Belgien: En identitetskrise går til valg

Belgien: En identitetskrise går til valg

21.05.2014


Den 25. maj går Belgien til valg. Det tog 541 dage at danne en regering efter det sidste valg i 2010. Meningsmålinger tyder på, at partier, der ønsker et selvstændigt Flandern, vinder frem. Spørgsmålet er, om valget vil kaste landet ud i endnu en kaotisk periode.

Af Christian Henriksen

Belgien satte verdensrekord i 2010: Aldrig har et land i moderne tid været uden regering så længe. Først 541 dage efter valget lykkedes det socialisten Elio di Rupo at danne en regering – med sig selv som premierminister.

Belgiens største parti, N-VA (Ny-Flamsk Alliance), blev ikke en del af regeringen. Hvis man vil forstå hvorfor, skal man forstå, hvordan Belgien hænger sammen – eller netop ikke hænger sammen. Belgien fungerer på mange måder som to separate stater, og landets største parti har som erklæret langsigtet mål at få et selvstændigt Flandern og dermed et Belgien delt i to.

Et splittet Belgien
Belgien har ikke en monokultur. Landet har flere officielle sprog: Nederlandsk i den nordlige velstående region Flandern, mens der udpræget tales fransk i den sydlige region Vallonien. I hovedstaden Bruxelles regnes både nederlandsk og fransk som officielle sprog. Selve byen ligger i Flandern, men over 80 pct. af befolkningen er fransktalende.

Valgsystemet er indrettet efter den regionale opdeling. Det er således kun muligt at stemme på flamske partier, hvis du bor i Flandern, mens borgere i Vallonien kun kan stemme på vallonske partier. Bruxelles er dog et særligt tilfælde, hvor borgerne kan stemme på partier fra begge regioner. Mediebilledet følger samme mønster: Ser man bort fra gratisaviser, findes der ikke én eneste avis, der udgives på begge sprog og Belgien har ligeledes to radio-TV selskaber.

Tim Pauwels, politisk journalist på det flamske broadcasting VRT, mener, at Flandern og Vallonien har to forskellige politiske landskaber:

”Regeringen bliver ofte set som for venstreorienteret i Flandern. I Vallonien går PS (premierministerens socialistiske parti, red.) tilbage på bekostning af mere venstreorienterede partier, fordi det, regeringen allerede har gennemført, bliver betragtet som meget konservativt/neoliberalt. Der er derfor en forskel i forventningsniveauet med et mere højreorienteret politisk landskab i Flandern og mere venstreorienteret i det fransktalende Belgien.”

I modsætning til andre føderale stater som USA og Tyskland, står den føderale regering ikke over regionerne i Belgien; den er sidestillet. Den føderale regering har bl.a. magt over pengepolitikken, de fleste skatter, forsvar og sociale ydelser. Regionerne har bestemmelse over f.eks. bolig- og miljølovgivningen, hvilket giver dem en høj grad af selvbestemmelse.

Ikke desto mindre ønsker et stort mindretal i Flandern en endnu højere grad af selvbestemmelse. Tim Pauwels vurderer, at 10-20 pct. af den flamske befolkning ønsker fuld selvstændighed, mens op mod 30 pct. ønsker ”mere autonomi” til det velstående Flandern.

Det skaber uundgåeligt en vis spænding i Vallonien, der konstant bliver konfronteret med synspunktet om, at Flandern er bedre tjent alene end sammen med Vallonien. Som et eksempel har Bart De Wever, lederen af N-VA, der er langt det største parti i Flandern, tidligere udtalt, at han ikke anså de fransktalende i Flandern for et egentlig mindretal, men snare for immigranter.

Ifølge Alain Gerlache, der er journalist på det fransktalende radio-TV selskab RTBF, ser folk i Vallonien meget negativt på en opdeling af landet:

”Ifølge N-VA vil Flandern stå bedre, hvis man fik mest mulig magt. Sådan er det ikke, når det gælder Sydbelgien (Vallonien, red.). Her ser man nærmere en opsplitning som en trussel i stedet for en mulighed.”

Kaos efter valget i 2010
I juni 2010 fandt det sidste føderale parlamentsvalg sted. Det resulterede i mere kaos end egentlig afklaring.

Valgsystemets opbygning gør, at partierne er nødsaget til at lave en regeringskoalition på tværs af regionerne. Det største vallonske parti blev det socialistiske parti PS, mens det største parti i Flandern blev centrum-højre partiet N-VA.

Tim Pauwels fra flamske VRT påpeger, at der var store uenigheder mellem partierne:

”PS og N-VA’s politik er meget, meget langt fra hinanden. Selv på det psykologiske plan. De fransktalende partier har meget svært ved at skulle danne en regering med et parti, der har flamsk uafhængighed som et langsigtet mål.”

Så selvom de politiske uenigheder var store, var der endnu flere aspekter involveret i den langsommelige regeringsdannelse. Indtil regeringen kom på plads fortsatte et forretningsministerium under den hidtidige premierminister, kristendemokraten Yves Leterme, som regeringsleder. Han fik endda afviklet et EU-formandskab fra 1. juli til 31. december 2010.

