Kommentar: Indsamling åbner danskernes øjne for Afrikas problemer

Kommentar: Indsamling åbner danskernes øjne for Afrikas problemer

14.02.2013


Danmarks Indsamling bliver i en kommentar i RÆSON omtalt som ’nationalt hykleri’. Men Afrika har stadig brug for hjælp til det, vi tager for givet i Danmark. Og pengene fra indsamlingsshowet er nødvendige for at kunne støtte de afrikanere, der stadig lever for få kroner om dagen.

KOMMENTAR af Line Grove Hermansen, talsmand for Danmarks Indsamling


Christoffer Augustinus Vedsted, international ordfører for Radikal Ungdom, og Brigitta Alexandra Major Pedersen, anklager i RÆSON den 10. februar Danmarks Indsamling for at være ’forkert’ udviklingsbistand og kalder det ’nationalt hykleri’. Men det er i virkeligheden Vedsted og Pedersen, der taler mod bedre vidende, når de tager indsamlingen som gidsler i en politisk debat om toldmure og samarbejdsaftaler.

Danmarks Indsamling har formået at gøre det, som ingen andre danske initiativer for udviklingslandene nogensinde har gjort: Den har fået op mod en femtedel af danskerne til at sidde foran skærmen en fredag aften i bedste sendetid syv år i træk. Helt almindelige danskere, politikere, firmaer, kunstnere og medier forholder sig nu til Afrika mindst én gang om året.

Når Anne Linnet har lavet en sang med finalisterne i X Factor, er hun med til at hente millioner af kroner hjem til at støtte Afrika. Det hjælper afrikanerne med at udvikle deres muligheder og anvende deres ressourcer bedst muligt. Og det støtter nogle af de allerfattigste afrikanere i at kæmpe for deres egen fremtid på deres egne præmisser. Knap 14 kroner har hver dansker i gennemsnit givet til Danmarks Indsamling 2013. Det kan man vel også kalde for solidaritet?

Vi får gennem Danmarks Indsamling øjnene op for, at vi har det ganske godt her i Danmark, sammenlignet med det store flertal i Afrika. Det giver måske flere danskere lyst til lægge pres på og stemme på de politikere i EU og Danmark, som går ind for en mere retfærdig verdensorden med samhandel, samarbejde og lighed – også når kameraerne er slukkede.


Det ene udelukker ikke det andet

Vedsted og Pedersen synes, at vi i Danmark hellere skal acceptere en indtægtsnedgang og arbejde for at stoppe kapitalflugt til Afrika. De skælder danske folketingspolitikere ud for at gå rundt med sparebøssen til fordel for verdens fattigste, fordi Danmark har forpligtet sig til at leve op til et princip om, at en regerings udviklingsstøtte ikke skal undermineres af samme regerings politik på andre områder. Og forfatterne anfører, at hvis udviklingsbistand skal batte, skal vi lukke de juridiske huller, der muliggør kapitalflugt fra Afrika, og fjerne de strukturelle hindringer, der umuliggør lige handelsvilkår mellem Afrika og Vesten.

Til det må jeg sige, at det ene jo ikke udelukker det andet. Tværtimod.

Vedsted og Pedersen trækker som det fremgår en lige linje mellem ’udviklingsbistand’ og ’Danmarks Indsamling’. Men Danmarks Indsamling er jo ikke udviklingsbistand i sig selv. Danmarks Indsamling er et indsamlingsshow. En aktivitet blandt mange andre, som de danske organisationer er nødt til at gennemføre, hvis de overhovedet skal have penge til at støtte og styrke de to tredjedele af afrikanerne, der stadig lever for få kroner om dagen – i lande, hvor regeringerne hverken har midler, kræfter og i nogle tilfælde heller ikke viden om, hvordan de skal løfte deres landsmænd ud af fattigdommen.

Vi oplever bestemt ikke, at det er ren patos, som forfatterne skriver, for eksempel at støtte mennesker, der bor på en losseplads, i at kræve deres ret til at leve i et sundt og sikkert nærmiljø med adgang til basale offentlige ydelser. Det handler om benhårdt oplysningsarbejde, offentlige møder, analyser, kurser og organisering af mennesker, der i forvejen ikke har meget overskud til andet end at overleve. Ikke desto mindre er det de lokale beboere selv, der ved hjælp af Danmarks Indsamling får redskaber til at kræve, at deres regeringer tager ansvar. Udfordringen beskrives kort under showet i bedste sendetid, men resten kan danskerne få i hundredevis af interview og omtaler i ugerne op til indsamlingsshowet.


Det kræver liv at stille krav

Når det gælder måden at udføre udviklingsarbejde på, har Vedsted og Pedersen tilsyneladende ikke læst grundigt nok på lektien. Langt de fleste af projekterne bistår nemlig afrikanerne i at kræve, at deres egne regeringer opfylder indbyggernes rettigheder til at leve uden vold og diskrimination, til at leve i sikkerhed, til at få uddannelse, til at få lægehjælp og mange andre ting, vi tager for givet i Danmark.

Vedsted og Pedersen skriver, at det er positivt, at to ud af tre afrikanere er under 30 år. En af historierne bag tallene er dog, at store dele af voksengenerationen i mange af de afrikanske lande er blevet udryddet. Nogle af aids. Andre af krig. Store befolkningsgrupper kan hverken læse eller skrive og kender følgelig ikke deres rettigheder. De lever på et eksistensminimum, så selvom de kendte deres rettigheder, ville de mangle kræfter til at tale imod misbrug af deres land og jord.

Derfor giver det mening, når nogle af organisationerne bag Danmarks Indsamling sideløbende med fortalervirksomheden [påvirkning af beslutningstagere og borgere lokalt, regionalt, nationalt og internationalt, red.] engagerer sig direkte i uddannelse og sundhed. Det sker ikke for at underminere de lokale regeringers pligt til selv at levere ydelserne. Organisationerne støtter landene i at uddanne kvalificerede og ansvarlige nye generationer, der med viden, nye tilgangsmåder og solidt håndværk kan være med til at udvikle deres egne lande og udnytte Afrikas mange ressourcer på forsvarlig vis.

Danmarks Indsamlings projekter hjælper også med at udvikle modeller for uddannelse og sundhed i tæt samarbejde med lokale civilsamfund, beslutningstagere og myndigheder i områder, hvor kvalitetsuddannelse og ordentlig lægehjælp er ikke-eksisterende. På sigt overtager myndighederne og lokale civilsamfundsorganisationer selv aktiviteterne og den læring, som projekterne medfører.

Dét er, for at citere Vedsted og Pedersen, ansvarlig og god udviklingsstøtte.


Line Grove Hermansen er talsmand for Danmarks Indsamling og kommunikationschef i SOS Børnebyerne. FOTO: Lars Just/Danmarks Indsamling.