Demonstrationerne i Brasilien: Presset virker

Demonstrationerne i Brasilien: Presset virker

06.07.2013


I mere end tre uger har demonstranterne været på gaden over hele landet. Under presset har politikerne har fået travlt med at fremsætte lovforslag for at imødekomme demonstranternes krav om politiske reformer og initiativer – særligt: Kamp mod korruption, bedre uddannelse, bedre sundhed og bedre transport. Vil demonstranterne ændre Brasilien varigt?

Af Marie Kolling, Salvador da Bahia, Brasilien

De seneste år har den brasilianske regering fået skabt et optimistisk billede af Brasilien som en stærk vækstøkonomi, der er begyndt at indfri sit enorme potentiale. Middelklassen vokser og udgør nu den største sociale gruppe i landet, og antallet af brasilianere, der lever under fattigdomsgrænsen, er på vej ned. Brasilien bliver efterhånden betragtet som en regional stormagt og har fået stigende global relevans, også som en del af sammenslutningen af BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), der skubber på for en ny multipolar verdensorden. Det passede derfor godt ind i Brasiliens nye image, som en nation med stadig stigende betydning på den globale scene, at landet blev vært for FIFAs Confederations Cup, for fodbold-VM i 2014 samt OL i 2016. Disse tre mega-events er hver for sig en unik mulighed for global eksponering, der potentielt kan forbedre værtsnationens image og øge samhandel og turisme. Begivenheder af denne skala bliver af mange betragtet som en katalysator for værtslandets udvikling, jf. OL i Beijing 2008, VM i Sydafrika i 2010 og det kommende VM i Rusland 2018.

Den netop overståede Confederations Cup blev afholdt i seks ud af de 12 byer, der skal være værtsbyer under fodbold-VM: Rio de Janeiro, Fortaleza, Recife, Salvador, Brasília, og Belo Horizonte. I Salvador, Brasiliens tredjestørste by, var der travlhed op til fodboldturneringen – med omdirigering af trafikken på grund af diverse byggeprojekter og vejarbejde. Det gjorde trafikken endnu mere kaotisk end sædvanligt og trafikpropper – på portugisisk: engarrafamento – blev omdøbt til engarraFIFAmento. Der dukkede også skilte op i byrummet på engelsk, der skulle dirigere turister hen til det nye stadion og ud i lufthavnen. De fik en del medieomtale, fordi de flere steder enten var sat forkert eller for højt, så man skulle have et ualmindeligt godt syn for at kunne læse dem i forbifarten.

Alligevel kom det bag på både den brasilianske regering og det internationale samfund, at borgerne i den så fodboldelskende nation pludselig gik på gaden og protesterede – bedst som Confederations Cup-turneringen blev skudt i gang. De protesterede imod de massive offentlige investeringer i stadionbyggerier og andre infrastrukturprojekter i forbindelse med disse mega-events, imod privatiseringen af de nye stadions og imod de tvangsflytninger, arbejdet har medført mange steder. Et slogan krævede skoler og hospitaler af samme kvalitet, som FIFA har krævet af de nybyggede stadions.

Nok så overraskende: At det var brasilianere fra middelklassen, der gik på gaden. I løbet af de sidste otte år er mere end 40 millionerne brasilianere rykket op i middelklassen. Virkeligheden for disse brasilianere er dog, at de nok rent forbrugsmæssigt er blevet en del af middelklassen – de har kunnet skifte mobiltelefonen ud med en dyrere model og det gamle TV med en fladskærm. Men inflationen er høj, hverdagen er dyr og lønningerne er lave. Middelklassen har store udgifter til private sundhedsforsikringer og privatskoler, da det offentlige stadig kun er for dem, der ikke har andre muligheder. Det gælder også den offentlige transport. Middelklassen har derfor benyttet sig af, at regeringen har sænket afgifter på biler og lempet kravene for at optage billån, og har erhvervet sig deres egen bil. Det har naturligvis kun har forværret trafikken. Med gæld til opover begge ører har tømmermændene efter forbrugsfesten meldt sig.

