Lykketoft om ny debatform: Vi skal genskabe en tro på demokratiet

Lykketoft om ny debatform: Vi skal genskabe en tro på demokratiet

12.10.2013


”Politikerne skal ikke diskutere med hinanden i en glasklokke, hvor sproget er noget, de færreste kan afkode. Du kan godt kalde det one-liners, men det gør ikke noget, hvis det betyder, at man får forklaret en sag enkelt og kort.” Det siger Mogens Lykketoft, Folketingets formand, om den nye debatform, som han har været en af drivkræfterne bag. Han betragter den ”som et fremskridt for folkestyret.”

INTERVIEW af Johan V. Bendtsen


LÆS OGSÅ:
Folketingets nye debatform: 3 grunde til, at den er en dårlig idé
Christian Kock: Den nye debatform er en fordel for statsministeren
Per Stig Møller om ny debatform: Vi behøver ikke vulgarisere det

RÆSON: Hvorfor er ’Spørgetimen’ en god ide?
Lykketoft: Der er sket en kedelig udvikling, hvor det, som foregår i Folketinget, er blevet mindre og mindre interessant. Politikerne optræder i alle mulige programmer, kommentatorerne kommenterer, og journalisterne skriver, ja, men selve de begivenheder, som foregår i folketingssalen, påkalder sig sjældent interesse. Derfor prøver vi det her, som er et forsøg på at lave noget, hvor nøglespillerne i dansk politik er til stede samtidig. De får krydset klinger og trukket forskelle op på en måde, som er informerende, men som også er mere livlig, end den plejer.
RÆSON: Det danske demokrati er traditionelt præget af en høj grad af konsensus mellem partierne. Er der ikke en fare for, at man med det her ’livlige’ initiativ kommer til at sætte den kompromisvilje på spil til fordel for underholdningsværdi?
Lykketoft: Det tror jeg ikke. For det første tror jeg ikke, at politikeres evne til at lave kompromiser afhænger af, hvor skarpt de taler til hinanden. For det andet er der aldrig en modsætning mellem at trække holdninger og værdier skarpt op og så bagefter lave kompromiser. Det er tværtimod to sider af samme sag. Man kan kun lave ordentlige kompromiser, som man selv kan stå inde for, hvis man møder op med nogle klare holdninger i den udveksling af synspunkter, som politik er.
RÆSON: I Præsidiets betænkning efterlyser I netop det her rum for behandling af mere overordnede politiske strømninger. Men er Folketinget og dets arbejde ikke netop karakteriseret ved, at det er rummet for den mere detaljerede og dybdegående behandling af politiske spørgsmål, og så har man parallelt hermed nogle medieplatforme, hvor de overordnede principielle diskussioner kan tages?
Lykketoft: Det er da fint, at det også er der. Men som Folketingets formand betragter jeg det som et fremskridt for folkestyret, at statsministeren hver anden tirsdag går ned i Folketingssalen og fremlægger de ting, hun synes er vigtige, og diskuterer dem med sine modspillere, før hun går ud og diskuterer det med pressen. Hørup sagde: Intet over og intet ved siden af Folketinget. Folketinget er jo regeringens moder, og derfor bør det også være Folketinget, der først præsenteres for regeringens forskellige udspil.
RÆSON: Det lyder jo ædelt og reelt, men anerkender du ikke faren for, at den her nye debatform i praksis vil ende i et ’one-liners’-show?
Lykketoft: Jo. Den risiko er jo altid til stede i politik. Men der er jo ikke andet at sige til det, end at såfremt man har en god sag, så må man også gøre sig umage med at præsentere den godt. Personer og præsentationsform betyder bare meget. Hvis den her platform kan være en spore for de toneangivende i dansk politik, så de bliver bedre og mere præcise i deres meningsudveksling, så er det kun godt. Jeg tror, at befolkningen i almindelighed har været mindre tilfredse med den måde, den politiske diskussion har foregået på. Den har været for indforstået. Politikerne skal ikke diskutere med hinanden i en glasklokke, hvor sproget er noget, de færreste kan afkode. Du kan godt kalde det one-liners, men det gør ikke noget, hvis det betyder, at man får forklaret en sag enkelt og kort. Så er det faktisk et enormt fremskridt i forhold til slet ikke at kunne forklare den.


