Pakzad om Syrien: ’En flyveforbudszone’ er kode for en større mission

Pakzad om Syrien: ’En flyveforbudszone’ er kode for en større mission

13.05.2013


PREMIERE: NYHEDSOVERBLIK MELLEMØSTEN. Poya Pakzad (f.1984) er kommentator og aktivist, og har for RÆSON bl.a skrevet om Syrien i RÆSON KOMPAKT (Marts 2013): Er Syrien på vej mod opløsning? Hans nye faste serie, NYHEDSOVERBLIK MELLEMØSTEN, er ikke et forsøg på at samle alle historier fra regionen, men på at udpege dem, han mener er de vigtigste. Hvis du eller har spørgsmål, som du gerne vil have Poya til at besvare i denne klumme, kan du kontakte ham via: pakzad@raeson.dk – hertil kan du naturligvis også sende forslag til artikler, kilder m.v. som bør tages med i næste indlæg.

Hænger ”Den Frie Syriske hær” sammen?
“Hvis du ikke er forvirret over, hvad der foregår [i Syrien], så forstår du det ikke”, konstaterer chefen for BBC’s Mellemøstkontor Paul Danahar i en tankevækkende artikel forleden (9/5 2013). Danahar kritiserer at “beslutningstagere, politikere og journalister har forsøgt at koge det hele ned til et ’det Gode mod det Onde’: ‘Den Frie Syriske Hær’ vs. præsident Bashar al-Assads regime”. Så simpelt er det ikke. Danahar mener bl.a. at:
     1: Vestens uvirksomhed har efterladt et “vakuum”, der er blevet udfyldt af Golfstaterne, der ikke kerer sig for frihed, demokrati og menneskerettigheder – modsat os i vesten (apropos det Gode vs. det Onde)
     2: “Gud ved, at denne krise i stigende grad handler mindre om frihed og mere om religion”
     3: “Den Frie Syriske Hær” i den væbnede opstand findes ikke, eller kun af navn, og medlemmerne af det politiske lederskab i oppositionen leder ikke nogen – endsige hinanden.
     Danahar er med rette forvirret, og har dermed bestået sin egen lakmusprøve til Syrien-konflikten. Men har han ret i at “Den Frie Syriske Hær” ikke findes? Ikke helt. Dette synspunkt blev populært efter den svenske Syrien-ekspert Aron Lund skrev et indlæg af samme navn på en anden Syrien-eksperts hjemmeside, Syria Comment, “The Free Syrian Army Doesn’t Exist“. Hæren har ingen fungerende kommando-struktur, som de lokale brigader (også kaldet katibaer) hører ind under. Det gør det uhyre besværligt for de kræsne filantroper i Washington og EU at finde nogen, man tør støtte med våben. Men selvom “Den Frie Syriske Hær” blot er en bred samlebetegnelse, er der samlet set stadig tale om en potent omend desorganiseret oppositionsstyrke med lodret påvirkning på begivenhedernes gang.
     Ifølge nogle iagttagere skulle Washington have ‘gjort mere’ på et tidligere tidspunkt for at undgå den omsiggribende radikalisering i dag (Danahar mener, det nu er for sent). Det er imidlertid naivt at tro, at USA ikke for længst HAR medvirket til at facilitere og at koordinere af bevæbningen af udvalgte syriske rebeller. “På nogle måder” er USA’s ‘ikke-dødbringende støtte’ “et besynderligt dække for en langt mere omfangsrig strøm af våben”, skriver Shashank Joshi fra den britiske tænketank Royal United Services Institute hos BBC. Men det er en støtte, som “amerikanerne ønsker at kunne afsværge sig, hvis det skulle gå hen at gå galt, og ligesom de stjålne våben fra Libyen, skulle
sive ud over Syriens grænser og ind i de skrøbelige stater rundt omkring det”.
     For dem, som ønsker at læse mere om religiøs radikalisering i Syrien, anbefaler jeg Aron Lunds rapport “Syrian Jihadism” for Utrikespolitiska Institutet og International Crisis Group’s rapport, Tentative Jihad: Syria’s Fundamentalist Opposition.

Saudi-Arabien som moderat kraft?
Er du stadig ikke tilstrækkeligt forvirret over situationen i Syrien, anbefaler jeg, at du læser den syriske journalist Hassan Hassan’s blogindlæg Saudi Arabia takes over from Qatar to solve Syria’s crisis. Det gør i hvert fald ondt på min hjerne. I dette indlæg skriver han om et møde mellem 12 medlemmer af det syriske oppositionsråd og styret i Riyadh. Det fremgår bl.a. af indlægget, at Saudierne gerne vil tage styringen i Syrien. Og det er angiveligt Qatar, der står bag støtten til de ekstreme kræfter i Syrien, mens Saudi-Arabien i stedet ønsker, at salafisterne modtager støtten. Der er altså en gradsforskel at tale om mellem ekstreme rebeller på slagmarken og mindre ekstreme salafister: “Saudi [Arabia] vehemently opposes the dominance of extremist Islamist groups over the opposition. Riyadh made it clear to the opposition members during the meeting in Riyadh that it rejects any role for extremist forces in any future plan in Syria. Riyadh specifically opposes the Brotherhood and jihadi, to be distinguished from Salafi, groups. That does not mean that Qatar will step aside but the leading role will be taken by the Saudis. There is a consensus that Qatar’s role is essential but Doha needs to either refrain from supporting extremist forces or ensure that no financial support by private donors reach extremists” (mine fremhævninger).

