Lykkeberg: Latterligt at kræve demokrati overalt

Lykkeberg: Latterligt at kræve demokrati overalt

25.01.2013


“I stedet for at holde med eksperterne mod amatørerne eller omvendt må man sige, at det her er en grundlæggende demokratisk problematik: At regere vores samfund kræver en indsigt, som alle ikke har.” Det siger redaktionschef ved Information, Rune Lykkeberg, som er blandt foredragsholderne til RÆSONs store vidensfestival.

INTERVIEW af Lars Theil Münster


RÆSON: I din nye bog, Alle har ret (2012), skriver du, at ”på den ene side hylder vi demokrati som det eneste sande i verden og jubler, når folk i fremmede lande kæmper for demokrati, mens vi på den anden side til daglig giver indtryk af et enormt ubehag ved den demokratiske kulturtilstand.” Hvorfor er der denne afstand mellem det demokrati, vi taler om, og det demokrati, vi praktiserer?
Lykkeberg: Demokratiseringen af vores kultur bliver jo målet efter 2. verdenskrig. Det bliver indskrevet i folkeskoleloven osv., at overalt, hvor der ikke er demokrati, skal der være det. Vi skal demokratisere vores livsformer, og modstanderne er de ikke-demokratiske kræfter. Men i dag er det indlysende, at mange af vores konflikter ikke står mellem demokrati og ikke-demokrati. Du møder jo aldrig en praktiserende antidemokrat. Vi har fået overleveret en bestemt fortælling om demokrati, som ikke passer til det demokratiske samfund, vi lever i.
RÆSON: Hvorfor opstår ubehaget ved den demokratiske kulturtilstand?
Lykkeberg: Ubehaget opstår ved, at det er en enormt svær praktisk øvelse at bestemme sammen. Der er en modsætning mellem demokrati som statsform og som livsform. Det er klart, at det er demokrati som statsform, vi hylder, når man smider diktatorer ud. Og det er demokrati som livsform, vi foragter, når alle folk bliver rindalister eller ikke opfører sig ordentligt. Det ene sted er det folks ufrihed, der er problemet. Det andet sted er det folks frihed, der er problemet.
RÆSON: Fortæller det os ikke blot, at demokratiet er et ufuldendt projekt?
Lykkeberg: På den ene side, er det jo fantastisk, at vi tilslutter os et princip, som vi aldrig fuldt ud kan realisere. Det er der konsensus om, fordi hele det demokratiske princip hviler på en alliance mellem politisk frihed og personlig frihed – det rigtige for mig og det rigtige for fællesskabet. Men samtidig er vi også nødt til at erkende, at alt i et demokratisk samfund ikke kan være demokratisk. Æstetik er ikke og skal ikke være demokratisk. Erotik er ikke og skal ikke være demokratisk. Ikke engang pædagogik er demokratisk og skal heller ikke være det.
RÆSON: Hvorfor er det interessant at finde grænsen for demokratiet?
Lykkeberg: At kræve demokrati overalt er latterligt. Det kræver en klar problembevidsthed, før man kan kræve forandringer. Jeg ville gerne skrive bogen derhen, hvor vi siger, at her er der nogen, der bestemmer og skal stå til regnskab. Andre steder er det noget, som du ikke kan drage til regnskab, der bestemmer.


