06.12.2013

“Der er ingen tvivl om, at på den korte bane vil der komme endnu mere sympati og opbakning til ANC. Men ANC skal stadigvæk levere og leve op til de værdier, som Nelson Mandela stod for, og det er udfordringen”. Sådan siger Stig Jensen, der lektor på Center for Afrikastudier på Købehavns Universitet.

Han fortsætter: “For ANC og Zuma er Nelson Mandelas død kommet på det bedst tænkelige tidspunkt. Zuma er i en kæmpe skandalesag i forbindelse med udbygning af private boliger og massivt overforbrug af offentlige midler. Der har været meget pres på ham. Så for ham er det rigtigt godt, at Mandelas død kommer nu, så fokus kan blive fjernet fra disse sager.”

INTERVIEW af Johan Moe Fejerskov, RÆSONs ansv. chefredaktør


RÆSON: Hvordan det ser ud med raceopdelingen og urolighederne generelt i Sydafrika i dag?
Stig Jensen: Det ser ikke specielt godt ud. Ønsket om at skabe en “regnbuenation” er jo langt fra lykkedes. I forhold til raceuroligheder og lignende er det vigtigt at have den økonomiske dimension med. Noget af det, som var en forudsætning for Nelson Mandelas projekt, var at skabe vækst og omfordeling. Altså det her med skabe en fredelig sameksistens mellem den hvide elite, som tidligere sad på både den politiske og den økonomiske magt, og den sorte elite, som kom til at sidde på den politiske magt, men også gradvist skulle havde glæde af den økonomiske udvikling. Der må man sige, at billedet er, at uligheden faktisk vokser, hvis vi taler om de almindelige sorte. Det er klart, at der også er kommet en sort økonomisk elite, som i vid udstrækning er linket op på den politiske elite. Men for det store flertal er deres liv ikke blevet bedre – snarere tværtimod.

RÆSON: Skyldes dette, at den økonomiske udvikling er udeblevet, eller er det omfordeling, der er udeblevet?
Stig Jensen: Jeg mener, at en af grundene er, at Mandelas missede ud i forhold til at indføre et progressivt skattesystem. Hvis han havde formået at indføre et progressivt skattesystem lidt ligesom det danske, så kunne man have omfordelt nogle af pengene. Derudover kostede alle de projekter om f.eks. uddannelse og bolig til alle, som blev sat i gang, da ANC (African National Congress, red.) fik magten, rigtigt meget. Samtidig har der de seneste år ikke været nogen vækst af betydning. Økonomisk er der ikke sket den udvikling, som kunne gøre, at der kunne komme en nedsivning til de allerfattigste. Dertil er der ikke kommet de nødvendige investeringer. Den hvide elite har været så bekymret for udviklingen, at mange af dem har valgt at placere deres penge i internationale banker eller investeringer uden for Sydafrika. Det har gjort, at der ikke er blevet skabt de yderligere arbejdspladser, som der potentielt ville være, hvis den sydafrikanske økonomiske elite havde investeret risikovilligt i Sydafrika.

RÆSON: Men kan man sige, at Mandelas Budskab er blev glemt?
Stig Jensen: I forhold til Mandelas Budskab, så tror jeg, der er mange fra den hvide elite, der har været usikre på den fredelig fremeksistensen og “regnbuenationen”. Det skyldes, at man har set udviklingen i landet, hvor det ikke er gået så hurtigt med de økonomiske reformer, som mange hvide sydafrikanere havde håbet. Samtidig har de været bange for, at udviklingen omkring Mugabes jordreformer i Zimbabwe [Mugabe nationaliserede jorden og tog den dermed fra de hvide farmere, red.] ville inspirere nogle af de mange radikale kræfter, som også er inden for ANC, til at gøre det samme. Derfor har den økonomiske elite sagt: “Vi lever sådan set udmærket, men vi skal også have en exit-strategi, og derfor skal vi have nogle penge i internationale banker og investeringer i udlandet”.

RÆSON: Har det også betydet, at man politisk har forholdt sig passivt?
Stig Jensen: Mange hvide har haft en politisk apati. De har sådan set ikke troet på “regnbue-projektet”. Så de har ikke for alvor været aktive i debatten. Det er jo lidt interessant, at det hvide parti “The National Party” blev opsuget af ANC. I øjeblikket er der kun “The Democratic Alliance” tilbage, som dybest set var de farvedes parti, hvor der er nogen ikke-sorte, som for alvor involverer sig. Det er klart, at i ANC i Cape Town er situationen en anden, fordi der har “The National Party” faktisk haft en indflydelse. Men for rigtigt mange hvide, som bor uden for Cape Town og Western Cape, har man ikke villet involvere sig i politik, fordi det har man betragtet som de sortes område.

RÆSON: Kan du prøve lidt uddybende at tegne et billede af, hvordan det politiske landskab ser ud?
Stig Jensen: Jeg vil karakterisere det politisk landskab som på mange måder nedkølet. ANC, der gik fra at være en guerillabevægelse til at blive et politisk parti, har ved de seneste valg fået omkring 2/3 af stemmerne. Problemet er, at Sydafrika langt hen ad vejen er blevet til en “etpartistat”, der er domineret af ANC. Mange af dem, der stemmer på ANC, gør det kun, fordi stemmer på bevægelsen. Det gør de ikke, fordi de er tilfredse med det, de har gjort, men fordi det nu engang er dem, som skal lede Sydafrika. Og når denne politiske nedsmeltning er kommet, så er det fordi, at der har været udpræget magtmisbrug blandt folk i eliten eller spidsen af ANC, både nationalt og lokalt.

