Når vi trækker os fra Afghanistan: Krigen slutter ikke, den fokuseres

Når vi trækker os fra Afghanistan: Krigen slutter ikke, den fokuseres

29.01.2013


Krigen i Afghanistan slutter ikke, når vi trækker tropperne hjem i 2014. Den professionaliseres og fokuseres. Og det er på tide efter år, hvor en militær sejr er blevet forpurret af NATO-landenes indenrigspolitik.

KOMMENTAR af Muska Dastageer


I 2014 trækker NATO størstedelen af sine styrker ud af Afghanistan. Det sker efter 12 års kampe, hvor de store sejre er svære at få øje på. Men situationen er mere kompleks, end både medier og eksperter giver udtryk for. De fokuserer nemlig deres analyser på uvigtige logistiske spørgsmål og praktiske problemer og underspiller det faktum, at et antal specialtrænede styrker bliver tilbage i Afghanistan efter tilbagetrækningen. En blind vinkel i analysen, som hverken NATO eller USA har råbt højt om, hvilket peger på, at de ønsker diskretion omkring de tilbageblivende styrker. Med disse specialstyrker in mente, tyder meget på, at troppeudtrækningen markerer et strategiskifte og ikke en egentlig afvikling af krigen, sådan som medier og tænketanke ellers enstemmigt har antaget.

Fraværet af skepsis fra koret af eksperter kan betyde to ting: Enten har de rent faktisk godtaget NATOs exithistorie, og hvis dét er tilfældet kan kritikken begrænses til medrivende beretninger om, hvordan militærudstyr flyttes ud og ad hvilke ruter. Eller også forstår de skarpeste blandt dem, at rollen som den besejrede med fordel kan spilles i en krig, der beror på forestillinger. Og at det medievundne billede af et knækket USA, der kæmper for at redde ansigt, er et bevidst bluff for at få arbejdsro. En måde at værne om en skjult fortsættelse af krigen.

Et strategiskifte kamufleret som en afslutning af krigen vil fjerne det negative fokus på indsatsen i Afghanistan. Og det vil begrænse debatterne i NATO-landene, der længe har hæmmet den militære indsats. På den måde kan de specialtrænede styrker fokusere kræfterne på den kamp, som i virkeligheden kan afgøre krigen; kampen om den afghanske befolknings gunst.


NATO er blevet klogere

En del af den nederlagsretorik, der dominerer evalueringen af indsatsen i Afghanistan, er beskyldningerne om kontekstblind vanetænkning. Kritikere anklager NATO for ikke at have tilpasset sig forholdene og modstanderne i Afghanistan.

Selvom deres kritik til dels er berettiget, har der fra koalitionens og amerikansk side været stor læringsiver og adaptionsvillighed. Problemet er, at de har fejlet på taktisk niveau. Indtil nu.

Faktum er, at koalitionens strategi har ændret sig markant siden 2001 på grund af løbende evalueringer af den militære indsats. Det bedste eksempel er 2009‘s strategiomlægning til kontraoprørskrig, også kaldet COIN-strategien (counterinsurgency). Talrige og præcise observationer og evalueringer af nederlag og sejre bevægede sig fra felten og op igennem rækkerne, og fem år inde i krigen havde militæret genereret data nok til, at strategerne i teorien kunne ramme plet. COIN-strategien blev formuleret i den amerikanske Feltmanual 3-24 i 2006, og over de næste 3 år foregik de organisatoriske og operationelle tilpasninger – dog hæmmet af de stærkt polariserede meninger om COIN.

Feltmanual 3-24 anfører, at irregulært opererende bevægelser som al-Qaeda og Taleban kun kan besejres, hvis man vinder befolkningens opbakning. Ikke mindst fordi, at oprørsbevægelsernes slagmarker spontant opstår blandt civile. Princippet har været grundlæggende for koalitionens strategi siden 2009 og kan forklare, hvorfor de specialtrænede styrker bliver tilbage.

I 2009 blev COIN-strategien nemlig sat igang på taktisk niveau, ikke kun teoretisk. Sådan burde det have været fra start. Sandheden var desværre, at tilgangen fortsat havde fokus på fjenden og ikke på befolkningen, men de sidste års erfaringer har givet koalitionen og USA mulighed for at rette fejltagelsen. Kort sagt, strategiskiftet fra 2009 træder i virkeligheden først i kraft fra 2014. Det, der i teorien var erkendt i 2006, føres først ud i livet med tilbagetrækningen af tropper i 2014.


