Tysklands udenrigspolitiske ambitioner: Vejen til europæisk lederskab

Tysklands udenrigspolitiske ambitioner: Vejen til europæisk lederskab

08.12.2013


Tysklands historie er historien om et land, der aldrig helt har fundet sin plads i Europa. I hvert fald ikke indtil nu. For siden gældskrisens start har Tysklands kurs i Europa faktisk været konsekvent, og måske har Berlin endelig fundet en holdbar strategi for tysk indflydelse i Europa. Her er historien om Tyskland i Europa.

ANALYSE af Hasse Holmberg


Siden det tyske forbundsvalg 22. september har der været mange gisninger angående EU’s fremtid. Nu er Angela Merkels CDU og de tyske socialdemokrater SPD endelig blevet enige om et regeringsgrundlag, og den 14. december vil det endeligt offentliggøres, om det socialdemokratiske bagland kan sige god for aftalen. Men læser man det tyske regeringsgrundlag, vil man hurtigt kunne konkludere, at der ikke er meget nyt under solen, når det kommer til EU. Bortset fra et vagt retorisk nik til SPD’s ønske om ”solidaritet” vil den tyske kurs fortsætte uændret.

Én ting er dog værd at bemærke i Merkels regeringsgrundlag: Står det til tyskerne, skal Europas udenrigs- og sikkerhedspolitik nemlig stå langt stærkere og mere integreret i fremtiden. Det er nye toner fra Berlin, der ellers traditionelt har overladt eksterne affærer til særligt Frankrig og Storbritannien. Derudover ønsker Tyskland et bedre forhold og stærkere samarbejde mellem EU og Rusland – et emne, der i høj grad afspejler tyskernes egne nationale interesser. Desuden går det stik imod mange europæiske lederes arbejde for det såkaldt Østlige Partnerskab, der for ganske nyligt har vist sig aktuelt i forbindelse med topmødet i Vilnius om associeringsaftalen. Det er særdeles sjældent, man ser Berlin skubbe på for egne strategiske interesser i EU med så overbevisende selvtillid. Noget tyder på, at Tyskland måske endelig er begyndt at finde sig til rette som Europas leder. Men hvilken strategisk rolle har den tyske stat egentlig i det europæiske system? Og hvor meget skal vi lægge i tyskernes nyvundne udenrigspolitiske selvtillid?

I krisetider har vi brug for en leder, og efterspørgslen på tysk lederskab har i stigende grad hjulpet det historisk utilpasse land til rette i det europæiske system. Tyskland er et land med en meget speciel historie. Landet har altid udgjort en potentiel supermagt, der siden middelalderen har været holdt nede af sine europæiske naboer. Hvis vi ønsker at forstå Tysklands strategiske rolle i Europa, må vi derfor først se på historien.

Europakortets kludetæppe
Tysklands historie er i høj grad Europas historie. I snart tusind år har de europæiske stater haft en interesse i at holde Tyskland decentraliseret. Den tysktalende region i midten af Europa har ganske simpelt altid været for potentielt stærk en konkurrent, og de omkringliggende europæiske naboer har aldrig ønsket, at en samlet stat så dagens lys. Derfor har Tyskland da også gennem det meste af sin historie været et opdelt og ofte splittet land.

Før Tyskland, som vi kender det i dag, fandtes det Tysk-romerske Rige, der via smart design vendte Tysklands faretruende potentielle styrke til en fordel for Europa. Det Tysk-romerske Rige var et konglomerat af adskillige katolske – og fortrinsvis tyske – stater sat sammen som et regulært kludetæppe i midten af Europakortet. Gennem kompliceret design lykkedes det gradvist at finjustere konstruktionen til både at besidde de ønskede styrker og svagheder.

Det Tysk-romerske Rige udgjorde på den måde ofte en formidabel defensiv modstander, men besad ingen samlet offensiv kapacitet. Den type konstruktion skulle tjene to formål: For det første måtte ingen stormagt kunne tiltvinge sig store territorier i det tyske Centraleuropa og dermed tippe balancen for overherredømmet over kontinentet som helhed. For det andet måtte tyskerne omvendt ikke kunne samles i en centraliseret stat og på den måde udgøre en samlet offensiv magt til fare for resten af Europa. På den måde satte de europæiske stater hinanden i skak på en særdeles konstruktiv vis.

Konkurrencen imellem staterne blev absolut ikke taget ud af billedet, men muligheden for monopol var i høj grad forsvundet. Som en prop i et badekar tvang det Tysk-romerske Rige de voksende europæiske magter til at kultivere sig indadtil på det ofte låste kontinent. På trods af et utal af krige lykkedes det aldrig at etablere et europæisk hegemoni – hverken for Frankrig, Storbritannien, Spanien eller nogen anden. I stedet søgte de ambitiøse europæiske stater ud af Europa og underlagde sig resten af Verden.

Den beskrivelse kan unægteligt kritiseres for ikke at tage forbehold for perioder med særlig stærk spansk, fransk, britisk eller anden regional dominans, og det Tysk-romerske Rige fungerede ikke altid efter sin storpolitiske hensigt. Ikke desto mindre er det et faktum, at der siden etableringen af det Tysk-romerske Rige aldrig har eksisteret en regulær hegemon på det europæiske kontinent.

