Centralafrikanske Republik: Fransk intervention er del af Hollande’s humanitære stil

Centralafrikanske Republik: Fransk intervention er del af Hollande’s humanitære stil

09.03.2014


Når Frankrig sender soldater til den blodige konflikt i den Centralafrikanske Republik, er det ifølge præsident Hollande en humanitær redningsaktion og ikke et forsvar af franske interesser. RÆSON taler med Paul Melly, Associate Fellow hos Chatham House, og Catherine Gegout, lektor i internationale relationer ved Nottingham Universitet, om Frankrigs nye, mindre enerådige, stil i Afrikas konflikter.

INTERVIEW af David Jørgensen

Den voldelige konflikt i den Centralafrikanske Republik (CAR), der brød ud efter at den muslimske rebelkoalition, Seleka, tog magten i marts sidste år, har nu kostet tusindvis af menneskeliv og drevet over 900.000 mennesker på flugt. Landet bevæger sig mod et kaos af drab, hævnangreb og plyndringer, der frygtes at kunne udvikle sig til et folkemord på linje med Rwanda.

Som reaktion på den alarmerende udvikling har Frankrig sendt 1600 tropper til deres tidligere koloni, der supplerer de mere end 4000 tropper fra den Afrikanske Union (AU) og de 500 EU-tropper.

Da den Hollande i december måned besøgte det voldsplagede land, sagde han: “Ved at komme til den Centralafrikanske Republik har Frankrig ikke egne interesser for øje. (…) Frankrig forsøger udelukkende at bringe lindring til en befolkning, der er truet af lovløse fraktioner”.

RÆSON: CAR er en tidligere fransk koloni. Vurderer du, at Frankrigs motivation for at intervenere i landet var udelukkende altruistisk, eller snarere et forsøg på at pleje egeninteresser i landet?
PAUL MELLY: Jeg tror ikke, at franske egeninteresser er årsagen, udover den generelle sunde fornuft i at holde regionen stabil. Frankrig har få økonomiske interesser i CAR. Derudover skal man huske på, at det er en risikofyldt operation. To franske soldater blev dræbt i interventionens første dage, og der er et snævert flertal i den franske befolkning, der er skeptiske over for interventionen. Hollande ville ikke have gjort det, hvis der ikke var seriøse grunde bag. Selvfølgelig har Frankrig en interesse i, at CAR er fredfyldt og stabilt – men ligeledes har det internationale samfund og Afrika.
CATHERINE GEGOUT: Der er ikke nogen økonomiske interesser for Frankrig i CAR. Geopolitik og historie er essentielle faktorer. Sidste gang Frankrig intervenerede i CAR var i 2006, og det franske militær er stadig til stede i CAR. Derfor ville det være uansvarligt af Frankrig ikke at reagere for at forhindre fremtidige drab.

RÆSON: Frankrig kan øve indflydelse i Afrika syd for Sahara i en grad, som ikke er mulig i resten af verden. Alligevel får man den opfattelse, at Frankrig med Hollande i spidsen har valgt en mere multilateral og mindre enerådig tilgang til Afrika. Er interventionen i CAR et eksempel på denne nye tilgang?
PAUL MELLY: Interventionen i CAR er helt sikkert et eksempel på Hollande’s nye tilgang. Interventionen var politisk neutral; den havde ikke til sigte at støtte et særligt regime eller en allieret, og den var baseret på et partnerskab med afrikanerne. Franske kilder understreger konstant, at deres tropper arbejder side om side med den Afrikanske Unions tropper.
CATHERINE GEGOUT: Enig. Hollande har en mere humanitær tilgang til Afrika end hans forgængere. Når det er sagt, så er interventionen i CAR ikke en ny måde at agere i Afrika på. Sikkerhed gennem stabilitet er stadig det primære motiv for intervention.

RÆSON: Hvad var baggrunden for den franske intervention i CAR i december måned?
PAUL MELLY: Jeg tror, at den franske intervention i Den Centralafrikanske Republik har tre hovedårsager.
Først og fremmest var der omfanget af de lidelser, som overgik de almindelige lokalsamfund. Konflikten mellem Seleka og anti-Balaka militserne kunne få kløften mellem lokalsamfundene til at blive dybere med en reel risiko for folkedrab. Det var klart, at den lille regionale fredsbevarende styrke i CAR ikke kunne klare opgaven. Ingen andre i det internationale samfund var klar til at gøre noget. Derfor følte Frankrig, at det var deres pligt at intervenere. Præsident Hollande vidste, at det franske militær havde de relevante færdigheder, kendskab til landet, erfaring med at operere i det tropiske Afrika, udstyr, mv.

For det andet var der den strategiske bekymring, at hvis CAR gled over i totalt kaos uden nogen form for regering, ville det skabe et rum, der kunne fungere som et fristed for jihadister og som en zone for handel med narkotika, elfenben, diamanter, osv. Pengene fra disse ulovlige aktiviteter kunne bruges som indtægt for terrorister. Der er mistanke om, at Al-Shabab (somaliske jihadister red.) har forbindelser til aktiviteter i CAR. Derudover er ’The Lords Resistance Army’ (En militær bevægelse med rødder i det nordlige Uganda, red.) tilstede i CAR, hvor de styrer diamantminer. Alt dette ville true stabiliteten i regionen.

For det tredje vidste Frankrig, at deres intervention ville blive godt modtaget i Afrika. Et nøgleaspekt af Hollandes tilgang har været at konsultere de afrikanske regeringer. Han var i Sydafrika sidste år for at tale med præsidenten Jacob Zuma, hvor de højst sandsynligt diskuterede CAR. Regionale regeringer fra lande som Chad, Cameroun, Gabon og Congo-Brazzaville indikerede, at en fransk intervention ville være velkommen. Og der var voksende røster i Afrika, der sagde, at hvis Frankrig kan hjælpe Mali, så kan de også hjælpe CAR.

RÆSON: Frankrig prøver at få EU til at sende tropper til CAR. Er det en måde at legitimere deres egen intervention, eller er det fordi, at de ikke kan skabe stabilitet på egen hånd og har brug for EU’s hjælp?
PAUL MELLY: Frankrig er oprigtigt opsat på at få EU-tropper involveret. Til dels simpelthen for at dele byrden, omkostningerne og risikoen. I Frankrig er der et pres fra befolkningen, fra politisk side og fra medierne for, at andre EU-lande skal tage del i byrden med at skabe sikkerhed i Afrika.Desuden ved franskmændene også, at folk vil sætte spørgsmålstegn ved deres motiver. Og hvis observatører og meningsdannere kan se, at interventionen også ses som værende en god ting fra Den Afrikanske Union, fra EU og fra FN, så giver det troværdighed. Og franskmændene ved, at der generelt er tillid til EU i Afrika.
CATHERINE GEGOUT: Frankrig er desperat efter en EU-operation, ligesom det var tilfældet i Mali og Elfenbenskysten. Frankrig har ikke længere lyst til at være den eneste stat, der er ansvarlig for at tage hånd om ustabiliteten i afrikanske stater. Frankrig vil gerne have fokus på multilateralisme gennem den Afrikanske Union, EU og FN. I forhold til det militære bidrag har Frankrig dog ikke brug for EU, hvis operation i CAR for øjeblikket er begrænset til kun 500 tropper. Briterne, Tyskland og Italien vil ikke tage del i EU’s operation.

David Jørgensen (f. 1987) er kandidatstuderende på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og skribent for Ræson.

FOTO af Staff Sgt. Ryan Crane via Flickr: U.S. airlift Rwandans to Central African Republic.