Klimafinansiering: Møde i København skal sikre fremgang under COP19

Klimafinansiering: Møde i København skal sikre fremgang under COP19

22.10.2013


Onsdag d. 23. oktober ankommer klima- og finansministre fra 22 lande, EU-Kommissionen samt en række udviklingsbanker til København for at diskutere finansiering af klimatiltag i udviklingslandene. Klimafinansiering bliver et af hovedemnerne ved FN’s klimakonference i Polen næste måned (COP19), og resultaterne fra Copenhagen Climate Finance Meeting vil blive fulgt med stor opmærksomhed verden over.

ANALYSE af Jonas Amtoft Bruun


100 milliarder dollars om året. Det er, hvad verdens rigeste lande har forpligtet sig til at yde i klimafinansiering til verdens fattigste lande fra år 2020. Aftalen, der blev indgået under FN’s klimakonference i København (COP15), skal hjælpe udviklingslande med at begrænse deres udledning af drivhusgasser samt tilpasse sig klimaforandringerne.

Donorlandene lovede samtidig at give 30 milliarder dollars i hurtig startfinansiering mellem 2009 og 2012. De 30 milliarder blev leveret som aftalt, men nu er pengene ved at være brugt, og med ganske få nye finansieringsløfter fra industrilandene er det uklart, hvordan finansieringen skal nå 100 milliarder om året fra 2020.

Ifølge Liane Schalatek, direktør for Heinrich Böll Instituttet i Washington D.C., er 2020-målet alt for langt ude i fremtiden. Mange af verdens fattigste lande oplever allerede nu de negative konsekvenser ved klimaforandringer og har ikke mulighed for at vente på, at industrilandene afsætter de nødvendige midler på de offentlige budgetter. Hun henviser til beregninger fra FN’s klimapanel, der viser, at det samlede behov for klimafinansiering, både til forebyggelse og tilpasning, nærmere ligger et sted i nærheden af 1.500 milliarder dollars – altså 15 gange mere end den nuværende målsætning.

”De 100 milliarder, der blev lovet i København, repræsenterede et politisk kompromis – ikke det reelle finansieringsbehov”, siger hun.

Ingen finansiering, ingen handling
Det har længe været et kendt – om end noget kontroversielt – faktum, at det ikke kun er industrilandene, der er nødt til at frigøre sig fra brugen af fossile brændstoffer, hvis verden skal undgå altødelæggende klimaforandringer. Også udviklingslandene, herunder de store økonomier som Kina, Indien og Brasilien, samt de fattigste lande, der endnu ikke har haft del i det fossile eventyr, er nødsaget til at tilslutte sig den grønne omstilling. Hvis det skal lykkes, er der behov for omfattende investeringer, bistand og lån.

Denne klimafinansiering er øremærket til at hjælpe udviklingslandene i overgangen til en mere bæredygtig økonomi – og samtidig tilpasse sig udfordringerne medført af klimaforandringer såsom stigende vandstande, tørke og tab af biodiversitet. Midlerne skal ifølge aftalen fra København komme fra de rigeste lande i form af bistand og tilskud fra offentlige budgetter samt såkaldte innovative kilder som eksempelvis skat på flytrafik eller afgifter på finansielle transaktioner.

Disse midler skal tilbagebetales, og der er stor uenighed mellem industri- og udviklingslandene om, hvor stor en del der skal komme fra offentlige og innovative kilder. Denne uenighed er et tilbagevendende stridspunkt i klimaforhandlingerne, hvor udviklingslandene kræver at se bistandspenge på bordet, hvis de skal gå med til en aftale.

Private klimainvesteringer
Regeringer i vesten hævder derimod, at finanskrisen har afstedkommet en så stor mangel på økonomisk råderum, at det ikke er muligt at afsætte penge til klimafinansiering på de trængte offentlige budgetter. Politikerne har i stedet vendt blikket mod den private sektor, hvor der ifølge klimaminister Martin Lidegaard (R) både er tilstrækkelige midler til rådighed samt interesse i at investere.

”Jeg tror, at det bliver umuligt at få en ny klimaaftale, hvis vi ikke får løst spørgsmålet om finansiering, der er et af de mest følsomme emner i forhandlingerne,” siger han og pointerer, at andelen af private klimainvesteringer skal øges gennem dialog og møder – som det kommende møde i København – om offentlige rammevilkår og regulering.

Dette glædelige budskab fra Copenhagen Climate Finance Meeting adresserer dog ikke den store mangel på investeringer i klimatilpasning i udviklingslandene, der på grund af manglende profit-muligheder ikke er relevante for den private sektor.

En omfattende undersøgelse fra Climate Policy Initiative fra 2012 viser, at 95 % af den globale klimafinansiering er investeret i projekter, der har til formål at reducere udledningen af drivhusgasser, mens kun 5 % er øremærket klimatilpasning i udviklingslandene, der allerede nu kæmper med konsekvenserne af den globale opvarmning.

Vejen mod 2015
I FN’s Grønne Klimafond, der er tiltænkt rollen som forpagter for de mange milliarder, er denne ulige fordeling mellem klimafinansiering et afgørende stridspunkt i fondens bestyrelse. Industrilandene kræver, at fondens rammebetingelser skal på plads, inden der gives tilsagn om midler. Modsat nægter udviklingslandene at diskutere udformningen af en fond, der endnu ikke har penge i sig. Det er endnu ikke lykkedes at nå til enighed om en forretningsmodel, og fonden står tom på fjerde år.

Det manglende fremskridt har fået Ban Ki-moon, FN’s generalsekretær, til at invitere verdens ledere til et ekstraordinært klimafinansieringsmøde i forbindelse med FN’s generalforsamling i 2014. På mødet skal de blandt andet drøfte, hvordan den tomme fond kan fyldes, og udfaldet vil med sikkerhed få stor indflydelse på forhandlingerne om en global klimaftale i 2015.

Klimakonferencen til november i Polen har af flere analytikere fået tilnavnet ”finansierings-COP”, og det er Martin Lidegaards forhåbning, at Københavnermødet i denne uge vil bidrage til at finde en løsning på den manglende finansiering.


Jonas Amtoft Bruun er PhD stipendiat ved Leverhulme Centre for the Study of Value på Manchester Universitet. Han forsker i klimafinansiering og politik. ILLUSTRATION: Et øget antal oversvømmelser har ødelagt mange af landbrugsmulighederne i Bangladesh (foto: Oxfam International).