Republikanerne: Oprøret lurer under overfladen

Republikanerne: Oprøret lurer under overfladen

11.12.2013


Det ser ud som om, det republikanske parti er stivnet. Partitoppen er fastfrosset i forstokket konservatisme og den rivaliserende fløj, Tea Party-bevægelsen, lader ikke til at have andet at byde på end barnlige benspænd mod præsident Obama. Under overfladen er et mindre larmende oprør imidlertid i gang, og en ny, mangfoldig middelklasse trækker partiet i en progressiv retning.

ANALYSE af Else Christensen


John Boehner, den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, viste tydelig ulyst ved rollen som overdommer i sit parti, men der var ingen vej udenom. Et fremtrædende kongresmedlem, Randy Forbes fra Virginia, havde udtalt, at partiets ledelse ikke burde støtte homoseksuelle kandidater. Samtidig svirrede rygterne om, at det republikanske parti nu havde gjort sig så upopulær blandt kvindelige vælgere, at partiet var begyndt at coache sine mandlige kandidater i kommunikationen med det modsatte køn.

Boehner, der med sin formandsrolle er en af partiets ledende figurer, måtte på et pressemøde i sidste uge rede trådene ud på partiets vegne. Sammenbidt erklærede han, at han ville få sine medlemmer til at ”være mere følsomme” over for kvindelige modkandidater, og at homoseksuelle kandidater bestemt kunne regne med hans støtte på lige fod med alle andre. ”Nogle af vores medlemmer er ikke så følsomme, som de burde være,” opsummerede Boehmer beklemt fra podiet.

Boehners irettesættelse af sine partifæller er blot det seneste eksempel på, at det knager og brager i “The Grand Old Party”, som amerikanerne kalder Republikanerne. At noget var i gære, stod dog allerede klart lige efter Mitt Romneys valgnederlag til den siddende præsident Obama i 2012. Ingen amerikansk kandidat kan gøre sig håb om at vinde valget uden at appellere til den brede midte af amerikansk politik, og netop det havde Romney ikke formået. Faktisk havde hele hans kampagne været én lang bekræftelse af fordommen om det republikanske parti som en klub for midaldrende, bedrestillede og hvide middelklassemænd.

Ved et privat arrangement under kampagnen havde Romney sågar fastslået, at det ikke var ”hans job at bekymre sig om” de ”47 procent, som er afhængige af staten”. Udtalelsen, som senere blev lækket til pressen, vakte harme langt ind i den store gruppe af midtervælgere: Den middelklasse, der nok hylder den amerikanske drøm og idealet om ”the self-made man”, men samtidig sætter pris på adgang til basale sociale ydelser, hvis de bliver syge eller ramt af arbejdsløshed. Romneys famøse udtalelse beseglede dermed hans skæbne som valgets taber.

Protesterne mod Romneys linje kom da også, så snart nederlaget var en kendsgerning. Efter at Romney havde forsøgt at bortforklare sit nederlag med, at Obama havde uddelt “gaver” i form af dyre løfter til de unge, de sorte og amerikanerne med latinamerikansk baggrund, nærmest eksploderede Bobby Jindal, der er republikansk guvernør i Louisiana. ”Jeg tager kraftigt afstand fra den opfattelse. Den repræsenterer ikke, hverken hvem vi er som parti, eller hvor vi er på vej hen,” fastslog guvernøren på et pressemøde.

Homoseksuelle vil have kernefamilie
At protesten kom fra Jindal var ikke tilfældigt. Guvernørens personlige historie kunne næsten være skrevet af det republikanske partis kampagnekontor. Unge Bobby Jindal var ambitiøs, men voksede op i en fattig familie, og således kæmpede den unge mand sig gennem studietiden ved at sælge slik til sportskampe og software over postordre. Ved flid og arbejdsomhed lykkedes det ham at tage eksamener fra de prestigefyldte universiteter Harvard, Yale og Oxford. Han nævnes nu som et bud på partiets præsidentkandidat til valget i 2016. Jindal afviger imidlertid fra den hidtidige prototype på en republikaner på mindst to områder: Han er ikke hvid, men andengenerationsindvandrer fra Indien, og så er han klar til et opgør med partiets snævre vælgerbase.

Det samme gælder Tyler Deaton, der er 27 år og et fremtrædende medlem af ungdomsorganisationen “Young Republicans”. Under organisationens landskonference i juli 2013 sagde han til CNN: ”Partiet er i for høj grad blevet en klub, hvor man definerer sig selv ved, hvem man holder udenfor. Jeg synes, at Republikanerne skal blive bedre til at definere sig i kraft af deres idéer og lade enhver, der deler de idéer være med og blive en del af det”. Deaton er troende kristen og drømmer om en kernefamilie. Han er også homoseksuel og kampagneleder for unge konservatives del af ”Free to Marry” – en organisation, der arbejder for homoseksuelles rettigheder.

Deaton og Jindal afspejler på hver deres måde et USA under forandring. Indtil for nyligt blev homoseksualitet af mange – ikke mindst Republikanerne – betragtet som en suspekt subkultur, der mest af alt var kendetegnet ved en promiskuøs og hedonistisk livsstil. Sådan er det ikke længere. Homoseksuelle har formået at sætte sig selv på dagsordenen som ganske almindelige amerikanere med drømme om et traditionelt familieliv med ægteskab og børn. Alt sammen idealer, som Republikanerne traditionelt set sætter højt. Ifølge magasinet “Slate” støtter hele 53 procent af alle amerikanere under 30 i dag lige adgang til ægteskab. Tallet for Republikanerne ligger med 51 procent kun en anelse under gennemsnittet. Selv i den traditionelt konservative sydstat Alabama har præsidenten for den republikanske studenterorganisation “College Republican Federation” meldt sig som fortaler for homoseksuelles ret til ægteskab.

Et nyt syn på ikke-hvide amerikanere
På samme måde er også synet på etniske minoriteter ved at ændre sig i det republikanske parti. Andelen af ikke-hvide amerikanere med en ikke-europæisk baggrund vokser og vokser i USA. Mens hvide i 1980 – der med valget af Ronald Reagan i november kan siges at udgøre et republikansk jubelår – udgjorde hele 80 procent af befolkningen, var andelen i juni 2013 faldet til 63 procent. Især antallet af amerikanere med latinamerikansk baggrund er stigende. Gruppen udgjorde i 1980 kun 6,4 procent og er nu vokset til 17 procent.

Traditionelt har Demokraterne kunnet regne med latinamerikanernes stemmer, men sådan forholder det sig ikke længere. Flere og flere latinamerikanere bliver iværksættere. Hele 20 procent af de 6 mio. mennesker, der i 2012 åbnede egen virksomhed var latinamerikanere – næsten en fordobling i forhold til 1996, oplyser nyhedskanalen Fox. Netop deres status som virksomhedsejere kan være med til at trække latinamerikanerne i en mere konservativ retning. ”Amerikanere med latinamerikansk baggrund forstår, at et frit erhvervsliv og arbejdspladser er rygraden i vort samfund og nøglen til velstand nu og i fremtiden. Vi ved også, at hårdt arbejde og et familieliv er hjørnestene i et dynamisk civilsamfund,” skriver Gerardo Cruz – en ung puertoricaner, der er tilknyttet den konservative tænketank Heritage Foundation på organisationens blog “The Foundry”.

Republikanerne har brug for latinamerikanerne, mener han og bør derfor ”gøre latinamerikanere i stand til at komme frem og udnytte deres potentiale,” som han skriver. Dette vil dog kræve en mere lempelig immigrantionslovgivning, mener mange, og derfor ser flere og flere republikanske politikere positivt på tiltag som Obamas DREAM-lov (Development, Relief and Education for Alien Minors), der – enkelt sagt – gør det lettere for lovlydige og samfundsnyttige unge immigranter at opnå opholdstilladelse.

Farvel til værdipolitikken?
De nye holdninger til immigranter og homoseksualitet repræsenterer et dybere skifte væk fra den værdipolitik, som har kendetegnet den republikansk ideologi de seneste 40 år. Nixon blev i 1972 valgt på sin appel til ”Det tavse flertal” – den hvide middelklasse, som følte sig truet af ungdomsoprør, borgerrettighedskamp og opblomstringen af bevægelser med fokus på ikke-hvide befolkningsgrupper. Reagan førte fanen videre med en kombination af benhård konservativ finanspolitik og et fokus på traditionelle moralske dyder, som var baseret på en nostalgisk længsel efter et USA, hvor hvide, angelsaksiske protestanter dominerede både kultur og politik.

De stokkonservative paroler volder imidlertid ikke længere genklang hos de yngre vælgere. Hvad enten Republikanerne kan lide det eller ej, er de unge vælgere fra Generation Y eller “Millennials”, som amerikanere kalder generationen født mellem 1980 og 2000, et produkt af den samfundsudvikling, som partiet har brugt så mange kræfter på at kæmpe imod. Unge republikanere er på alle måder lige så regnbuefarvede som resten af den amerikanske befolkning.

Hvis Republikanerne vil gøre sig håb om igen at indtage Det Hvide Hus, må de selvsagt generobre midten. For at gøre det, må Republikanerne forstå, at midten ikke længere udelukkende består af hvide, heteroseksuelle mænd i forstæderne, men af den mangfoldighed af herkomst, farver og seksuel orientering, som Amerika er blevet til. Indtil videre har det holdt hårdt. Partiets etablerede elite bekender sig fortsat til de traditionelle, konservative paroler, og f.eks. har Alabamas øverste partiledelse forsøgt at lukke munden på statens fortalere for homoseksuelle ægteskaber.

Derudover har den magtfulde Tea Party-bevægelse gjort det til en mærkesag at genetablere et homogent Amerika, der igen domineres af en hvid, angelsaksisk kultur. Bevægelen har endog formået at få nogle af sine kandidater fra de nye vælgergrupper til at ændre holdning, når de er kommet op i hierarkiet. Dette gælder f.eks. Texas-senatoren Ted Cruz, som også nævnes som kandidat i 2016. Cruz, hvis far er fra Cuba, talte i 2000 varmt for en mere lempelig immigrationslovgivning, men tordner i dag mod illegale indvandrere og kræver strammere kontrol og mere grænsepoliti.

Kan Chris Christie skifte kursen?
Den store gruppe af sorte vælgere har Republikanerne fortsat meget svært ved at nå. Budgetkrisen, der i efteråret for en stund sendte det offentlige USA til tælling, har yderligere sat sagen på spidsen for partiet. Republikanernes stædighed og manglende evne til at samarbejde hen over midten bærer en stor del af skylden for krisen, og derfor fremstår partiet mere splittet og impotent end nogensinde. Nogle taler endog om en regulær borgerkrig i partiet.

For at komme ud af dødvandet og dermed skabe en reel chance for at opnå en republikansk sejr i 2016 må partiet finde en kandidat, der kan samle og rumme den nye, mangfoldige middelklasse. Chris Christie, som i november vandt guvernørvalget i New Jersey, er et godt bud. Christie formåede at tage sejren sikkert hjem i en stat, der ikke alene har stemt overvejende demokratisk ved de seneste to præsidentvalg, men som også har mange industriarbejdere og sorte vælgere. Den joviale Christie har også vist sig at have et talent for at samarbejde over midten, hvilket kom til udtryk gennem et tæt parløb med Obama efter orkanen Sandy i 2012.

Netop den slags tilnærmelser gør imidlertid Christie uspiselig for partiets yderste højrefløj, hvorfra Sarah Palin, tidligere guvernør i Alaska og nu fremtrædende medlem af Tea Party-bevægelsen, har udtrykt sit mishag. Christie selv har ikke meget til overs for Tea Party-bevægelsens hang til at sætte ideologien over praktisk politik. ”Det republikanske parti skal vinde valg, ikke diskussioner,” fastslog han kort efter sit genvalg. Om Christie er den rigtige til at skifte kurs, vil tiden og primærvalgene vise. Christies politik over for f.eks. homoseksuelle har indtil nu været blandet og præget af pragmatisk slingrekurs snarere end politisk mod og nyskabelse.

Kandidaten, der med sin runde statur og folkelige facon også fysisk er Romneys diametrale modsætning, har mindre end tre år til at vise, at han er andet og mere end ”the un-Romney” – en kandidat, hvis vigtigste kvalitet består i ikke at være som Romney. Lykkes missionen ikke – for ham eller en anden kandidat – kan Republikanerne i bedste fald belave sig på endnu fire års tomgang i magtens periferi. Populariteten af frontfigurer som Bobby Jindal og Chris Christie, der nærmest kappes om at være partiets fremmeste fornyer og reformator, tyder dog på, at bevægelsen mod et mere rummeligt og inkluderende republikansk parti kommer til at fortsætte i lang tid fremover og i hvert fald til november 2016.


Else Christensen (f. 1965) er cand.mag. i historie og amerikanske samfundsforhold og har skrevet speciale om USAs politik i Mellemøsten. Hun interesserer sig især for sydstaternes udvikling og rolle i amerikansk politik. Arbejder som freelancejournalist og er desuden medstifter og medredaktør af foreningen og tidsskriftet Palæstinaorientering (af 2011). FOTO: Guvernør Chris Christie besøger New Jerseys nationalgarde (New Jersey National Guard via Flickr).