Svar til VU: Hvorfor skal CO2-forurenerne ikke betale prisen?

Svar til VU: Hvorfor skal CO2-forurenerne ikke betale prisen?

18.08.2013


KOMMENTAR af Peter Bjerregaard og Anna-Katrine Vingtoft-Andersen

Det skortede ikke på rygter og højrystede diskussioner om fartbegrænsninger og fast overdækning af gyllebeholdere forud for regeringens offentliggørelse af ugens to mest omtalte dokumenter, Klimaplanen og Virkemiddelkataloget. De to udspil skal ses som en optakt til den klimalov, der forventes fremlagt i det nye folketingsår. Tanken er, at de skal være et idékatalog til at Danmark når målsætningen om i 2020 at have reduceret CO2-udledningen med 40 % (i sammenligning med 1990). Efter at Vækstplan DK i foråret samlet set øgede den danske udledning med en halv procent, mangler Danmark på nuværende tidspunkt seks en halv procent. Det omfangsrige katalog bør give rig mulighed for at gennemføre ambitionerne.

Både opposition, regering og en lang række interesseorganisationer er gået aktivt ind i dansen om de forskellige forslag på listen over virkemidler. I den forbindelse kan det undre, at Venstre har meldt så utvetydigt ud, at de opfatter dokumentet som et ”rædselskatalog”, når flere af forslagene er vokset i deres egen baghave fra dengang, de havde regeringsmagten. Fx havde VK-regeringen også ambitioner om at hæve PSO-afgiften gradvist, da de fremlagde deres Energistrategi i 2011. Der er mange andre eksempler på at den tidligere regering udviste væsentligt større grønne ambitioner, da de havde nøglerne til Statsministeriet. Fx sagde Anders Fogh Rasmussen i 2008: ”Vi skal i førertrøjen med hensyn til at frembringe en ny grøn revolution […] Den helt store vision er at skabe en ny grøn økonomi. Et grønt kvantespring, som vil bringe Danmark i den absolutte verdenselite”. Den politiske langtidshukommelse er åbenbart ikke altid til at stole på.

Et gennemgående argument mod klimatiltagene for både opposition (specielt Venstre og Liberal Alliance) og interesseorganisationer (særligt landbruget) er, at det ikke må blive dyrere at være dansker. Samme argument er blevet fremført i RÆSON af Venstre Ungdoms næstformand, Jens Husted. Hans rationale er, at det bliver dyrere at være forbruger og dermed dansker, når landbruget bliver pålagt afgifter som de sender videre til deres kunder. Men: Blot fordi landmanden eksempelvis kan få lov til at forurene mere og dermed producere billigere, så er det jo ikke ensbetydende med at omkostningen forsvinder. I stedet ryger den over på skatteborgerne, fordi de skal finansiere at samfundet som fællesskab rydder på efter forureningen. Det er selvfølgelig en ærlig sag, hvis det er den omfordeling af byrderne, man ønsker, men det er langt fra liberalt. Et velfungerende marked er baseret på, at priserne afspejler de totale omkostninger. Det er ikke kun i vores fælles interesse at mindske mængden af drivhusgasser i atmosfæren for at undgå klimaændringer, men også for at undgå markedsfejl og sikre at markedsmekanismen virker.

Der er flere interessante perspektiver i både Klimaplanen og Virkemiddelkataloget; blandt andet fremgår det tydeligt, at det ligefrem vil koste samfundet penge, hvis vi vælger at bevare status quo. I den forbindelse er ”skyggepriser” et nøglebegreb, fordi disse illustrerer den samfundsøkonomiske omkostning ved fx reduktionen af drivhusgasudledning med et ton CO2. Beregningen indeholder en række gevinster og omkostninger, som det har været muligt at sætte en pris på. Hvis en skyggepris på et forslag er negativ, vil en gennemførsel af det føre til et samfundsmæssigt overskud, fordi der er bedre økonomi i at implementere idéen end at lade være. Det lyder tørt, men den såkaldte ”potentialekurv med marginale reduktionsomkostninger” i Klimaplanen viser tydeligt, at der ER en række lavthængende frugter i form af forslag, hvor skyggepriserne overstiger de omkostninger, der er forbundet med at gennemføre dem. Altså er det sund fornuft og godt købmandskab at smøge ærmerne op og skride til handling ved at gennemføre disse forslag. Det er derfor dybt problematisk når (ungdoms-)politikere taler informationsniveauet ned ved blot at falde tilbage til rygmarvsreaktioner og forældet fordomme. Når man siger, at “det må ikke blive dyrere at være dansker”, er det i udgangspunktet meget sympatisk, men man bliver nødt til at svare på hvornår og for hvem. For på kort sigt er der selvfølgelig en omkostning at isolere sit hus eller købe en el-sparepære, men hvis den har tjent sig hjem på fem år, er pointen netop, at det bliver dyrere at være dansker, hvis man ikke har omstillet.

Diskussionen om hvor meget det skal koste den enkelte dansker at omstille til et grønnere samfund er kompleks. Blandt andet fordi, at det på sigt kommer til at koste statskassen dyrt at være så ambitiøs på klima- og energiområdet. I dag tjener den danske stat nemlig store summer på et omfattende afgiftssystem, der er tilvirket for at skabe incitament til at danskerne sparer på alt, der udleder drivhusgasser. Det kan være udmærket til at dæmpe lysten til at vi skambruge ressourcer, der spyer fx CO2 i atmosfæren, men snart rammer vi et såkaldt ”tipping point”, hvor udfasningen af kul, olie og gas samt reduceret energiforbrug vil medføre et regulært provenutab for statskassen – afgifterne falder, når forbruget falder. Omvendt kan det anføres, at en ambitiøs politik på et hvilket som helst område koster penge. I en krisetid, der både er plaget af langvarig økonomisk nedtur og dystre forudsigelser om verdens miljø og klima fra de fremmeste forskere, må man få de to tunge lodder til at indgå i en form for balance. Det forsøger Klimaplanen og det medfølgende Virkemiddelkatalog at lægge op til ved at have et ”hvor får vi mest for pengene”-perspektiv på klima og energi. Det reelle slagsmål bliver selve udformningen af Klimaloven, der for alvor bliver en vejrhane for regeringens grønne ambitioner. I den forbindelse bliver det store spørgsmål, hvor langsigtet politikere og interesseorganisationer tænker i omstillingsspørgsmålet – og om de tør fastholde, at forureneren skal betale.

Indlæggene i RÆSONS KOMMENTARSERIE skrives af bl.a. politikere, eksperter, journalister, akademikere og af RÆSONs egne redaktører og skribenter. Forslag til indlæg? Send en idé eller en fuld kladde til: redaktionen@raeson.dk


Peter Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og har tidligere været presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Han er foredragsholder med speciale i ressourceøkonomi og klimapolitik, og skriver bl.a. for ATLAS Magasin og Huffingtonpost. Anna-Katrine Vingtoft-Andersen (f. 1986) er RÆSONs energiredaktør; hun er cand.scient.pol fra KU og har beskæftiget sig indgående med klima- og energipolitik gennem sit studie, hvor hun skrev speciale om Udenrigsministeriet og COP15. Hun har været i praktik ved bl.a. FN’s Atomenergiagentur (IAEA) og arbejder i dag i et privat konsulentfirma. ILLUSTRATION: Hollandsk mark [foto: Clownhouse III via Flickr]