Jacob Rasmussen: Mandela har ikke været en samlende figur for ANC i flere år

Jacob Rasmussen: Mandela har ikke været en samlende figur for ANC i flere år

09.12.2013


“Da Jacob Zuma blev valgt som formand første gang blev han bl.a. skudt i skoene, at han offentligt brugte en svag og afkræftet Mandela som kransekagefigur til at vinde folkelig opbakning. Det vidner på den ene side om Mandelas folkelige appel og popularitet, men også om at han i flere år ikke har haft den politiske styrke og gennemslagskraft til aktivt at samle partiet, men måske snarere er blevet brugt af stærke fraktioner i ANC pga. sin symbolske betydning for landet og partiet.” Det siger Jacob Rasmussen, adjunkt på Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, til RÆSON.

INTERVIEW af RÆSONs chefredaktion


RÆSON: Hvordan det ser ud med raceopdeling og -uroligheder i Sydafrika i dag? Er vi på vej mod et omvendt apartheid, og er Mandelas budskab om forsoning fremfor hævn glemt?
Jacob Rasmussen: Sydafrika er stadig et meget opdelt samfund, og forskellighed er stadig en væsentlig faktor i forhold til bosættelse, politisk engagement, forbrugsvaner og adgang til ressourcer. I årene efter apartheids fald opstod en fortælling om, at Sydafrikas opdeling ikke længere var baseret på race, men i lige så høj grad var baseret på socioøkonomiske faktorer, som måske havde et racialt udtryk nogle steder. Selvom den fortælling kun er en delvis sandhed, peger den på det økonomiske og materielle aspekt af Sydafrikas opdeling. Hvis man kigger på de fremmedfjendske angreb, der fandt sted for et nogle år siden – primært udført af fattige sorte sydafrikanere mod zimbabwianske migranter i de urbane områder, men også mod migranter af somalisk herkomst i Cape Town – var der en udtalt økonomisk og materiel motivation. Stereotyperne om de to nævnte migrantgrupper fokuserer på deres entreprenørskab og forretningsdriftighed, og mange fattige Sydafrikanere har givet udtryk for, at det sker på deres bekostning og med statens stiltiende accept. Det betyder ikke, at der ikke eksisterer spændinger mellem hvide og sorte sydaftikanere, men de mest potente konflikter i forhold til forskellighed og samfundsmæssig opdeling udspiller sig ikke nødvendigvis mellem sort og hvid, men snarere mellem forskellige sorte befolkningsgrupper. Den seneste måneds tvangsrydninger af gadesælgere med migrantbaggrund fra gaderne i Johannesburg er et yderligere eksempel på, hvordan statsinstitutioner også er en del af den udvikling. Som sådan er Mandelas budskab om forsoning ikke glemt, men på hverdagsniveau kommer det måske tydeligere til udtryk som et spørgsmål om krav og rettigheder i forhold til inklusion og eksklusion i det fælles Sydafrika som et regionalt økonomisk kraftcenter overfor migranter fra andre afrikanske lande i regionen.

RÆSON: Hvordan ser det politiske landskab i Sydafrika ud lige nu, og hvordan kan vi forvente, at de politiske miljøer – hvis overhovedet – reagerer på hans død over det næste stykke tid?
Jacob Rasmussen: Alle politisk engagerede sydafrikanere vil være enige om det store nationale tab, som man i fællesskab lider ved Mandelas død, men dele af oppositionen vil på sigt måske finde bedre fodfæste. Nogle tendenser har ulmet i nogle år, og det er derfor usikkert, om man kan tale om en reaktion på Mandelas død. Den meget omtalte politinedskydning af minearbejdere for ca. et år siden var forbundet til ANC og partiets stærke bånd til fagforeningerne. I og med at ANC har været altdominerende på den politiske scene igennem en årrække, er de politiske alternativer ikke nødvendigvis at finde blandt etablerede partier, men i lige så høj grad blandt andre politiske organisationer som sociale bevægelser og fagforeninger. De ikke ANC-affilierede fagforeninger vil ganske givet fortsætte deres forsøg på indflydelse, og de kan givetvis finde legitimitet i arven fra Mandela i deres kamp mod, hvad de anser som ANC’s monopolisering af fagforeningsmarkedet. I samme ånd kan rettighedsbaserede bevægelser som fx Abahlali Base Mjondolo (social bevægelse mod tvangsrydninger) vinde yderligere opbakning i deres kamp mod, hvad de anser som statens uretmæssige og voldelige behandling af dem.

RÆSON: Hvordan ser fremtiden ud for ANC, nu hvor de ikke har en samlende figur som Mandela?
Jacob Rasmussen: Mandela har i realiteten ikke fungeret som en samlende figur for ANC i flere år. Allerede i 2008 – kort efter valget af Jacob Zuma til leder – brød en gruppe medlemmer med ANC og grundlagde COPE (Congress of the People). Bruddet var kulminationen på en intern magtkamp i ANC, om hvem der skulle overtage ledelsen efter Thabo Mbeki. Partiet valgte den tidligere ANC-formand “Terror” Lekota som leder og bestod af flere hvide medlemmer af ANC. Igen i 2012 var der interne magtkampe og rygter om udbryderpartier i kølvandet på ANC’s valg, hvor Jacob Zuma genvandt lederposten. Da Jacob Zuma blev valgt som formand første gang blev han bl.a. skudt i skoene, at han offentligt brugte en svag og afkræftet Mandela som kransekagefigur til at vinde folkelig opbakning. Det vidner på den ene side om Mandelas folkelige appel og popularitet, men også om at han i flere år ikke har haft den politiske styrke og gennemslagskraft til aktivt at samle partiet, men måske snarere er blevet brugt af stærke fraktioner i ANC pga. sin symbolske betydning for landet og partiet. I og med at ANC har sejret så stort og domineret de sidste valg, har der ikke været politiske alternativer, men det har også betydet at ANC skulle rumme flere fraktioner internt. Eventuelle fremtidige brud internt i ANC bør derfor ses som led i en proces, der allerede har været flere år undervejs, og er ikke nødvendigvis et udslag af, at Mandela pludselig er forsvundet som samlende figur.

RÆSON: Sydafrika lider under høje kriminalitetsrater, fattigdom og andre sociale problemer – hvad har landet mest af alt brug for lige nu?
Jacob Rasmussen: Sydafrika har brug for en mere ligelig fordeling af økonomiske og sociale goder og for en mere inkluderende planlægning. Men der er især brug for en politisk opposition, som er folkeligt forankret, og som kan give ANC modspil, så man får udviklet en politisk kultur, som inkluderer almindelige sydafrikanere.

RÆSON: Det vælter ned med lovprisninger af Mandela efter hans død blev offentliggjort i går. Hvilken betydning kan hans død og reaktionerne på den få for Sydafrikas bevægelse mod et mere fredeligt og mindre opdelt samfund?
Jacob Rasmussen: På kort sigt vil Mandelas død samle Sydafrika i sorg, men ganske givet også i fejring af Mandelas kamp for at skabe et fælles Sydafrika. Men som tidligere store og samlende nationale begivenheder, som VM i fodbold 2010 og Sydafrikas VM-sejr i Rugby kort efter demokratiseringen og naturligvis selve apartheids fald, vil det have en symbolsk samlende betydning, som ikke nødvendigvis får den store afsmittende effekt på hverken politik eller økonomi og dermed heller ikke på den sociale opdeling af samfundet.

FOTO: GovernmentZA via Flickr.