06.11.2013

Forsøget på at få flere til at stemme ved kommunalvalget er forfejlet, hvis det ikke følges op af en større debat om årsagerne til den lave valgdeltagelse. Hvis vi vil styrke vælgernes demokratiske engagement, skal deres afmagt tages seriøst.

OPINION af Nikolaj Arve Henningsen, RÆSONs daglige chefredaktør


Hvis kommunalvalget skal skæres ned til ét budskab, må det være, at du for alt i verden skal sætte et kryds d. 19. november. Det er underordnet, hvem du stemmer på – og hvorfor. Det afgørende er, at du i det hele taget stemmer. ”Tænk dig om, før du ikke stemmer”, hedder det eksempelvis i en kampagne med Økonomi- og Indenrigsministeriet, Danske Regioner og KL som afsender.

Svært er det da også at være uenig i, at en stemmeprocent på blot 66 %, som det var tilfældet ved kommunalvalget i 2009, ikke just er et demokratisk sundhedstegn. Og jeg kan kun være tilhænger af, at flere vælgere bruger deres demokratiske ret til at stemme ved alt fra kommunalvalg til folketingsvalg. Men er diagnosen rigtig? Er den manglende valgdeltagelse selve problemet? Eller er den et iøjnefaldende symptom på en langt mere alvorlig trussel mod det lokale demokrati?

Eftersom det hovedsageligt er blandt unge, lavtuddannede, socialt marginaliserede, indvandrere og folk med lav indkomst, man finder den laveste valgdeltagelse, er der meget, der tyder på, at den er et symptom på en tiltagende følelse af afmagt hos vælgerne. En afmagt, som hverken politikerne eller medierne for alvor tager seriøst. Der er meget langt fra de problemer, vælgerne oplever i deres hverdag, til de politiske drillerier og slogans, som valgkampen er præget af. Derfor ser mange vælgere ingen grund til at spilde tid på at stemme. Og hvorfor skulle de også det?

Stadigt større afstand mellem krav og kvalifikationer
I bund og grund er det jo ingen sag at få (næsten) alle til at stemme: Valghandlingen skal blot gøres obligatorisk, så vælgerne kan straffes med bøder for ikke at møde op. Dét skal nok få folk til at tænke sig om, før de ikke stemmer. Så hvorfor gør man ikke valghandlingen obligatorisk? Det åbenlyse – men måske utilfredsstillende – svar er, at det ”bare” på en eller anden sær måde virker helt forkert. Krydset er ikke nok i sig selv. Det kræver også den rette motivation. Demokratiet skal ikke kun være en styreform, men også en livsform. Motivationen skal komme indefra. Folk skal ville demokratiet.

Problemet synes snarere at gemme sig i den ubehagelige kendsgerning, at ingen aner, hvad der foregår. Kun 67 % af vælgerne kender navnet på deres borgmester, og selv politikerne har svært ved at begribe konsekvenserne af deres beslutninger. DR offentliggjorde i juni en undersøgelse, hvori 56 % af kommunalpolitikerne tilkendegav, ”at de har en eller flere kolleger i byrådet, som ikke er kompetent nok”.

Det er selvfølgelig et af vilkårene i det repræsentative demokrati, hvor vi vælger folk, der ligner os selv, til at træffe beslutninger, vi aldrig selv vil bryde os om at stå overfor. Men det virker som om, at afstanden mellem krav og kvalifikationer i disse år bliver stadigt større. Pointen illustreres på glimrende vis i et af de mange tankevækkende eksempler i Frederik Hjorth og Asmus Leth Olsens nyligt udgivne bog Poligak. Her vedtager byrådet i Sorø kommune på et kort øjeblik en finansiel strategi, der ender med at koste kommunen 8 mio. kr., mens en beslutning om at bruge 5.000 kr. på nye bænke til et opholdssted bliver sendt til grundig udvalgsbehandling. Det skriger jo til himlen.

Når vælgerne gang på gang oplever, at deres hverdag ikke bliver taget seriøst, og at deres udfordringer ikke bliver forsøgt løst af politikerne, lider tilliden helt naturligt et knæk. Det er ikke nogen stor overraskelse, at denne særlige kombination af inkompetence og ignorance fører til en følelse af afmagt hos vælgerne. Hvad skal det nytte at pege på det ene eller andet parti, hvis ingen af dem alligevel forstår at løse de store udfordringer, vi står overfor?

Revitalisering af demokratidebatten
Jeg påstår ikke, at jeg har løsningen på vores problemer, men jeg er ret overbevist om, at vi stiller de forkerte spørgsmål, hvis vi ensidigt fokuserer på at øge stemmeprocenten. Det er vigtigt at flere vælgere stemmer, men hvis det kun sker som følge af de mange kampagner, er vi ikke kommet ét skridt videre. Når valgdeltagelsen falder, er det et tegn på, at vælgerne mister deres engagement i demokratiet. Det skal tages alvorligt.

Politikere, medier og forskere bør fokusere på at finde de dybere årsager til denne afmagtsfølelse. Et godt sted at starte kunne være en større diskussion af, hvad der overhovedet kan og skal være demokratisk. Et kig tilbage på 40’ernes store demokratidebat mellem juristen Alf Ross og teologen Hal Koch vil afsløre, at vi med det ensidige fokus på valgdeltagelsen læner os meget tæt op ad den formalistiske demokratiopfattelse, Ross udfolder i bogen Hvorfor demokrati? (1946): Hvis vælgerne stemmer, er det nok i sig selv. Denne målsætning kan som sagt let opnås ved at gøre stemmeafgivelsen obligatorisk.

Heroverfor står Hal Kochs tro på den demokratiske samtale, viljen til demokratiet, som er kernen i bogen Hvad er demokrati? (1945): Simple flertalsafgørelser er ikke nok i sig selv, vi skal også tage et fælles ansvar for beslutningerne. I stedet for at foregøgle at stemmeprocenten er demokratiets kerne, bør vi revitalisere denne debat og finde en ny balance mellem de to demokratiopfattelser.

Problemet er ikke, som visse politikere påstår, at nogle vælgere simpelthen har vanskeligt ved at forstå valghandlingen. Problemet er, at vi har mistet troen på demokratiet og derfor ikke orker at engagere os i hele cirkusset. Måske er jeg bare en håbløs demokratisk romantiker, men jeg har svært ved at forestille mig, at vi løser noget ved udelukkende at skabe en højere valgdeltagelse. Vælgernes afmagt skal tages seriøst.


Nikolaj Arve Henningsen (f. 1990) er RÆSONs daglige chefredaktør. Han studerer statskundskab på KU, er radiovært på Universitetsradioen og bestyrelsesmedlem i studenternetværket Policyforum. ILLUSTRATION: Præsentation af kampagnen “Tænk dig om, før du ikke stemmer” (foto: Kommunernes Landsforening).