5. december 2011 lykkedes det så endelig at komme ud at dødvandet. Elio di Rupo, lederen af det vallonske socialistiske parti PS, blev udpeget til ny premierminister. Foruden PS bestod den brede regeringskoalitionen af SP, socialisterne fra Flandern, de liberale partier MR (vallonsk) og VLD (flamsk) samt de kristendemokratiske CdH (vallonsk) og CD&V (flamsk). Regeringen fik dermed en fransktalende socialist som leder, en flamsk kristendemokrat som finansminister og en fransktalende liberal udenrigsminister.

Det største parti i Flandern, og Belgien set som helhed, N-VA blev ikke en del af regeringen. Det betyder, at den nationale regering ikke har et flertal i Flandern.

Selvstændighed – et tilbagevende valgtema
N-VA ønsker, at Flandern får yderligere autonomi, så man kan udføre økonomiske reformer uden at skulle indgå kompromis med PS og resten af Vallonien. Som meningsmålingerne ser ud i øjeblikket, får N-VA en pæn fremgang til omkring en tredjedel af de flamske stemmer og bliver derfor endnu vanskeligere at se bort fra under en regeringsdannelse.

PS står til lidt over 29 pct. af stemmerne i Vallonien, hvilket er en tilbagegang på mere end 8 pct. point. De taber primært stemmer til partier til venstre. Flandern ser derfor ud til at søge mod højre og Vallonien mod venstre.

Politikere hele vejen rundt har lovet, at der ikke vil opstå en tilsvarende periode – 541 dage uden regering – som i 2010. Tim Pauwels og Alain Gerlache mener dog på ingen måde, at det kan ses som en garanti. De påpeger begge, at N-VA’s, ifølge målingerne, styrkede position, kan skabe problemer. De to yderligtgående partier i Flandern, Vlaams Belang på højrefløjen og Groen på venstrefløjen, ikke vil være i stand til at indgå i en regering. Dermed er det matematisk umuligt at danne en regering med flertal i Flandern uden at involvere N-VA.

Centrum-højre partiet N-VA har andet og mere end blot flamsk selvstændighed i partiprogrammet, men kravet om selvstændighed gør dem meget lidt vellidt i Vallonien. Såfremt PS og N-VA ikke kan nå til enighed, vil man endnu en gang skulle ud at danne en meget bred koalition med de forhandlingsvanskeligheder, det måtte medføre.

Eksisterer Belgien om 10-15 år?
Den økonomiske krise har uden tvivl sat skub i spændingerne, hvor flere i det velstående Flandern ikke ønsker at forsørge det mindre velstående Vallonien. Det store spørgsmål er, hvordan Belgien ser ud om f.eks. 10-15 år.

Tim Pauwels, fra det flamske VRT, mener det er for tidligt at forestille sig et delt Belgien om 15 år:

”Sagens kerne er, hvorfor Flandern ikke er selvstændigt i dag. Svaret er at flertallet af den flamske befolkning ikke ønsker det. En minoritet på 20-30 pct. ønsker dog heller ikke status quo. På trods af at de ikke ønsker selvstændighed på kort sigt, vil de have mere autonomi til Flandern. Derfor er flertallet ikke i stand til at skabe et politisk miljø, hvor tingene forbliver som de er. Det er meget hårdt for den franske del, fordi de hele tiden konfronteres med det flamske politiske landskab, hvor dette store mindretal ønsker mere autonomi. Det er derfor ikke muligt at lave en aftale om ”det nye Belgien”, der gælder 100 år frem.”

”På den anden side er dem, der ønsker yderligere autonomi ikke stærke nok til at opnå en egentlig konføderation (sammenslutning af uafhængige stater red.) eller fuldstændig uafhængighed. Så vi slæber os bare langsomt videre (efter hvert valg red.). Hver gang kræves mere autonomi. Hver gang opstår der en konflikt i forbindelse med at man søger et kompromis.”

”En anden årsag til at Flandern ikke er selvstændig er, at der ikke er en løsning på Bruxelles. Bruxelles er hovedsagligt fransktalende, men ligger på flamsk territorium og blive set som hovedstaden i Flandern. Hvis Flandern erklærer selvstændighed vil det i de flamske nationalisters øjne være med Bruxelles som hovedstad, men det ønsker befolkningen i Bruxelles ikke. Så længe de ikke opgiver Bruxelles, eller finder en anden løsning, er det ikke realistisk.”

Alain Gerlache fra det fransktalende RTBF mener ikke, det er til at sige, om Belgien er separeret i to lande om 15 år:

”Men Flandern vil have opnået endnu mere magt og autonomi til den tid. Det kan være, der er en eller anden form for faktisk uafhængighed med en meget begrænset føderal stat. Flere og flere vallonere indser, at de er nødt til at gøre deres bedste for at forbedre regionens økonomiske situation, uanset hvad statsstrukturen er. Der er intet andet valg, end at regne med egen styrke.”

Det er derfor et land i dyb identitetskrise, der går til valg 25. maj. Resultat er svært at spå om og fremtiden endnu sværere at forudsige. Om 15 år er der muligvis afklaring eller måske endnu mere splittelse. I sidste ende kan Bruxelles være årsagen til, at landet slæber sig videre – splittet, men helt.

Christian Henriksen (f. 1990) studerer finansiering og regnskab på CBS og er tidligere udvekslingsstuderende i Belgien.

FOTO: Belgian Flag af fdecomite via Flickr