Analysen skal sættes over egne holdninger

RÆSON: Du er blevet kritiseret for ikke at komme nok på banen selv og blot stå og analysere fra sidelinjen. Hvad siger du til det?
Lykkeberg: For mig er analysen en væsentlig del af politik. Der er stor forskel på, om du ser en europæisk centralbankdirektør som en ansvarlig leder, der passer på os alle sammen, eller som en administrativ diktator uden legitimitet. De rigtige beskrivelser er politisk afgørende. Derfor skal man også starte med at underkaste sine egne holdninger en grundig undersøgelse. Analysen skal sættes over egne holdninger.
RÆSON: ”De farligste fjender for den demokratiske kultur er ikke grimme fundamentalister og ideologiske antidemokrater, men pæne og dannede ideologiske demokrater, som mener, at andre er for dumme til at kritisere dem,” skriver du. Hvem er de pæne, dannede demokrater, der undertrykker de andre?
Lykkeberg: Et helt banalt eksempel: Der er ingen tvivl om, at alle de førende EU-ledere til enhver tid bekender sig til demokrati. Men der er heller ingen tvivl om, at der i øjeblikket er en stor mistillid til folks evne til at vælge de rigtige folkevalgte. Det er en fuldstændig klassisk forestilling om, at folket ikke er myndigt nok til at regere sig selv. Derfor må de myndige regere dem. Det er ideologiske demokrater, som flytter meget af det finanspolitiske fra det demokratiske til et aristokratisk spillerum. Det er en større demokratisk trussel end alle mulige jihadister og terrorrister.
RÆSON: I bogen for etableringen af en fælles europæisk offentlighed med folkeafstemninger, der kan skabe en interesse og myndiggørelse af den europæiske befolkning. Vil vi ikke risikere, at EU-projekt falder fra hinanden, fordi folk ikke vil have det?
Lykkeberg: Det store problem med folkeafstemninger er, at du adskiller magt og ansvar. Der er nogen, der har ansvaret for at lave løsninger, og der er nogen, der har magten til at forkaste dem. Men det er for optimistisk at tro, at der er nogen, der er kompetente nok til at lede uden at blive kigget over skuldrene af dem, de er sat til at lede. Jeg mener ikke, der er noget i de sidste 20 år, der taler for, at de europæiske ledere skulle have absolut ret i alt, hvad de foretager sig.


Dilettantokratiet og teknokratiet

RÆSON: Er den manglede evne eller vilje til at gøre noget ved de globale klimaproblemer ikke et eksempel på, at demokratiet som styreform ikke er handlings- og beslutningsdygtigt nok?
Lykkeberg: K.E. Løgstrup har formuleret det sådan, at vi har indrettet et samfund, som vi ikke er intelligente nok til. På den ene side har vi et forbandet dilettantokrati, for hvem der ingen forskel er på fakta, undersøgelser og meninger. På den anden side har vi teknokratiet, for hvem der ikke findes meninger, men hvor alt kan gøres til et ekspertanliggende. I stedet for at holde med eksperterne mod amatørerne eller omvendt må man sige, at det her er en grundlæggende demokratisk problematik: At regere vores samfund kræver en indsigt, som alle ikke har. Det bliver sat på spidsen, når det kommer til FN’s klimapanels tilstandsrapporter, som ingen af os har nogen mulighed for at gå efter. Skal gøre noget ved klimaproblematikken, skal vi underkaste os nogle autoriteter, som vi måske ikke anerkender. Vi kan ikke selv se og føle klimaforandringer. Hvis vi kommer dertil, hvor vi selv kan føle det, er det allerede for sent.
RÆSON: Men problemet er vel, at vi ikke har tillid nok til eksperterne ?
Lykkeberg: Vi har aldrig haft en udfordring i den her skala før. Det virkelige problem er, at der er så langt fra de berørte til det beslutningsniveau, hvor man kan træffe effektive beslutninger. Hvis man skal imødegå klimaudfordringen på en ordentlig måde, kræver det, at de regerende har opbakning fra dem, de regerer over. Vi bliver nødt til at have en fælles problemerkendelse, for at vi kan ændre livsstil. Det er jo ikke sådan, at nogen beslutningsdygtige diktaturer går foran i klimakampen. Demokratisk valgte ledere vil derimod have nemmere ved at tage privilegierne fra folk, fordi de har fået opbakning til det.
RÆSON: Men så bliver det vel politisk opportunt at forsvare de privilegier, som de klimamæssigt forsvarlige politikere vil tage fra folk?
Lykkeberg: Der er ikke en nem og en svær løsning, hvor demokrati er den nemme løsning. Der er en næsten umulig løsning, og det er den demokratiske. Men man skal huske på, at vi har oplevet enorme livsstilsforandringer. Tænk på, hvordan blikket på kvinden har forandret sig på 50 år, og hvordan blikket på manden er under forandring. Tænk på, hvordan cigaretten for 40 år siden var et symbol på ultimativ frihed, og hvordan cigaretten i dag er symbol på ultimativ afhængighed. Man kan nemt komme til at stille det op, som om vi har en statisk kultur og nogle rettigheder, som vi ikke vil give slip på. Men det er helt forkert. Vi har en enorm kraft til at forandre livsstil og til at forandre værdien af forskellige symboler. Vi har ændret livsstil mange gange, og vi kommer til at gøre det igen.


Lars Theil Münster (f.1983) cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Har tidligere skrevet om bl.a. kulturpolitik for RÆSON. FOTO: Anders Hviid/Gyldendal (presse).