ANALYSE: Ukraines kamp for overlevelse

ANALYSE: Ukraines kamp for overlevelse

28.01.2014


I et politisk og økonomisk stabilt land ville Ukraines opdeling formentlig ikke have særlig stor betydning, men situationen er en ganske anden i et land på randen af kaos. De kaotiske tilstande bliver på begge sider udnyttet af ultranationalistiske kræfter, som forstærker splittelsen, og gør det nærmest umuligt at forene landet igen. I det absolut værste scenarie, kan denne splittelse ende med en borgerkrig og opdeling af landet.

NETOP NU af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør [www.tiefenboeck.dk]

UROLIGHEDERNE i Ukraine har stået på i mere end to måneder og har i løbet af de seneste dage udviklet sig til decideret krigslignende tilstande. Kijevs centrum ligner mere og mere en krigszone, og det forekommer efterhånden næsten umuligt, at noget kan stoppe demonstrationerne. Og urolighederne har i løbet af den seneste tid bredt sig til det vestlige Ukraine. Her har demonstranterne besat regeringskontorer i hovedparten af de største byer. I den østelige del af landet demonstrerer størstedelen af demonstranterne til støtte for den ukrainske præsident Viktor Janukovitj, og kun en mindre del til støtte for demonstranterne i Kijev. Mens urolighederne står på forsøger præsident Viktor Janukovitj sammen med oppositionslederne Arsenij Jatsenjuk, som repræsenterer Julia Timosjenkos Fædrelandspartiet, formand for partiet UDAR, Vitalij Klitsjko samt formand for partiet Svoboda, Oleh Tjahnybok at finde en løsning på situationen. Oppositionen fik i weekenden tilbudt fremtrædende regeringsposter af præsident Janukovitj – premierministerposten til Arsenij Jatsenjuk og vicepremierministerposten til Vitalij Klitsjko. De har begge afvist forslaget. Afvisningen skyldes ifølge Arsenij Jatsenjuk dels, at oppositionen ikke fik mandat fra folkemassen på Uafhængighedspladsen i Kijev og dels, at oppositionen ikke ønsker at tage ansvar for landet, når det er kørt i sænk, statskassen er tom og økonomien i knæ. Den er dog utvivlsomt også et udtryk for noget andet: at den ukrainske opposition er splittet og ikke er i stand til at tage fælles ansvar. Ukraines absolut største problem er den splittelse, der gennemsyrer hele landet, både geografisk og politisk.

Ukraines geografiske splittelse er ikke noget nyt fænomen, men har sine rødder langt tilbage i den ukrainske historie. Floden Dnepr har altid delt landet, som den dag idag. Landet øst for Dnepr har tilhørt zarernes Rusland siden 1654 og er derfor blevet grundigt rusifiseret. Indbyggerne her er generelt venligt stillet over for både præsident Viktor Janukovitj og Moskva og er hovedsageligt tilfredse med den aftale, præsident Janukovitj har skrevet under på med Putins Rusland. Anderledes står det til i landet vest for Dnepr, som først blev en del af Det Russiske Rige under Katarina den Store i slutningen af det 18. århundrede, efter delingen af Polen, men som – til trods for alle de mange år under russisk styre – har formået at bevare sin egen identitet. Derfor er hovedparten af det vestlige Ukraine orienteret mod vestlige værdier og dermed den ukrainske opposition.

I et politisk og økonomisk stabilt land ville Ukraines opdeling formentlig ikke have særlig stor betydning, men situationen er en ganske anden i et land på randen af kaos. De kaotiske tilstande i landet bliver på begge sider udnyttet af ultranationalistiske kræfter, som forstærker den ukrainske splittelse, og gør det nærmest umuligt at forene Ukraine igen. Hverken nu – hvor man skal forsøge at løse den fastlåste situation – eller på længere sigt, hvor ukrainerne helst skal finde sammen igen for at genopbygge deres land. I det absolut værste scenarie, kan denne splittelse ende med en borgerkrig og opdeling af landet.

De fleste demokratiske samfund består af en regerende koalition og en opposition, hvis forhold er baseret på gensidig respekt. Altså en ideologisk splittelse, men politisk enighed, da den gensidige respekt er forankret i de grundlæggende demokratiske principper. Anderledes er det i Ukraine, hvor splittelsen gennemsyrer hele forholdet. For de ukrainske politikere handler det mest om at bekæmpe og tilintetgøre hinanden. I sådan en situation er det svært – og muligvis helt umuligt – at løse problemer af den størrelse, som Ukraine står med i dag.

Hvad endnu værre er: samme splittelse ogennemsyrer den forenede opposition, hvis fælles anliggende først og fremmest er bekæmpelse af Viktor Janukovitj. I det øjeblik oppositionens alliance har gennemført sin mission, vil splittelsen utvivlsomt træde frem og yderligere komplicere løsningen af krisen. Splittelse findes ligeledes i demonstranternes egne rækker og i demonstranternes forhold til oppositionen. I dag tæller de demonstrerende af en lang række uforenelige grupper, fra veluddannede aktivister, nationalistiske medlemmer af partiet Svoboda til ultranationalistiske grupperinger og hooligans, med forskellige mål og forskellige forhold til den politiske opposition. Og det er tvivlsomt, om oppositionen overhovedet har kontrol over demonstranterne.

SPLITTELSEN synes at gennemsyre hele samfundet og gør det nærmest umuligt at løse den nuværende konflikt på en fredelig måde. Der er en overhængende fare for yderligere eskalering af konflikten – og af volden. Den eneste løsning ser efterhånden ud til at være international mægling – og ufravigelige internationale krav til de to parter i konflikten om at sætte sig sammen og finde en løsning. Svigter denne mulighed, er indførelsen af undtagelsestilstand i landet, fulgt op med en overgangsregering baseret på international hjælp og et nyvalg, formentlig den eneste og sidste mulighed for at undgå blodbad. ■

ILLUSTRATION: 26. januar 2014: kampe i Hrushevskohogade, Kiev. [foto: Shutterstock/Mykhaylo Palinchak]