RÆSON: Hvordan ser den politiske fremtid så ud for ANC, når de ikke længere har Mandela som samlende figur?
Stig Jensen: Selvom der er flere forskellige grupper inden for ANC, så tror jeg stadig, at fremtiden for partiet ser rigtig god ud på den korte bane. Det gør den, fordi der stadig er Mandelas aura over partiet. Det bliver set som partiet, der befriede landet. Rigtig mange vil stemme per automatik på ANC. Derfor vil det være rigtigt svært for de forskellige oppositionspartier at slå igennem, men på den længere bane bekymrer jeg mig i forhold til ANC’s legitimitet i befolkningen – på grund af det udbredte magtmisbrug. Jeg bekymrer mig om, at ledelsen i ANC godt kunne finde på at slå hårdere ned over for pressen og de juridiske systemer osv. Det kunne på sigt blive et kæmpe problem, ikke bare for bevægelsen, men hele nationen.

RÆSON: Hvilke konsekvenser har det, at man de facto har sådan en “ét-parti-stat”, hvor ANC sidder så tungt på magten?
Stig Jensen: Det skaber det problem, at der ikke rigtigt er en politisk diskussion om f.eks. udviklingsmodeller. ANC er magtfuldkomne og fører bare den politik igennem, som de gerne vil føre igennem. De er ikke lydhøre i forhold til oppositionen, fordi den behøver de ikke tage stilling til. Derfor mangler der i den grad en diskussionskultur i Sydafrika i øjeblikket, og mange folk føler sig stærkt ekskluderet af den situation.

RÆSON: Hvordan er de i stand til at dominere det politiske system så kraftigt?
Stig Jensen: Det er simpelthen på grund af deres historie. Det er den bevægelse, som skaffede de sorte magten. Derfor stemmer man på den bevægelse. Rigtig mange folk stemmer per automatik. Og det ser vi rigtig mange steder rundt omkring i Afrika. Det parti, som har bragt omvæltninger til landet, vil en stor del af befolkningen stemme på, nærmest lige meget hvad de gør.

RÆSON: Hvad er det Sydafrikanerne mest af alt har brug for lige nu, hvis denne situation skal vendes?
Stig Jensen: Sydafrikanerne har brug for et godt politisk lederskab. Der vil jeg sige, at de har brug for et generationsskifte inden for ANC, og at Jacob Zuma (den sydafrikanske præsident, red.) bliver erstattet af en ny leder. ANC har brug for en ny ledelse, som faktisk lever op til de standarder, som Nelson Mandela stillede op.

RÆSON: Tror du, at Mandelas død kan få nogen indvirkning på det?
Stig Jensen: Fordi Nelson Mandela har været ude af den politiske scene i en årrække, mener jeg sådan set ikke, at hans død nødvendigvis får så store konsekvenser. Det vil ikke skabe den store omvæltning, fordi folk har forventet det. Jeg tror, at han vil blive et endnu større ikon og en endnu større referenceramme i forhold til, hvad den gode leder er. Det, tror jeg faktisk godt, kan have en positiv effekt på både debatten og nye unge ledere, der kan spejle sig og forholde sig til Nelson Mandela.

RÆSON: Men kan man ikke også forestille sig, at det vil styrke ANC’s position og dermed bare fastlåse den nuværende position?
Stig Jensen: Jo, det styrker dem på den korte bane. For ANC og Zuma er Nelson Mandelas død kommet på det bedst tænkelige tidspunkt. Zuma er i en kæmpe skandalesag i forbindelse med udbygning af private boliger og massivt overforbrug af offentlige midler. Der har været meget pres på ham. Så for ham er det rigtigt godt, at Mandelas død kommer nu, så fokus kan blive fjernet fra disse sager. Der er ingen tvivl om, at på den korte bane, vil der komme endnu mere sympati og opbakning til ANC. Men ANC skal stadigvæk levere og leve op til de værdier, som Nelson Mandela stod for, og det er udfordringen.

RÆSON: Det er væltet ned på lovprisninger over Mandela, siden meldingen om hans død. Kan man forestille sig, at der kommer et pres udefra om, at der skal gøres noget ved landets situation?
Stig Jensen: Jeg tror i hvert fald, at det er vigtigt at sige, at det, som sydafrikanerne bliver gjort opmærksom på, er, hvor stor Mandela er internationalt. Man kan sagtens forestille sig, at der vil være en del sydafrikanere, som vil begynde at forholde sig til, hvordan Vesten har set de her ting, og hvilke værdier som mere globalt er blevet hyldet i forbindelse med hans død. Det kunne meget vel også få indenrigspolitisk effekt, så man siger: “Nu er det endnu tydeligere for os, at det, som Mandela stod for, vil vi stå for som nation”.


Johan Moe Fejerskov (f. 1991) er RÆSONs ansvarshavende chefredaktør. Han studerer dansk litteratur og journalistik ved Roskilde Universitet, er medstifter af onlinemediet Samfung i samarbejde med Mandag Morgen og Yngresagen og fast paneldeltager i TV2 Lorrys program “Meningsmaskinen”.