at man har skabt nogle fortællinger om et kæmpe problem med konkurrenceevnen, som reelt ikke er der. Men det er klart, at der er ændringer i måden, verdens økonomi fungerer på, som gør, at landende bliver udfordret på en anden måde, end de var før. Men der er meget mere råderum til at føre en anden politik end den, der er blevet ført gennem de sidste år.

Fornyelse – men ikke politisk

RÆSON: Hvad har værdikampen handlet om siden 2007?
Pelle Dragsted: Det har været rart at være fri for, at debatten først og fremmest handlede om parabolantenner, burkaer og andet, som selvfølgelig kan være vigtige spørgsmål, men som ikke har nogen særlig betydning for den almindelige danskers hverdag. Det er positivt, at man har flyttet fokus væk fra det, man kunne kalde værdipolitikken over i retning af nogle mere substantielle politiske spørgsmål. Økonomisk politik er også værdipolitik, og man kan sige, at en af de værdipolitiske kampe, der har været hamrende vigtig over de sidste år, har været debatten om de arbejdsløse. Debatten om, hvorvidt ledighed er noget, man selv er skyld i, eller om fænomenet er knyttet til det samfund, vi lever i, hvor der jo nogle gange er økonomiske kriser, hvor arbejdsløsheden stiger. Det synes jeg er en af de vigtigste værdipolitiske debatter, der har været.

RÆSON: Du er en af dem, der har stået i spidsen for fornyelsen af Enhedslisten. Hvad har den fornyelse bestået i?
Pelle Dragsted: Vi tog en klar beslutning om, at vi ville væk fra at være et lille, marginalt parti, som aldrig havde haft andet end et par procents opbakning, til at blive et parti, som flere kunne føle sig hjemme i. Det handlede meget om at gøre det klart, at Enhedslisten ikke kun er for folk, som har læst Kapitalen forfra og bagfra og kender den marxistiske katekismus, men at vi er et bredt, demokratisk, socialistisk parti for folk, som ønsker at forsvare vores velfærdssamfund og som ønsker, at der skal sættes ind overfor markedskræfterne. Det har vi så gjort gennem en fornyelse af vores parti og principprogrammet, som formegentlig bliver vedtaget ved næste årsmøde (principprogrammet er nu vedtaget, red). Vi har fornyet mindre ting som vores grafiske udtryk, og så har vi har fået en politisk ordfører og en slags frontfigur i Johanne Schmidt-Nielsen.

Vi har ikke flyttet os politisk, men nogle af de ting, der gjorde, at folk opfattede os som et sært parti, har vi forsøgt at ændre på. Da vi første gang foretog nogle vælgerundersøgelser viste de, at mange mennesker delte vores synspunkter, men de følte ikke, Enhedslisten var et parti for dem. De opfattede det lidt som et parti for nogle særlige, alternative typer. Vi har arbejdet konsekvent på at ændre det billede. Vi fik afdækket, at der fandtes nogle myter, blandt andet, at vi var et parti, der var ligeglade med indflydelse, og at vi var et ekstremt parti, der havde nogle holdninger, som vi rent faktisk aldrig har haft. Vi har arbejdet meget konsekvent med at få manet de fortællinger og myter i jorden og få skabt nogle andre.

RÆSON: Du siger, at I ikke har flyttet jer politisk. Det nystiftede netværk Forum for Socialistisk Demokrati er udsprunget af Enhedslistens afdeling på Østerbro med det formål, at give ”partiet tilbage til medlemmerne”. Er der ikke nogle af jeres medlemmer, som ser partiets fornyelse som et skridt mod højre?
Pelle Dragsted: Det er der helt klart en lille gruppe medlemmer, der gør. Når Forum for Socialistisk Demokrati siger, at de vil give partiet tilbage til medlemmerne, synes jeg, at det er ret flabet, for det er jo medlemmerne, der har lagt den kurs, partiet har i dag. Så der er frustration hos nogle over, at et flertal har valgt at udvikle Enhedslisten til et bredere, klart demokratisk, socialistisk parti, og som måske i virkeligheden drømmer sig lidt tilbage til tiden, hvor man kendte alle, man var i parti med. Der er helt klar nogen, som er utilfredse med udviklingen, men det kan bare ikke ses som en konflikt mellem top og bund. Tværtimod. Jeg mener, at til forskel fra SF, som jo klart flyttede sig på deres politik, så har Enhedslisten bevaret den klare kerne.