Tysklands samling og Europas kollaps
Det Tysk-romerske Rige kan altså beskrives som en uvildig katalysator for de europæiske nationers vej til storhed. Uden kludetæppet i midten af Europakortet ville de europæiske nationer aldrig kunne have vokset sig så stærke, og da Tyskland endelig blev samlet i 1871 gik det hurtigt nedenom og hjem for den europæiske verdensmagt.

Tysklands gentagende forsøg på offensiv ekspansion og europæisk hegemoni siden sin samling har begge resulteret i strategiske fiaskoer og ikke mindst menneskelige tragedier. Efter 2. Verdenskrig og Europas ultimative kollaps blev Tyskland igen delt op og Vesttyskland sat under strategisk forvaltning af USA. I den periode oplevede vesttyskerne en betydelig økonomisk fremgang, men tysk udenrigspolitik var i høj grad præget af vestlige interesser og dikteret af Washington. Det forhold havde Vesttyskland det dog glimrende med efter sine katastrofale erfaringer med selv at tage vare på nationens strategiske interesser.

På baggrund af den åbenlyst mislykkede udenrigspolitik i første halvdel af det 20. århundrede og den ikkeeksisterende samme i anden halvdel har Tyskland i dag derfor så godt som ingen administrativ eller strategisk tradition at forholde sig til i sin udenrigspolitik. Zanny Minton Beddoes, redaktør på The Economist, har på den baggrund beskrevet Tyskland som en nation, der opfatter sig selv som en gigantisk version af Schweiz: åbne, produktive og stort set uden strategiske ambitioner.

Dilemmaet som historisk skurk
Men Tyskland er ikke Schweiz. Det reelle potentiale for tysk magt er en faktor, der altid har ligget som drivkraften bag den europæiske magtdynamik. Et samlet Tyskland med sin enorme kapacitet og geografiske placering som kernen i Europa har derfor altid været en oplagt kandidat til at dominere resten af kontinentet. Tyskland er måske den aktør i det europæiske system, der bedst har mulighed for at tage ansvar for systemets stabilitet – med andre ord en naturlig hegemon. Men Europa er i høj grad kendetegnet af en række særdeles stærke stater, og det europæiske system har historisk været et system af sværvægtere. To gange har Tysklands enorme kapacitet vist sig akkurat utilstrækkelig i forsøget på at underlægge sig kontinentet med vold.

En aktiv tysk strategi for virkeliggørelsen af den tyske stats reelle potentiale har altså historisk set vist sig at skabe store konflikter, spændinger, krig og i sidste ende en udmattelse af alle de europæiske aktører – Tyskland inklusiv. Den tyske statsræson er derfor tynget af et dilemma: På den ene side ønsker enhver stat at avancere i relation til sit potentiale, og her kan Tyskland naturligvis ikke forventes at være en undtagelse. På den anden side vil ingen i Europa tillade tysk muskelspil, og mere end en gang har tyske bud efter magt kun resulteret i tab af samme.

Rehabilitering gennem EU
Efter 2. Verdenskrig var tyskerne hurtige til at opgive enhver nationalistisk tankegang og på bedste selvopofrende vis definere deres nation som europæisk med et tykt lighedstegn mellem Tyskland og Europa. De tyske ledere har således fra start af været meget dedikerede til det europæiske samarbejde og fællesskab, hvilket vi i dag kender som EU.

Samtidig har gældskrisen efterladt Europa i en såret forfatning, og som den klart stærkeste nation oplever Tyskland nu en stigende efterspørgsel på tysk lederskab. Tyskland er på den baggrund den mest oplagte leder af unionen, og med EU som bank for de europæiske staters magt oplever Tyskland i dag en særdeles fordelagtig tendens, hvor europæiske lande deponerer deres kræfter i Bruxelles officielt, men i Berlin reelt. Hvor tysk magt historisk har været set på med frygt og skepsis, efterspørges Tysklands lederskab i dag som aldrig før af den politiske elite i Europa. Selv den polske udenrigsminister ytrer ønske om et mere handlekraftigt Berlin.

I stedet for aktivt at ekspandere sin indflydelsessfære kan Tyskland derfor i dag indtage en langt mere reaktiv position i midten af Europa og blot tillade de øvrige europæiske magter at deponere deres indflydelse i EU og dermed Berlin. Tyskland kunne sagtens træde hurtigere ind i sin rolle som leder, men det lader til at være afgørende for administrationen på intet tidspunkt at underminere efterspørgslen på tysk lederskab. For der er også stor skepsis fra den almindelige befolkning særligt i Sydeuropa, hvor den tyske sparekurs rammer hårdt. Og den tyske kurs kritiseres desuden af både økonomer såvel som intellektuelle. Den politiske elite efterspørger rigtigt nok tysk lederskab, men træder tyskerne for voldsomt frem, vil den europæiske folkestemning hurtigt blive svær at leve med.

Legitimitet er af altafgørende betydning, og med Tysklands historie in mente er det ikke så underligt. Tyskerne har stadig svært ved for alvor at stå ved deres udenrigspolitiske ambitioner, men via EU får Berlin en platform, hvor de med større selvsikkerhed kan værne om deres strategiske interesser. På tysk kaldes ambitioner ”Europa”.


Hasse Holmberg (f. 1989) studerer historie ved Københavns Universitet med særligt fokus på moderne historie og international sikkerhedspolitik. Han er desuden akademisk praktikant ved Forsvarsakademiet samt fast skribent for RÆSON. FOTO: European People’s Party via Flickr.