Ualmindeligt dyre og overflødige stadionbyggerier

Aktivisterne bag demonstrationerne har hele tiden forsøgt at holde demonstrationsbølgen upartisk. Der har heller ikke på noget tidspunkt været krav om at regeringen skulle gå af, og derfor var referencerne i nogle udenlandske medier om et potentielt ’brasiliansk forår’ også misvisende. Kritikken fra protesterne er ikke kun rettet mod den politik der bliver ført, men også mod politikerne selv – deres tårnhøje lønninger, og alle de udgifter, de får dækket herunder udgifter til bolig, transport og ubegrænsede telefonregninger. Hertil kommer deres ekstremt favorable pensionsordninger, og de store beløb mange af dem stikker i egne lommer fra de offentlige kasser. Korruption blandt politikere er udbredt på alle regeringsniveauer i Brasilien – og ikke mindst i forbindelse med byggeri og infrastrukturprojekter. Der har i længere tid været kritik af uigennemskueligheden i udgifterne til stadionbyggerierne, der har gjort det umuligt for forskere og journalister at vurdere omfanget af korruption. Det samlede beløb for udgifterne til fodbold-VM i form af stadionbyggerier og infrastrukturforbedringerer er dog kommet frem. Og det er angiveligt det dyreste hidtil – og væsentligt mere omkostningstungt end de foregående VM-runder.

Længe har der også lydt kritiske røster overfor de dyre og muligvis overflødige stadionbyggerier i Brasília, Manuas og Cuiaba. I disse byer er der ikke er en stærk lokal fodboldtradition, så de lokale fodboldhold forventes ikke at kunne tiltrække nok tilskuere til, at det vil være rentabelt for fodboldholdene at leje sig ind på de nye stadioner. Hvis de står tomme, når VM er overstået, kan de blive en stor økonomisk belastning for bystyret – sådan som det er sket med flere af VM-stadionbyggerierne i Sydafrika og det prominente Bird’s Nest-stadion, der blev bygget i Beijing til OL i 2008.
Politikernes visioner, deres lønforhold, deres privilegier – alt dette har været ude af trit med befolkningens ønsker og realiteter.

Protester af historiske dimensioner

Åbningskampen i Confedarations Cup-turneringen blev spillet i Brasiliens hovedstad Brasília lørdag den 15. juni. Her var der store protester uden for det indviede stadion, og inde på stadion blev Brasiliens præsident Dilma Rouseff buhet ved åbningsceremonien, der også var den officielle åbning af det nye stadion. Hun kunne ikke få ørenlyd for buhråbene og måtte nøjes med at erklære turneringen for åben med en enkelt sætning. Samtidig var der voldsomme protester i Rio de Janeiro og São Paulo. I São Paulos gader var der blevet indledt store demonstrationer i gaderne allerede i dagene op til fodboldturneringen. De var organiseret af den bevægelse, Movimento Passe Livre, der kæmper for gratis offentlig transport. Anledningen: Endnu en prisstigning på busbilletter med lidt over 50 øre. Der havde været lignende protester flere steder i landet forinden, men først da protesterne voksede i størrelse i São Paulo og endte i voldsomme sammenstød med politiet fik de opmærksomhed i pressen.

Protesterne spredte sig nu og tog til i styrke, og om mandagen gik en kvart million mennesker på gaden med bannere, slagord og trommer. Det var historisk. Noget lignende er ikke set siden præsidenten Fernando Collor de Mello blev afsat i 1992. Protesterne voksede yderligere og torsdag 20. juni demonstrerede knap 1,5 millioner mennesker i ikke færre end 100 forskellige byer. Det var ikke længere kun et storbyfænomen men også i større og mindre byer i alle delstaterne [Brasilien er en forbundsstat, red.] strømmede folk ud i gaderne og krævede forandring – fra amazonasregionen i det nordvestlige del af landet til landets allersydligste spids. I 30 lande verden over blev der arrangeret støttedemonstrationer – fra New Zealand til storbyer i USA og Canada, Europa og Latinamerika. Hvor de store mainstream-medier som O Globo havde skældt demonstranterne ud og omtalt dem som ballademagere, der gik på gaden på grund af 50 øre dyrere busbilletter – og hvad lignende det, når nu det var middelklasseunge, der ikke selv bruger offentlig transport? – så stod det klart, at det handlede om meget mere end blot 50 øre. Også Mark Zuckerberg og Paul McCartney kunne ses på de sociale medier med henholdsvis et skilt og en t-shirt med demonstranternes slogan: ”Det handler ikke om 50 øre #changeBrazil”.

