USA: Amerikanerne er færdige med oprørsbekæmpelse

USA: Amerikanerne er færdige med oprørsbekæmpelse

25.10.2013


I øjeblikket er Obama-administrationen og Pentagon i gang med at lægge afstand til den tankegang, som har ligget bag USA’s militære operationer i Irak og Afghanistan siden 2006. Oprørsbekæmpelse er snart et overstået kapitel i amerikansk militærhistorie.

ANALYSE af Philip Chr. Ulrich


Siden 2007 har de amerikanske styrker lagt en stor indsats på såkaldt befolkningsfokuseret oprørsbekæmpelse, i militær lingo kaldet COIN eller counterinsurgency. Denne type operationer forsøgte man sig med i Irak under general Petraeus, og mange anså det som udslagsgivende for det fald i voldshandlinger som sås i landet fra 2007-2009.

COIN blev det nye sort i det amerikanske forsvar, og mange COIN-fokuserede officerer så deres karriere tage fart i løbet af ingen tid. General Petraeus opnåede noget nær helgenstatus i USA (indtil han blev fanget i en affære med Paula Broadwell) for at have vendt krigslykken i Irak med de nye COIN-tanker. Men manglende resultater i Afghanistan, stigende vold i Irak, økonomiske nedskæringer i USA, og Obama-administrationens udenrigspolitiske omprioritering betyder alt sammen, at COIN er på vej ud.

Officiel aflivning af COIN
I 2012 udgav Obama-administrationen sin ”Strategic Guidance”: Planen for amerikansk sikkerhedspolitik. Det var i denne plan, at man bl.a. annoncerede sin intention om at fokusere på Asien i langt højere grad end hidtil for at imødegå Kinas dominans i regionen. Et andet punkt i dokumentet, der også blev gjort meget ud af på det tidspunkt, var afsnittet om COIN. I dette dokument begyndte Obama-administrationen nemlig den aflivning af COIN, som stadig foregår. Man formulerede klart og tydeligt, at de amerikanske væbnede styrker ville blive organiseret og skåret i en grad som gør, at man ikke kan udføre COIN-operationer med de forhåndenværende ressourcer.

De nyeste amerikanske doktriner fokuserer igen på krigsførelse i en højteknologisk tidsalder med kampfly, som ikke kan ses på radar, droner som kan trænge gennem fjendens luftforsvar og nye større hangarskibe. Det er den type krig, som USA gerne vil forberede sig på – ikke mere COIN. Som det amerikanske flyvevåbens generalstabschef formulerede det for nogle uger siden, da han var en tur i Kongressen: ”Mens det ville være beklageligt, hvis vi ikke opnåede vores objektiver i den næste COIN-kampagne, så ville det være katastrofalt, hvis vi tabte den næste konventionelle krig.”

Fordi Pentagon står overfor at skulle spare næsten 1 billion dollar over de næste 10 år, så må man prioritere sin fremtidige indsats. Man vil ikke bruge ressourcer på at forberede eventuel indsats i COIN-operationer, for det er ikke en sikkerhedspolitisk prioritet længere. Og man har ikke råd.

Politikerne og folket vil ikke mere
Der er en generel modvilje i USA i øjeblikket mod at engagere sig i operationer, som vil kunne risikere at trække USA ind i endnu en langvarig stabiliseringsoperation i stil med Irak og Afghanistan. Vi så det senest i forbindelse med Obama-administrationens trussel om intervention i Syrien, efter Assad-regimet anvendte kemiske våben. En overvejende andel af den amerikanske befolkning var imod, at USA skulle engagere sig. Amerikanerne er blevet trætte af længerevarende mellemøstlige krige, og de vil ikke risikere at skulle ud i endnu en.

I en tid hvor den politiske splittelse er total i Kongressen, og hvor politikerne ikke engang kan blive enige om USA’s husholdningsbudget uden at lukke statsapparatet, var der en næsten rørende enighed blandt politikerne i forhold til Syrien. Det havde man ikke lyst til.

Ligeledes var budskabet klart fra Pentagon. Da forsvarschefen, general Martin Dempsey, blev bedt om at præsentere forskellige muligheder for en amerikansk militærintervention i Syrien, præsenterede han et veritabelt rædselskabinet af muligheder. Det ville koste millioner og være enormt ressourcekrævende at udføre, og udsigterne så kun værre ud, jo tættere man kom på et fuldkomment militært engagement, som kunne føre til, at USA igen skulle udføre COIN-operationer. Kort sagt skulle det undgås for enhver pris.

COIN kræver tid og ressourcer
De amerikanske COIN operationer har især været rettet mod at sikre befolkningerne i Irak og Afghanistan. Tanken var, at hvis man flyttede soldaterne ud blandt befolkningen, kunne man bedre sikre dem mod oprørerne og dermed gøre dem mere positive overfor regeringen. Man skulle give dem sikkerhed, medbestemmelse, basal infrastruktur, og et juridisk system, som virker retfærdigt; kort sagt opbygge en basal samfundsstruktur, men dette skal ske, mens der foregår kampoperationer i den umiddelbare nærhed. Det er her COIN bliver besværligt, for militæret har skullet løfte både den civile og militære del af disse opgaver. Implementeringen af tankerne bag COIN har været plaget af markante problemer, som har været med til at umuliggøre en succesfuld slutning på USA’s COIN-operationer.

