04.09.2013

Den tunesiske grundlovsproces er midlertidigt brudt sammen. Fagbevægelsen og dens allierede på venstrefløjen er bekymrede for, at islamisterne får for meget magt og etablerer et islamistisk diktatur. Men “Egyptian style” gade-argumentation er ikke vejen frem i en proces, der fra dag ét har handlet om grundloven. Og det selvom den tunesiske proces også handler om andet end en ny grundlov.

ANALYSE af Rikke Hostrup Haugbølle og Kasper Ly Netterstrøm

I det dramatiske døgn d. 14. januar 2011, efter at Tunesiens præsident gennem 24 år, Ben Ali, flygtede ud af landet, kom grundloven til at spille en afgørende rolle som havde store konesekvenser for den efterfølgende proces. I første omgang udnævnte de tilbageværende ledere fra Ben Alis regime premierminister Mohammed Ghannouchi til ny præsident med henvisning til grundlovens paragraf 57 – samme paragraf, som i 1987 blev brugt til at legitimere Ben Alis magtovertagelse. Men jurister, dommere og advokater, som netop havde været nogle af frontløberne i oprøret, granskede i de efterfølgende timer paragrafferne. Næste morgen proklamerede de, at landet ikke befandt sig i den situation, som paragraf 57 fordrede. Derimod skulle grundlovens paragraf 56 anvendes. Ifølge den var det parlamentets formand, som skulle udnævnes til præsident. De nye magthavere bøjede sig for de lovkyndige.

Ghannouchi forblev premierminister, og parlamentets formand blev i stedet præsident. Herefter fortsatte den politiske proces ad grundlovssporet. I stedet for at udskrive valg til et blivende parlament, blev en grundlovsforsamling valgt ved folkeafstemning i oktober 2011. Denne forsamling fik til opgave at udarbejde en helt ny grundlov. Når en ny grundlov var vedtaget, og Tunesiens fremtidige styreform var fastlagt, kunne man udskrive valg. Det første døgn blev således afgørende for den videre proces: Grundloven og det juridiske satte i første omgang rammerne for det nye Tunesien.

Metoden med at gå grundigt til værks og udarbejde en helt ny grundlov er juridisk og demokratisk set den bedste løsning. Problemet er imidlertid, at den også er meget langsommelig. Og i juli og august i år løb tiden fra grundlovsprocessen. Tålmodigheden slap op. Inden for få uger blev endnu en oppositionspolitiker skudt ned på klods hold, 8 soldater fra det tunesiske militær mistede livet i kampen mod jihadister på grænsen til Algeriet og mere end 72 medlemmer af grundlovsforsamlingen trak sig, hvormed de resterende ikke vil kunne stille med det krævede 2/3 flertal. Formanden har nu opløst grundlovsforsamlingen, og over 200.000 tunesere har demonstreret både for og imod opløsningen og regeringen. Men netop ved at fokusere på grundloven, har både tuneserne og det internationale samfund nedprioriteret eller måske ligefrem negligeret andre aspekter af den tunesiske transition.


En islamistisk fløj tager form

Ben Ali’s regime fremstillede Tunesien som et homogent land, hvor islam primært var et kulturelt element. I modsætning til Tunesiens første præsident igangsatte Ben Ali dog flere tiltag for at fremme en stats-islam. Religiøse højtider blev fejret officielt, der blev kaldt til bøn på nationalt TV, og flere nye moskéer så dagens lys. Men islam blev samtidig holdt i kort snor. Regimet holdt et vågent øje med, hvem der blev ansat som imamer, og hvad de prædikede, og islamiske foreninger og partier blev forfulgt og undertrykt. Frem til begyndelsen af 2000-tallet var der kun plads til én form for islam: Regimets fortolkning, der passede til fremstillingen af Tunesien, som et vestligt orienteret land. Med revolutionen for to år siden røg låget af den boblende gryde, og mange og vidt forskellige fortolkninger af islam meldte sig i formationen i det nye politiske landskab.

Som i den øvrige arabiske verden er der i Tunesien bred uenighed om, hvislamordan samspillet mellem islam og politik kan og bør foregå. På den ene fløj står det islamistiske parti Ennahda, der har det største antal pladser i grundlovsforsamlingen og udgør det største og dermed vigtigste parti i regeringen. Partiet er blevet mere moderat, siden det opstod i 70’erne. Selvom det stadig kan mønstre folk, der går ind for sharia og en stærk islampræget politik, har den generelle linje siden revolutionen været overvejende moderat. Partiet favner både arbejderklassen, middelklassen og den nyligt opståede og relativt velhavende ”upper middle-class”. Det appellerer til folk, for hvem islam er et spørgsmål om identitet, og ikke nødvendigvis et politisk program i stil med de europæiske konservative partier, der til tider slår på de ”kristne værdier”.

Længere ude på den islamistiske fløj finder man de tunesiske salafister, der eksisterede i skjul under Ben Ali’s diktatur. I takt med at Ennahda, som ethvert politisk parti, har måtte indgå politiske kompromisser, har partiet mistet sit greb om især de unge fra de nederste sociale lag. De bliver i stedet tiltrukket af den doktrinære og puritanske salafisme, der for dem fremstår som en stærkere, mere rendyrket islam. I deres øjne kan kun en nidkær overholdelse af Koranens love og forskrifter sikre personlig og samfundsmæssig frelse. Hvor fænomenet før revolutionen var usynligt på grund af regimets kraftige undertrykkelse, er salafisterne, med deres lange skæg, kjortler og burkaer, nu en synlig og integreret del af det tunesiske gadebillede.

Sidst men ikke mindst har Tunesien set fremkomsten – eller rettere synliggørelsen – af jihadistiske grupperinger, der bruger våben og terror i kampen for deres ekstreme religiøse synspunkter. Eksistensen af disse ekstremistiske miljøer er i virkeligheden ikke noget nyt. I 2007 og 2008 afslørede Ben Ali’s sikkerhedsapparat således en stor terrorgruppe i byen Solimane ikke langt fra hovedstaden. Gruppen havde forgreninger i hele Tunesien, og en række af de personer, der ledede netværket, er i dag synlige spillere både i salafi- og jihadi-miljøet. I 2003 sluttede mange unge tunesere sig til al-Qaeda i Irak for at kæmpe mod amerikanerne. De er vendt tilbage til Tunesien og fortsætter deres kamp her.
Før oprøret i 2011 var den tunesiske offentlighedafskåret fra al information omkring disse grupperinger. For mange tunesere er det et chok at opdage, at den tunesiske befolkning også tæller konservative og ekstreme, islamiske kræfter.


Den tunesiske opposition

Man finder også mangfoldighed i oppositionen til den nuværende islamistiske regering. De fremstiller deres krav som en kamp for demokrati imod ”islamisternes diktatur”, og de udtrykker klart et ønske om at overtage magten. De gør, hvad de kan, for at overbevise befolkningen om, at islamisterne ikke kan styre landet – eller at de er på vej til at indføre et præstestyre som i Iran. Den nye tunesiske opposition, som senest samledes om kravet om, at regeringen skulle gå af, tæller et væld af politiske spillere med forskellig ideologisk baggrund. Mange gamle tilhængere af Ben Ali’s regime har i ly af regimeskiftet skiftet ham og fremstiller nu sig selv som demokrater. Det gælder bl.a. Béja Caid Essebsi, der bestred flere ministerposter i årtierne efter selvstændigheden under præsident Bourguiba. Han har været en nøgleperson i det ledende parti under både Bourguiba og Ben Ali. I slutningen af 2012 grundlagde Essebsi partiet Nida Tounes, og han har bedyret, at han stiller op til præsidentposten ved næste valg. Med sine 87 år er han ikke den mest oplagte repræsentant for den store unge befolkning, men ikke desto mindre er Nida Tounes blevet et af de største oppositionspartier. Partiet rummer da også fremtrædende personligheder fra den del af den gamle opposition, der netop søgte at gøre en ende på den etparti-stat, som Essebsi var med til at lede.

En anden vigtig og stærk opposition til regeringen er Tunesiens største fagforbund UGTT (Union Générale Tunisienne du Travail). Forbundet spillede en afgørende rolle i uafhængighedskampen og blev kort efter selvstændigheden i 1956 tæt knyttet til Tunesiens første præsident Habib Bourguiba og hans regering. Siden da og frem til revolutionen i 2011 var UGTT og staten tæt forbundet – særligt i bevægelsens beslutningsorganer og på de vigtigste ledelsesposter. Derfor var noget af det første, der skete i ugerne efter regimeskiftet i januar 2011, at ledelsen i UGTT blev fjernet i et internt opgør i fagbevægelsen. Men samtidig har fagbevægelsen på lokalplan og længere nede i dets ledelse været en central spiller, der bakkede op omkring folkets krav om sociale og økonomiske forbedringer. Og som ledte an i folkelige oprør i 1970’erne og frem til Ben Alis magtovertagelse i 1987. I dag har de stadig et godt greb særligt i den store arbejderklasse, og de har siden oprøret i 2011 mønstret store demonstrationer.

Historisk set har UGTT og Ennahda altid kæmpet mod hinanden om de samme dele af befolkningen. I de politisk urolige 1970’ere og 1980’ere var det de to parter, der konstant krydsede klinger i kampen om de lavere klassers opbakning, oftest med ret enslydende krav om sociale og økonomiske reformer. Disse kampe var tit orkestreret af det daværende regime, der spillede de to parter ud mod hinanden som led i en ‘del og hersk’-strategi. For eksempel var det i forsøget på at svække fagbevægelsen, at regimet i 1970’erne tillod en række islamister at stifte forløberen for Ennahda. Konflikten mellem venstrefløj og islamister har således dybe historiske rødder. Når de to parter i dag tørner sammen, er det i nogen grad denne historiske kamp om magten og vælgerne, der spiller ind i den aktuelle konfrontation mellem UGTT og Ennahda.

Men der er naturligvis også ideologiske skel. Fagbevægelsen og dens allierede på venstrefløjen er bekymrede for, at islamisterne får for meget magt, og at de er på vej til at etablere et islamistisk diktatur. De anklager regeringen for at have været alt for tolerante overfor de salafistiske miljøer og dermed indirekte være skyld i mordene på de to venstrefløjspolitikere Chokri Belaid og Mohamed Brahmi. Den officielle forklaring er, at ekstreme islamistiske kræfter stod bag de to mord. Fagbevægelsens krav er derfor, at regeringen træder tilbage omgående, og at grundlovsforsamlingen bliver opløst. I stedet vil de have en teknokratregering, der kan lede landet frem til afholdelsen af nye valg.


Teknokratregering er ikke løsningen

Selvom mange af deltagerne i de mange sit-ins og protester mod regeringen oprigtigt frygter for deres rettigheder, og for at islamisterne får for meget magt, er det svært at se, at kravet om tilbagetræden bringer processen tættere på demokrati. For det første er regeringen den eneste form for ledelse, der har en folkelig legitimitet. Hvis regeringen træder tilbage, vil det reelt være at annullere det valgresultat som tuneserne stemte sig til i 2011. Det vil være at tilsidesætte demokratiet og bringe dets institutioner i fare på et tidspunkt, hvor tunesernes tro på demokrati er skrøbelig. For det andet bygger kravet om en teknokratregering på en falsk forestilling om, at en regering bestående af embedsmænd vil være neutral og apolitisk. De embedsmænd, der i dag har indsigt i det politiske system, var også embedsfolk under Ben Alis regime og dermed vitale personer i Ben Ali’s diktatur. Ben Ali kunne styre Tunesien med hård hånd i 24 år, blandt andet fordi mange opfattede ham som en garant mod ustabilitet og særligt mod islamisme. Hvis man bringer elementer fra det gamle styre tilbage på et tidspunkt, hvor landet befinder sig midt i et politisk kaos, risikerer man egyptiske tilstande; at man bringer det gamle regime tilbage med en anden betegnelse.

Selvom Tunesien har valgt den lange og langsomme vej fra dag ét, og selvom processen rummer langt flere aspekter end dem, der oftest er fokus på, er den eneste vej frem i det tunesiske dødvande tilbage en genetablering af grundlovsforsamlingen. “Egyptian style” gade-argumentation om, at det af hensyn til landets sikkerhed og fremtid kan være nødvendigt at tilsidesætte resultatet af et frit og transparent valgislam, er ikke en farbar vej. Kun en ny grundlov kan sikre nye, frie valg og repræsentation for landets mange forskellige og nye politiske grupperinger og dermed styrke den igangværende demokratiske proces.


Kasper Ly Netterstrøm, ph.d. stipendiat, European University Institute, Firenze,
Rikke Hostrup Haugbøkke, ph.d. stipendiat, Københavns Universitet