Obamas nye strategi: Miljøregulering frem for internationale klimaaftaler

Obamas nye strategi: Miljøregulering frem for internationale klimaaftaler

24.01.2013


Obama brugte sin anden indsættelsestale til at markere en radikal kursændring på klimaområdet. I stedet for at fokusere på internationale klimaaftaler vil Obama de næste år udnytte præsidentembedets magt til at gennemføre national miljøregulering.

ANALYSE af Peter Bjerregaard, RÆSONs klimaredaktør


LÆS OGSÅ:
Efter Sandy: Obama og Romney vil stadig ikke diskutere klimapolitik

Med Obamas anden indtrædelsestale er klimaforandringerne igen sat på den politiske dagsorden. Det kontroversielle politikområde fik overraskende mest plads i hans tale, og der blev der ikke lagt fingre imellem: “Vi vil imødegå truslen fra klimaændringerne, velvidende at en fejlindsats vil være et svigt over for vores børn og fremtidige generationer,” sagde præsidenten. ”Vejen mod bæredygtige energikilder vil være lang og sommetider svær, men Amerika bør ikke kæmpe imod overgangen; vi skal lede den. Vi kan ikke overlade det til andre nationer at skabe den nye teknologi, som vil medføre nye jobs og nye industrier”.

Obamas klimapolitiske visioner udspringer dog hverken af videnskabelige anbefalinger eller politisk idealisme. Den udspringer af politisk realisme, og så længe han ikke har et flertal i Kongressen, vil Obama fokusere på, hvad han kan gøre uden om Kongressen. USA’s tilgang – og lektionen som andre lande kan tage med sig – er, at de næste par år vil være præget af en bottom-up-tilgang, hvor hvert land selv definerer sine mål og vælger de værktøjer, som de mener er bedst for dem.


Befolkningens mistillid til klimaforskningen
Da Obama overtog præsidentembedet i 2009, havde både han og den republikanske modkandidat, John McCain, i valgkampen omtalt klimaforandringerne som en af det 21. århundredes største udfordringer. De havde begge støttet et CO2-kvotesystem, men der gik ikke lang tid før planerne gik i vasken. Obama kom til COP15 i Bella Center med et løfte om at sænke CO2-udledningen med 17 % inden 2020 i forhold til 2005-niveauet. Det var egentlig en ret beskeden målsætning, da det kun svarer til 3 % i forhold til 1990, som er det officielle referenceår i FN. Målsætningen var også langt fra reduktionsmålet på 40 %, som videnskaben anbefaler. Men ikke engang en CO2-reduktion på 3 % kunne vedtages i Senatet.

Mistilliden til klimaforskningen havde vokset sig så stor, at det skabte et historisk pres på republikanske politikere – og det gik først alt for sent op for de demokratiske politikere og miljøorganisationerne. Ifølge Harvard-professor Theda Skocpol, der netop har udgivet en rapport om årsagerne til det mislykkede kvotesystem, ligger en af hovedforklaringerne i den udbredte fornægtelse af menneskeskabte klimaforandringer blandt de konservative græsrødder og interesseorganisationer. Denne mistro til videnskaben sivede ned i den republikanske vælgerskare.

Klimavidenskabsfornægtelse og modstand imod miljøregulering var i 2007 blevet republikansk ortodoksi. Global opvarmning var en skrøne og det amerikanske miljøagentur var en jobdræbende organisation, som burde lukkes. Den parlamentariske situation umuliggjorde ethvert forsøg på klimalovgivning, og i sommeren 2010 lukkede demokraterne definitivt klimadiskussionen. Der var simpelthen ikke et flertal.


Dagsordenen for 2012-2016
De næste fire år vil præsidenten gå langt mere forsigtigt til værks for at undgå at tabe, hvad iagttagere kalder den bedste chance for at adressere klimaproblemet i mange år. Omdrejningspunktet for de næste fire års kampplads bliver det amerikanske miljøagentur. Obama vil anlægge en sektor-til-sektor-tilgang og blandt andet forsøge at introducere standarder for kulkraftværkers udledninger og stille energieffektivitetskrav til bygninger og industrien.

Eftersom Demokraterne som minimum vil være i mindretal i Repræsentanternes Hus de næste to år, vil Obama blive tvunget til at gennemføre en række af disse initiativer gennem de såkaldte executive orders, som ikke behøver Kongressens godkendelse. Han vil de næste par år især fokusere på:

1. Minimumskrav til kulforurening
Indtil videre findes der ingen føderale begrænsninger for hvor meget kulkraftværker må udlede af f.eks. kviksølv, arsenik eller andre metaller. Obama vil sandsynligvis forsøge at implementere det amerikanske miljøagenturs anbefalinger inden for området og gøre kraftværkerne mere effektive og rene. Afbrændingen af fossile brændsler er estimeret til at koste det amerikanske samfund i omegnen af $60 mia. i sundhedsudgifter. Heraf står kul for den største forurening.

2. Konstruktion af Keystone XL-rørledningen
I løbet af de næste par måneder vil Obama træffe en beslutning om hvorvidt han støtter konstruktionen af Keystone XL, som vil forbinde Canadas lagre af tjæresand med amerikanske olieraffinaderier. Nebraskas regering har netop givet sin formelle godkendelse og Obamas administration har tidligere vist interesse for projektet. I modsætning til normal petroleum er tjæresandet dog langt mere CO2-intensivt. Flere forskere har advaret imod godkendelsen, som ifølge NASA’s klimachef, James Hansen, vil øge andelen af CO2 i atmosfæren med 150 ppm [som i dag ligger på 395 ppm, red.], hvilket vil medføre radikale og uforudsigelige klimaændringer.

3. Gennemsigtighed i gasindustrien
Skifergas har indtaget en central rolle i det amerikanske energimix og skabt et nyt ressourceboom i form af billig naturgas. Obama-administrationen vedtog allerede sidste år et sæt regler, som træder i kraft i 2015, der skal begrænse udledningen af forurenende gasser (f.eks. benzen og metan), der siver op ad jorden ved boringerne. Udledningen af drivhusgasser blev dog ikke inkluderet i regelsættet, hvilket muligvis vil ske i løbet af de næste fire år. Den amerikanske miljøbevægelse kæmper ydermere en hård kamp for at virksomheder skal vedlægge information omkring hvilke kemikalier de bruger i boringen efter gassen.

Det grid-lock, der findes i den amerikanske kongres, er stort nok til at sætte en stopper for alle forsøg på at nå en større klimaaftale. Men som vi allerede så under Rio+20 i sommer, er det ikke ensbetydende med, at mindre aftaler også bliver stoppet. Virksomheder, byer og interesseorganisationer vil stadig påvirke udviklingen på forskellige niveauer og delaftaler indenfor specifikke sektorer vil blive indgået. Det er måske ikke optimalt, men det er hvad der er politisk muligt lige nu.


Peter Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og har tidligere været presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Han er foredragsholder med speciale i ressourceøkonomi og klimapolitik, og skriver bl.a. for ATLAS Magasin og Huffingtonpost. FOTO: Det Hvide Hus.