Præsident Dilma Rouseff aflyste al sin rejseaktivitet og tilbragte fredag den 21. juni i møder med ministre, guvernører og borgmestre. Det eneste, der blev meldt ud til pressen i løbet af dagen var, at hun var perpleks over situationen. Torsdag aften havde præsidenten overværet protesterne fra parlamentsbygningen Planalto, hvor demonstranter forsøgte at bryde ind i nationalkongressen og nogle formåede at trænge ind i udenrigsministeriets historiske bygning. Om aftenen gik præsidenten så på TV og holdte en tale til nationen. Her støttede hun op om de fredelige dele af demonstrationerne og understregede vigtigheden af at lytte til stemmerne fra gaden. Hendes regering ønskede ligesom demonstranterne også et bedre Brasilien, og hun lovede at skride til øjeblikkelig handling.

Præsidentens tale til nationen var dog ikke nok til at dæmpe stemmerne fra gaden. Protesterne fortsatte. Ikke mindst ved hver eneste fodboldkamp – og måske derfor valgte præsidenten til FIFAs store overraskelse ikke at møde op til finalekampen i søndags. Mens Brasilien slog Spanien 3-0 kæmpede demonstranter mod politiet i gaderne omkring stadion. Tåregassen kunne mærkes helt ind på tilskuerrækkerne – hvor tilskuere såvel som frivillige flere gange måtte flere gange flytte sig fra deres pladser for undgå effekten. I pressen blev fodboldturneringen, der på portugisisk hedder ”Copa das Confederações”, omdøbt til Copa das Manifestaçoes – ”Demonstrationsturneringen”.

Nye metoder og nye demonstranter

I løbet af den sidste uge er der sket en udvikling i protesterne. Dels har demonstranterne taget nye metoder i brug. Flere steder er demonstrationerne flyttet fra centrum og ud til trafikknudepunkter og har spærret indfaldsveje til lufthavne og rutebilstationer. I adskillige byer har demonstranter besat byrådskontorer og parlamentsbygninger og torsdag den 4. juli var fire byråd stadig besat af demonstranter. I Rio de Janeiro har demonstranter protesteret og camperet foran guvernørens hus i mere end en uge. Naboerne har nu bedt guvernøren, Sergio Cabral, om at flytte i den officielle guvernørbolig, da de tilbagevende demonstrationer og ikke mindst politiaktioner, der fjerner demonstranterne med tåregas og andre repressive midler, er til gene for gadens beboere.

Samtidig er demonstrationerne ikke længere kun et middelklassefænomen. Særligt i Rio de Janeiro og São Paulo har sociale bevægelser fra ’periferien’ – de fattige områder af byen – meldt sig under fanerne og arrangerer store demonstrationer, der tiltrækker fattige brasilianere. Mandag 1. juli og fire døgn frem blokerede lastbilchauffører motorveje og skabte dermed trafikkaos i syv af Brasiliens delstater – blandt andet i protest mod den manglende vedligeholdelse af landets vejnet og dyre motorvejsafgifter. I Recife er det siden torsdag 4. juli lykkedes demonstranter i samarbejde med buschauffører at lade passagerer køre gratis med bus – meningen er, at det skal fortsætte indtil der kommer gang i forhandlinger om priserne på byens offentlige transport. Fagforeningerne er også kommet på banen. Læger og lægestuderende har protesteret i flere byer for bedre arbejdsforhold og mod regeringens plan om at importere læger for at løse problemet med lægemangel i den offentlige sektor. Manglen på læger er et særligt stort problem i udkantsområder men også i storbyerne. Skolelærernes fagforening har også arrangeret demonstrationer og i São Paulo stod politiets fagforening bag en demonstration torsdag den 4. juli for bedre lønninger og arbejdsforhold – og de afviste ikke at politiet vil strejke, hvis deres krav ikke bliver imødekommet.

