TYSKLAND. Merkel har vundet. Inviterer hun SPD med i sin regering?

TYSKLAND. Merkel har vundet. Inviterer hun SPD med i sin regering?

09.09.2013


Det er primært af valgtaktiske hensyn, at Merkel offentligt vil regere sammen med de liberale – indholdsmæssigt vil det på mange områder være nemmere at finde sammen med socialdemokraterne.

Af Lukas Antaeus Lausen

I søndags mødtes Angela Merkel og Peer Steinbrück på tv – for første og eneste gang. TV-duellen blev vist samtidig på fire tyske tv-stationer, og konklusionen var lige så lidt overraskende, som duellen var spændende. Mens socialdemokraten Steinbrück til tider viste sig lige så hidsig, som man forventede af ham, var Angela Merkel i sit es, da hun forsvarede sin regeringsstil i gennem de sidste fire år. Kender man kansler og kandidat, var der ingen store overraskelser at finde i løbet af de halvfems minutter. For Steinbrück var duellen dog vigtig, da kampagnens mange fejl (se nedenfor) har efterladt et noget negativt billede af ham i offentligheden. Det var afgørende for ham, at få vendt dette offentlige indtryk for at overbevise tyskerne om, at han er et seriøst bud på embedet.

To overraskelser sneg sig alligevel ind i aftenens løb. Steinbrück kom på meget tynd is, da han gav udtrykt for, at embedsmændspensionerne i Tyskland nok stiger for hurtigt. Merkels fejl skete, da hun lagde sig fast på, at der under hendes kanslerskab ikke vil blive indført en vejafgift på tyske motorveje – at afgive sådan et løfte for åben skærm er meget ulig hende. Dét er problematisk, fordi hendes forbundsfælle, formand for CSU, Horst Seehofer, gjorde indførelsen af en sådan afgift til et ufravigeligt kraven kommende koalitionsaftale.

Meningsmålingerne efter debatten understøtter fornemmelsen af en meget lige præstation. Mens enkelte fremhæver Steinbrück som en snæver vinder, er andre på kanslerens side. At denne tv-debat skulle have rykket særlig meget er usandsynlig, og således venter det politiske Tyskland på de sidste uger af valgkampen i håb om mere spænding.

Der er mange ting, der i løbet af denne kampagne er gået galt for SPD’s kampagne. Selvom Steinbrück blev nomineret flere uger tidligere end forventet, var der ikke mulighed nok for at få ryddet op i de forgange års forskellige fejltrin. Således kom de første måneder til at handle om tårnhøje honorarer for taler, han har holdt for banker og store virksomheder. Omkring jul udtalte han, at en kansler i Tyskland får alt for lidt i løn – og oveni det smider han så den ene bemærkning efter den anden, der udstiller ham som ude af trit med den almindelige tyskers hverdag.

Mens Steinbrück og SPD prøver at gøre opmærksom på de forskelle, der skulle være i mellem de konservative og socialdemokraterne, tyer CDU til den strategi, man allerede i 2009 havde held med: Asymmetrisk demobilisering. En form for valgkamp, hvor man prøver at få sine egne vælgere til at finde vejen til stemmeurnerne, mens man gør alt for ikke at provokere modstanderens vælgere. På den måde kan man, ved en lav valgdeltagelse, håbe på at sejle skibet sikkert i havn uden at skulle tage stilling til større politiske spørgsmål, der øger opmærksomheden på egne svagheder eller fejl (se fx her).

SPD’s landssekretær, Andrea Nahles, blev af partichef Siegmar Gabriel frataget det meste af planlægningen af valgkampen, efter at de to altid har haft et meget køligt forhold til hinanden, og Gabriel ikke mente, hun var i stand til at håndtere opgaven. I denne uge fik hun for første gang i lang tid lidt offentlig opmærksomhed igen, da hun i anledning af Angela Merkels kritik af oppositionen under den sidste debat i Forbundsdagen begyndte at synge Pippi Langstrømpe-sangen for åbent kamera – ”ich mach’ mir die Welt, wie’de wie sie mir gefällt”.

Mens de liberale i FDP efterhånden er vant til at ligge lige omkring spærregrænsen og slet ikke kan regne med at komme ind i Forbundsdagen igen, ser det også skidt ud for de Grønne. To uger inden valget ligger partiet på lige omkring 10 procent, hvilket ikke engang er halvt så meget som for to år siden. Og det er også på baggrund af de Grønnes svage præstation, at oppositionen allerede er ved at forberede sig på tiden efter valget.

Det eneste spørgsmål, der reelt står tilbage den 22. september, er, om Angela Merkel skal fortsætte den nuværende konservativ-liberale koalition, eller om tyskerne den 23. vågner op med et revival af den store koalition mellem Unionen og SPD, som også i årene 2005-2009 (og i 66 til 69 under kansler Kiesinger) regerede landet.

Der er grunde nok til, at Angela Merkel kunne have interesse i at genoptage SPD i regeringen. En af disse er, at samarbejde med socialdemokraterne, til manges overraskelse, var betydeligt nemmere end med hendes nuværende liberale koalitionspartner.

En anden grund er, at mere end halvdelen af tyskerne gerne så en sådan stor midter-regering genoptage arbejdet, da minderne fra sidste gang er langt mere positive end associationerne med den nuværende regerings arbejde.

Det er primært af valgtaktiske hensyn, at Merkel offentligt vil regere sammen med de liberale – indholdsmæssigt vil det på mange områder være nemmere at finde sammen med socialdemokraterne. Magtpolitisk vil det dog være klogest, hvis Angela Merkel den 22. september vælger det snævrest mulige flertal for at kunne fortsætte sin præsidentialistiske regeringsstil – også i de kommende fire år.


Lukas Antaeus Lausen (f. 1990) studerer statskundskab på Københavns universitet. Han har tidligere arbejdet i både danske og tyske partier.