Israel: De eksterne trusler højest på dagsordenen igen

Israel: De eksterne trusler højest på dagsordenen igen

06.04.2013


Imens Netanyahu har haft travlt med at smede en regeringskoalition sammen, er Israels eksterne trusler bestemt ikke blevet mindre. Flere regimer i nabolaget smuldrer, Iran er efter sigende på vej mod A-våben, og frustationerne i den palæstinensiske befolkning på Vestbredden kan potentielt føre til en tredje intifada.

ANALYSE af David Sousa og David Jano


I løbet af de sidste 5 måneder er 11 palæstinensere blevet dræbt i sammenstød med israelske soldater, og gaderne har været urolige i en grad, som man ikke har set i mange år. Selvom de nuværende optøjer af flere beskrives som sympatidemonstrationer med sultestrejkende palæstinensere i israelske fængsler samt vrede over to palæstinensiske fangers død i israelsk varetægt, er problemets kerne en anden. Palæstinenserne er frustrerede. De er frustrerede over deres eget lederskab og den økonomiske situation på Vestbredden, men mest af alt over Israel.

“De er vrede, skuffede og oprørte, fordi de håbede, at på dette tidspunkt – eller faktisk for nogle år siden – ville en palæstinensisk stat være blevet virkelighed, som de blev stillet i sigte for tyve år siden. Alle disse år er kommet og gået, og nærmest intet er sket,” forklarer Ephraim Kam, Deputy Director ved Institute for National Security Studies på Tel Aviv University.

Om vreden bliver til en tredje intifada er et spørgsmål, som optager mange i Israel for tiden. Mahmoud Abbas har selv meldt ud, at dette ikke vil være den rigtige løsning, men mange eksperter mener, at risikoen er til stede, selvom nålen lige nu peger svagt den anden vej. Palæstinenserne har ikke glemt, at ‘fauda’ – kaos – fulgte den anden intifada i 2001, og at levestandarden faldt drastisk. Den bibragte dem atter verdens opmærksomhed, men livet på Vestbredden blev utvivlsomt meget ringere.

Men netop opmærksomhed kunne være en af årsagerne til en tredje intifada, mener Efraim Inbar, Director ved Begin-Sadat Center for Strategic Studies på University of Tel Aviv. “Alle var interesserede i palæstinenserne, men efter det Arabiske Forår mistede de verdens opmærksomhed, og det har skabt øget frustration. At sprænge en bus i luften i Tel Aviv vile være en effektiv måde at genvinde opmærksomhed på,” siger han.

Verdens opmærksomhed var senest hos palæstinenserne tilbage i efteråret 2012, da Abbas fik opgraderet Palæstinas status i FN, men Abbas kæmper ikke bare med israelerne, han kæmper i høj grad også med internt pres fra Hamas i Gazastriben, som ofte får mere spalteplads end Abbas.

Uroen i Gaza
Siden den seneste konflikt, i Israel kendt som “Operation Pillar of Defense”, mellem Hamas og Israel i november 2012 har Gaza-regionen været forholdsvis stille. I februar 2013, da en raket slog ned tæt på den israelske by Ashkelon, frygtede mange, at våbenhvilen mellem Israel og Hamas var i fare. Episoden har dog foreløbig vist sig at være en enlig svale. “Det var en isoleret begivenhed relateret til de sultestrejkende fanger. Det er ikke begyndelsen på endnu en konflikt,” siger Ephraim Kam.

Siden februar har raketter fra Gaza ramt Israel yderligere to gange; den ene gang i forbindelse med en palæstinensisk fanges død i israelsk fængsel og den anden gang i forbindelse med Obamas besøg. Det var en venlig påmindelse fra Hamas om, at intet kan ske mellem israelerne og palæstinenserne uden at involvere dem. Israel har siden svaret igen ved at angribe mål i Gaza. Den nyudnævnte forsvarsminister, Moshe Ya’alon, ønsker at signalere, at Israel ikke vil finde sig i angreb fra Gaza.

Men hverken Hamas eller Israel virker interesserede i fornyet konflikt i stil med den, man senest så i november 2012. I den seneste omgang vandt Hamas en stor del prestige, men led store militære tab, mens Netanyahu var tilfreds med at vise sine vælgere, at han med en – i israelsk sammenhæng – meget begrænset indsats fik sat en stopper for raketangrebene. Netanyahu led dog et prestigetab, da det blev det nye styre i Egypten, med Mohammed Morsi i spidsen, som tog æren for en våbenhvile med Israel og Hamas.

Netanyahu har, siden han kom til magten i 2009, advokeret for en stram sikkerhedskurs med ro på grænserne til Israel, men med uroen tilbage i november mistede han status som den stærke mand hos vælgerne i Israel, mens verdenssamfundet igen opdagede, hvor skidt det egentlig står til med Israel og jagten på fred med palæstinenserne. Al den snak om Iran havde mærkeligt nok gjort, at man måske havde glemt det?