Holder Assads venner styret ved magten?
En af grundene til at Syrienkonflikten er trukket i langdrag og er endt i et dødvande, er den støtte, som Assad-regimet modtager fra sine stålsatte allierede: Iran, Hizbollah i Libanon, Rusland, Kina og et væld af mindre frembrusende aktører. Michael Jarlner henviser i Politiken til organisationen Human Rights First, som har udtalt, at “mindst tolv lande – herunder Rusland, Iran, Nordkorea, Venezuela, Angola, Georgien, Libanon, Cypern, Sydafrika og De Forenede Arabiske Emirater – [er] med til at sikre Assads styre militære forsyninger, olie, militærteknologi og adgang til det internationale banksystem”.
     Men også hvad angår dette aspekt hersker der en masse forvirring og en masse hemmelighedskræmmeri. Iran støtter regimet åbenlyst, og Hizbollah-krigere sendes i hobetal hjem til Libanon i ligkister. Men hvor mange Hizbollah-krigere, der befinder sig i Libanon, er genstand for en del spekulation. Det samme er Irans rolle på slagmarken.
Washington Post har siden februar hævdet, at Iran er ved at opbygge en syrisk milits på 50.000 mand til bekæmpelsen af oprøret. Belægget herfor var dog bemærkelsesværdigt tyndt: “A senior Obama administration official cited Iranian claims that Tehran was backing as many as 50,000 militiamen in Syria”. Det viste sig, at være bundfalsk, fordi den citerede iranske embedsmand sagde det nøjagtigt modsatte af, hvad der var blevet tilskrevet ham i avisen. Historien lever dog standhaftigt videre i dag i Washington Post, med samme form for tynde dokumentation, dog med modsat fortegn og en tilføjelse på en ekstra 10.000 krigere: “The ranks of the conventional Syrian army — weary, depleted and demoralized by defections, casualties and more than a year of continuous fighting — are being swelled by the deployment of some 60,000 militia irregulars trained at least in part by Hezbollah and Iranian advisers”. Hvor meget af dette, der er sandt, er ikke til at vide med sikkerhed. Det kan dog med rimelig sikkerhed siges, at både Iran og Hizbollah spiller en heftig rolle, der er medvirkende til at holde Assad-styret ved magten og forlænge konflikten.

Hvad betyder de israelske angreb for en “flyveforbudszone”?
På min egen blog reagerede jeg i sidste uge på den fornyede debat om militær indgriben i Syrien. Mange iagttagere så (og ser åbenbart stadig) de israelske angreb på Syrien som et vidnesbyrd om, at en “flyveforbudszone” i Syrien er teknisk gennemførlig. Michael Jarlner skriver i Politiken, hvordan de israelske angreb viser, “at Assadstyret ikke længere kontrollerer sit luftrum og altså – uagtet amerikanske advarsler om styrken af dets luftforsvar – er sårbart over for udenlandsk indgriben”. Men det israelske luftangreb fandt dog formentlig sted dels fra libanesisk luftrum og dels fra skibe i Middelhavet. Dermed fortæller det intet om Syriens luftforsvar – og således heller ikke meget om mulighederne for en flyveforbudszone. “Om noget”, skriver den amerikanske sikkerhedsanalytiker Daniel Trombly, “giver de israelske indfald et nyttigt indblik i alt det, som en flyveforbudszone IKKE vil eller kan være”. Israels seneste angreb “hviler på en minimering af flyvetiden over det syriske luftrum for netop at UNDGÅ en luftbatalje [min fremhævning]. Hvis en flyveforbudzone skal være effektiv, skal den gøre præcis det modsatte.” Trombly advarer om, at man i fraværet af en velbegrundet analyse om, hvad en militær indgriben vil afstedkomme, risikerer at “forværre situationen for syrerne væsentligt”.
     Som Dexter Filkins og Luke Mogelson illustrativt demonstrerer i magasinet The New Yorker, giver en flyveforbudszone i Syrien, hvor rebellerne modsat Libyen ikke har et stabilt “stronghold”, ikke megen operationel mening (apropos: tidligere topembedsmand i FN John Holmes sagde forleden til BBC at “humanitære korridorer” i Syrien lyder lette at etablere men kunne indeholde “enorme problemer”).
     Summa summarum: En flyforbudszone er, ligesom i Libyen, en eufemisme for en langt større mission, der som minimum må indeholde en “køreforbudszone” – og sandsynligvis langt mere.

ILLUSTRATION: Præsident Obama går fra helikopteren Marine One til sin bilkortege, på vej til at besøge sårede amerikanske soldater på Walter Reed National Military Medical Center, 5. marts 2013 (foto: Det Hvide Hus/Pete Souza)