Rouhani. Vil Iran komme verden i møde?

Rouhani. Vil Iran komme verden i møde?

23.06.2013


Den uforudsete iranske valgsejr til den midtsøgende, gejstlige kandidat Hassan Rouhani giver håb for fremtiden, men der er også grund til at skrue forventningerne ned.

Af Poyâ Pâkzâd

Den officielle iranske fortælling om valget lyder, at det var “det mest demokratiske i verden”, som en talsmand fra den iranske ambassade i Danmark fortalte TV2 News. Det var, ifølge den iranske ambassadør i Danmark i DR2 Dagen “et meget konkurrencepræget valg”. Der var hele seks kandidater med forskellige holdninger, fortsætter ambassadøren: “Og valgdeltagelsen var meget høj. Omkring 72,6 procent”.
Regimet har selvfølgelig en interesse i at fremstille valget og den høje vælgerdeltagelse som en folkelig blåstempling af den islamiske republik og det system, som den bygger på: den øverste religiøse retslærdes formynderskab (Velâyat-e Faghih). Med valget vil Iran udadtil signalere, at landet er ligesom andre demokratier, hvor forfatningen på én gang muliggør folkelig deltagelse i skabelsen af politik og begrænser rækkevidden af en sådan deltagelse.

Men Iran er ikke noget demokrati.

De valg, der har været afholdt siden den islamiske revolution i 1979, har hverken været frie eller fair. Og skønt den overvejende majoritet af vælgerne valgte en præsident, der stod den Øverste Leder fjernest, var heller ikke dette valg på nogen håndgribelig måde udtryk for frihed eller fairness.

Ud af knap 700 kandidater blev alle kvinder filtreret fra, fordi kvinder ikke må stille op ifølge grundloven. Efter filtreringsprocessen stod kun otte kandidater tilbage – alle af mere eller mindre konservativ støbning og en udtalt loyalitet til Ayatollahen.

Efter adskillige magtkampe mellem Den Øverste Leder og Mahmoud Ahmadinejad i løbet af hans anden embedsperiode, var det tydeligt, at Vogternes Råd (som udpeger kandidaterne) gik efter kandidater, der ikke kunne forventes at udfordre eller på anden vis undergrave Den Øverste Leders autoritet. Således blev mange velkendte kandidater udelukket fra valget, herunder bl.a. den tidligere præsident Akbar Hashemi Rafsanjani, den tidligere udenrigsminister Manouchehr Mottaki og Ahmadinejads nærmeste politiske rådgiver Esfandiar Rahim Mashaei. I Iran har vælgerne valget om at vælge eller at lade være med at vælge, og der ender friheden omkring valgprocessen mere eller mindre. Valgdeltagelsen fremgår undertiden af ens identitetspapirer, hvorfor mange vælger at stemme alligevel, særligt studerende og jobsøgende.

Vælgerne kan ikke mobilisere deres egne kandidater – og heller ikke kommunikere egne politiske krav. Forud for valget intensiverede regimet ifølge Amnesty International jagten på anderledes tænkende: “Those targeted include political activists, journalists and other media workers, trade unionists, advocates of greater rights for Iran’s religious and ethnic minorities, students and others. In many cases, the full reasons for arrest and detention are not known; in others, those arrested have been brought before the courts on sweeping but vaguely worded charges, convicted and sentenced to prison terms. In yet other cases, individuals who were sentenced in previous years but not made to serve them immediately or else released provisionally for medical reasons have been summoned to prison to serve what remains of their sentences as the authorities seek to pre-empt protests at the time of the presidential election. The Iranian authorities have long sought to suppress and punish dissent and the advocacy of views or policies with which they disagree, and the authorities’ current crackdown is only the most recent of many similar bouts of repression”.

Var valget en konspiration? Det korte svar er – nok – nej. Der er ingen tvivl om, regimet på forhånd havde godkendt Rouhani og siden tillod ham at vinde. At optællingen tog sin tid, kan tolkes som, at man faktisk gav sig tid til at tælle alle stemmerne i denne omgang – i modsætning til 2009, da man kom til at offentliggøre resultatet inden optællingen var omme.

Rouhani blev tilladt at stille op netop fordi populære ‘reformkandidater’ som den tidligere præsident Akbar Rafsanjani var blevet udelukket. Regimet kan tænkes at have frygtet en gentagelse af opstanden i 2009. Rouhani – en for offentligheden relativt ukendt kandidat – tilførte valget et indtryk af diversitet. Det var Rouhanis kontroversielle og frimodige TV-optrædender, og reformisternes opbakning til ham sent i valget, der i sidste ende gav ham den slående sejr, som han fik. Valgresultatet er også en afspejling af de konservative kræfters sølle formåen. De kunne end ikke blive enige om hvem af dem, der skulle være spidskandidat. Derfor stod valget mellem den konservative, midtsøgende Rouhani, og mere yderligtgående konservative kandidater, der konkurrerede om hinandens stemmer.

