Eksperterne om valget i Israel: Netanyahu er tvunget til samarbejde

Eksperterne om valget i Israel: Netanyahu er tvunget til samarbejde

23.01.2013


Netanyahu hentede med nød og næppe valgsejren hjem i det Israelske valg. Men den knebne sejr vil presse ham ud i et uvanligt politisk samarbejde med midterpartierne. RÆSON har talt med en række eksperter om årsagen til valgresultatet og konsekvenserne for fremtidens Israel. Opdateres løbende.


1) Hvorfor har Netanyahu skuffet?

Hans Henrik Fafner:
Der er flere grunde til, at Netanyahu har skuffet. Han begik en taktisk fejl ved at gå i valgteknisk samarbejde med den kontroversielle Avigdor Lieberman, som kort efter måtte gå af som udenrigsminister og har en omfattende korruptionssag hængende over hovedet. Netanyahu har også insisteret alt for længe på at tale om den iranske trussel og andre sikkerhedspolitiske temaer. De fleste andre partier har slået mønt på sociale problemstillinger, hvilket vælgerne gerne ville høre om. Men Netanyahu har eksempelvis ikke ville tage klar stilling til spørgsmålet om den ultra-ortodokse befolknings forhold til militær værnepligt, hvilket er en central del af debatten om hvem, der skal bære samfundsbyrden. Der er heller ikke tvivl om, at Netanyahu led stor skade, da kommunikationsminister Moshe Kahlon valgte at forlade aktiv politik. Han var regeringens “sociale stemme” og var den ubetinget populæreste minister.
Poya Pakzad: Det afhænger af øjnene, der ser. Selvom man nok kan sige, at Netanyahus kriseramte regering skuffede på næsten alle planer: på udenrigspolitikken, på økonomien, på statsbudgettet og på indsatsen for fred med palæstinenserne. Hans koalition har mistet en fjerdedel af sine sæder i parlamentet, og det er et stort og bredt tab. Det efterlader den regering, han skal forme, svag og fyldt med modsætninger. Den største skuffelse har nok været Netanyahus insisteren på en selvfremstilling som “stærk mand” overfor “den iranske trussel”, mens spørgsmålene om de ultra-ortodokses unddragelse af værnepligten og sociale problemer stort set var udeladt fra kampagnen.


2) Har man – både i og uden for Israel – overvurderet Netanyahus usårlighed?

Hans Henrik Fafner:
Jeg er ikke sikker på, at man har overvurderet Netanyahus usårlighed. Da Time Magazine kaldte ham Kong Bibi, kunne mange godt se, at det var noget af en overdrivelse. Faktisk ser mange det problematiske samarbejde med Lieberman som den vigtigste grund til, at Netanyahu er, hvor han er. For selv om Likud er raslet ned til 31 mandater, så står de stadig først i rækken til buddet om at danne den næste regering – og lykkes det, vil han være den første siddende ministerpræsident siden 1977, der kan blive i jobbet efter et valg.
Leila Stockmarr: Først og fremmest er det vigtigt at fastslå, at Netanyahu ikke har tabt valget, men er gået tilbage. Jeg mener stadig, at Netanyahu er meget “usårlig” i israelsk politisk. De såkaldte nye spillere (Bennet og Lapid) vil ikke isolere Netanyahu. Men de vil gøre det sværere for Netanyahu at manøvrere på grund af modsatrettede krav i religiøse og socio-politiske spørgsmål. Det er ikke en ny problemstilling i Israel. Det kan ordnes via politiske studehandler. Men i forhold til palæstinenserne vil der ikke være det store pres. Lapids krav om at sikre en to-statsløsning har fået meget opmærksomhed i internationale medier. Men i Israel har de mere sekulære, zionistiske, liberale stemmer (som typisk bor i den såkaldte Tel Aviv-boble) stemt på ham på grund af hans progressive social-økonomiske profil – ikke for at lægge pres på politikerne over den forsatte kolonisering af Palæstina. Det fylder generelt meget lidt i debatten. Dukker spørgsmålet op, er det først og fremmest i relation til de store udgifter til det israelske militær. Det forsvares dog i lyset af udviklingen særligt i Syrien og Egypten. Og selvfølgelig med henvisning til “problemet” Iran, som det præsenteres af Netanyahu og Lieberman. Dette også selvom udgifterne først og fremmest går til opretholdelsen af besættelsen af palæstinensiske territorium.
Poya Pakzad: Stabiliteten af hans regering har været overvurderet, dels af regeringen selv, fordi en tredjedel af parlamentet har haft et direkte virke i regeringen. Hvem skulle udfordre koalitionen? Sådan lød spørgsmålet blandt andet, da regeringen overlevede et tre-årigt benchmark uden større interne stridigheder. Den såkaldt “demografiske trend” hos de ultraortodokse blev medregnet som faktor i regeringens stabilitet. Men med de økonomiske og sociale spørgsmål er presset udefra begyndt at trænge sig på. Og kriser, såsom svindel- og bedragerisigtelsen af Netanyahus partner Avigdor Lieberman, har bevist, at regeringsgrundlaget har været skrøbeligt.