I Israel tænker de på andet end palæstinenserne
I Israel handler det også om uroen på andre grænser end mod palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza. Israels grænse til Libanon har været skueplads for konflikter i mange år. Krigen i 1982 og besættelsen af dele af det sydlige Libanon frem til år 2000, hvor Ehud Barak trak Israel ud, kostede mange liv på begge sider. Men siden Israels krig mod Hizbollah i 2006 har knap syv års stilhed hersket på den nordlige grænse. Alt tyder umiddelbart på, at roen vil fortsætte.

Hos Hizbollah har man ikke glemt den massive ødelæggelse, krigen i 2006 bragte over Libanon. Hassan Nasrallah, Hizbollahs leder, udtalte selv, at havde han vidst, at kidnapningen af to israelske soldater i 2006 ville føre til en konflikt på det niveau, havde han ikke givet ordren. På den anden side er Israel tilsvarende skræmt af Hizbollahs bugnende arsenal.

”Begge parter er gensidigt afskrækkede. Selvom Israel gerne vil portrættere det som om, de har afskrækket Hizbollah, fungerer det begge veje. De er begge fuldt ud bevidste omkring hvilken død og ødelæggelse, de kan nedbringe over hinanden,” fortæller Amos Harel, mangeårig sikkerhedsanalytiker ved den israelske avis Haaretz.

Hizbollah bruger i stedet sine kræfter på at støtte Assad i Syrien. Her kæmper Hizbollah-soldater side om side med Assad-regimets i et forsøg på at redde en af gruppens vigtigste støtter og – lige så afgørende – på at sikre fri passage fra Iran til Libanon, så våbnene fortsat kan flyde frit. Hvad der dog stadig bekymrer i Israel, er Hizbollahs evne og vilje til at ramme israelske civile i udlandet. I juli 2012 blev fem israelere og en bulgarer dræbt, da Hizbollah angreb en bus med israelske civile i Burgas, Bulgarien. Flere andre steder blev lignende angreb afværget. Årsagen er hævn, mener Ephraim Kam: ”Israel og Hizbollah har et uafsluttet regnskab efter Israels drab på Imad Mughniyah [højtstående Hizbollah-medlem, red.] i 2008.”

Israel ville være bedre tjent med et samlet Syrien
Israel har aldrig været venner med Syrien, men man vidste hvor man havde Assad. Nu er landet trukket ned i et håbløst borgerkrigsmorads og udgør ikke længere en risiko i konventionel militær forstand. ”Det faktum, at den syriske hær ikke længere eksisterer, og at den syriske militære trussel – som var den største trussel mod Israel i 35 år – er forsvundet, er positivt for Israel. Nu er der ikke længere tanks på den syriske side af grænsen, klar til krig mod Israel, for de er ude at bekæmpe oprørerne,” forklarer Amos Harel.

Men trods fordelene ville Israel være bedre tjent med et samlet Syrien. ”Israel ønsker ikke et nyt Libanon,” siger Ephraim Kam. “Med et splittet Syrien kan et væld af forskellige grupperinger penetrere Syrien og udføre terror fra syrisk grund, uden at Israel har en afsender at holde ansvarlig.”

Det er Efraim Inbar helt enig i: ”Assad kender spillets regler, ligesom han kender Israels røde linje. Én mand er langt nemmere at afskrække end en række grupper. Hvis Assad falder, vil jihadister, Al-Qaeda og ekstremistiske grupper støttet af Tyrkiet overtage.”

Alle er enige om, at Israels største bekymring på kort sigt er risikoen for, at Syriens mange missiler og ikke-konventionelle våben kan ende i hænderne på Hizbollah eller andre fjendtligtsindede grupper. Denne bekymring steg op til overfladen i januar 2012, da Israel bombede en våbenkonvoj fra Syrien på vej til Libanon. Israel har flere gange tidligere ramt mål og våbenkonvojer uden for landets grænser på vej til Hamas, f.eks. i Sudan i oktober 2012, og det er næppe sidste gang.

Valgkampe lagde låg på konflikten med Iran
I sommeren 2012 bugnede medierne verden over med forlydender om et snarligt israelsk angreb på iranske atomfaciliteter. Den tidligere Mossad-chef, Efraim Halevy, udtalte i august 2012, at hvis han var iraner ”ville han være meget bekymret for et israelsk angreb inden for de næste 12 uger.” Nu er sommeren 2012 langt væk, og et israelsk angreb på Iran ligger ikke i kortene. Det er der ifølge Amos Harel tre gode grunde til.

