Lone Frank: Der er en utrolig tro på alt muligt skrald

Lone Frank: Der er en utrolig tro på alt muligt skrald

21.12.2013


“Hvorfor skulle man tro på krystalhealing, når man kan se, at mere og mere bliver besvaret af den naturvidenskabelige metode, og at den virker rigtig godt. Det er jo idioti. Det er fornægtelse af rationaliteten. Og det er interessant, at det lever side om side med enorme fremskridt”. Det siger videnskabsjournalist og forfatter Lone Frank til RÆSON. Ifølge hende bliver folk mere og mere formørkede, og over hele kloden skader irrationelle mennesker videnskaben.

INTERVIEW af Jonas Sloth Bach


VIDENSFESTIVAL 2014. Lørdag 25. januar 2014 står RÆSON, Det Kongelige Bibliotek og Dansk Magisterforening for tredje gang bag årets VIDENSFESTIVAL. Fra kl. 10 til 22 går 20 af Danmarks bedste formidlere på scenen, hvor de fortæller om de spørgsmål, der optager dem mest. I denne interviewserie stiller RÆSON skarpt på en række af festivalens medvirkende. Du finder alle interviews her.



RÆSON: Lever vi i en rationel tid?
Lone Frank: Nej. Det er interessant, at vi lever i en tid, hvor naturvidenskaben står rigtigt stærkt, og vi taler hele tiden om, at informationen flyder frit, og ingen kan undgå at vide det seneste nye. Men jeg synes, at folk i virkeligheden bliver mere og mere formørkede.
RÆSON: Hvad mener du med det?
Lone Frank: Der er en utrolig tro på alt muligt skrald – ikke bare religion, men også alternativ medicin – på trods af, at den medicinske forskning er så langt fremme.
RÆSON: Er det et problem?
Lone Frank: Der er en fornægtelse. Nu har jeg selv skrevet om vacciner, der jo er et af de største fremskridt i sundhedsforskningens historie overhovedet, men de er stadig meget upopulære. Der er utroligt mange mennesker, der nægter at lade sig selv og deres børn vaccinere på grund af en eller anden tro på, at det er noget farligt. Det er jo en tanke, der er 300 år gammel.
RÆSON: Men er det ikke meget forståeligt, at vi har de her forsvarsmekanismer over for ny viden og nye behandlingsformer?
Lone Frank: Nej, det, synes jeg ikke, er forståeligt.
RÆSON: Hvorfor er det ikke det?
Lone Frank: Jamen, hvorfor skulle man tro på krystalhealing, når man kan se, at mere og mere bliver besvaret af den naturvidenskabelige metode, og at den virker rigtig godt. Det er jo idioti. Det er fornægtelse af rationaliteten. Og det er interessant, at det lever side om side med enorme fremskridt.
RÆSON: Men er den grundlæggende skepsis over for nye videnskabelige skridt ikke meget sund?
Lone Frank: Jeg kan godt forstå, at der er en modstand mod det, der kommer ud af videnskaben. Det er klart, for det er jo ikke bare gadgets og ny kemoterapi. Det er også et nyt verdensbillede og en ny forståelse af det at være menneske. Så jeg kan godt forstå, at det ikke bare går glat ned. Mange vil være ubehageligt til mode over det, som videnskaben fortæller. Og når noget er ubehageligt at skulle forholde sig til, så afviser man det.

Tro, håb og stamceller

RÆSON: Er det også et udtryk for menneskers irrationalitet, at de store verdensreligioner ikke er bukket fuldstændig under i løbet af de sidste par århundreders videnskabelige fremskridt?
Lone Frank: Det er klart, at der er en dyb appel ved alle mulige slags overtro. Man må bare undre sig over, at mennesket kan stå over for rationaliteten og se, at det er den, der får samfundet til at udvikle sig og samtidig elske religion, overtro og alternativ medicin, som vi slet ikke forventer den samme rationalisme af, som når vi går til lægen og forlanger, at medicinen virker og bliver sure, hvis den har bivirkninger.
RÆSON: Er det et paradoks eller et problem?
Lone Frank: På overfladen er det et paradoks, men det vidner på en eller anden måde om, hvordan den menneskelige natur er. Og det kan sagtens blive et problem, for eksempel ved vaccinefornægtelse. Og vi står faktisk et sted, hvor sundhedsstyrelsen er nødt til at bruge penge på kampagner, der skal få folk til at lade deres børn vaccinere.
RÆSON: Er det også et problem for forskningen?
Lone Frank: Ja, det kan sagtens bremse forskningen. I mange år blev forskningen i stamceller bremset af fundamentalistisk religion i USA. Så al mulig forskning kan blive holdt tilbage på grund af nogle holdninger.
RÆSON: Er det et større problem nu, end det altid har været?
Lone Frank: Ja, i de her tider er formørkede religioner vældigt populære. Den hurtigst voksende religion er fundamentalistisk, evangelisk kristendom, og der er masser af islamisk fundamentalisme. Og i et samfund som det danske kan man jo se, at interessen for religion er vokset siden 1970’erne.
RÆSON: Er det ikke lidt gammeldags at tale om kampen mellem religion og videnskab?
Lone Frank: Det gør jeg heller ikke. Jeg siger bare, at igennem historien har det svinget, om man læner sig mest op ad videnskaben eller religionen. Og nu er der en overtroisk og religiøs fascination, men der vil hele tiden være modstand mod videnskaben.

Sandhed, retfærdighed og Manu Sareen

RÆSON: Hvem skal gøre noget for at bekæmpe irrationalismen?
Lone Frank: Altså videnskaben må jo selv gå ud og påpege eksempler på problematisk irrationalisme, som eksempelvis dét med vaccinerne. Dem, der har en interesse i det, må tage den kamp. Når det er sagt, så tror jeg ikke, at kampen mellem videnskab og irrationalisme nogensinde ophører.
RÆSON: Kampen mellem det rationelle og det irrationelle bliver ikke så ofte diskuteret politisk. Hvordan ser du politikernes rolle i det her?
Lone Frank: Politikere borger jo heller ikke for rationaliteten. De taler meget om, at vi skal evidensbasere synspunkter og politiske tiltag, og det burde vi jo også. Men når det ikke lige passer i deres kram, så evidensbaserer de bare ikke. Jeg husker tydeligt Manu Sareen i [tv-programmet] Detektor, hvor han skulle forsvare et fejlagtigt stykke data, han havde brugt. Så sagde han: ”Jamen det er jo ikke bare rationalitet, der betyder noget, det er også fornemmelser”. Det er jo pinligt ud over alle grænser. Altså, man kan ikke sætte sin lid til politikere i noget som helst, mener jeg. Og slet ikke til at føre nogen diskussion. De er der kun i deres eget ærinde. De tænker ikke på sandhed og retfærdighed.
RÆSON: Er der brug for et større politisk fokus på kampen mellem rationalitet og irrationalitet?
Lone Frank: Jeg tror ikke, det er noget, man skal overlade til politikere. De er mere sådan nogle vindbøjtler, der retter sig efter, hvordan vinden blæser.


Jonas Sloth Bach (f. 1987) er RÆSONs Danmarksredaktør. Han studerer på sidste år på Journalisthøjskolen i Aarhus. Tidligere praktikant på Nyhedsbureauet Newspaq og Magasinet Samvirke og tidligere redaktør på Illustreret Bunker. Han har desuden studeret fire semestre på statskundskab ved Aarhus Universitet. FOTO: Robin Skjoldborg.