Fremtidens forsvar: Derfor får vi ikke et øget nordisk samarbejde

Fremtidens forsvar: Derfor får vi ikke et øget nordisk samarbejde

29.01.2013


Den danske forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), vil have en nordisk forsvarsalliance. Her er fire grunde til, at det ikke vil lykkes.

KOMMENTAR af Jeppe Mariegaard Reng

LÆS OGSÅ:
Fremtidens forsvar: NATO egner sig ikke til krigsførelse
Fremtidens forsvar: NATO skal skrue ambitionerne ned for at overleve

I Danmark ønsker man at styrke det nordiske forsvarspolitiske samarbejde – NORDEFCO. Styrkelsen står højt på forsvarsministerens dagsorden på grund af en række udviklinger inden for forsvarsområdet.

For det første falder ideen i tråd med NATO’s nye overordnede strategiske vision om Smart Defence. For det andet har den finansielle krise tvunget stort set alle NATO-lande til at skære ned på deres forsvarsbudgetter. Danmark annoncerede ved sidste forsvarsforlig i november en besparelse på 2,7 milliarder ved udgangen af 2017. En styrkelse af NORDEFCO-samarbejdet er derfor et forsøg på at undgå, at den finansielle krise bliver en sikkerhedsmæssig krise. For det tredje har de nordiske landes sproglige, kulturelle, værdimæssige og geografiske nærhed i forvejen gjort os til samarbejdspartnere på mange områder. Blandt andet gennem Nordisk Råd.

Alligevel ser ikke alle lige positivt på at styrke det nordiske samarbejde. Det norske analyseinstitut, FFI, udgav i februar 2010 en rapport, hvori det pegede på en række forhindringer:


#1 Forskellige samarbejder
Et springende punkt er ifølge rapporten den historiske forskel i form af landenes forskellige tilknytning til internationale institutioner.

Norge er medlem af NATO, men ikke EU. Til gengæld har man underskrevet en samarbejdsaftale med The European Defence Agency (EDA), som er et forsvarsagentur tilknyttet EU.

Sverige derimod er ikke medlem af NATO, men er medlem af EU og EDA. Derudover er Sverige medlem af LOI 6, som er et samarbejde mellem de seks største forsvarsproducenter i Europa.

Danmark på den anden side er medlem af NATO og EU, men ikke EDA eller LOI 6. Island er med i NATO og har ansøgt om medlemskab af EU, mens Finland er medlem af EU og EDA, men ikke NATO.

Norge, Danmark og Island indgår altså i et forpligtende samarbejde, i og med NATO’s Atlanterhavspagt artikel 5 fastslår, at ét angreb mod ét medlemsland, skal betragtes som et angreb på hele NATO-alliancen.

Omvendt er Sveriges og Finlands internationale engagement af mindre uforpligtende karakter og de nordiske landes forskellige internationale forpligtelser kan komme i vejen for en styrket alliance i nordisk regi.


#2 Forskellige ønsker
De nordiske landes forskellige medlemskaber af internationale institutioner har samtidig medført en kulturel forskellighed, når det kommer til forsvarsmateriel. Finland er i høj grad udrustet med materiel af svensk og russisk oprindelse, mens man i Norge og Danmark har mest amerikansk udstyr. Først og fremmest på grund af Marshall-hjælpen efter Anden Verdenskrig. Sverige har derimod udviklet og produceret meget af sit forsvarsmateriel selv.

Skal man opnå fordelene ved et nordisk forsvarssamarbejde over en bred kam, vil det kræve en besværlig harmonisering af landenes fremtidige indkøb. Det kan vise sig svært, når landenes overordnede visioner for forsvarssamarbejde er forskelligt.

Norge ønsker i høj grad, at NATO fastholder i sit oprindelige udgangspunkt. Samarbejdet skal være europæisk forankret og kollektivt. Her betragter man blandt andet krisen i Georgien i 2008 som et klart eksempel på, at det er nødvendigt, at NATO vender tilbage til det oprindelige udgangspunkt. Alliancen skal først og fremmest kunne beskytte sine medlemmer mod, at fremmede magter invaderer dem.