”For det første er der den massive amerikanske modstand. Det Hvide Hus gjorde det klart, at et israelsk angreb på Iran var det sidste, Obama var interesseret i, særligt op til valget i USA [i november, red.]. For det andet er der det faktum, at størstedelen af det professionelle hierarki (IDF, Mossad og så videre) var imod et angreb. Og endelig, at Netanyahus vigtigste allierede, den nu tidligere forsvarsminister Ehud Barak, som havde støttet ham hele vejen, pludselig drejede om på en tallerken,” forklarer han, og Ephraim Kam tilføjer en fjerde faktor: Det israelske valg, som optog regeringens opmærksomhed og sendte Iran-planerne tilbage i skuffen.

Valgkampen i Israel viste, til Netanyahus store fortrydelse, at befolkningen var mindre interesseret i Iran og langt mere lydhør over for kometen Yair Lapids løfter om sociale reformer og en ligelig fordeling af værnepligtsbyrden.
Alligevel forventes Iran atter at indtage topprioritet, når den nye israelske regering langt om længe trækker i arbejdstøjet. Her vil det centrale spørgsmål utvivlsomt igen være, hvor langt Iran er fra at kunne producere en atombombe. ”Der eksisterer mere eller mindre konsensus omkring vurderingen af, at Iran teknisk set kan producere atomvåben inden for få måneder. Men det er et spørgsmål om en politisk beslutning, og der er endnu ingen beviser på, at en sådan beslutning er taget hos iranerne,” siger Kam.

Stor forsigtig omkring Irans atomprogram
Ifølge både Harel og Inbar er iranernes adfærd omkring atomprogrammet præget af stor forsigtighed: ”Hver gang iranerne kommer tæt på Netanyahus røde linje, hvilket menes at være 150-200 kg 20 % beriget uran, vælger de at overføre en afgørende del af den berigede uran til, hvad de kalder forskningsmæssige formål. Det væsentlige er, at når uranen så er overført til dette formål, kan det ikke bruges til udvikling af A-våben. Det svarer til at ville lave æg ud af en omelet. Det kan ikke lade sig gøre,” forklarer Amos Harel.

Efraim Inbar mener, at iranerne benytter sig af denne metode af to årsager: ”De ønsker ikke at fremprovokere et angreb ved at gå for hurtigt frem. Derfor udbygger de atomprogrammet horisontalt og ikke vertikalt. Og de udbygger samtidig atomprogrammets infrastruktur, hvilket vil gøre dem i stand til at krydse tærsklen til A-våben langt hurtigere.”

Der er bred enighed i Israel om, at styret i Teheran mærker presset fra sanktionerne. Og lige så stor enighed om, at sanktionerne i deres nuværende form ingenlunde kan tvinge Iran til at opgive atomprogrammet. ”Khamenei har ikke sagt til sine rådgivere: ”Hør her, det er for meget, vi er nødt til at droppe de planer vi har haft i sinde de sidste 20 år”,” siger Amos Harel.

Israel har derfor tre muligheder: Man kan for det første vente på et amerikansk angreb. På rygtebørsen siges det, at Obama, under sit besøg i Israel, lovede Netanyahu, at USA vil genoverveje at angribe Iran, hvis ikke atomprogrammet er stoppet i sommeren 2013. Israel kan for det andet vælge at rykke ud med endnu en alvorlig omgang sabelraslen for at presse det internationale samfund til at indføre endnu mere lammende sanktioner i håb om at tvinge iranerne bort fra atomprogrammet. Den tredje mulighed er at udføre et israelsk soloangreb. Der hersker stor uenighed om, hvorvidt Israel er i stand til at udføre et sådant angreb. Måske kan Israel sætte en endegyldig stopper for det iranske atomprogram, men der er også en risiko for, at det kun kan lade sig gøre at forsinke det med et år eller to. Til gengæld er der enighed i israelske kredse om, at tiden er ved at rinde ud for den tredje mulighed. Hvis et israelsk soloangreb skal finde sted, skal det være inden for de næste 4-6 måneder. Ellers vil det berømte “window of opportunity” lukke i mellemtiden.


David Sousa (f. 1988) er MA-studerende i Security & Diplomacy Studies på Tel Aviv University, BSc i Global Studies og Virksomhedsstudier fra Roskilde Universitet. Han arbejder som forskningsassistent for Dr. Or Arthur Honig ved Tel Aviv University.

David Jano (f. 1985) er cand.mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet, BA i Historie fra Københavns Universitet og har læst på University of Haifa i Israel. Han skriver fast for RÆSON, blogger for Jyllands-Posten og religion.dk, mens han ydermere har optrådt som Israel-ekspert på TV2 News, hos Radio 24/7, DR P1 og på Berlingske Tidende. FOTO: Amir Farshad Ebrahimi via Flickr.