Krigsforbryderdomstol er selv på prøve i sagen mod Kenyatta

Krigsforbryderdomstol er selv på prøve i sagen mod Kenyatta

04.11.2013


Med den internationale krigsforbryderdomstols beslutning om at retsforfølge Kenyas præsident Uhuru Kenyatta er den gamle diskussion om domstolens undertrykkelse af Afrika endnu engang dukket op til overfladen. Men er ICC virkelig et værktøj for vestlig indflydelse, eller er alt det bare retorik fra en desperat Kenyatta? Og hvilken betydning har sagen for domstolens fremtid?

AKTUALITET af Hasse Holmberg


Det kenyanske valg i 2007 var særdeles voldeligt. Over 1000 døde, en halv million blev fordrevet, og vidner forsvandt på mystisk vis. Kenyas præsident Uhuru Kenyatta står derfor nu anklaget for forbrydelser mod menneskeheden i en sag, som påbegyndes den 5. februar ved den internationale krigsforbryderdomstol i Haag (ICC). Også vicepræsident William Ruto står anklaget.

Kenya har dog ingen planer om at lægge sig fladt ned, og hele sagen har udviklet sig til en regulær konflikt mellem ICC og Kenyatta, der puster nyt liv til den gamle forestilling om domstolen som redskab for Vestens undertrykkelse af det afrikanske kontinent.

ICC og ICTY
De danske mediers interesse for krigsforbryderdomstolene blev i første omgang skærpet, da den danske dommer ved det internationale krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY), Frederik Harhoff, rettede en skarp kritik mod netop ICTY. Harhoff beskylder ICTY for at ligge under for stormagternes indflydelse – i særlig grad USA. Men ICTY og ICC er ikke den samme institution, og når det kommer til spørgsmålet om ICC’s retsforfølgelse af Kenyatta, har Harhoffs kritik ikke meget relevans. Det mener Martin Mennecke, Ph.D. og folkeretsekspert fra Center for War Studies ved Syddansk Universitet.

”Først og fremmest er det vigtigt at adskille de forskellige institutioner. ICTY, som Harhoff kritiserer i den konkrete sag, er oprettet af FN’s Sikkerhedsråd, som er et politisk organ, der drives af nationale interesser. ICC, som blev grundlagt i 1998 under Rom-statutten, er derimod ikke underlagt Sikkerhedsrådet. Så når vi taler om situationen med Afrika i ICC, skal vi passe på ikke at blande det sammen med Harhoffs kritik af ICTY,” siger han.

Martin Mennecke understreger desuden, at der ikke foreligger nogle konkrete beviser for politisk indflydelse i forhold til ICTY’s arbejde, og Harhoff selv har da også gjort klart, at han ikke har beviser for amerikansk indflydelse i sagen.

Men en ting har de to sager dog til fælles: manglende tiltro til domstolens objektivitet. Ligesom Harhoff kritiserer ICTY’s afgørelse for at være politisk vægtet til fordel for vestlige interesser, har samme holdning til ICC længe brygget på det afrikanske kontinent. Afrikanerne oplever, at ICC konsekvent forfølger afrikanske ledere. Faktisk i så høj grad, at mange afrikanere nu i bitter ironi betegner domstolen ACC – ”African Criminal Court”.

Kenyattas konflikt med domstolen
Afrikansk antipati over for ICC er altså ikke en ny opfindelse, og med Kenya i spidsen har Den Afrikanske Union endda overvejet helt at trække sig fra domstolen. Det er endnu ikke sket, men ville unægtelig være et hårdt slag mod ICC’s legitimitet og relevans som institution. Med Kenyatta ved roret har Kenya i stedet trukket sig unilateralt, men for Kenyattas egen sag har det ingen betydning.

