5 steder, hvor De Radikale tager fejl Jonas Dahl i Kommentarserien

5 steder, hvor De Radikale tager fejl
Jonas Dahl i Kommentarserien

16.10.2014


Jorden kalder De Radikale. Det stolte parti, der altid har holdt den humanistiske fane højt. Desværre er det som om, førende radikale er fanget bag stadig stivere skyklapper, som blokerer for et bredere udsyn end et benhårdt fokus på den langsigtede økonomiske holdbarhed. Reformernes betydning for almindelige menneskers liv her og nu synes ikke længere at interessere dem. Spørgsmålet er, om man efterhånden overhovedet lytter til andre end økonomer.


Af Jonas Dahl, politisk ordfører (SF)


TAG FOR EKSEMPEL asylpolitikken. Der er ingen tvivl om, at vi står i en ekstraordinær situation. Vi kan som en lille nation ikke huse verdens flygtningestrømme. Men når Morten Østergaard nu argumenterer for, at asylansøgere ikke skal kunne føres sammen med deres familier det første år efter ankomst til Danmark, så går man for langt. Vi må ikke som politikere splitte familier ad. Vi kan ikke tillade, at børn sidder tilbage i krigszoner eller i flygtningelejre uden deres mor eller deres far. Det er umenneskeligt og kynisk. Vi danser sågar på kanten af de konventioner, som de Radikale ellers plejer at hylde. En norm i de europæiske menneskerettigheder siger, at man skal holde familierne samlet. Den norm bør vi respektere, og jeg håber virkelig, at de Radikale kommer til fornuft. Lad os imødekomme den ekstraordinære situation med fornuft og næstekærlighed. Lad os ikke skille børn fra deres forældre.

Jeg vil gerne blive lidt i den store verden. Hvorfor følger vi ikke Sveriges gode eksempel og anerkender Palæstina som en selvstændig stat? SF og Radikale Venstre har tidligere stået sammen i kampen for at anerkende Palæstina. Nu er Martin Lidegaard i stedet ude i en søforklaring om, at man først kan anerkende Palæstina som stat, når der er en sandsynlighed for, at staten overhovedet kan eksistere. Med den holdning fratager han jo os politikere for vores store ansvar. Det svarer lidt til at sige, at vi ikke skal have en aktiv klimapolitik, før der er bred konsensus omkring den. Nogle gange bliver man nødt til at gå forrest, hvis verden skal ændre sig. Der skal så meget pres på Israel og omverdenen som muligt for at vi kan få en to-statsløsning – og her står anerkendelsen af Palæstina som stat helt centralt. I regeringen tog vi vigtige skridt. Villy Søvndal gav palæstinensiske repræsentanter i Danmark samme status som andre landes diplomater. Et vigtigt skridt. Lad os tage det fuldt ud og følge Sveriges eksempel og få anerkendt Palæstina som en stat.

Og nu vi er ved Sverige, så lad os følge det svenske eksempel, når det kommer til mænds ret til barselsorlov. Mænds ligestilling fik sig nemlig en ordentlig blodtud, da regeringen – til trods for SF’s protester – droppede den øremærkede barsel til mænd. Det stod ellers i regeringsgrundlaget, men da det kom til stykket havde vores regeringspartnere ikke det politiske mod til at bakke det skrevne ord op med handling. Det hed sig, at man ville tage tid fra familiernes samlede barsel. Noget sludder, da erfaringer viser, at overenskomsterne hurtigt følger med, når man giver lovmæssige rettigheder til familierne.

Jeg mener derimod, at det først og fremmest er et tab for os fædre. Tiden med vores børn mens de er små er dyrebar og at stå med ansvaret for det lille menneske i tre måneder er en fuldstændig unik oplevelse for både far og barn. At kvinder halter bagefter når det kommer til løn, chefstillinger og pension bl.a. på grund af at de tager det meste af barslen er selvfølgelig også et centralt argument for ikke at sparke fædrebarslen til hjørne. Jeg er netop blevet far for anden gang, og jeg har tænkt mig at holde barselsorlov, men det er også nemt for sådan én som mig. Jeg har en progressiv chef, og risikerer ikke at blive presset til at tage så lidt som muligt eller blive grinet ned af stilladset. Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien og på mange arbejdspladser.

DET LIGNER HELLER IKKE de Radikale, at køre så hensynsløst hen over universiteterne, som vi for nylig så. Der skal skæres godt og grundigt i studiepladserne – og særligt på de humanistiske retninger. Der kan være gode grunde til at skære ned på studiepladser, men jeg forstår ikke, hvorfor det er sket hen over hovedet på universiteterne eller hvorfor man er så skråsikker på at kunne forudse, hvilke kompetencer, der bliver brug for om 10 eller 20 år. Regeringens nedskæringer er baseret på bagudrettede arbejdsløshedstal. Er det virkelig den rigtige måde at kortlægge fremtidens arbejdsmarked på? Det skurer i mine ører, at man vil skære ned på tyskpladserne, når Tyskland stadig er Danmarks vigtigste eksportmarked.

Universiteterne har selv forberedt en dimensioneringsmodel, men desværre har ministeren kørt dem ud på et sidespor. Man har foretrukket detailstyring frem for at inddrage de studerende, sektoren såvel som virksomhederne, der skal aftage fremtidens arbejdskraft. Det virker ikke som om man har lyttet til andet end økonomerne i Finansministeriet.

MEN SÅDAN ER DET JO – efterhånden – med De Radikale. Man lytter, men mest til det, man gerne selv vil høre. Partiet holder stædigt fast i, at dagpengereformen var den rigtige kur for Danmark midt i den værste økonomiske krise siden 1929. Da reformen blev vedtaget sagde man, at 4.000 ville falde ud om året på grund af den reducerede dagpengeperiode og det kortere genoptjeningskrav. Nu er over 40.000 faldet ud. Og selvom tallet stiger dag for dag, holder de Radikale fat i at dagpengereformen er god og rigtig. Man giver sig sågar til at diskutere med SFI, når forskere peger på, at reformen ikke får folk i job i samme grad som forventet. Den såkaldte motivationseffekt er udeblevet, fordi jobbene ganske enkelt ikke er der. ”Der er en klar sammenhæng mellem dagpengeperiodens længde, og hvornår folk finder arbejde,” lød det stædigt fra De Radikale, selvom SFI netop havde peget på, at kun én procent finder arbejde tidligere end med en længere dagpengeperiode. Jeg håber, at De Radikales nye leder kaster skyklapper fra sig og kommer ind i kampen for at finde en løsning og ikke fejer problemet bort med et: ”Sådan er det jo”. ■

Jonas Dahl (f.1978) har været medlem af Folketinget siden 13/11 2007 og er politisk ordfører for SF. [foto: Jacob Ehrbahn/POLFOTO]