Strejker er et udbredt fænomen over hele Brasilien og lammer jævnligt både den offentlige og private sektor. I delstaten Bahia var alle skoler under delstatens administration lukket i fire måneder på grund af strejke i 2012 og alene i år i samme delstat har buschauffører, bankfunktionærer og lærere fra kommuneskolerne strejket, politiet strejkede i 12 dage hvor mordraterne skød i vejret, og læger ansat i den offentlige sektor afsluttede en strejke i starten af juni, hvor lokale sundhedsklinikker og skadestuer havde stået tomme i en måned – for blot at nævne nogle eksempler.

Kendisser har også meldt sig under fanerne. Nogle har indspillet slagsange til støtte for demonstrationerne. Andre af Brasiliens mest folkekære musikere troppede onsdag den 3. juli op i parlamentet – blandt dem: Caetano Veloso og Roberto Carlos, der begge er brasilianske musikikoner med en 50 år lang karriere bag sig. De fik arrangeret en høring, og overværede afstemningen i senatet af et lovforslag, som blev godkendt, der ændrer reglerne for ophavsret, der efter musikerens udsagn nu er væsentligt forbedret.

Protesterne bliver hørt

Der tegner sig et billede af, at demonstrationerne retter sig mere mod konkrete krav og lovforslag. Og presset fra demonstranterne virker. Eksempelvis har flere borgmestre givet efter for de folkelige røster. I São Paulo meldte borgmesteren ud til pressen 3. juli, at han har droppet et kontroversielt infrastrukturprojekt: planen var at bygge en tunnel på 2,3 km, der skulle forbinde to vigtige hovedveje. Det ville koste mere end 6 milliarder kroner og byggeriet ville indebære tvangsflytning af 40.000 beboere fra 16 ”favelaer” – uformelle og fattige boligområder. Byggekontrakterne var allerede udliciteret men er nu blevet annulleret. I staten Ceará har en borgmester valgt at trække et lovforslag tilbage, der skulle skære 40 % i de kommunale skolelærernes løn. To lovforslag, som demonstranter over hele Brasilien har protesteret imod, er henholdsvis blevet stemt ned og trukket tilbage på grund af den folkelige modstand. Det ene lovforslag, PEC 37, skulle have begrænset chefanklagerens beføjelser til at efterforske interne anliggende i politiet. Det skabte bekymring at politiet fremover kun skulle undersøge sig selv og ikke af et uafhængigt organ. Det andet skrottede lovforslag var fremsat af et konservativt kongresmedlem og evangelisk præst og skulle fremover gøre det muligt for psykologer at behandle homoseksualitet. Lovforslaget blev kendt som ”Gay cure” og stred imod resolutioner fra såvel det brasilianske psykologforbund som verdenssundhedsorganisationen WHO. Lovforslaget blev støttet af et andet kongresmedlem, Marcos Feliciano, der i marts blev udnævnt som formand for Brasiliens menneskerettighedskommission, der behandlede lovforslaget og gav grønt lys til at det kunne komme til afstemning. Feliciano er også evangelisk præst og hans formandskab for kommissionen har mødt meget kritik – ikke mindst under demonstrationerne – fordi han gentagne gange har udtalt sig racistisk og homofobisk i pressen.

I sin tale til nationen fremsatte præsidenten fem indsatsområder for øjeblikkelig politisk handling. Det drejer sig om politiske reformer, finanspolitisk ansvarlighed, sundhed, uddannelse og den offentlige transport. Der foreligger allerede en del lovforslag og forslag om forfatningsændringer, som er i gang med at blive behandlet.
Hvad angår de politiske reformer er der muligvis en folkeafstemning på vej. Den skal omhandle ændringer af valgsystemet, af den nuværende lovgivning for kampagnefinansiering, afskaffelse af hemmelige afstemninger i kongressen, fastholdelse eller afskaffelse af partikoalitioner, og spørgsmålet om hvorvidt der fortsat skal være stedfortrædere til Senatet. Hvis disse spørgsmål skal afgøres ved en folkeafstemning, vil det trække reformerne i langdrag, og det har mødt en del kritik blandt demonstranter.