Men med stærkt fremmøde valgte iranerne den kandidat, der umiddelbart stod længst væk fra regimet, og vælgerne sendte på sin vis et kraftfuldt signal om, at man ønsker forandringer og reformer. Det gejstlige system gjorde nok klogt i ikke at gentage det valgfusk, der ledte til massive demonstrationer imod regimet i 2009, men systemet led – med Rouhanis sejr – også et betragteligt nederlag, hvorfor man nu har travlt med overfor omverdenen at fremstille processen som et valg af demokratisk verdensklasse. Både valgfuskeriet i 2009 og dette seneste valg afslører, at formynderskabet ikke kan mikro-formynde valgprocessen – selvom man prøver. Iranekspert ved Brookings Institute Suzanne Maloney beskriver det strålende: “The election that just concluded in Iran reinforced the subversive utility of semi-democratic institutions in authoritarian states. Iran’s elections matter because they provide openings for candidates to challenge the official narrative on thorny issues — as they did during this campaign on the nuclear issue — for journalists to push the envelope of state censorship, and for large gatherings of voters to demand the release of political prisoners, including the very candidates detained after the last rigged ballot. Elections — even explicitly orchestrated ones that offer only a highly imperfect array of options — release the genies from the bottles, to paraphrase a statement by Akbar Ganji, one of Iran’s foremost dissidents”.

Er Rouhani reformist?

Der bruges mange mærkater til beskrivelse af Hassan Rouhani – bl.a “moderat”, “reformvenlig” og “midtsøgende”. Men Rouhani er ikke reformist, og at han heller ikke har karakteriseret sig selv sådan, eller ført en decideret reformkampagne. Han har siddet 16 år i det nationale sikkerhedsråd, bl.a. som dets generalsekretær, og står meget tæt rent ideologisk på den Øverste Leder. Ifølge Iran-forsker Eskandar Sadeghi Boroujerdi (hyperlink: http://iranwire.com/en/projects/1069 ), er Rouhani den “fuldendte insider”, med “nære bånd til de konservative kredse”. Den tidligere reformpræsident Mohammad Khatami, under hvem Rouhani tjente som atomforhandler, har advaret imod det, han kalder “malplacerede forventninger” til den nye præsident: “We have to be careful not to be hasty so that misplaced expectations are not placed on the administration. The administration cannot perform miracles […] We don’t want anything from Rouhani other than what he expressed himself. But we expect him to seriously pursue it, and we want the people to be patient and realistic”.
Hvad forventer iranerne? De mange mennesker, der gik på gaden efter valget, havde mange grunde til at feste – ikke mindst Ahmadinejads afgang, reformlejrens fremgang og udsigten til en mulig løsladelse af Den Grønne Bevægelses leder Mir Hossein Mousavi fra sin husarrest. En fortæller: “Rouhani er hverken ligesom Khatami eller Rafsanjani. Han er ikke højre- eller venstrefløj, ingen ved noget om det endnu. Men Khatami stillede sig bag ham, og det overbeviste mange om, at han var den mindst dårlige kandidat. Men hvorfor stemte jeg, spørger du? Jeg er sikker på, at folk under Rouhani vil lide under samme forfølgelse og tyveri, som det også var tilfældet under [reformpræsidenten] Khatami, men i det mindste tror jeg, at Rouhani er en person, som vil tale blødere til omverdenen, og at omverdenen derfor vil tale blødere til os. Det største problem, tror jeg, er det forhold, at Iran [under Ahmadinejad] er blevet et stort fængsel politisk set. Jeg HÅBER, at dette fængsel bliver en smule mindre trængt under Rouhani, så folk kan ånde igen”.

Vil Iran få et andet forhold til vesten?

Ser man på Rouhanis generalieblad som chefforhandler i atomstriden med Vesten, er der god grund til at forvente en vis forandring – om ikke andet så i tonen. På dette punkt har Rouhani været klar i mælet og skarp i sin kritik af den siddende regering, og den siddende chefforhandler Said Jalili, som også var en af kandidaterne i slutrunden. I 2006 skrev Rouhani et indlæg i Time Magazine der kan give en indikation af, hvem han er for en person på atomspørgsmålet: “A nuclear weaponized Iran destabilizes the region, prompts a regional arms race, and wastes the scarce resources in the region. And taking account of U.S. nuclear arsenal and its policy of ensuring a strategic edge for Israel, an Iranian bomb will accord Iran no security dividends […] This situation, if not contained with cool head and if miscalculations continue, can easily turn into a crisis with potentially global ramifications for the rule of law under the Non-Proliferation Treaty (NPT) and for the economic and security interests of all concerned in the region and beyond. It is high time to cease sensationalism and war mongering, pause and think twice about where we are heading”.z

I det ovenstående giver Rouhani et indtryk af en dybere forståelse for de langsigtede strategiske, juridiske, og økonomiske problematikker, atomstriden kan ende i. Han udtrykker, at et iransk atomvåben ikke vil bringe Iran sikkerhed; advarer sin regering mod at undergrave ikkespredningstraktaten om atomvåben; og understreger, at der er et behov for at dæmpe konfliktens retorik.