Danmark er derimod med i en gruppe af mere globalt orienteret landene. De ser hellere, at NATO påtager sig en rolle som global sikkerhedsaktør. Her er NATO’s massive tilstedeværelse i Afghanistan et godt eksempel. 50 NATO- og partnerlande deltager i den NATO-ledede ISAF-koalition. Gruppen lægger modsat regionalisterne vægt på sikkerhedstrusler af ikke-konventionel og ikke-statslig karakter. Eksempelvis cyberterrorisme og pirateri.

De to gruppers forskellige sikkerhedspolitiske vurderinger betyder, at de ofte har vidt forskellige forståelser og tilgange til forsvarspolitiske problemstillinger.

I forhold til en styrkelse af NORDEFCO-samarbejdet vil det uden tvivl være en svær forhindring at overkomme. På den ene side har man Norge som vægter militært kapacitetsopbygning ud fra en idé om NATO som territorial forsvarsalliance, mens man på den anden side har Danmark som i høj grad anser alliancens fremtid som en out-of-area-aktør og allerede langt henne ad vejen har omstillet det danske forsvar til samme funktion.


#3: Industrielle særinteresser
De nordiske landes industrielle interesser er også et potentielt stridspunkt.
Størstedelen af den nordiske forsvarsindustris markedsandele er i dag placeret i udlandet og ikke i Norden. I Norge, Sverige og Finland udgør forsvarsindustrien en vigtigt del af landets eksportmarked.

Norge eksporterede for 3,9 milliarder forsvarsmateriel i 2008. Heraf blev kun 7 procent eksporteret til andre nordiske lande, mens hele 85 procent af alt produceret forsvarsmateriel blev eksporteret til NATO-lande uden for Norden.

Da Norden er en lille aftager, konkluderer rapportens ophavsmænd ikke overraskende, at det nordiske marked ikke tyder på at have en tilstrækkelig størrelse til at drive udviklingen af en nordisk industristruktur. Derfor vil landene blive ved med at skulle eksportere våben og forsvarsmateriel til andre NATO-lande. Men bag tanken om at styrke NORDEFCO-samarbejdet ligger en klar ambition om en højere grad af specialisering og arbejdsdeling mellem de nordiske nationer som et led i at reducere landenes samlede forsvarsudgifter. I stedet for at have flere nordiske forsvarsbrancher som producerer de samme produkter, vil en ny nordisk forsvarsstruktur indebære en geografisk omfordeling, hvor ikke alle landenes forsvarsbrancher kan videreføres. Spørgsmålet er så, hvem der får lov at producere hvad. Ingen er selvsagt interesseret i at afvikle en industri, som tjener penge til landet.


#4: Suverænitetsafgivelse
Endelig er der de suverænitetsmæssige overvejelser ved at indgå i et forpligtende nordisk samarbejde. Traditionelt bliver suverænitet defineret inden for et afgrænset geografisk område. Den betragtning ser dog ud til at stå for skud, hvis man vælger at styrke NORDEFCO-samarbejdet, ligesom det vil stå for skud, hvis man kører videre med NATO’s Smart Defence-initiativ.

Til P1 har forsvarsminister Nick Hækkerup (S) bl.a. kaldt det nuværende suverænitetsbegreb for snævert og derfor efterlyst en redefinition af begrebet for at overkomme problemstillingen.

Forslaget skal nemlig muliggøre, at andre naboliggende nationer kan håndhæve dansk suverænitet, så f.eks. både tyske og norske fly kan flyve ind i dansk luftrum uden en udtrykkelig godkendelse.

Hos oppositionen er forslaget dog blevet modtaget med en vis skepsis, da man stadig mener, at suverænitetshåndhævelse er op til den enkelte nationalstat.

Dermed bliver forsvarsministerens plan vanskelig at gennemføre, når de borgerlige partier bag det sidste forsvarsforlig er imod ideen.


Jeppe Mariegaard Reng studerer historie og samfundsfag ved Aarhus Universitet. Artiklen bygger på en længere undersøgelse udarbejdet under et praktikforløb hos Atlantsammenslutningen.