Kommentar: Mario Montis store regnefejl

Kommentar: Mario Montis store regnefejl

27.02.2013


Mario Monti regnede med, at han kunne skabe en ny reformfløj i italiensk politik. Men efter valget er det uklart, hvem der skal danne regering. Havde Monti ikke stillet op, kunne han nok engang spille rollen som nationens frelser. Nu har han bare tabt.

KOMMENTAR af Jon Egeris Karstoft


Søndag og mandag strømmede italienerne til valgurnerne i et valg, alle europæiske ledere har set frem til med ængstelse lige siden il professore Mario Monti trådte op på scenen i italiensk politik for et år siden. Han har i det sidste år forkælet italienerne med en masse af de hårde reformer, som ifølge de fleste økonomer er nødvendige for at få landet ud af den periode på ti års lavvækst, der har skabt Italiens gældsproblem.

Kort efter jul valgte Monti at gå ind i politik som leder af en koalition af centrumpartier. Dengang spekulerede kommentatorer i hele Europa over, hvad han dog tænkte på: Hvorfor gå fra at være stor statsmand, nationens og Europas frelser, til leder af en lillebitte blok i italiensk politik? I følge ham selv var målet at skabe en tredje pol i italiensk politik, en stor reformorienteret midterfløj, med mulighed for at have indflydelse på den førte politik, uanset hvilken fløj der skulle vinde magten.

I dag ville han nok ønske, at han havde holdt sig langt væk.

Landet har gjort sig selv uregerligt
Tirsdag stod det dog endegyldigt klart, at Italien har gjort sig selv uregerligt. 25 % af vælgerne har stemt på den tidligere komiker Beppe Grillo, der er gået til valg på at gøre livet surt for alle andre politikere. Yderligere 30 % valgte at stemme på tidligere ministerpræsident Berlusconi, som har adskillige retssager for korruption og sexforbrydelser kørende i mod sig, og som har lovet at sænke skatterne og skabe 4 mio. offentligt finansierede jobs på samme tid.

Kun sølle 10 % af vælgerne valgte at stemme på Mario Monti. Centrumvenstres kandidat, Pier Luigi Bersani, der også har ført en valgkamp baseret på kold pragmatisme, fik kun få tusind stemmer mere end Berlusconi. Finansmarkederne og de øvrige europæiske hovedstæder havde håbet på en tydelig sejr til disse to herrer. Sammen ville de skabe tillid til, at Italien er slået endegyldigt ind på reformsporet og ikke har tænkt sig at vende om.

På grund af et valgssystem, der nærmest fjerner sammenhængen mellem partiernes stemmeandele og deres mandatantal, har venstrefløjen dog fået et flertal i parlamentets underhus. Men en regering skal have et flertal i begge parlamentets kamre , og i overhuset er Beppe Grillo tungen på vægtskålen. Han er imidlertid ikke gået til valg på at finde løsninger på Italiens udfordringer, og han nægter derfor at pege på nogen. Montis mandater er derimod ubrugelige, da der ikke er nok af dem til at sikre nogen et flertal. Landet er med andre ord uregerligt.

Professoren har forspildt sin chance
Og det er her Montis ærgrelse kommer i spil. For hvis Monti ikke var hoppet ned til de andre i den italienske politiske mudderkamp, så havde han stået på sidelinjen nu, ganske ren og fin og klar til at frelse nationen igen. I modsætning til nu, hvor der kun er midlertidige halvdårlige løsninger i sigte, ville præsident Napolitano have en løsning at tilbyde Italien, Europa og finansmarkederne, der faktisk ville være tilfredsstillende for mange. Han ville kunne finde Monti frem fra gemmerne og bede ham om at danne en regering. Netop dette scenarie var der mange kommentatorer, der spåede, før Monti valgte at stille op.

Nu er professorens muligheder for indflydelse og Italiens skæbne tæt kædet sammen. Hvis løsningen på de uklare flertalsforhold bliver en national samlingsregering, vil Montis mandater de facto være irrelevante. Højre- og venstrefløjen vil have et så enormt flertal i begge kamre, at hans sølle 10 % af stemmerne kan være ligegyldige. Han vil allerhøjst kunne håbe på at vende tilbage til universitetsverdenen.

Hvis præsident Napolitano derimod beslutter sig for at udnytte sine resterende måneder på posten til at udskrive nyvalg, er det svært at forestille sig, at centrumvenstre vil kunne opnå et flertal uden midterkoalitionen. Hvis Monti stadig findes i italiensk politik til den tid, vil han måske kunne få lidt indflydelse. Og resten af Europa vil kunne få ro for den komedie, der udspiller sig på den anden side af Alperne – forudsat at italienerne ved et sådant valg kommer til fornuft.

Men det har vi selvfølgelig ventet længe på.


Jon Egeris Karstoft (født 1992) studerer økonomi ved Københavns Universitet. FOTO: Friends of Europa via Flickr.