RÆSON: Så du mener ikke, at Enhedslisten er trukket mere ind mod midten?
Pelle Dragsted: Hvis jeg ser på de konkrete politiske spørgsmål, så kan jeg ikke se, hvor vi i dag skulle stå et andet sted, end hvor vi har stået tidligere. Partiet er blevet bredere vælgermæssigt, så vi repræsenterer måske flere forskellige holdninger i dag, men jeg mener ikke, at vi har flyttet os.

RÆSON: Netværkets talsperson har sagt, at partiet er for forhandlingsvilligt overfor regeringen og har udtalt: ”Man overser tilsyneladende fuldstændigt, at regeringen har skrevet i deres regeringsgrundlag, at man vil videreføre den borgerlige økonomiske politik.” Har han ikke ret i det på nogle punkter?
Pelle Dragsted: Det har han da fuldstændig ret i. Det har været utrolig svært at samarbejde med denne her regering, fordi de har lagt sig langt til højre fra, hvor de sagde, at de ville lægge sig før valget. Men betyder det så, at Enhedslisten siger, at så kan vi ikke samarbejde med regeringen? Nej, det gør det selvfølgelig ikke, for så ville regeringen have en rigtig god undskyldning for at lave alle deres aftaler med de borgerlige partier. Derfor har vores strategi fra dag et været, at stå til rådighed til forhandlinger og kompromisser, hvis regeringen vil trække i den rigtige retning, men når det går den anden vej, så er vi til gengæld skånselsløse i vores kritik. Det har været enormt vigtigt at vise, at regeringen havde et alternativ, hvis den ville. Det har den så ikke villet i særlig mange tilfælde og det har vi vist ved at stå til rådighed. Der er to modstridende fortællinger om Enhedslisten. Den ene er, at vi ikke kan finde ud af at lave aftaler og indgå kompromisser, og at vi er et alt eller intet parti. Den anden er, at vi indgår alt for mange kompromisser og aftaler og lægger os fladt ned for regeringen. Det er sjovt, hvordan de to opfattelser kan eksistere på samme tid.

RÆSON: Men forestillingen om, at I har indgået for mange kompromisser med regeringen er vel først opstået efter partiets fornyelse?
Pelle Dragsted: Enhedslisten har aldrig stået i den parlamentariske situation, vi står i, i dag. Heller ikke under Nyrup. Der var det jo sådan, at i hvert fald indtil de sidste år, der havde Nyrup et solidt flertal uden om Enhedslisten. Det særlige i den nuværende situation er, at vi har været regeringens grundlag, og vi gik betydeligt frem ved sidste valg. Det har selvfølgelig givet os nogle muligheder – vi havde ønsket, at de var endnu større – for indflydelse og for at aftvinge regeringen nogle vigtige indrømmelser. Det var os, der sikrede den midlertidige dagpengeløsning. Og i både finanslovsforhandlinger og andre forhandlinger har vi høstet mange vigtige indrømmelser fra denne regering.

RÆSON: I den proces har I vel også lagt mandater til nogle forandringer, som Enhedslisten ikke ville have lagt mandater til for ti år siden?
Pelle Dragsted: Måske har du ret, men vi ved det ikke, for vi fik aldrig muligheden for ti år siden. Men vi fik en vedtagelse ved vores årsmøde før valget, der sagde, at Enhedslisten godt kan stemme for en finanslov, den må bare ikke indeholde forringelser for almindelige mennesker. Vi må ikke bytte forbedringer for én gruppe på bekostning af en anden. Det var ligesom rammen, og det er det stadigvæk. Og de finanslove, vi har lavet, har ikke indebåret den slags studehandler, hvor en gruppe har fået forbedret deres vilkår, imens en anden gruppe har oplevet forringelser.

