Ebola: Det vi gør er for lidt, for sent og for farligt

Ebola: Det vi gør er for lidt, for sent og for farligt

08.10.2014


Det internationale samfunds svar på Ebola-udbruddet i Vestafrika vil ikke bare sætte titusindvis af uskyldige liv på spil i Afrika – det vil også efterlade resten af verden sårbar overfor lignende epidemier. Den gode nyhed? Vi kan stadig nå at ændre billedet.

KOMMENTAR af Troels Boldt Rømer, redaktør på Ræson og stud.med.


Det lyder som et manuskript fra en dårlig b-film.

Den smittede bløder ud af alle kropsåbninger, gisper efter vejret og dør. Kroppen kan ikke røres før flere uger efter den sidste dødstivhed er aftaget. Hele landsbyer er lagt øde, og regeringer indfører strenge udgangsforbud. Læger fra fjerne lande bliver fløjet ind, behandler syge og slæber rundt på lig iført hermetisk lukkede dragter. De ses i kridhvidt, aftegnet mod den brune baggrund af lerhytter og ørken. Der er ingen vaccine og ingen kur mod virussen.

For godt 6.000 mennesker i Vestafrika er situationen ikke fiktion, men blodig alvor. Den deprimerende nyhed? At det tal i oktober alene vil vokse til 21.000 og i januar nå hele 1,4 millioner, ifølge US Centers for Disease Controls and Preventions. 1,4 millioner er godt og vel hele befolkningen i København og Odense tilsammen, alle sammen ramt af en sygdom, hvor dødsraten er på mellem 60 og 90 pct. og mængden af tilfælde stiger eksponentielt. Men til trods for omfanget af Ebola-epidemien har det internationale samfund kun formået at mobilisere et svar, der i bedste fald er en lappeløsning – og i værste fald en katastrofe.

For lidt
Lad os først tage et kig på status for indsatsen mod Ebola dags dato. Præsident Obama annoncerede i sidste måned, at USA vil sende op til 3.000 tropper til Vestafrika for at hjælpe med at sætte kliniker op, som kan stå for behandling af ofrene. Kina har sendt 174 læger og sygeplejesker til Sierra Leone – landet, som er værst ramt af Ebola – mens Cuba har sendt 165. Storbritannien har givet 163 mio. dollars og EU har doneret 140 mio. euro (et tal, som er steget fra sølle 200.000 euro i starten af september). Sammen med en lang række biddrag fra organisationer, lån fra internationale banker og donationer fra mindre lande – herunder de godt 11 mio. dollars Danmark giver – har verdenssamfundet i alt lovet at sende 622 mio. dollars af sted mod Vestafrika i kolde kontanter.

Men hvad er så problemet? Det ser jo umiddelbart ud til, at nok ressourcer bliver brugt på bekæmpelsen af virussen.

Nej. FN estimerer, at der er brug for i alt én mia. dollars hvis Ebola skal holdes i skak – et tal, som nemt kan stige, hvis sygdomen spredes mere. Vi er altså 378 mio. dollars fra FN’s nuværende mål, men ikke bare dét er et problem. I mange af de ramte lande er der nemlig ikke kun mangel på ressourcer, men også på medicinsk personale og varme hænder. Det kan i dag tage uger, fra et muligt Ebolatilfælde er opdaget og indberettet til behandlingsstederne, til læger og sygeplejesker kan komme ud og behandle patienten. Og nej, de 3.000 soldater præsident Obama har sendt til Vestafrika vil ikke hjælpe synderligt her – der er nemlig ingen af dem, som må komme i direkte kontakt med patienter. Dette gør unægtelig behandling og bortskaffelse af lig til en besværlig øvelse.

Det skal til sammenligning nævnes, at Obamas stimuluspakke ovenpå finanskrisen (“The American Recovery and Reinvestment Act of 2009”) kostede 831 milliarder dollars mens krigen i Irak kostede 1.700 milliarder. Og hvis man skal sammenligne med pengeforbrug inden for sundhedssektoren, så brugte den amerikanske medicinalindustri i 2011 hele 29 mia. dollars på reklamer. Ja, man undrer sig ikke, hvis der findes afrikanske ledere, som i disse tage tager sig til hovedet i frustration.

For sent
Et endnu mere akut problem end manglende midler er den fart, hvormed de donerede penge får ben at gå på. For nyligtannoncerede UN World Food Programme (WFP), at de kun havde modtaget 13 pct. af de 130 mio. dollars, som de er blevet lovet til deres Ebola-indsats. Elisabeth Byrs, talsmand for WFP, har udtalt, at leveringen af nødhjælp må stoppe i slutningen af oktober, hvis WFP ikke får flere penge mellem hænderne snart.

