Rusland tilbage som stormagt: Syrien er kun begyndelsen

Rusland tilbage som stormagt: Syrien er kun begyndelsen

19.09.2013


Ruslands udenrigspolitiske sejr ved forhandlingerne med USA om krisen i Syrien, bringer landet tilbage som stormagt. Associeringsaftalen, som EU ifølge planen skal underskrive med Ukraine, Moldova, Georgien og Armenien i Vilnius i november, bliver Ruslands næste magtdemonstration.

KOMMENTAR af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

Det har taget mere end 20 ydmygende år, men nu er Rusland tilbage som stormagt, som verden igen skal regne med. Russerne kan takke deres supermand, præsident Vladimir Putin og ikke mindst udenrigsminister Sergej Lavrov, som i sidste uge tvang den ubeslutsomme amerikanske præsident Barack Obama og den amerikanske udenrigsminister John Kerry til forhandlingsbordet omkring situationen i Syrien. Aftalen er endt med, at Barack Obama foreløbigt dropper sine planer om et militært angreb på Syrien.

Kun tiden vil vise, om aftalen også er et bud på en fredelig og effektiv løsning af situationen i Syrien og dermed ikke kun et middel til, at Rusland genvinder sin tidligere magtposition. En ting er dog sikker allerede nu: Aftalen er den sejr i international politik, som russerne har ventet længe på, og som bringer Rusland tilbage som en vigtig aktør i international politik.

Aftalen styrker også russernes position i fremtiden, ikke mindst ved den kommende afklaring af interesseområderne i Europa mellem EU og Rusland. EU skal ifølge planerne underskrive associeringsaftaler med landene opfattet af Partnerskab mod Øst-programmet i slutningen af november i Vilnius, men der er gode grunde til at tvivle på, at topmødet i Vilnius overhovedet ender med en aftale. Russerne gør nemlig alt for at forhindre det, og succesen i forhandlingerne om Syrien giver russerne yderligere vind i sejlene.

Ringe udsigter
En aftale mellem EU og østlandene har ringe udsigter – det ser allerede nu sort ud. Hviderusland er mere eller mindre uden for EU`s indflydelse og er allerede medlem af Toldunionen sammen med Rusland og Kasakhstan. Armenien har meddelt, at landet agter at gøre det samme. Georgien med 20 procent af sit territorium – Sydossetien og Abkhasien – besat af russerne har kun ringe manøvreringsmuligheder, landets politiske orientering er samtidig blevet mere uklar, efter at den georgiske rigmand, Bidzina Ivanishvili, blev landet premierminister sidste år. Bidzina Ivanishvili har oven i købet meddelt, at han agter at trække sig fra politik efter præsidentvalget i år. Det gør ikke ligefrem Georgiens politiske orientering mere afklaret.

Situationen tegner heller ikke meget bedre i Moldova. Landets proeuropæiske regering har godt nok formået at vedtage flere love, som bringer Moldova tættere på EU, men den har indtil videre ikke været i stand til at skabe bedre levevilkår for befolkningen. Derudover har russerne iværksat en blokade mod import af moldovisk vin, som skal tvinge Moldova til at droppe planerne om at orientere sig mod EU og i stedet orientere sig mod Rusland – og det har ikke ligefrem gjort Moldovas økonomi stærkere. Både EU og USA har fordømt den russiske blokade, men om fordømmelsen også får indvirkning på russerne, er tvivlsomt.

Samme pressionsmiddel har Rusland brugt over for Ukraine, blandt andet ved at stoppe alt import af ukrainsk stål og chokolade i en periode. Også her må det forventes, at russerne vil intensivere deres pres i den kommende tid, samt at deres udenrigspolitiske succes ved forhandlingerne i Geneve vil give dem en ekstra styrke.

Frosne konflikter
Et andet og ganske effektivt russisk forhandlingskort, er konflikterne i Transdniester (Moldova), Sydossetien og Abkhasien (Georgien) samt Nagorno Karabakh (Armenien/Azerbajdzjan). Konflikterne betyder, at de territorielle forhold i disse lande er uafklarede, og det giver russerne gode kort på hånden, da russisk militær er tilstede i disse områder. Rusland er derfor ikke interesseret i at løse disse konflikter, da det styrker stormagtens indflydelse i disse lande. Det eneste land, hvor russisk militær endnu ikke er til stede, er Ukraine, men situationen på den ukrainske halvø Krim, hvis befolkning hovedsageligt består af russere, kan nemt og hurtigt misbruges af russerne og blive til en ny Sydossetien, hvis Ukraine ikke retter sig efter de russiske ønsker.

USA og EU skal efter den russiske magtmanifestation ved forhandlingerne om Syrien formentlig vænne sig til, at Rusland fremover er tilbage som stormagt og er en ligeværdig forhandlingspartner. Her er det ganske tvivlsomt, at Rusland vil tillade, at EU`s indflydelsesområde bliver flyttet endnu længere mod øst. EU skal derfor nok ikke gøre sig store håb om, at associeringsaftalen i Vilnius ender med at blive underskrevet. Det vil det stærke Rusland, som efter sidste uge er blevet endnu stærkere, aldrig tillade. Alt tegner nemlig til, at vi igen skal vænne os til en opdeling af Europa i Øst og Vest, blot med den østlige grænse flyttet lidt længere østpå.


Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag. FOTO: Mikhail Metzel, EPA via Flickr