Uffe Ellemann-Jensen: Det danske paradoks [fra RÆSONs arkiv]

Uffe Ellemann-Jensen: Det danske paradoks [fra RÆSONs arkiv]

05.06.2013

.

[RÆSON#8, november 2010] „I min bog starter jeg beskrivelsen i 1989: Det hele så vidunderligt og spændende ud, Fukuyama meldte, at historien var slut, supermagterne var udråbt til at være Europa og USA. I dag skriger vi af grin over netop det, når vi ser, hvordan Europa nu tumler rundt.“

Ifølge Uffe Ellemann-Jensen står Danmark over for to udfordringer: én økonomisk, én politisk. Kun med reformer, som dem englænderne gennemfører nu, kan landet komme på rette køl igen.

Af Marie Dørup Olesen

Hvad er „det danske paradoks“?
Der er stor forskel på, hvordan vi opfatter os selv, og hvordan vi bliver opfattet ude i verden. Og set udefra rummer Danmark et paradoks:
På den ene side har vi en meget aktiv udenrigspolitik – det startede med Olfert Fischer, der blev sendt til Golfen, og siden har danskerne de sidste 20 år markeret sig som særdeles troværdige samarbejdspartnere i international sikkerhedspolitik. På den anden side har vi fået et tvivlsomt rygte som fremmedfjendske og indadvendte. Vi klamrer os på den ene side til, at vi stadig har en aktivistisk udenrigspolitik: Bortset fra USA er Danmark og Georgien de stærkest engagerede i forhold til befolkningstal. Når det gælder ulandsbistanden går Danmark også i spidsen – vi er et af de få lande, der opfylder FN-målene om ulandsbistand, og det er der bred opbakning til blandt danskerne. Men samtidig, som Die Zeit for nylig skrev, har Danmark – verdens største nettobidragyder af ulandshjælp pr. indbygger – indført lovgivning, der gør det så godt som umuligt for torturofre at få dansk statsborgerskab.
Paradokset består i, at vi er nogle underlige vægelsindede europæere. Tag de danske EU-undtagelser, som med vanligt dansk sindelag bliver kaldt „forbehold“, men som altså ER undtagelser. Det resulterer i en absurd udenrigspolitik: Vi sender kamptropper til Afghanistan, vi har været i kamp i Bosnien – men når det kommer til, at EU skal forestå minerydning, trækker Danmark sig væk, grundet forsvarsforbeholdet. Og når det omhandler en nordisk udrykningsgruppe, så bliver det overladt til svenskerne og finnerne, sågar irerne! Hvad pokker er den dybere ide?
På trods af at Danmark gerne vil engagere sig i en globaliseret moderne verden, fremstår Danmark som et fremmedfjendsk og indadskuende land, hvor det ikke er særlig attraktivt for veluddannede at søge til. Vi får virkelig brug for kvalificeret arbejdskraft udefra i fremtiden. Men hvad gør vi? Vi gør det ekstremt vanskeligt at få kvalificeret arbejdskraft udefra. Vi gør alt for at fortælle fremmede, at de ikke er velkomne her i landet.
I anledningen af „fejringen“ af femåret for Muhammed-tegningerne, er det som om, at der stadig ikke er nogen, der har opdaget, at man ikke bevidst behøver at provokere, hvis forskellige religiøse grupper skal leve sammen, ligesom de gør det i Storbritannien og USA. Internationalt forstod man simpelthen ikke danskerne. Vi slår os på brystet og erklærer os som ytringsfrihedens forsvarere, selvom sagen ikke har en pind med ytringsfriheden at gøre. Muhammed-tegninger havde hidset befolkningerne op hos nogle af Vestens vigtigste allierede i kampen mod terrorisme, Saudi-Arabien og Pakistan, og hvorfor? For at demonstrere en ytringsfrihed, som ingen anfægtede? Det var simpelthen for dumt.
Amerikanerne og englænderne spørger, om Danmark ikke har fundet ud af, at verden er farlig? Danmark bryster sig af at være globalt, men danskerne vil allerhelst hygge sig om gadekæret sammen med nogle, der ligner os selv. Det eneste, vi kan være stolte af, er indsatsen i Afghanistan og ulandsbistanden.
Hvis alle de ting bliver sammenkogt, resulterer det i et paradoks, hvor alt det, vi har opbygget, bliver sat over styr – med den indenlandske udlændingepolitik og den attitude, vi udviser over for udlændinge. Den prestige og det ry, der bliver sat over styr, sætter aldeles spørgsmålstegn ved, hvorvidt vi egentlig vil det globale engagement – foretrækker Danmark at gå enegang? Vore partnere i andre lande har vanskeligt ved at vurdere det. Men selvfølgelig kan Danmark ikke gå enegang.
Alt i alt tegner der sig altså et mærkeligt billede af Danmark. Vi kunne være globale. Men det danske paradoks viser sig i den situation, hvor Danmark på den ene side har været en aktiv og troværdig partner for vore allierede gennem de sidste 20 år – og dermed i handling har frigjort sig selv fra de forbehold, der har eksisteret i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden 1864. Omvendt har Danmark distanceret sig fra væsentlige områder i EU-samarbejdet og den europæiske integration. Hertil kommer, at Danmark i stigende grad opfattes som et indadvendt og fremmedfjendsk land, der ikke har forstået alvoren af at undgå krisefremkaldende karikaturer.
De danske undtagelser i EU – og retorikken omkring den danske udenrigspolitik, Muhammed-krisen, og hvad den trak med sig – har sat spørgsmålstegn ved, om Danmark virkelig mener det alvorligt med sit globale engagement. Kan Danmark tages alvorligt?