RÆSON: Hvad bliver de vigtigste ændringer i Enhedslistens principprogram?
Pelle Dragsted: Den vigtigste ændring, hvis den bliver vedtaget, er efter min mening spørgsmålet om demokrati. At det bliver slået fuldstændig fast, at når vi ønsker nogle grundlæggende forandringer i samfundet, og det gør vi, så skal de selvfølgelig gennemføres på demokratisk vis. Der skal være et flertal i befolkningen, der ved frie demokratiske valg stemmer for. Det lyder banalt, og man kan spørge, hvorfor har det ikke stået der før, men det er jo nok fordi, at venstrefløjen, når man ser historisk på det, har haft et lidt uldent forhold til det her spørgsmål.

Desværre har vores nuværende principprogram båret præg af det og været for uklart. Jeg mener derfor, at den allervigtigste ændringer er at få slået fast med syvtommers søm, at nok vil vi store forandringer i samfundet, men det skal ske ved, at flertal af befolkningen vil give deres støtte til det ved frie valg. Det er utrolig vigtigt, med den historie, som venstrefløjen og socialismen jo også har – selvom man kan sige, at det var et vrangbillede af socialismen, der manifesterede sig i Sovjetunionen og Kina, og hvor man nu ellers har kaldt sig socialister – at man er klokkeklar i det her spørgsmål.

RÆSON: Hvordan ser du fremtiden for de socialistiske værdier?
Pelle Dragsted: Det burde jo se lyst ud. Siden 2008 har man jo oplevet en kæmpe krise for hele den kapitalistiske økonomi og hele det liberalistiske tankesæt, altså ideen om, at hvis bare markedet får lov at passe sig selv, så bliver det hele smukt og dejligt. Vi har oplevet, at den uregulerede markedskapitalisme har sendt verden ud i en krise af kæmpe dimensioner, hvor millioner af mennesker er blevet arbejdsløse. Derfor burde det jo være sådan, at det var socialister og venstreorienterede, der var i offensiven og nyliberalisterne, der gemte sig i et hjørne og sagde undskyld for deres medansvar for det, der er sket. Men sådan er det ikke, og det er vores udfordring at få det til at blive sådan. Hvis man ser ud over Europa, er der faktisk fremgang for partier til venstre for socialdemokraterne, men der er også en trussel, nemlig det man kan kalde de højrepopulistiske partier, som også forsøger at opsluge vælgere, der føler utilfredshed, usikkerhed og angst over den udvikling, der er. Det er en hovedopgave for os på venstrefløjen i Danmark og i Europa at blive dem, som samler op og giver folk et håb og en tro på noget andet, så det ikke bliver højrepopulisterne, der samler op.

RÆSON: Hvad er de største udfordringer for de socialistiske værdier?
Pelle Dragsted: Det ene er at få brudt med opfattelsen af politik som en nødvendighed og skabe et håb og en tro på, at man kan føre en anden politik. Der er brug for nogle ret grundlæggende forandringer af den måde, vi indretter vores samfund og økonomi på, hvis vi ikke igen skal blive ramt af den type kriser, og hvis vi ikke skal underminere klodens fremtiden med en alt for voldsom ressourceudnyttelse, som vi oplever nu. Opgaven er at få genskabt troen på, at politik handler om valg og retninger og ikke om nødvendighed, for dermed vil vi også kunne vise de mennesker, som måske ellers i desperation, angst eller frustration går over til højrepopulistiske partier, at deres interesser bedst varetages af venstrefløjen og de socialistiske partier.

Pelle Dragsted er politisk rådgiver for Enhedslistens folketingsgruppe.
Emma Elise Albæk Høj (f. 1989) studerer journalistik og historie på RUC. Hun har tidligere været praktikant på Debatten på DR2. FOTO: Peter Leth via Flickr