3) Er Netanyahu oprigtigt interesseret i en samlingsregering?

Hans Henrik Fafner:
Det mener jeg, at han er. I lyset af den højredrejning, som har fundet sted i Likud, repræsenterer Netanyahu efterhånden partiets venstrefløj. Det vil også sige den del af partiet, som er interesseret i en dialog med centrumpartierne. Spørgsmålet er, om han er i stand til det. Men hvis man tager i betragtning, at højrepartierne (Likud-Beiteinu, HaBayit HaYehudi, samt de to ultraortodokse partier, Shas og Forenet Torajødedom) tilsammen må nøjes med 61 ud af Knessets 120 mandater, er det troligt, at partiet vil acceptere et samarbejde med midten. Her er en oplagt kandidat Yair Lapid, som er stærk på det sociale område, men bestemt ikke har nogen venstreorienteret profil.
Leila Stockmarr: Stod det til Netanyahu, så forsatte han, hvor han slap før valget. Det er besværligt for Netanyahu at skulle bejle til så forskellige partier som Shas, det Jødiske Hjem og ‘Der er en Fremtid’. Alle partier har deres særlige mærkesager. Disse sager er ofte snævre men med stor symbolpolitisk betydning for den retning, man helst ser det israelske samfund bevæge sig. Det bliver en stor, retorisk udfordring for Netanyahu, og han vil skulle sluge en del kameler og i visse spørgsmål afgive suverænitet. Men er der nogen, der kan magte opgaven i Israel i dag, er det nok ham. Der vil ikke være afgørende uenigheder i forhold til den sikkerhedspolitiske linje, som er hans store politiske trumfkort. Få israelske politikere ved magten, eller i oppositionen, tør tale en sikkerhedstrussel ned.
Poya Pakzad: Det er det, han er nødt til, selvom han sikkert ikke er så begejstret for det. Samarbejdsvilje er ikke hans mest fremtrædende træk. Meget tyder dog på en koalition med midten. Men samarbejde mellem midt- og højrefløj er ikke så usædvanligt endda i israelsk politik. Sharon-regeringen startede som en koalition mellem Likud, Shinui (et højreliberalt parti) og ortodokse partier, og endte som en koalition med Labor. Politikken ændrer sig ikke så meget af det.


4) Hvad er grunden til successen for tv-værten Yair Lapid’s nye midterparti ‘Der Er En Fremtid’ og for det nye parti på højrefløjen, ‘Jødisk Hjem’?

Hans Henrik Fafner:
Både Yair Lapid og Naftali Bennett, som har støvet et hensygnende parti af og fordoblet dets parlamentariske repræsentation, står for noget nyt. Der er en udpræget politikerlede i Israel, men de to er blevet en slags rollemodeller for en mere acceptabel linje. Lapid har en tidligere karriere som tv-journalist med sit eget talkshow. Her blev han kendt for sin høflige facon og stræben efter koncensus. Han er et billede på succes. Det samme er Bennett. Han har ikke tilbragt sine unge år med religiøse studier, men han tjente som officer i en militær eliteenhed Efterfølgende grundlagde han en højteknologivirksomhed, som han for nogle år siden kunne sælge med en personlig gevinst på en lille milliard kroner. Han er religiøs og har stor succes i den sekulære verden, og han forbinder på den måde tradition med modernitet. Begge står derfor som en slags holdepunkter i en tid, hvor israelere har svært ved at tro på noget af det, de velkendte politikere siger. Og det til trods for at de begge er uden politisk erfaring.
Leila Stockmarr:Først og fremmest findes årsagen til Lapids og Bennets succes i det liberale vælgersegments frustration over øget social polarisering. Uligheden i det israelske samfund italesættes som social-økonomiske udfordringer for de jødiske statsborgere. Og det er sjældent, at man inddrager spørgsmål om etniske klasser, hverken i forhold til den jødisk-palæstinensiske dikotomi eller til det socialøkonomiske hierarki, der er internt blandt israelske jøder med forskellig geografisk oprindelse. Den primære grund til fremgangen for Lapid er den liberale, øvre middelklasses frustrationer over Netanyahus økonomise politik. Og herunder de subsidier Israels ortodokse jøder modtager fra den israelske stat, blandt andet deres fritagelse fra den lange værnepligt. Den primære årsag til Bennets succes skal findes i højredrejningen af israelsk politik, som stadig styrkes, fordi den demografiske udvikling gennem de sidste årtier har været til fordel for det ortodokse segment. Og dertil kan man lægge de godt 500.000 jødiske bosættere, som også giver deres stemmer til partier som Bennetts – en varm fortaler for bosættelsesprojektet.
Poya Pakzad: Lapid er som tidligere journalist velkendt, og han har et godt omdømme i den israelske befolkning. Han har især sat det regeringssplittende spørgsmål om værnepligten højt på partiets dagsorden. Det er grundlæggende for Israelerne, at alle skal tjene i hæren for at “bidrage” til samfundet. Hvorvidt der ligger substans bag Lapids charme og sociale løfter er ikke til at udlede fra hans vage retorik. Men det er utvivlsomt endnu en af grundene til hans succes.


