SU-reformen: 3 grunde til at den fører til dårligere uddannelse

SU-reformen: 3 grunde til at den fører til dårligere uddannelse

09.05.2013


Regeringen lytter hverken til fagkundskaben eller de studerende selv med sin SU-reform. I stedet skaber reformen dårligere uddannelse. Det er der tre grunde til.

KOMMENTAR af Martin Langdal Topf


Da regeringen i februar præsenterede sit reformudspil Bedre uddannelse til alle, var vi mange der så titlen som et skalkeskjul for simple besparelser. Desværre viste det sig at være rigtigt. Jeg tror, mange sidder tilbage med en tom fornemmelse i maven. Med debatmøder, læserbreve og høringssvar har de studerende ellers vist sig at være en kompetent og engageret dialogpartner. Selvom enkelte elementer af aftalen giver mening, skyder regeringen overordnet set forbi målet. SU-reformen vil føre til dårligere uddannelse. Det er der tre grunde til:

1) Myten om gennemførselstiden
SU-reformen vil næppe nedbringe de studerendes gennemførselstid. Aftalen betyder, at det kun er studerende, der starter inden to år efter deres gymnasiale eksamen, som kan få det sjette SU-år. Det er altså tænkt som en gulerod, der skal mindske de danske unges uddannelsesforsinkelse.

Langt hovedparten af de studerende vil imidlertid også efter reformen være berettiget til seks års SU. Da den gennemsnitlige gennemførselstid for en kandidatuddannelse er 6,1 år, er mulighederne for at nedbringe gennem-førselstiden med dette tiltag meget små. Undervisningsministeriets tal viser, at studerende, der ender med en kandidatuddannelse, i gennemsnit har en studiepause på 1,9 år før eller under studiet. Dette tal er tilmed fra 2009, hvor effekten af reglen om karakterbonus endnu ikke var slået igennem. Hvis man abonnerer på målet om at nedbringe gennemførselstiden, er der altså ikke meget at komme efter her.

En af aftalens akilleshæle er kravet om aktiv studiekultur gennem obligatorisk tilmelding til fag og prøver svarende til et fuldt studieår. Jeg frygter, at det fører til et infleksibelt system, som risikerer at forøge studietiden snarere end at reducere den. Studerende kan ende i en ond cirkel, hvis de på grund af faglige prioriteringer eller psykiske eller økonomiske problemer må tage færre fag og dermed fanges uden SU. Det kan betyde, at de må arbejde endnu mere og dermed i endnu højere grad studere på deltid.

Nok vil man gøre meritoverførsler mere glidende, men en af de største forsinkelsesfaktorer for de studerende er praktikophold, der ikke bliver godkendt. Det problem nævner reformen ikke med et ord, til trods for at blandt andet Danske Studerendes Fællesråd har bragt det på banen som en af de studerendes allerstørste bekymringer ved uddannelsessystemet. Man kunne have gjort langt mere for at bringe gennemførselstiden ned ved eksempelvis at tage højde for problemerne omkring praktik. Ligeledes loves vi studerende mere vejledning, så vi ikke forsinkes ”grundet tvivl om jobmuligheder m.v.”. Men det er langt fra den eneste årsag til, at studerende forlænger studietiden, og jeg har svært ved at gennemskue, hvordan arbejdsløsheden blandt dimittender bliver mindre af, at vi bliver bedre til at slås for de job, der er. Det lugter langt væk af en aftalekreds ude af trit med de studerendes virkelighed.

2) Frafald med social slagside
Reformen vil med stor sandsynlighed også have en social slagside. Økonomiske sanktioner rammer typisk de økonomisk svageste først, og på et studenterbudget bliver konsekvenserne hurtigt store. SU’en er unægtelig lettere at klare sig uden, hvis man bor i en forældrekøbt lejlighed og boltrer sig i et jobstærkt netværk. Hermed løber de økonomisk privilegerede med mulighederne for et mere fleksibelt og selvstændigt uddannelsesforløb. Ligeledes må den fremtidige satsregulering af SU’en forventes at have socialt ulige konsekvenser. Det skyldes, at en direkte nedskæring i de studerendes rådighedsbeløb, nødvendigvis vil ramme hårdest hos dem, der er mest afhængige af SU’en.