Er det danske paradoks ikke skabt af den indenrigspolitiske parlamentariske sammensætning – kombinationen DF og Venstre? Og af at den stramme udlændingepolitik er blandet med den meget aktive og USA-støttende udenrigspolitik?
Selvfølgelig hænger „det danske paradoks“ sammen med den indenrigspolitiske situation. Men ikke kun. Et særligt betændt område er alt det med udlændingepolitikken. Der kan man argumentere for, at lovgivningen var FOR liberal i 80‘erne og 90‘erne – altså mere end den var i resten af Europa. Vi oplevede nogle situationer med tamilere, somaliere og palæstinensere, der gjorde det klart, at lovgivningen var for liberal – og derfor skulle vi på linje med resten af Europa. Det skete – og det kunne isoleret betragtet se voldsommere ud, end det reelt var – men det blev også ledsaget af en retorik, som bidrog til billedet af, at danskerne strammede mere til end andre.
Og tag karikaturtegningerne. Når jeg møder kredsen af gamle kolleger, er det ikke ros, man får for det påståede forsvar for den danske ytringsfrihed. Det har skabt et billede af Danmark, som ikke er rimeligt.
Men desværre er det nok sådan, at mange danskere ønsker, at fremmede skal holde sig væk. Der er kommet en underlig indadvendthed. Selvfølgelig er der også en udbredt frygt for terrorisme, for hvad kan der ikke komme ud af al den fanatisme? Men i den situation burde man interessere sig for, hvordan man undgår at sætte grupper op imod hinanden. I stedet har Danmark desværre bidraget med at give fanatikerne noget at spille på. Vi har støttet ekstremisternes muligheder for at trække besindige og moderate troende mennesker i deres retning – og det er ikke noget, man roser os for andre steder.

Hvordan ser fremtiden ud? Hvad er din forudsigelse, når den indenrigspolitiske parlamentariske situation ser ud som den gør?
Jeg ved det ikke. Svenskerne kan da åbenbart finde ud af det. Jeg har sjældent været så forbløffet, som da man i debatten i Danmark under det svenske valg sagde, at „svenskerne var bagud i forhold til Danmark, fordi de ikke havde samme ytringsfrihed“. Endda nogle af mine unge partifæller mente, at det svenske valgsystem var udemokratisk. De vidste ikke, hvad de talte om – de har ikke sat sig ind i de svenske valgregler. Svenskerne er ikke bagud, de er tværtimod ti år foran os i debatten om, hvordan man forholder sig til fremmedfjendskhed.
Danmark slæber rundt på det kompleks, der starter i 1864, hvor alt hvad der ikke er kernedansk bliver skåret væk. Efter 1864 stod vi med et amputeret Danmark, der syltede sig ind i en nationalisme, der har været med til at skabe hele konflikten. De danske forbehold over for det europæiske samarbejde har eksisteret, lige siden Danmark gik med i Fællesmarkedet i 1972. Det begyndte med den såkaldte Nørgaard-erklæring i Bruxelles den 9. november 1971 om Danmarks fritagelse på skatte-, social- og arbejdsmarkedsområdet. Så kom „sommerhusreglen“, som betyder, at danskere kan købe sommerhuse i andre EU-lande, mens EU-borgere ikke må købe sommerhuse i Danmark.
Den politiske vilje til at gøre op med EU-undtagelserne er mildest talt ikke voldsomt stor, formentlig fordi der ikke er tilstrækkelig forståelse for, hvad der sker omkring os. Det er en grundlæggende regel i et demokrati, at som man råber i skoven, får man svar. Forudsætningen for at styrke Danmarks europæiske placering er, at de politiske ledere fortæller deres vælgere, at EU er i deres interesse.
Det at have et så homogent samfund som det danske har sine enorme fordele, men det har altså også sine ulemper.

Er der fordele ved homogeniteten?
Fordelene er, at det er så dejlig nemt, vi kender hinanden så godt. Det er så hyggeligt. Men det er en ulempe i det øjeblik, hvor vi bliver bange for, at der er noget, der truer hyggen, og i det øjeblik vi ikke kan skue ud over grænserne og bliver bange for alt, der er anderledes.
Verden forandrer sig meget lige nu, det kan også skabe frygt og skabe indadvendthed i stater. Jeg bruger Bob Zoellicks udtryk om tektoniske skift, hvor jordens plader skifter, til at beskrive verdens forandring. I min bog starter jeg beskrivelsen i 1989: Det hele så vidunderligt og spændende ud, Fukuyama meldte, at historien var død, supermagterne var udråbt til at være Europa og USA. I dag skriger vi af grin over netop det, når vi ser, hvordan Europa nu tumler rundt. Japan var gået i stå, Kina var ikke ret langt, Latinamerika var syltet til, Afrika var stadig ingen vegne, de asiatiske tigere heller ikke. Og hvad sker der i dag? Kina buldrer frem, Indien udvikler sig ekstremt, Latinamerika tager fart, Japan er gået i stå. Men disse store brikker undergår altså tektoniske skift, og det tog ekstra fart med finanskrisen, der startede i USA, og som i virkeligheden i dag, ser ud til at gå hårdest ud over Europa.
I Danmark, der ikke engang ser sig selv som et fuldgyldigt medlem af Europa, er vi lige så stille er ved at opdage, at Danmark er stærkt udfordret på flere områder. Men der er slet ikke samme krisebevidsthed, som den, der var til stede i 1930’erne og 1980’erne – vi har jo stadig efterlønnen og andre meget dyre ydelser. Alligevel er alle de her faretegn selvforstærkende for indadvendtheden. Hele den klemme forstærkes af det danske paradoks.
Den her problematik gælder uanset partifarve. Det er næppe alle mine partifæller, der bliver glade for den her bog. Men det burde de være – for glem ikke, at det er oppositionen, der råber op om asociale nedskæringer og stiller krav om yderligere udgifter til offentlig service. Men alle har været lige gode om at udtrykke glæde over den voksende offentlige sektor – og hvordan skal den enkelte borger have krisebevidsthed, når de politiske ledere enten har rost sig selv for at lade den offentlige sektor vokse, eller har påstået, at der blev brugt alt for lidt?

Findes der en løsning, hvis Danmark skal balancere mellem ulandsdonation, aktiv udenrigspolitik og stærke fremmedfjendske signaler?
Jeg vil gerne besvare det spørgsmål med en anekdote: Under Første Verdenskrig havde man problemer med ubådene, der lå ude på havet og skød skibe ned. Så havde man en cowboystjerne, der hed Will Rogers, og han gik ud og legede politiker i Reagan-stil og kom med et forslag om at tømme Atlanterhavet for vand – så ligger ubådene på bund, så sætter vi nogle store kanoner op, så vi kan skyde ubådene ned. Så spørger én Will Rogers, „Undskyld, hvordan tømmer vi Atlanterhavet for vand?“ hvortil Will Rogers svarer, „Jeg er politiker, ikke tekniker, og nu har jeg givet jer den politiske løsning.“
Vi må se at komme af med EU-undtagelserne, forsøge at skabe en forståelse blandt befolkningen om, at Danmark er en del af verden og skal være det for at overleve. Hvis vi skal tale med andre, skal vi ikke starte med at sparke dem over skinnebenet for at fange deres opmærksomhed. Men hvordan vi kommer til den løsning, er op til teknikerne, ligesom det var med Will Rogers.
Heldigvis forsøger Lars Løkke at genskabe en krisebevidsthed og en forståelse for, at der må skæres i den offentlige sektor. Og det kan faktisk lade sig gøre at have en regering, der gennemfører nødvendige og for befolkningen benhårde reformer, hvor befolkningen samtidig genvælger regeringen – det har vi lige set i Letland. Det eksempel viser, at man kan stole på vælgernes sunde fornuft. Det gør mig så glad og opløftet. Så når det gælder det danske paradoks, og den manglende krisebevidsthed blandt befolkningen med hensyn til den økonomiske krise, er der brug for politiske figurer, der har modet og evnerne til at råbe befolkningen op. Vi er tilbage til devisen om, at som man råber i skoven, får man svar. Vi lever trods alt i et meget uddannet land, så der må være en udvej.
Yderligere stramninger af udlændingepolitikken vil være gift for opfattelsen af Danmark som et attraktivt land for veluddannede mennesker. Vores dårlige økonomi vil indsnævre rammerne for at føre en aktivistisk udenrigspolitik. Der vil ikke blive lyttet til os så meget som tidligere, fordi vi på en række områder opfører os, som om vi søger at gå enegang. Danskerne skal hjælpes til en krisebevidsthed, ligesom de gennemlevede den for 30 år siden.

Marie Dørup Olesen (f.1984) er stud.scient.pol. Har tidligere læst international politik ved Sciences Po Paris, international politik på Lunds Universitet samt været praktikant på den danske FN-mission i New York. Har skrevet flere analyser til RÆSON og danske dagblade.

Foto: Gyldendal