5) Hvilke emner har betydet mest i valgkampen?

Hans Henrik Fafner:
Det fremherskende tema har været økonomien og de sociale spørgsmål, hvilket igen er forklaringen på Bennetts og Lapids store succes. Lapid lover eksempelvis at arbejde for 150.000 nye lejeboliger til unge familier. Og Bennett vil give skolevæsenet et tiltrængt løft. Tidligere Kadima-formand og udenrigsminister, Tzipi Livni, har også lanceret et nyt parti kaldet HaTnua-bevægelsen. Men hun fokuserede på nødvendigheden af dialog med palæstinenserne, og det er nok hovedårsagen til, at valget kun gav hendes parti 6 mandater. Hun talte om en sag, som israelerne ikke længere tror på.
Leila Stockmarr: Iran og økonomien har helt klart spillet de største roller i valgkampen. Og det til trods for, at den high-tech baserede israelske økonomi har klaret sig langt bedre end de europæiske lande gennem den globale krise. Det er altså først og fremmest fordelingspolitikken, der står i centrum. Det palæstinensiske spørgsmål har fyldt meget lidt. Livni og Labor-leder Yachimovich har forsøgt at sætte konflikten på dagsorden. Fokus har dog først og fremmest været på Israels efterhånden blakkede ry på den internationale scene, som har udgjort et stort problem for statens egne interesser. Meget få politikere går imod den første politik i spørgsmålet om bosættelser. Iran har fyldt relativt lidt, hvis man sammenligner med den opmærksomhed spørgsmålet fik for bare seks måneder siden. Internt i partierne har man ikke gjort op med sig selv, hvor man reelt står i forhold til et israelsk angreb. Netanyahu vakler på grund af den delvise folkelige skepsis og manglen på ubetinget støtte fra Obama. Potentielle modstandere af et angreb, den såkaldte venstrefløj, taler spørgsmålet ned for minimere eventuelle risici ved at modsætte sig et angreb, hvilket hurtigt ville blive tolket som et kompromis med statens sikkerhed. Det vil man helst undgå. I øjeblikket er der ikke en fredsfløj i Israel, der er villig til at betale den politiske pris for at få reelle forhandlinger om en to-statsløsning tilbage på sporet. Efter min vurdering, har der ikke rigtigt været det på noget tidspunkt.
Poya Pakzad: Israelerne er mindre ramt af iranofobi i dag, end de var ved forrige valg. Årsagen er, at den israelske Iran-politik har været en pinlig fiasko på den internationale scene. Den har kostet Israels omdømme dyrt. Netanyahus sabelraslen under valget faldt for døve ører denne gang. Groft sagt bemærker israelerne stort set ikke palæstinenserne, og de tror ikke på en fredsløsning foreløbigt. Det er noget, man med sindsro kan skrinlægge indtil videre. Det har heller ikke været et rigtigt omdiskuteret emne under valget. Økonomiske emner såsom arbejdsløshed og boligpriser har derimod spillet en stor rolle, selvom de kun blev sparsomt berørt.


Hans Henrik Fafner er Mellemøstkorrespondent for Weekendavisen. Han er bosat i Tel Aviv og er specialist i Israelske forhold.

Leila Stockmarr er ph.d.-studerende i Global Studies ved RUC, og arbejder på en afhandling om Israel-Palæstina. Hun er derudover MSc. i Middle East Politics fra London Scool of Oriental and African Studies, har studeret ved American University of Beirut og har arbejdet ved Den Danske Repræsentation i Ramallah på Vestbredden.

Poyâ Pâkzâd (f. 1984) er debattør, blogger, og freelancer om krig, Mellemøsten og udenrigspolitiske affærer. Kan kontaktes på poyapakzad@gmail.com.

FOTO: Premierministerens kontor (Israel)