SYRIEN: Krigen og informationskrigen

SYRIEN: Krigen og informationskrigen

23.08.2013


Analyse af Zenia Ab Yonus

”Jeg lever, jeg lever,” gisper en lille pige fortvivlet på en YouTube-video fra 21. august. Hun var blandt de mange, der blev udsat for det kemiske angreb, og blandt de få, der overlevede. Rygterne lyder blandt syriske aktivister, at det var russisk SC3-gas, der blev brugt i Ghouta, hvor flere hundrede mennesker, heriblandt mange børn, omkom. Hvor gassen præcist kommer fra, antallet af døde og hvem, der står bag er endnu uvist. I vestlige medier, og blandt syriske oppositionsfolk, mener man, at styret står bag. Derimod fremsætter den syriske informationsminister på et pressemøde, at det er terrorister, der står bag mordene.

Det lader desværre til, at dette bare er begyndelsen på angreb med kemiske våben, som ifølge beretninger fra aktivister og journalister allerede tæller mere end 20 sådanne tilfælde siden 2012 (se Alleged Use Of Chemical Weapons in Syria, Julian Perry Robinson, Harvard/Sussex Uni). Fra en kilde i den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk i Damaskus lyder det, at aktivister forbereder områdets beboere på at blive udsat for de kemiske gasser inden for den nærmeste fremtid.

Syriske medier beskriver krigen i landet som en konspiration, primært som et angreb fra Vesten og zionisterne. Her fremstilles Syrien som et skjold mod USA og Israels agenda om at opdele området i Mellemøsten for nemmere at kunne kontrollere det og beskytte Israel. Dækningen på syrisk tv kan siges at svinge imellem dels at vise, at situationen i landet ikke er så slem, som andre medier påstår, og dels at advare mod ekstremistiske islamisters dagsorden om at smadre nationen. Der eksisterer flere programmer på den syriske tv-kanal Sama TV, der handler om opstanden, og i programmet Verdens Nyheder På Et Minut, fylder gasangrebet også en betydelig del. Ifølge en netartikel fra Sama TV, udtaler informationsministeren Umran al-Zobi [se foto] at ”Syrien er i krig mod væbnede terrorgrupper fra 83 lande, heriblandt fra alle arabiske lande. Af de mellem 36-48.000 ‘væbnede’ i Aleppo og i Rif Dimasq, er 80% af dem ikke syrere.” Ministeren gør det også klart, at ”den syriske stat ikke har og ikke vil bruge den slags våben”. Han fastslår desuden, at det ikke er umuligt, at landene i Den Arabiske Golf vil blive presset af USA til at intervenere militært i Syrien. Løsningen på konflikten som den fremsættes i de syriske medier er at bekæmpe angrebet fra Vesten og Israel af kærlighed til fædrelandet. Ifølge ministeren er oppositionen og de “væbnede terrorister” ikke åbne over for en “politisk løsning”, som for ministeren at se, er klart at foretrække for at få Syrien ud af krisen.

Der er også i dækningen af konflikten groft sagt tale om to lejre: én pro-Assad og én anti-Assad. Der hersker en veritabel mediekrig. Kanalerne angriber og anklager hinanden for at lyve, sprede konspirationsteorier eller opfordre til terror og mord på uskyldige. Seerne, befolkningen, vælger at følge de medier, der afspejler deres egen politiske overbevisning. Det betyder, at mange mennesker, der støtter styret vil tage Sama TVs ord for gode varer. De syriske mediers dækning er karakteriseret ved at skabe et stærkt fjendebillede og brug af propaganda. Fjenderne er Israel, Vesten, islamiske grupper og Golfstaterne, mest af alt Saudi-Arabien og Qatar, hvor kanalen al-Jazeera har hjemme. Al-Jazeera beskyldes for at at opdigte historier, overdrive, og til tider direkte lyve om begivenheder i opstanden, stationen kaldes en ”agent” for Israel og Vestens planer om at ”smuldre” Syrien. De internationale medier er medvirkende til at ødelægge den arabiske nation, og forsøger at smadre Syrien som modstandsland over for Vestens agenda, hedder det. Vestens planer, er at opdele Syrien, og opløse landets bånd med Iran og Hizbollah i Libanon – på den måde kan Vesten, med USA og Israel i spidsen, få nem adgang til områdets ressourcer.