Forestillingen om, hvad man skal bruge Folketinget til, skal justeres

RÆSON: Du har udtrykt et ønske om en ’mere livlig diskussion’. Hvad dækker det over?
Lykketoft: Det hører med, at man skal kunne mærke, at folk er til stede, at de hører til på et hold, at de giver udtryk for deres anerkendelse eller misbilligelse. En gang imellem kan det måske være lidt mere højlydt, end forretningsordenen egentlig lægger op til, men det gør sådan set heller ikke noget. Det viser bare engagement.
RÆSON: Det store forbillede for den nye ’Spørgetime’ er jo Storbritannien. Der er formen dog premierministeren ansigt til ansigt med oppositionslederen. I Danmark har vi så statsministeren og fem forskellige partiledere. Taletiden per person bliver selvsagt reduceret betragteligt. Ender vi ikke bare med en form, som til syvende og sidst placerer sig meget tæt på folketingsdebatterne?
Lykketoft: Hvis der kun var to parter, kunne det selvfølgeligt være spændende. I Danmark har vi dog ikke en udnævnt oppositionsleder, men der er en person, som leder det klart største oppositionsparti, og som derfor får mere taletid end de andre. Det har de Konservative så protesteret mod, men det har jeg lidt svært ved at forstå. For det første siger folk, at Lars Løkke viser sig for lidt i Folketinget. Nu får han chancen, og så er det pludselig også et problem. For det andet synes jeg ikke, der er noget udemokratisk i, at et parti, som har så mange mandater, får mere taletid.
RÆSON: Lars Barfoed har udtalt, at man i hvert fald ikke skulle regne med, at han uden videre afstemte debatemner med de andre partiledere. Hvis det bliver kutymen, så risikerer vi at få en række vidt forskellige miniature-debatter. Udebliver den efterlyste ’principielle diskussion’ så ikke?
Lykketoft: Nej. Hvis man snakker om, hvad der ville være bedst for befolkningens skyld, så skulle vi have en diskussion med udgangspunkt i det, statsministeren sagde. Og sådan tror jeg også det vil gå. Jeg tror også, at statsministeren i endnu højere grad, vil gøre sig umage for at ramme de aktuelle temaer. Men du har fuldstændig ret i, at hvis det er fem forskellige diskussioner, så bliver det udvandet. Men lad os nu se, om det ikke konvergerer i den rigtige retning.
RÆSON: Har de danske partiledere, i dine øjne, formatet til at løfte det ’livlige’ potentiale i den her debatform?
Lykketoft: Jeg tror egentlig, det er en disciplin, som hos partilederne kan opøves og forfines. Vi har været vant til at lægge et regelsæt ned over politikernes ageren i Folketinget, som i høj grad har indsnævret deres spillerum for at være sprudlende. Det prøver vi så at bløde op. Det kan godt være, at det ikke kommer til at ligne en britisk tradition, men jeg tror, det bliver mere livligt, og jeg tror sagtens, at partilederne kan mestre den kunst. Det er hele forestillingen om, hvad man skal bruge Folketinget til, som skal justeres.


Vi skal genskabe en tro på demokratiet

RÆSON: Tror du, at danskernes interesse, som viger i forhold til medlemskab af partier og interessen ved valg generelt, kan vækkes med det her tiltag?
Lykketoft: Jeg tror ikke, at det her ændrer noget helt fundamentalt, men det er formentlig noget, som kan bidrage til lidt større interesse for, hvad der sker i Folketinget. Og så håber jeg, at de seks personer, som optræder hver anden uge, også benytter sig af chancen for at gøre det til noget helt særligt og på den måde få hul igennem til befolkningen.
RÆSON: Er det overhovedet politikkens – og politikernes – rolle at indrette sig efter befolkningen?
Lykketoft: Det, der er sket de sidste 50-60 år, er, at partiernes kontaktnet er svundet betydeligt ind. Det betyder, at man mere end nogensinde er afhængig af medierne. Derfor er vi selvfølgelig nødt til at beskæftige os med, hvordan vi kommer kraftigere igennem der. Det allermest bekymrende i vestlige demokratier er, at valgdeltagelsen falder. Især blandt de unge og de marginaliserede. Med den udvikling følger opfattelsen af, at politikerne måske i virkeligheden ikke bestemmer så meget, at der ikke er så stor forskel på partierne og så videre. Der er det op til os som folkevalgte at gå op imod den fornemmelse. Både i den måde, vi arbejder på, men også i den måde vi taler på. Vi skal genskabe en tro på demokratiet.
RÆSON: Vil ideen bag ’Spørgetimen’ ikke fremme en mere konfrontatorisk retorik og stil, som kan være direkte hæmmende på løsningen af Danmarks problemer?
Lykketoft: Jeg tror ikke, at polemik og skarp retorik smækker nogle som helst døre i forhold til indgåelsen af kompromiser. Jeg tror faktisk, at den skarpe meningsudveksling kan bidrage til at få nogle op af sofaen, som havde opgivet troen på, at der er forskel på partierne.
RÆSON: Hvad er dine forhåbninger på Spørgetimens vegne?
Lykketoft: Det er, at den almene forståelse og interesse for politiks karakter og dialektik bliver mere lettilgængelig. Det er hverken et spørgsmål om, at det hele er en grød, eller at vi står som dødsfjender over for hinanden. Det er et spørgsmål om, at vi kommer med hvert vores udgangspunkt, og så skal få det til at glide. Det kan spørgetimen forhåbentlig være et af mange bidrag til at illustrere bedre for folk.


Johan Bendtsen (f.1990) studerer journalistik og politik & administration på Roskilde Universitet. FOTO: Folketinget/Presse.