”Det er naturligvis altid muligt at trække sig fra traktater, så man kan sagtens melde sig ud af ICC, men igangværende sager kan ikke stoppes af den grund. Dette tillader ICC-traktaten ikke. Når det så er sagt, ville det jo være et slag mod ICC’s virke, hvis mere end 25 % af dens medlemslande pludselig ønskede at melde sig ud,” siger Martin Mennecke, der dog ikke frygter en masseudmeldelse.

”Kenya ønskede oprindeligt sammen med Rwanda og andre at overbevise de afrikanske nationer om at forlade domstolen, men det var der en hel række lande, der ikke var parate til. Kenyas mål er nu i stedet at forandre domstolen og at presse maksimalt på for at stoppe sagen mod Kenyatta.”

Med Kenyattas retssag sættes spørgsmålet om domstolens forfølgelse af afrikanske ledere igen på spidsen, og den kenyanske præsident er endnu en leder til statistikken, der underbygger afrikanernes kritik af ICC. Men Kenyatta selv har også en interesse i at puste til ilden og skabe mistillid til ICC, og Martin Mennecke er mere varsom med at købe ind på AU’s og Kenyattas retorik.

”Det er en diskurs, som mange – ikke mindst i medierne – har købt ind på, men det er en diskurs, der er skabt af enkelte afrikanske ledere, og jeg mener ikke, at den afspejler virkeligheden. Jeg har selv arbejdet et halvt år i ICC’s anklagemyndighed. Her havde jeg flere afrikanske kolleger, så beskrivelsen af, at det skulle være en hvid domstol, der forfølger afrikanere, kan jeg ikke genkende. Eksempelvis er retsformanden i Kenyattas sag fra Nigeria, og anklageren er fra Gambia. ICC er ikke en racistisk institution, men en juridisk institution som mange afrikanere støtter op om og engagerer sig i,” siger han.

Vigtig mulighed for at udvikle retsstaten
Stig Jensen, lektor og centerleder på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, minder desuden om, at mange afrikanere ser ICC som ”en vigtig mulighed for at udvikle retsstaten i Afrika”. Og det er langt fra alle afrikanere, der deler Kenyattas holdning til domstolen.

”I forbindelse med denne her sag har de kritiske lande stået mest tydeligt i billedet. Når AU kommer ud og siger noget, ønsker de ikke at eksponere andre lande. Det er en del af den ”panafrikanistiske” tilgang til tingene: ”Vi afrikanere er altid enige.” Men internt i AU findes der meget forskellige fronter, hvad angår ICC,” siger Stig Jensen.

Det afrikanske behov for at vise enighed udadtil, kendt som panafrikanismen, har muligvis udlevet sin relevans, men dens arv lever videre, og de afrikanske nationer ønsker stadig at fremstå som et enigt kontinent. Stig Jensen beskriver da også resultatet af AU’s møde som en ”blød landing”. AU’s officielle holdning er nu, at FN må implementere et koncept, der sikrer, at ICC ikke vil kunne retsforfølge siddende stats- og regeringsledere. Men eftersom FN sandsynligvis ikke vil eftergive AU’s ønsker, mener Stig Jensen ikke, at vi har hørt det sidste fra AU i denne sag.

”Nogle af medlemslandene i AU vil sandsynligvis notere sig, at det internationale samfund ikke er interesseret i at reformere ICC og muligvis melde sig ud. Jeg ved ikke, hvad det ender med, men i øjeblikket ser det rigtigt skidt ud for ICC – det mener jeg. Ikke fordi, de ikke har gjort tingene juridisk rigtigt. Men fordi de måske ikke har været i stand til at spille det politiske spil. De har ikke forstået, at de af mange ses som en politisk aktør. I Afrika er ICC blevet en partshaver, hvilket de selvfølgelig ikke selv vil anerkende som juridisk institution,” siger han.

