Kommentar: Spiller vi Assads spil?

Kommentar: Spiller vi Assads spil?

30.08.2013


KOMMENTAR af Hasse Holmberg

Hvorfor brugte Assad kemiske våben? Det virker umiddelbart som en selvmorderisk aktion. Det har ledt nogle til at foreslå muligheden af kyniske oprørere med et ønske om vestlig intervention som synderne bag angrebet. Det scenarie kan være plausibelt, om end ikke meget tyder på det længere. Der kan også være tale om noget så tragisk som en regulær ulykke i forbindelse med håndteringen af de farlige våbensystemer eller en uansvarlig impulsiv beslutning truffet på et af de lavere befalingsniveauer.

Sidstnævnte er faktisk ikke et helt urealistisk scenarie: et moralsk kollaps og en fatal fejlvurdering fra en eller flere af de syriske officerer i felten. Amerikanske efterretninger kan i hvert fald tolkes som pegende i retning af et sådant scenarie [et rygte siger, at USA har opsnappet en telefonsamtale mellem det syriske forsvarsministerium og en kommandør for en enhed udstyret med kemiske våben, red.]. Under alle omstændigheder slår Washington fast, at angrebet blev udført af regimet, om end det ikke kan fastslås, fra hvilket operationelle befalingsniveau ordren faldt. FN’s eksperter har endnu ikke draget en endegyldig konklusion.

Bag dette mulige scenarie gemmer sig et mere dystert alternativ. Den berømte ”fog of war” vil altid kunne lede soldaterne i felten til uinformerede analyser og stressede løsninger. Men de syriske styrker er kendetegnet ved en særdeles høj grad af topstyring i kommandostrukturen. Ikke mindst derfor kan det ikke udelukkes, at angrebet blev planlagt og beordret fra øverste hold.

Er det tilfældet, må det tages tilsvarende mere seriøst, eftersom der i så fald vil være tale om en kvalitativt anden situation – nemlig et nøje overvejet strategisk udlæg fra Assad.

Lad os blive ved det scenarie en stund og følge hypotesen til dørs. Hvis det kemiske gasangreb var startskuddet på et større strategisk udlæg fra det syriske regime, kan det næsten kun ses som en udfordring af Vestens villighed til intervention. Håber Assad at Vesten vil afstå fra intervention? Og støtter Assads sponsorer – Iran og Rusland – ham i dette håb? Det er givet, at manglende handling vil påføre Vesten et voldsomt slag i prestige og samtidig give grønt lys for Assad til frit at nedkæmpe den syriske opstand på hidtil uset umenneskelig vis.

Hvis dette er kalkulen i Assads strategiske udlæg, må det siges at være højt spil. Det virker urealistisk, at regimet ville satse så meget i en periode af krigen, hvor Assads styrker faktisk langt hen ad vejen er lykkedes med at vende den militære situation til regimets favør. Det må derfor formodes at styret i Damaskus har kalkuleret med muligheden for et vestligt indgreb som værende et acceptabelt udfald – hvis ikke endda det foretrukne. På uhyggelig vis har krigen i Syrien nemlig komponenterne til at udvikle sig til et regulært mareridt for de involverede parter.

Med FN sat til side har Assad-styrets sponsorer, i form af særligt Iran og Rusland, nemlig ingen anden attraktiv løsning end at skrue op for støtten til regimet i takt med Vestens støtte til oprørerne. Det allerede hærgede Syrien kan således opleve at forfalde til krigsskueplads for en symmetrisk oprustning på begge sider af konflikten og en regulær stedfortræderkrig med et helt uoverskueligt potentiale for spredning i regionen. Assad kan således på hensynsløst kynisk vis drage fordel af at placere konflikten i stormagternes hænder, om end det må siges at være et desperat træk, der måske ikke helt flugter med timingen rent taktisk. Men hvis den taktiske timing virker skæv, er udlægget måske ganske godt afstemt med strategisk tid. Presset på Washington efter Obamas ”streg i sandet” er i hvert fald tydeligt at mærke for enhver, og USA’s manglende mod på et nyt Irak lugter langt væk af svaghed – formentlig helt til Damaskus, Teheran og Moskva. En langtrukken og omfattende krig – et utåleligt scenarie for amerikanerne – kan resultere i en betydelig nedjustering af USA’s engagement i regionen fremover. Der kan derfor være et betydeligt incitament for Assad til at bringe amerikanerne ind i konflikten. Assad og hans allierede ved kun alt for godt, hvor svækket USA’s handlekraft er på den lange bane. Obama har ganske simpelt ikke sin befolkning bag sig i spørgsmålet om Syrien.

Omvendt har Vesten heller ikke råd til intet at gøre. Med iranernes trusler om et gengældelsesangreb på Israel og flytningen af russiske krigsskibe til Middelhavet er fronterne nu for alvor trukket op. Men spiller vi lige ind i Assads hånd og engagerer os militært, risikerer vi en udmattelseskrig, som vi ikke har viljen til at vinde. Udfaldet af en uoverbevisende krig vil være et tab af vestlig indflydelse i regionen. Ligesom ved krigen i Irak står Iran således som en meget mulig vinder.

Vi kender ikke regimets strategiske rationale, og vi kender ikke den fulde forklaring bag det kemiske angreb. Men uanset Assads holdning til et vestligt indgreb er det en kendsgerning, at enhver form for militær intervention potentielt kan være indgangen til en langt blodigere udvikling forbundet med en betydelig geopolitisk risiko.

I går torsdag undgik vi den ellers forventede udmelding om militær intervention fra Washington. Samtidig led Cameron et symbolsk nederlag i det britiske underhus, da han tabte den symbolske afstemning om militær intervention uden om FN. En eventuel koalition fremstår allerede langt svagere end ved de første dages sabelraslen. Briternes holdning er nu, at vi bør vente på en udmelding fra FN’s eksperter i felten.

Vi må opfordre vores politikere her i Danmark til at imødekomme denne tænkepause med seriøse overvejelser. Gør vi intet, skaber vi en utålelig præcedens for brugen af kemiske våben mod civilbefolkninger. Samtidig må det tolkes som et ganske betydeligt slag mod særligt amerikanernes prestige. En vis form for symbolsk militær aktion er derfor næsten en nødvendighed, men det ene træk tager nemt det andet. Det afgørende er at skabe et equilibrium i styrkeforholdet og på den måde bringe både Assad og oprørerne til forhandlingsbordet. Danmarks indsats bør særligt være at finde omkring sidstnævnte. ■

Hasse Holmberg (f. 1989) studerer historie ved Københavns Universitet med særligt fokus på moderne historie og international sikkerhedspolitik. Han har desuden studeret kommunikation ved CBS.