Korruption og parlamentarisk immunitet har været et af de helt store temaer for demonstrationerne. Som noget af det første efter sin tale fremsatte præsidenten en lov der klassificerer korruption, både af direkte eller indirekte karakter, som en forbrydelse der medfører fængsling, ligesom drab og organiseret kriminalitet for eksempel gør det. Efterfølgende blev en forfatningsændring enstemmigt vedtaget i parlamentet. Den udvider en lov fra 2010, til at omfatte ikke alene folkevalgte politikere men alle i offentlige embeder inden for den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Ifølge denne lov vil det ikke længere være muligt at bestride et offentligt embede, hvis man er dømt for korruption eller anden kriminalitet, eller fx har forsøgt at undslippe en rigsretssag. I tilfælde af en dom vil folk fremover blive afskediget fra deres stilling og i otte år være forhindret i at bestride en stilling i det offentlige eller stille op til politisk valg. Disse to lovændringer gælder kun fremadrettet, så politikere, der allerede er dømt for korruption, vil ikke blive fængslet. De kan fortsætte deres luksusliv og politiske karrier, som det er tilfældet med en hel del af de siddende politikere.

På sundhedsområdet og uddannelsesområdet blev et lovforslag vedtaget allerede onsdag den 26. juni. Statens indtægter fra den kommende olieproduktion fra dybhavsboringer ud for kysten ved Rio de Janeiro deles ifølge forslaget med 75% til uddannelsessektoren og 25% til sundhedssektoren. Samtidig vil antallet af turnusordninger for medicinstuderende blive udvidet med 12.000 pladser i løbet af de næste fire år – og stipendiet for de medicinstuderende i turnus steg per 1. juli med 24,8%.

Der er blevet afsat over 127 milliarder til forbedringer af den offentlige transport (’urban mobilitet’, som det kaldes). Onsdag 3. juli godkendte Repræsentanternes Hus et lovforslag, der gør det obligatorisk for busselskaberne at offentliggøre deres udgifter med “enkelthed og gennemsigtighed”, og de skal fremover retfærdiggøre annoncerede stigninger i billetprisen på baggrund af deres udgifter. Det forslag venter nu på senatets godkendelse.

Og allerede inden præsidentens tale til nationen fredag aften den 21. juni havde flere borgmestre landet over meldt ud, at de ville sætte prisen på busbilletter ned eller undlade at lade billetpriserne stige. Adskillige borgmestre har modtaget en liste med konkrete krav fra de sociale bevægelser, der kæmper i de pågældende byer for bedre og billigere offentlig transport. I nogle byer er et af kravene blevet imødekommet: billetter til halv pris for skoleelever og universitetsstuderende. Det er også blevet gjort til et lovforslag i senatet, der ville gøre reglen landsdækkende.

Arbejderpartiet PT har fornyligt fejret 10 år ved regeringsmagten. I den anledning har partiet haft store kampagner på nationalt TV, om den transformation Brasilien har gennemgået, mens PT har været siddet ved magten. Præsidenten, Dilma Rouseff, tiltrådte 1. januar 2011 som Brasiliens første kvindelige præsident. Hun overtog efter den populære Luiz Inácio ’Lula’ da Silva, der havde siddet i to valgperioder. Rouseff havde været hans stabschef i en årrække og havde ikke parlamentarisk erfaring. Men hun blev hurtigt en vellidt præsident og efter hendes første år i embedet viste meningsmålinger, at hun med 72 procents opbakning var endnu mere populær end sin forgænger. Hendes popularitet har dog været dalende i 2013, og siden protesterne for alvor brød ud, er den ifølge en måling fra analyseinstituttet Datafolha røget helt ned på 30%. Det er det største fald i en præsidents popularitet siden 1992, hvor den daværende præsident Fernando Collar de Mello blev afsat. Intet under at Roussef, der er på valg næste år, lytter til demonstranterne. Desuden kæmpede Rouseff mod militærdiktaturet i 70’erne og blev sat i fængsel i to år, så hun kunne dårligt positionere sig mod borgere, der på demokratiskvis udtrykker deres utilfredshed mod den førte politik.