Deadline for en løsning
Kenyatta-sagen begynder den 5. februar, og hvis ikke ICC kommer fornuftigt i gennem den politiske konflikt med Kenya og den Afrikanske Union, tyder meget på, at Kenyatta ikke dukker op i Haag. Sker det, vil ICC udstede en arrestordre på Kenyatta, hvilket Martin Mennecke beskriver som ”et mareridtsscenarie for de vestlige lande, der bakker op om ICC, men også har stærke interesser i et godt forhold til Kenya, som jo er en stor aktør i regionen”.

”Det er lidt et ”watershed moment”, vi oplever i de her dage. Jeg håber selvfølgelig, at man finder frem til en løsning. Deadline er den 5. februar 2014, når Kenyatta-sagen begynder, og det er sandsynligt, at han ikke dukker op,” siger Mennecke.

Sagen mod Kenyatta sætter altså også Vestens politiske forhold til Kenya på prøve. Et forhold, der ifølge Stig Jensen er særdeles vigtigt: ”Kenya er vigtigere for os, end vi er for Kenya. Kenya er et stabilt land, som har hægtet sig op på en eksportorienteret udviklingsstrategi, ”good governance” og en vestlig orientering. USA og Storbritannien meldte før valget ud, at hvis Kenyatta blev valgt, kunne man ikke samarbejde med Kenya. Hvad skete der efter valget? De ”backtrackede” gange hundrede. Vesten er ikke interesseret i at stoppe samarbejdet med Kenya. Derfor venter Vestens forskellige aktører bare på, at denne her sag går over.”

Domstolens fremtid
Kenya er en ekstremt vigtig partner i forhold til hele det afrikanske horn, som lider under voldsom ustabilitet. På grund af sin stabilitet og vestlige orientering er landet også afgørende for det internationale samfund i doner-sammenhænge. Der kan altså være et politisk argument for at udskyde sagen mod Kenyatta i stabilitetens navn, men det er ifølge Martin Mennecke ikke en god idé.

”Med ICC’s oprettelse har man i bund og grund sagt, at fred og retfærdighed ikke kan adskilles. Hvis der ingen retfærdighed er til, vil konflikter altid ligge og ulme. Der eksisterer dog den mulighed at Sikkerhedsrådet kan suspendere ICC-sager i tolv måneder. Det betyder ikke, at sagen helt afblæses, men det kunne for eksempel give en mulighed for at fremme fredsforhandlinger i en svær situation. I forbindelse med sagen mod Kenyas præsident Kenyatta er det meget aktuelt, men i dette tilfælde kunne en suspendering meget vel blive en dødsdom for sagen. Det skyldes, at vidnerne er udsat for et enormt pres, og ifølge ICC’s Anklagemyndighed findes der i Kenyas politiske system magtfulde aktører, der prøver at skræmme vidnerne bort eller bestikke dem. Hvis Kenyattas sag udskydes et år, kunne man sagtens frygte, at der næsten ingen vidner er tilbage,” siger han.

Både Martin Mennecke og Stig Jensen så gerne, at ICC fik andre sager end de afrikanske, men uden Sikkerhedsrådets beslutning kan domstolen ikke rejse sager mod ledere fra ikke-medlemslande. Ifølge Martin Mennecke er problemet derfor politisk, og det ligger i det politiske organ Sikkerhedsrådet. Der er med andre ord ikke for mange afrikanske sager, men for få ikke-afrikanske. Den holdning er Stig Jensen enig i: ”ICC bør udvide antallet af medlemslande. En international institution som ICC bør kunne agere internationalt,” siger han.

Om domstolen overlever sin konflikt med Kenyatta og AU er for tidligt at afgøre. Men én ting er ifølge Stig Jensen sikker: ”Man kan nærmest ikke overvurdere denne her sags betydning.”


Hasse Holmberg (f. 1989) studerer historie ved Københavns Universitet med særligt fokus på moderne historie og international sikkerhedspolitik. Han har desuden studeret kommunikation ved CBS. ILLUSTRATION: Kenyas præsident Uhuru Kenyatta (foto: World Economic Forum).