De hemmelige elitestyrkers kamp

De få tilbageblivende tropper, også kaldet residualstyrken, er stærkt professionaliserede elitestyrker, og de vil indtage en skjult ledende rolle. Styrkernes opgave er i første omgang at være en operationel spejling af Taleban, men med omvendt fortegn. De skal være tæt på, forstå og vinde en overvejende neutral befolknings støtte.
Begrebet “Stealth” optræder adskillige gange i Feltmanual 3-24s beskrivelser af oprørsbevægelser. Begrebet dækker over “uset og hemmelighedsfuld” ageren – et gennemgående kendetegn og succeskriterium for Taleban. Kun en højt professionaliseret og reduceret styrke kan være usynlig nok til at gøre dem kunsten efter. “Stealth”-faktoren forklarer delvist den kommende tilbagetrækning af de synlige tropper og tavsheden omkring residualstyrken. NATO vil fortsat yde en specialiseret assistance til de afghanske sikkerhedsstyrker, men i det skjulte.

Antallet af elitesoldater, der kan leve op til COIN-idealet om soldat-entrepenøren med sprogøre, kulturel følsomhed og dyberegående indsigt i strategien, er i sagens natur begrænset. Men det begrænsede antal mænd er netop afgørende for at bevare det strategiske krav om diskretion. Styrkerne skal være usynlige, både for Taleban og for NATO’s politiske kritikere.


Politiske krav, militære konsekvenser

Parlamenter og borgere i Vesten er blevet mere og mere krigstrætte i årenes løb, og det har hæmmet NATOs handlemuligheder. Udtrækningen af tropperne i 2014 og den efterfølgende lavere synlighed sigter imod at adskille militærstrategiske målsætninger. Men det har også et politisk formål.

Selv inden krigens start spillede forventningen om en hurtig sejr ind på mange staters beslutning om at tilslutte sig USA. Siden har der været et stort politisk krav om data, der understøtter, at krigen er en succes. Og kravet forpurrer det naturlige erfaringsforløb, der er nødvendig i en ny og ukendt situation. Både det at begå fejl, og undersøge årsagerne til sine fejl, er en ufravigelig del af enhver læringsproces. Men det politiske krav om konstante succeshistorier efterlader ikke meget plads til formålet.

Alle krige er til en vis grad politiske projekter, men i ingen anden krigstype er forholdet mellem militær og politik så spændingsfyldt, som det er i kontraoprørskrige. Krigene foregår typisk langt fra de involverede stater, og de er ikke en del af befolkningens daglige bevidsthed. De er valgt til efter en forudgående beregning, der antager, at sejr er mere sandsynligt end nederlag. Men samtidig varer de moderne krige lang tid, fordi de typisk udvikler sig til udmattelseskrige. Et politisk pres om snarlig sejr bliver derfor uundgåeligt.


Krigen er ikke slut

Tilbagetrækningen af tropper kan derfor tjene flere opgaver. Dels åbner det op for muligheden for at videreføre COIN-strategien med en gruppe specialtrænede elitestyrker. Og den allerede voksende folkelige modstand imod Taleban peger på, at det kan blive en succes.

Dels vil tilbagetrækningen kunne afvikle krigen som et politisk projekt for Vesten. Det forstyrrende politiske krav om succeshistorier vil i vid udstrækning forsvinde. Beslutningen om troppereduktionen kan gøre op med kontraoprørskrigens indbyggede spænding mellem det politiske og det militære. Bliver udfaldet positivt, kan det tilmed have betydning for militærets autonomi i kommende oprørskrige. Med andre ord, den parlamentariske kontrol svækkes. Men samtidigt etableres militære organisationer som effektivt lærende aktører i det miljø, de i virkeligheden lærer bedst i – krigen.


Muska Dastageer er specialestuderende i Statskundskab ved Københavns Universitet. Hun har tidligere studeret på Sciences Po i Paris og arbejdet som research praktikant på Institute for Defence Studies and Analyses (IDSA) under det indiske forsvarsministerium. Dertil har hun været politisk praktikant på Den Kongelige Danske Ambassade i New Delhi. Ekspertiser: International politik, Sydasien, Afghanistan-krigen.

FOTO: US Department of Defense