Politisk vækkelse

I Brasilien er demonstrationerne blevet omtalt som en politisk vækkelse. Og det er ikke kun på grund af omfanget af demonstrationerne. Nok voksede de sig endnu større end de store demonstrationer tilbage i 1992, hvor Fernando Collor de Mello blev afsat, men endnu vigtigere: der er ikke tidligere set så store protester, som er opstået spontant.

Demonstrationerne er nemlig hverken iværksat af politiske partier, fagforeninger eller af de store veletablerede venstreorientrede bevægelser, som Movimento Sem Terra (De Jordløses Bevægelse) der også er knyttet op på partipolitik. Det plejer store demonstrationer ellers at være. Men denne gang er det almene borgere, der har fået nok. Og dem, der er gået forrest i demonstrationerne og har annonceret tid og sted for begivenhederne, er upartiske aktivister, der primært har formået at mobilisere folk via de sociale medier. Det varierer fra by til by, hvilke aktivister, der tager initiativ til demonstrationerne, og i de større byer er der flere forskellige initiativtagere. Nogle af disse aktivister er med i mindre sociale bevægelser som eksempelvis Movimento Passe Livre (MPL), der opstod i slutningen af 90’erne. MPL udspringer af Alter- globaliseringsbevægelsen, der er blevet kendt for sloganet ”En anden verden er mulig”, og kan betegnes som en bevægelse der rummer sociale bevægelser verden over, der ikke er imod globalisering, men ønsker at ændre forhold ved globaliseringens nuværende form – hermed termen ”alter”, at forandre. MPL har ikke nogen ledere og minder i sin organisering om Occupy-bevægelsen, men går altså forud for Occupy, der i øvrigt har set en opblomstring i Brasilien indenfor de sidste to måneder og nogle steder har været engageret i demonstrationerne.

Netop spontaniteten i denne bølge af protester er en afgørende forskel mellem de aktuelle demonstrationer, og dem, der fandt sted tilbage i 1992. Her var det i høj grad medierne, der af politiske interesser opfordrede befolkningen til at gå på gaden. Denne gang har det været lige modsat. I starten bragte de store landsdækkende TV-stationer slet ikke nyheder om protesterne, og de første dage, hvor de fik mediedækning, var den negativ og med fokus på det hærværk, der blev begået. Men så fulgte TV-stationerne så regeringens kurs og retorikken fik en anden lyd: Nu støttede op om de fredelige dele af demonstrationerne og pointerede, at det var nogle enkelte ballademagere der begik hærværk, som ikke var en del af demonstrationerne – hvilket er en sandhed med modifikationer.

Ballademagere eller ej, så står det klart, at de store folkelige protester allerede har skabt et mere direkte demokrati og en ny måde at diskutere politik på. Politikerne er blevet tvunget til at forholde sig til, hvad vælgerne mener, og vælgerne oplever at deres holdning – og ikke mindst handling – gør en forskel. Alt tyder på at demonstrationerne fortsætter. ■

Marie Kolling (f.1981), ph.d.-stipendiat ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet, er på et 12 måneders feltarbejde- og forskerophold i Brasilien. Hendes forskningsprojekt handler om statslige genhusningsprogrammer, hvor slumbeboere flyttes i socialt boligbyggeri. Hun har forsket, studeret og arbejdet flere steder i Brasilien i sammenlagt 3½ år. ILLUSTRATION: 23. juni protesterer demonstranter mod korruption foran det brazilianske konsulat i Los Angeles, i en af mange sympatiaktioner verden rundt [foto: Shutterstock/Betto Rodrigues]