På anti-siden er billedet mere broget fordi der ikke på samme måde findes en officiel kanal, da der heller ikke eksisterer en samlet opposition. Flere af de større mediehuse, såsom al-Jazeera og al-Arabiya, anses for at støtte kampen mod det syriske styre. Der findes også deciderede oppositionskanaler som al-Wisal, som har et religiøst fokuspunkt, og kanalen Orient, der i højere grad taler ud fra en friheds- og menneskeretsdiskurs. Udover fjernsyn, bruger oppositionsfolk flittigt de sociale medier, Facebook, Twitter og YouTube til at dele hændelser og holdninger. Eksempelvis i går med tre-fire meget stærke billeder af døde børn i hvide ligklæder placeret på rækker ved siden af hinanden, og videoen af den lille pige, der overlevede angrebet, som blev et symbol på håb. Facebook er desuden også et sted, hvor man via sit profilbillede kan udtrykke vrede, sorg eller medfølelse. Også medier i opposition til styret gør brug af propaganda. For eksempel har al-Jazeera mistet sin integritet hos mange syrere, også oprørere, fordi det flere gange er blevet påvist, at al-Jazeera har fejlinformeret eller direkte skabt et skuddrama på tv, som ikke fandt sted. ”Al-Jazeera får det til at lyde som om, der er raketangreb, bomber og skududveksling over alt i hele Syrien, hele tiden, men det er der ikke,” siger en ung syrer, der flygtede fra landet for nylig. Desuden er al-Jazeera blevet beskyldt for at være i lommen på Qatars emir, og dermed fungere som talerør for Qatars udenrigspolitiske agenda. Qatar støtter åbenlyst de syriske oprørere økonomisk, og al-Jazeera støtter med deres måde at dække begivenhederne. Også det saudisk baserede al-Arabiya har en storpolitisk agenda og ønsker at se Assad-regimet falde. Og som Qatar støtter Saudi-Arabien oprørerne økonomisk.

End ikke de vestlige medier har mulighed for at dække begivenheder med andet end udsagn og rygter fra “aktivister” og oppositionen. Det betyder, at disse “aktivister” og oppositionens batteri af slagord bærer på en reel magt, da medierne lytter.

Også på de sociale medier kan situationen betyde, at der nemt kan komme historier, som er usande eller fordrejede, da der blandt mennesker, der følger konflikten kan opstå dét man kalder en ‘information cocoon': Det betyder, at man via sine valg af nyhedsmedier kun modtager informationer fra kilder, der er i overensstemmelse med ens egne holdninger og værdier. Man lukker sig således om information fra ens nærmeste venner, familie, tv-kanal, avis, skribent eller forsker. Og der findes en tendens til at dele artikler, billeder og videoer uden overvejelse omkring, om indholdet rent faktisk er sandt.

Udenlandske medier har under opstanden haft ringe mulighed for at dække inde fra Syrien, men flere journalister er blevet smuglet ind, nogle med døden til følge. Derfor bygger mange historier i udenlandske medier på rygter og kilder, der ikke kan verificeres. I årtier har medielandskabet i Syrien har været præget af censur og statsejede medieinstitutioner. Trods reformer efter Bashar al-Assads tiltrædelse som præsident har intet reelt ændret sig i mere end et halvt århundrede. Medierne er statsejet eller ligger i hænderne på eliten, der er tæt forbundet med Bashar al-Assad og andre ledende figurer i styret. Eksempelvis er Sama TV, tidligere kendt som Addounia, sponseret af blandt andre Rami Makhlouf, som er en magtfuld mand i det syriske erhvervsliv og fætter til præsidenten. Kanalen er således officielt privatejet, men den er direkte talerør for styrets forsøg på at mobilisere støtte til politiske reformer og legitimere væbnet kamp mod ”terroristerne”. Mediernes formål er altså ikke at være en bidsk vagthund i haserne på politikerne, men at være løven, der brøler styrets dagsorden, forsvarer og legitimerer nye tiltag, valg og reformer.

Styret har gennem tiden været hurtig til at tage nye kommunikationsformer til sig, som radio, satellit-tv og nu de sociale medier. Man har været bevidst om, at medierne er nyttige til at sprede ideer, og derfor har hård censur eksisteret. Censuren har betydet stramme reglementer for åbning af private medieinstitutioner, regler omkring medieindhold, og at journalister har været underlagt selvcensur af frygt for at blive fyret eller fængslet.

Medierne bruges på denne måde i krigen til at mobilisere støtte på egen side, hvad enten det er til styret eller til oppositionsgrupperne og derfor er det ikke overraskende, at det kemiske angreb fremlægges på to vidt forskellige måder. Som en tegning, delt af mange syrere på Facebook, illustrerer: to mennesker står i hver sin ende af et tal, for den ene ligner det et 6-tal, for den anden et 9-tal. Teksten på billedet siger: ”6 eller 9, dette er vores diskussioner nu”.

Zenia Ab Yonus er kandidatstuderende på Mellemøststudier (samfundsfaglig profil med arabisk) ved Københavns Universitet, og har specialiseret sig i det moderne Syrien. Hun har en BA i Arabisk- og Islamstudier og Journalistisk Formidling fra Aarhus Universitet og Danmarks Medie -og Journalisthøjskole. Hun har rejst meget i Mellemøsten, primært Syrien, hvor hun også har boet. ILLUSTRATION: Screengrab fra Al-Jazeera [foto: Al Jazeera]