Kommentar af René Dinesen, Danmarks ambassadør:Et Sydafrika uden Mandela

Kommentar af René Dinesen, Danmarks ambassadør:
Et Sydafrika uden Mandela

06.12.2013


KOMMENTAR af René Dinesen, Danmarks ambassadør

MANDELA – eller blandt sydafrikanere blot Madiba eller Tata – var én af det 20. århundredes væsentligste politiske personligheder. Han stod i spidsen for ANC’s civile modstandskamp og sidenhen den væbnede modstand i regi af Umkhonto we Sizwe (Spear of the Nation). Efter fængslingen på Robben Island fra 1964 – og især fra 1980 og frem – blev han selve symbolet på modstanden mod apartheid.

Mandela var en inspiration for flere generationer af politisk engagerede verden over og spillede en afgørende rolle i forhandlingerne med apartheid-regeringen om overgangen til demokrati, og fik sammen med præsident F.W. de Klerk anerkendelse af denne rolle i 1993 i form af Nobels fredspris. I 1994 blev han Sydafrikas første demokratisk valgte præsident, et embede han først og fremmest brugte til at fremme forsoning af det tidligere så opdelte samfund og sikre Sydafrika en plads blandt verdens moderne demokratier. Det skete dels gennem sandheds- og forsoningskommissionen og gennem udformningen af en ny, moderne forfatning.

Mandela måtte balancere ofte modsatrettede økonomiske hensyn til på den ene side primært hvide investorer og virksomheder og på den anden side tidligere ekskluderede primært sorte befolkningsgrupper. Hans evne til tilgivelse, til at lægge had og bitterhed bag sig, var unik. I 1999 trådte han tilbage efter blot én periode som præsident. I årene herefter var han aktiv på den internationale scene bl.a. med mæglingsbestræbelser i konflikter på det afrikanske kontinent. Gradvis trak han sig fra offentligheden og viste sig sidste gang offentligt under fodbold VM i Sydafrika 2010. Hans symbolske rolle som landsfader har dog været uændret stærk.

Mange stiller nu sig selv spørgsmålet, hvad der skal blive af Sydafrika uden Madiba? Vil Sydafrika, som fortsat ikke er et økonomisk balanceret eller racemæssigt integreret samfund, gå i opløsning? Vil man se en anderledes drastisk omfordelingspolitik? Skal udenlandske investorer frygte for tiden efter Mandela? Spørgsmålene kan synes overdrevne, men usikkerheden eksisterer, i hvert fald i nogle befolkningsgrupper, og illustreres bl.a. ved at regeringen for nylig måtte gå offentligt ud med beroligende forsikringer til investorer om ikke at frygte tiden efter Mandela.

Men svaret på disse spørgsmål er, at som forholdene i Sydafrika tegner sig pt., forekommer det ikke sandsynligt, at landet vil opleve store forandringer umiddelbart i kølvandet på Mandelas død.

Mandela kan med rette tillægges en stor del af æren for Sydafrikas transition. Men han efterlader sig samtidig et land, som absolut kan stå på egne ben. Et land, der trods stor ulighed og store udfordringer, der ikke altid håndteres i overensstemmelse med de gode intentioner, har etableret et levedygtigt demokrati med en forfatning i verdensklasse, uafhængige institutioner og medier, en reel opposition samt en økonomi, som har klaret sig igennem den globale økonomiske krise med tålelige vækstrater på 2-4 %. Selvom race bestemt ikke har mistet sin betydning som en central politisk og økonomisk faktor i dagens Sydafrika, er det ikke længere den eneste politiske faktor. Der er et ønske om en udjævning af den enorme ulighed i samfundet, men den kamp finder allerede nu sted igennem demokratisk, politisk debat og igennem strejkeaktiviteter i fx mine- og landbrugssektoren, og det handler ikke længere primært om race. Nu sidder der også sorte på den anden side af forhandlingsbordet og i bestyrelserne. Dermed ikke sagt, at der ikke vil være en reaktion i tiden, der kommer. De sydafrikanske sikkerhedsinstitutioner synes at være mobiliseret og parate – om ikke andet så til håndteringen af en stor international mindehøjtidelighed og flere dages landesorg og nationale manifestationer.

I forhold til ANC og det sydafrikanske politiske system i bredere forstand kan det ikke udelukkes, at Mandelas bortgang på lidt længere sigt betyder, at sammenhængskraften i ANC – der i forvejen spænder endog meget bredt – vil mindskes. ANC sidder nu trygt på regeringsmagten, typisk med to tredjedele af stemmerne, og forventes også efter parlamentsvalget i 2014 at sidde sikkert i sadlen. Men det er allerede en udfordring at holde sammen på de mange forskellige interesser, der er samlet i trepartsalliancen, der foruden ANC består af kommunistpartiet SACP og fagforeningspartiet COSATU. Nok forventes ANC at kunne fastholde det absolutte flertal, men der må klart forventes en meget vitriol valgkamp. ANCs magt er især truet af det primært – men ikke udelukkende – hvide oppositionsparti Democratic Alliance (DA) og af det nystiftede midterparti Agang, hvis base netop er utilfredse sorte middelklassevælgere fra ANC.

Tilsvarende udfordres ANC fra en mere radikal, populistisk fløj anført af den nu ekskluderede Julius Malema, der tidligere var leder af ANC Youth League. Han anklager især ANC for at være alt for forsigtige i den økonomiske omfordelingspolitik. Hans nystiftede parti, Economic Freedom Fighthers (EFF), ligner med deres retorik og røde baretter mere en guerillabevægelse end et politisk parti. Mange i ANC er reelt mere bekymret over denne udfordring end udfordringen fra det primært hvide parti DA.

Tutu kritiserer i særdeles skarpe vendinger ANC for at have svigtet idealerne, være ineffektivt og korrumperet. Udfordringerne i forhold til bl.a. uddannelse og arbejdsløshed er kolossale. ANC beskyldes for at have forsømt helt centrale opgaver – og i stedet fokusere mere på vennetjenester og på at ville fastholde magten for enhver pris. Mandelas død vil på sigt kunne bidrage til yderligere splintringer i ANC – og måske til at gøre ANC til et mere ”normalt” parti, som man som sort vælger lettere kan fravælge uden at føle, at man forråder hele anti-apartheidkampen og landsfader Madiba. Det så man blandt andet med Tutus meldinger.

Det kan på lidt længere sigt (over de næste 5-7 år) vise sig, at Mandelas død indvarslede en ny epoke med et mere pluralistisk politisk system i Sydafrika. En epoke, hvor ANC muligvis mister sit monopol på magten og tvinges til at samarbejde over midten og til at indgå kompromisser. Nogle iagttagere peger på, at det sin vis ville være i Mandelas ånd – og at en sådan udvikling på mange måder reelt ville styrke det sydafrikanske demokrati, da det ifølge de samme iagttagere har vist sig, at en tidligere succesfuld befrielse-/modstandsbevægelse ikke nødvendigvis også er den bedst egnet til at regere og udvikle en moderne, kompleks økonomi.

Uanset hvad fremtiden bringer for regnbue-nationen, vil Mandela stå som manden, der i første halvdel af 1990erne – uden at ty til vold – forvandlede et mareridtsagtigt regime med international paria-status til et relativt fredeligt og velstående, afrikansk demokrati med fri presse og udbredt respekt for menneskerettigheder: Et forbillede for mange. Det var en bedrift, der vedblivende vil være en stærk inspirationskilde for mennesker verden over.