Allerede i april, da dødtallet kun var på omkring 100 personer, advarede Læger uden Grænser om, at der var brug for en hurtig reaktion fra verdenssamfundet, hvis Ebola ikke skulle sprede sig. Det udløste, med New York Times’ Nicholas Kristofs ord, et ”globalt skuldretræk” alt imens beboerne i de rigeste lande var mere bekymrede om, hvorvidt Ebola nu ville komme til deres baghave end om, hvordan man effektivt fik stoppet sygdommen. I mellemtiden har epidemien ikke bare bredt sig, men også gjort voldsom skade på økonomierne i de berørte lande. Grundet Vestens manglende handling er det altså ikke bare medicinsk oprydningsarbejde man skal i gang med – det er også økonomisk.

I stedet for at reagere, da vi blev advaret, har vi igen – som i klima-, uddannelses- og sikkerhedspolitikken – formået at bevæge os ud i et politisk kunststykke, hvor vi har udskudt reaktionen til omkostningerne opgjort i både liv, penge og arbejdstimer er steget markant. Og ja, de kan nå at stige endnu mere.

For farligt
Selv de regeringer, der af uforståelige årsager ikke føler den empati og det moralske ansvar, som skal til for at mobilisere støtte til Ebola-ofrene, har meget at vinde ved at hjælpe. Lad os tage det kyniske argument først: Afrika er et kontinent i vækst. Det bør derfor ikke undre, at Kina er en af de store bistandsydere i forbindelse med Ebola-udbruddet. Kineserne køber sig til goodwill på et kontinent, som ikke bare har masser af naturressourcer, men også en voksende efterspørgsel efter udenlandske varer. Det er en langsigtet investering at hjælpe døende fattige – for når deres familier og venner en dag får penge mellem hænderne, så skal tjenesten gengældes. Tænk bare på USA’s Marshall-hjælp til Europa efter Anden Verdenskrig.

Derudover er der selvfølgeligt det rent sundhedsfaglige argument. Med en eksponentiel stigning i antallet af tilfælde vil det snart være umuligt at stoppe virussen i for alvor at sprede sig ud over Afrikas grænser. Det er svært præcist at udregne, hvad risikoen er for, at en decideret Ebola epidemi vil komme til Europa eller USA, men ifølge Alessandro Vespignani fra det amerikanske Northeastern University, der har lavet en matematisk model for Ebolas spredning, stiger chancerne for udbrud i New York, London eller København uge for uge. I både Norge, Spanien og USA har der allerede været registrerede tilfælde af Ebola-smittede. Der er altså en direkte sikkerhedstrussel ved ikke at bekæmpe sygdommen i de lande, hvor den udspringer fra.

Den gode nyhed er, at vi godt ved, hvordan Ebola skal bekæmpes. Virussen i sig selv er nærmest umulig at få bugt med, eftersom en virus blandt andet forbrænder næringsstoffer og klynger sig til raske celler på en måde, som gør den svær at slå ihjel. Men udbredelsen af Ebola foregår heldigvis kun gennem kropsvæsker, hvilket i 2011 gjorde et amerikansk-støttet forebyggelsesinitiativ i stand til at stoppe et mindre Ebola-udbrud i Uganda. Oplysning, medicinsk støtte og nødhjælp vil også kunne gøre meget i 2014.

Hvis man kigger på det lidt større billede, så lever i dag i en globaliseret verden, hvor sygdomme og epidemier potentielt kan sprede sig med lynets hast – og den risiko vil ikke blive mindre med årene. Det internationale samfunds manglende svar på Ebola tegner ikke ligefrem et kønt billede af vores kollektive evne til at håndtere den her slags udbrud. Når man oven i det lægger, at de færreste medicinalfirmaer har nogen form for interesse i at forske i sygdomme som Ebola på grund af de ringe kommercielle muligheder, så står vi med en farlig, sundhedspolitisk cocktail i hånden: minimal forskning i epidemier, lang reaktionstid fra regeringer og – for det ikke skulle være nok – en World Health Organization, hvis budget er blevet skåret og troværdighed er blevet stækket af blandt andet fugleinfluenza cirkusset. For at undgå at cocktailen eksploderer i hænderne på os kræver det visionære og modige regeringer (og her tæller den danske i den grad også med), som investerer i den grundforskning og det beredskab der skal til for at bekæmpe globale epidemier og redde menneskeliv. Desværre er visioner og mod begge mangelvarer på de bonede gulve i skrivende stund.

Troels Boldt Rømer (f. 1994) er redaktør på Ræson. Uddannet fra United World College i Singapore og medicinstuderende ved Københavns Universitet. Har tidligere arbejdet i Undervisningsministeriet, været formand for Danske Skoleelever og været involveret i en række udviklingsprojekter i Asien.[FOTO: European Commission DG ECHO]