COIN skal suppleres af politiske planer og indsats for at give et reelt politisk grundlag og målsætning for indsatsen. Den klarhed har manglet i både Irak og Afghanistan. Man har haft klare militære ideer om, hvordan man stabiliserer en landsby eller distrikt, men ingen planer for, hvordan man udvikler det overordnede politiske system, som befolkningen skal opnå tillid til. Så man er fanget i en konstant kamp for at opnå stabilitet rundt om i landdistrikterne. En kamp som de internationale styrker har gennemført gennem en indsats, som på grund af korruption og mangel på struktur ikke har ført til markante strategiske resultater.

Ligeledes kræver det mange år at stabilisere et land, sikre tiltro til en ny regering og styreform, og opbygge et samfund som svarer til målsætningerne i COIN. Men ingen vestlige lande vil være villige til at engagere sig i årtier til genopbygning og udvikling i højere grad end det, vi har set de seneste år i Afghanistan. Dermed bliver reel COIN til en utopi, allerede inden man går i gang.

Andre om opgaven
”Kapacitetsopbygning” er blevet et tema som går igen mange steder i militære diskussioner i USA. I stedet for at blive direkte engageret med store amerikanske troppestyrker og skulle spendere enorme ressourcer på at vedligeholde sådanne styrker, så uddanner man partnernationer til selv at udføre operationerne. Det er i hvert fald tanken. På denne måde kan USA fortsat støtte allierede og partnernationer rundt om i verden, uden at blive draget ind i den type operationer, som man ikke vil løfte mere.

Dette fokus på at opbygge andres kapaciteter, således at de selv kan løfte eller bidrage til løsning af konflikter, er godt i tråd med den linje som Obama-administrationen har kørt udenrigspolitisk. Man har lagt mere vægt på at få allierede med på operationer og få andre til at løfte en større del af byrden end hidtil. Det så man i Libyen og Mali, hvor USA holdt sig i baggrunden og ”kun” bidrog med kapaciteter, som er unikke for det amerikanske forsvar.

Petraeus-revolutionen
Tilbage i 2006-07 strøg forandringens vinde igennem det amerikanske forsvar. Efter næsten 30 år var COIN igen en del af det amerikanske forsvars repertoire. Mange amerikanske officerer mente efter Vietnam-krigen, at en stor del af årsagen til nederlaget var, at man havde engageret sig i COINoperationer. Dette havde trukket opmærksomheden væk fra større konventionelle operationer, som man burde have opprioriteret. Derfor beskæftigede man sig stort set ikke med COIN i næsten 30 år, indtil man stod i en uholdbar situation i Irak. Det amerikanske forsvar befandt sig i en situation, den ikke havde noget svar på, og man vendte sig derfor nødtørftigt mod COIN. Udgivelsen af en COIN-manual i 2006 under ledelse af general Petraeus var altså en stor organisatorisk omvæltning.

Det er værd at bemærke og anerkende, hvor stor en bedrift det var at få omstillet det amerikanske forsvar til at udføre COIN-operationer. Som nævnt havde man efter Vietnam-krigen valgt at afskrive oprørsbekæmpelse som en central militær opgave. I stedet lagde man indsatsenpå konventionel krig, og på uddannelsen af det, man kaldte ”Warfighters” – krigere. I næsten 30 år fokuserede man på højteknologisk krigsførelse og korte militære operationer til opnåelse af afgrænsede målsætninger med så lave amerikanske tabstal som muligt. Med skabelsen af den nye manual skulle man nu arbejde på at sikre befolkninger og i endnu højere grad gå op i at undgå civile tab. Man skulle vinde ”Hearts and minds”.

Revolutionen er slut
Den revolution som general Petraeus var foregangsmand for, var en stor organisatorisk bedrift. COIN var efter Vietnam-krigen blevet fjernet med hård hånd fra doktriner, undervisning og anbefalinger til politikere for anvendelse af amerikansk militær magt. At man fik vendt denne kæmpe organisation til at begynde at udføre sådanne operationer igen, er en bedrift som man bør anerkende.

På den anden side har COIN vist sig at være utopi. Nedskæringer, manglende resultater, og deraf følgende ændrede udenrigspolitiske prioriteter har gjort, at Obama-administrationen og Pentagon er ved at tage afstand til COIN. COIN er blevet symbolet på længerevarende engagementer uden nogle umiddelbare klare og målbare resultater. Engagement i COIN operationer er altså ikke længere det nye sort i Washington – snarere endnu et overstået kapitel i amerikansk militærhistorie.


Philip Chr. Ulrich (f.1988) er uddannet Cand.Mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Han er ansat ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland, og har tidligere været ansat som fuldmægtig ved Forsvarsakademiet. Han arbejder også som forsvarsanalytiker ved USA-sitet Kongressen.com
FOTO: United States Marine Corps – “Marine befriends afghan boy”