Faglig styrke og økonomiske ressourcer hænger ofte sammen. Når forligspartierne med reformen straffer faglig svaghed med økonomiske sanktioner, risikerer man at stikke en kæp i hjulet på den sociale mobilitet, der er afgørende, hvis Danmark forsat skal klare sig godt i en øget global konkurrence om viden. Når man presser gruppen af i forvejen – økonomisk, fagligt eller psykisk – pressede studerende, fører det med al sandsynlighed til større frafald, som er socialt ulige fordelt. Man kunne med fordel have sparet penge på social ansvarlig vis ved f.eks. at sænke fribeløbet for, hvor meget studerende må tjene ved siden af studierne. Det ville tage SU’en fra de økonomisk stærkeste studerende.

3) Fagligheden lider et knæk
Sidst frygter jeg alvorligt for fagligheden på de danske universiteter. Først og fremmest fordi aftaleteksten fastslår, at alle initiativer skal gennemføres ”inden for institutionernes nuværende økonomiske ramme”. Man skal herved forstå, at administrationen af de nye initiativer, der skal sikre hurtigere meritoverførsler, dispensation fra eksaminer, man nu ikke længere kan framelde sig, nedbringe gennemførselstiden og sikre mere vejledning, skal findes inden for uddannelsesinstitutionernes nuværende budgetter. Det må betyde, at disse penge skal tages andetsteds fra, og det er næppe muligt at undgå, at pengene tages fra forskning og uddannelse.

Kravet til universiteterne om at nedbringe den gennemsnitlige gennemførselstid med 4,3 måneder risikerer også i sig selv at devaluere uddannelsernes faglighed. Hvis der ikke samtidig frigøres ressourcer til projektet, er det nærliggende for universiteterne at gøre det nemmere for de studerende at bestå og få merit. Deraf vil kravene til de studerendes faglighed dale. Ganske givet er den aktuelle meritpraksis for træg, men jeg frygter, at en alt for nem meritoverførsel fører til værdiløse patchworkuddannelser med studerende, der ved en lille smule om en helt masse, men ikke har nogen ordentlig grundfaglighed.

Kravet om fuldt skema risikerer yderligere at forringe det faglige udbytte. Studerende anvender i dag fleksibiliteten i sammensætningen af deres uddannelsesforløb til at omrokere deres fag og sikre sig et optimalt fagligt udbytte. Det umuliggøres af SU-reformen, og pressede studerende løber ikke med kompetencerne.

Fra eliteuniversitet til masseuniversitet
Uddannelse bliver med reformen set som en udgift – ikke en investering. De studerende reduceres til økonomiske individer uden faglige ambitioner, der kan lokkes af en bonus for at gennemføre under normeret tid. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at reformen styrker min faglighed. Og sandsynligheden for, at den øger mine jobchancer, er nok endnu mindre. Anses vi studerende virkelig som så simple eksistenser, at vi glædeligt kompromitterer vores faglige udbytte til fordel for ubetydelige økonomiske incitamenter?

Derudover begrænser kravet om fuldt studieår mulighederne for at dygtiggøre sig gennem studiejob, praktik eller frivilligt arbejde – er det i tråd med arbejdsgivernes ønsker?

SU-reformen er i mine øjne materialiseringen af skiftet fra eliteuniversitet til masseuniversitet. Der er mindre tid til den nødvendige akademiske fordybelse og kandidaterne produceres på samlebånd som færdigretter. De stærke, selvstændige og kompetente hjerner fokuserer reformen ikke på. Den lader hånt om de studerendes faglige ambitioner, ser stort på uddannelsernes kvalitet og øger den sociale ulighed i uddannelsessystemet. Er det virkelig en langsigtet investering?


Martin Langdal Topf (f. 1989) er bachelorstuderende i sociologi ved Københavns Universitet. Han er aktiv i Ungdommens Røde Kors og miljøbevægelsen NOAH. ILLUSTRATION: Uddannelsesminister Morten Østergaard (Foto: Kim Vadskær/Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser).