Plads til nye partier? RÆSON spørger kommentatorerne om 4 muligheder

Plads til nye partier? RÆSON spørger kommentatorerne om 4 muligheder

24.04.2013


4 BUD PÅ NYE PARTIER: RÆSON spørger flere eksperter, hvordan de vil vurdere at vælgerne ville tage imod disse 4 partidannelser med hver deres mærkesag. Fortæl os:
– Hvor godt ville de kunne klare sig?
– Hvem ville den perfekte formand være?
1. SOCIALDEMOKRATIET II. Partiet gør Socialdemokraternes principprogram til sit, prioriterer ‘velfærd over skattelettelser’ og fastholder at repræsentere de værdier, som det mener Socialdemokraterne sidst inkarnerede på valgaftenen i 2011. Tager særligt vælgere fra: S, SF, EL, DF og R. Slogan: Tilbage til fællesskabet
2. RESPEKTPARTIET. Partiet henvender sig dels til offentlige ansatte, der føler at de ikke bliver hørt af deres arbejdsgivere (regeringen, KL), og af de grupper, der er berørte af regeringens reforminitiativer: arbejdsløse, førtidspensionister m.fl. Det vender sig mod kontrol og bureaukrati. Tager særligt vælgere fra: S, SF, EL og DF. Slogan: Samme frihed til alle
3. ÅBENHEDSPARTIET. Partiet kræver større gennemskuelighed i forvaltning og politik, herunder om embedsmændenes og lobbyisternes arbejde, og om alle offentlige institutioners arbejde, fx Nationalbanken. Det styrker Ombudsmanden, Statsrevisorerne og Rigsrevisionen, og stiller også nye krav til Folketing og regering om på årlig basis at resultatvurdere lovindgreb, finanslov m.v. på baggrund af let sammenlignelige og troværdige tal. Tager særligt vælgere fra: R, EL, K. Slogan: Sandheden skal frem.
4. UDKANTSPARTIET. Partiet repræsenterer de dele af Danmark, hvor arbejdspladserne forsvinder, huspriserne daler og fraflytningen tager til. Tager særligt vælgere fra: V. Slogan: Danmark det er os

TROELS MYLENBERG, CHEFREDAKTØR, FYNS AMTSAVIS:
– Socialdemokratiet II: Der synes at være en spilleplads for et Socialdemokratisk parti, der betoner de klassiske socialdemokratiske dyder – bredeste skuldre, kamp for de svageste, arbejderens vilkår, etc. Altså et venstreorienteret parti i opposition til regeringen. Der vil være plads mellem Enhedslistens ekstremisme og S og SF’s hårde reformlinje. Potentialet er, at man kan trække noget fra Enhedslisten, men det kræver et klart opgør med netop Enhedslisten, som måske skal være endnu mere synligt et opgøret med Socialdemokratiet I. Det kan være svært, men pladsen er der.
Den perfekte formand er Mette Frederiksen, alternativt Dennis Kristensen.
– Respektpartiet: Her er jeg mere i tvivl. Der er tale om et protestparti, som vil skulle konkurrere direkte med Dansk Folkeparti, der jo slet ikke i den brede befolknings øjne opleves så “stuebeskidt”, som det stadig opfattes som af mange meningsdannere og i medierne. For at kunne konkurrere med DF kræver det mest af alt en uhørt gennemslagskraftig lederskikkelse, som har gigantisk kendiseffekt og samtidig troværdighed. Den person findes ikke.
Åbenhedspartiet: Et parti for venstreorienterede djøf’ere, gymnasielærere og ansatte på de humanistiske universitetsfakulteter (og hele RUC). Dertil et godt tag i studerende og andre idealister som eksempelvis journalister. Der vil være et potentiale for at gøre et hug ind i radikale og hos alle dem, der synes, at Preben Wilhjelm burde være første præsident i Republikken Danmark.
Udkantspartiet: Her har potentialet flere gange vist sig momentvis. Fælleslisten var på 10 procent i en meningsmåling, da sagen om supersygehuset i Vestjylland var på sit højeste. Her viste det sig, at selv lokale sager kunne få andre til at spejle sig i problemstillingen. Der mangler dog stadig den helt overordnede fælles dagsorden der kan gøre udkantsbevægelsen til et parti, og man skal finde den rette betoning af københavnermodstand, hvor man samtidig skal kunne gafle stemmer fra københavnere (tilflyttere). Men der er et potentiale. Den optimale formand er en ligevægtig blanding af Bonderøven og Anders Dam, som dog helst er kvinde.

CHRISTOPHER ARZROUNI, DEBATREDAKTØR PÅ BØRSEN: De fire tænkte partier svarer til fire allerede eksisterende partier. Socialdemokratiet II er Socialdemokraterne. Respektpartiet er Socialistisk Folkeparti. Åbenhedspartiet er De Radikale. Udkantspartiet er Dansk Folkeparti. Præmissen for spørgsmålet er, at de fire partier har opgivet deres kendte positioner, og at de dermed at skabt en åbning for afløsere. Det er delvist rigtigt. Men denne åbning har Enhedslisten for det meste udnyttet. Derfor er grundlaget for nye partier begrænset. Man kan naturligvis spekulere i, at visse vælgere hellere vil blive på sofaen end at stemme på post-kommunisterne i Enhedslisten. Disse sofavælgere kunne måske mobiliseres af et nyt venstreorienteret parti. Men det ville kræve nogle markante personligheder i spidsen. Disse må i sagens natur være folk, der allerede er kendte politikere med en platform på Christiansborg. Ellers ender projektet lige som ”Fælleslisten” i Vestjylland. Det er meget svært at få øje på, hvem disse personer skulle være. De potentielle afhoppere fra SF er allerede hoppet – ind i Socialdemokratiet. Og de frustrerede i både S og SF ved godt, at de kommer til magten, hvis (når) den siddende ledelse fejler. Men bortset fra det, kan jeg da godt lege med:
– Socialdemokratiet II’s leder er Mette Frederiksen. Hun vil kunne mobilisere bredt på venstrefløjen, selvom hun dag for dag bliver mere belastet af sin rolle som beskæftigelsesminister. Et parti med hende som leder vil kunne blive en succes. Men hvorfor skulle hun ikke bare vente på at få magten i Socialdemokraterne?
– Respektpartiets leder er Dennis Kristensen, mangeårig formand for FOA, en dygtig mand og klog debattør, som er den fremmeste repræsentant for de offentligt ansatte som stands-egoister. Han vil også kunne tiltrække mange venstreorienterede stemmer fra den offentlige sektor – og være et reelt alternativ til SF. Her ser jeg en mulig succes.
– Åbenhedspartiet ledes naturligvis af to personer, der kan holde hinanden i skak i åbenhedens navn. De to ledere er er Oluf Jørgensen, mediejurist, og Niels Harrit, tidligere lektor i Kemi og nuværende konspirationsteoretiker. Et flop fra starten. Folk går ikke så meget op i åbenhed og bureaukrati, at de vil svigte eksisterende partier på den baggrund.
– Udkantspartiets leder er – i dag som i forvejen – Kristian Thulesen Dahl. Partiet eksisterer allerede under navnet Dansk Folkeparti.

DAVID TROELS GARBY, REDAKTØR, PIOPIO:
– Socialdemokratiet II:
Der er sikkert nogen som indledningsvis ville synes, at ideen om et Socialdemokrati, bare uden den historiske bagage med kompromiser, vil være et uimodståeligt tilbud til vælgerne. Det prøvede man jo at gøre SF til, for ganske få år siden og der kan RÆSONs klogere læsere jo selv vurdere, hvor heldigt man synes det projekt faldt ud. Hvem ville den perfekte formand være? Den tidligere SID-formand Hardy Hansen. Han er aldrig gået på kompromis med noget som helst og repræsenterer – i hvert fald i hans eget hoved – om noget ”det sande socialdemokrati”, før det blev stjålet af partityve.
– Respektpartiet: Lige nu er der jo adskillige rygter om specielt lærere, der overvejer at starte lignende lister lokalt. Mit bud er, at når lærerlockouten er slut, så vil efterspørgslen efter sådanne lister være lig nul. Uden massiv økonomisk og organisatorisk støtte fra de offentlige FTF-forbund, hvilket i sig selv er utænkeligt, at et sådan parti skulle få succes og det ville falde fra hinanden lige så snart, at man i et sådan parti skulle uddybe hvad det så rent faktisk betyder i praksis, i forhold til f.eks. skattepolitik. Formand: Dennis Kristensen. De offentlige ansattes ihærdige forkæmper. Og så er han kendt fra TV.
– Åbenhedspartiet: Det kunne sikkert blive til en meget interessant studiekreds for journalister og akademikere, men hvem skulle gide at stemme på dem? Politik handler også om at være til for nogen og sagen om offentlighedsloven eller arbejdsgangene i rigsrevisionen er altså ikke noget der får folk op af sofaen på valgdagen. Formand: Pernille Skipper. Justitsministerens onde nemesis i sagen om offentlighedsloven.
– Udkantspartiet: Det er jo prøvet i praksis med Fælleslisten, som med sagen om sygehusnedlæggelserne havde muligheden, men når det kommer til stykket, er det jo også en smal dagsorden. Og i øvrigt også et parti, hvor vælgerne i mere end en forstand, er en uddøende race. Formand: Per Ørum Jørgensen! Kendt i offentligheden: Ja! Formandserfaring: Ja! Har gåpåmod og er ikke bange for at tage initiativer til nyt parti: Også i den grad!

JARL CORDUA, POLITISK KOMMENTATOR OG RADIOVÆRT, CORDUA OG STENO PÅ 24SYV:
– Socialdemokratiet II:
Dette parti eksisterer jo, så det vil være overflødigt at kopiere. Det vil i øvrigt genopstå ligeså snart S kommer i opposition. Lederen? Ja, bookmakerne er vel efterhånden holdt op med at modtage indsatser på Mette Frederiksen. Skulle man købe præmissen, så kræver ethvert nyt parti ikke kun en god mærkesag, men også en karismatisk personlighed, som vælgerne også har tillid til kan magte opgaven. Siden 1973 har man ikke valgt partier i folketinget, hvor dem der stod i spidsen for var helt uden politisk fortid. Jeg kan kun komme i tanke om Mogens Glistrup og så Jens Möller fra Kristeligt Folkeparti. Nye venstresfløjspartier og DF var alle ledet af folk, der på en eller anden måde havde en mangeårig baggrund i politik og fremstod derfor ikke som de komplette jubelamatører.
– Respektpartiet: Det parti kender vi jo også. Det er SF i opposition. Mit bud er, at det kunne ledes af fx en Jonas Dahl eller Ida Auken. Det burde have ret nemt ved at få opbakning. I øjeblikket befinder store dele af dette segment sig hos Enhedslisten.
– Åbenhedspartiet: Det parti vil aldrig kunne opstå som enkeltsagsparti medmindre at Danmark var degeneret til en bananstat, og der er immervæk et stykke vej selvom nogle chefredaktører og hele journalistkorpset pt. mener, at vi er på vej i den retning. Jeg er ikke sikker på, at den diskussion har nogen særlig stor folkelig forankring. Det er ude af bevidstheden på folk på valgdagen. Men hvis Jesper Tynell og Kurt Strand vil stille sig i spidsen for partiet, så er det da muligt at de kan få samtlige stemmer hos journalistforbundet plus de studerende på de journalistiske uddannelser.
– Udkantspartiet: Det parti kender vi godt i forvejen. Det er Fælleslisten, der fik to mandater ved sidste regionsvalg i Region Midtjylland, og siden gled ud i fortjent glemsel. Problemet med Fælleslisten var, at deres frontpolitikere ikke var nogen vælgere i det lange løb kunne tage alvorligt. Når pressen testede dem, så krakelerede facaden og de fremstod som de amatører, de er. Det kan man begræde om man vil, men faktum er, at partier ikke er levedygtige, hvis de ikke er professionelle fra Day 1. Prøv at spørge hos Liberal Alliance. De blev først et rigtigt parti, da de begyndte at opføre sig som et almindeligt parti og agerede professionelt. Ikke mindst i forhold til medierne og vælgerne.