I sin allerførste pressekonference efter valget antød Rouhani, at han har i sinde at følge en plan, han havde aftalt med daværende franske præsident Jacques Chirac, der lover at sikre “det højeste niveau af gennemsigtighed i Irans atomprogram”. Herom fortæller den tidligere embedsmand i Rouhanis daværende forhandlingshold Hossein Mousavian (som nu er afhoppet og bor i USA) til tidsskriftet Al-Monitor: “We agreed with [president] Chirac that: first, the EU-3 [Frankrig, Tyskland og England, red.] would respect the legitimate rights of Iran for peaceful nuclear technology under the [Nuclear Non-Proliferation Treaty], including [uranium] enrichment … Second, Iran would accept the [International Atomic Energy Agency] IAEA’s definition for objective guarantees that the Iranian nuclear program would remain peaceful and would not divert toward weaponization in the future… It means that Iran would respect the maximum level of transparency that internationally exists… In return, the P5+1 would not discriminate against Iran as a member of the NPT. It would respect Iran’s rights under the NPT like other members”.

At Iran vil acceptere ’den maksimale grad af gennemsigtighed’ kan betyde, at man vil udvide sine kontrolforpligtelser overfor IAEA eller tilmelde sig den såkaldt “frivillige tillægsprotokol” til ikke-spredningstraktaten, som betyder, at FN-inspektører kan lave uanmeldte stikprøver over alt i Iran. Iran var tilmeldt denne frivillige protokol da Rouhani var chefforhandler mellem 2003-2005, men trak sig ud af den af grunde, der siden er gået i glemmebogen, og som nu er vigtige at trække frem igen. Under Rouhani indgik Iran en aftale med EU om midlertidigt at standse uranberigelsen til gengæld for at EU ville give “faste sikkerhedsgarantier”. Den vage aftale betød, at EU skulle levere garanti for, at Iran ikke ville blive angrebet af USA eller Israel. Men amerikansk pres fik Europa til at bryde aftalen. Dengang skrev Selig S. Harrison i Financial Times: “The nuclear negotiations between Iran and the European Union were based on a bargain that the EU, held back by the US, has failed to honour. Iran agreed to suspend its uranium enrichment efforts temporarily pending the outcome of discussions on a permanent enrichment ban. The EU promised to put forward proposals for economic incentives and security guarantees in return for a permanent ban but subsequently refused to discuss security issues”. Tidligere CIA-analytiker og embedsmand i Udenrigsministeriet Flynt Leverett fastslog i The New York Times: “The Bush administration refused to join the European initiative, ensuring that the talks failed”. Mens Iran-ekspert og forfatter Trita Parsi skrev: “The EU’s decision was not rooted in a disbelief in the feasibility of the Iranian proposal or the ability of the UN inspectors to ensure that Iran could not violate its commitment, but rather in its fear of facing yet another confrontation with Washington since the Bush administration had made it clear that it would not accept any deal permitting Iran to master the fuel cycle”. Faktisk havde EU allerede, inden man indgik sin aftale med Rouhani, aftalt med Bush-regeringen at man ingenlunde ville acceptere, at Iran berigede uran, fredeligt eller ej, hvad der ellers er lovhjemmel for.

Som Rouhani erklærede i sin første pressekonference, vil Iran ikke indstille sin uranberigelse – “den tid er forbi”. Derfor er det meget nemt at forestille sig, at striden vil fortsætte, medmindre der sker forandringerpå begge sider. En løsning kunne være at indgå i den type aftale, som Ahmadinejad-regeringen var tæt på at gennemføre i samarbejde med Brazilien og Tyrkiet; nemlig en tredjepartsberigelse af uran i udlandet. Det kræver dog, at Obama-administrationen ikke afviser det igen.


Poyâ Pâkzâd (f.1984) er kommentator og aktivist, og har for RÆSON bl.a skrevet om Syrien i RÆSON KOMPAKT (Marts 2013): Er Syrien på vej mod opløsning? samt fornylig “Syrien: ’En flyveforbudszone’ er kode for en større mission


ILLUSTRATION: Det iranske flag [arkivfoto: Shutterstock]