Frank Piasecki Poulsen: Jeg ved, at vi kan forandre verden

Frank Piasecki Poulsen: Jeg ved, at vi kan forandre verden

24.09.2013


”Selve det, at man forsøger at gøre en forskel, at man er sammen med nogle andre, er dét, som skaber følelsen af, at det ikke er helt håbløst.” Det siger dokumentarfilmsinstruktør og tv-tilrettelægger Frank Piasecki Poulsen i et interview med RÆSON i forbindelse med Røddingdøgnet på Rødding Højskole.

INTERVIEW af Emil Jørgensen


RÆSON: Når du kommer ud et sted som her og fremlægger dine visioner om et større systemskifte, bliver du i høj grad mødt af pessimisme fra mange af de unge mennesker. Skuffer det dig?
Piasecki Poulsen: Nej, det gør det egentlig ikke. I forbindelse med den film, jeg har lavet om borgerkrigen i Congo, og hvordan det er forbundet med vores mobiltelefoner, har jeg været ude på rigtig mange gymnasier. De spørger altid, om jeg tror på, at det hjælper noget. Kan vi overhovedet gøre en forskel? Og der synes jeg, at ordet “tro” er lidt sjovt. Det er jo nærmest sådan et religiøst begreb. Og til det spørgsmål må jeg bare sige: Nej, jeg fucking ved, at vi kan forandre verden! Jeg har nogle personlige erfaringer med at flytte nogle ting pga. min tid som aktivist. Jeg har f.eks. været meget aktiv i noget, der hed “Folkets Park”-initiativet, som handlede om en lille bitte grøn plet på Nørrebro, som var det eneste grønne sted på Nørrebro. Og så ville de pludselig til at bebygge det for snart 20 år siden. Der var vi nogle, der sagde: “Nej, det skal i ikke”. Vi gik sammen og var en hel masse og fik flere og flere folk til at være med. Til sidst fik vi overbevist kommunen om, at det ikke skulle bebygges. Dét, der gjorde forskellen der, og den erfaring jeg fik, var, at sammen kan vi gøre de mest utrolige ting. Fællesskabet er større end mængden af individer.
RÆSON: Så din fortid som aktivist har stor indflydelse på det, du er i dag?
Piasecki Poulsen: Ja, det er der ikke nogen tvivl om. Det har mere end noget andet præget mig. Det der med at mærke, hvordan vi i fællesskab kan være stærke og kan gøre en forskel. I virkeligheden startede det før min aktivisttid. Jeg tror, det startede, da jeg var spejder. Den erfaring omkring fællesskab, som alle mulige mennesker i vores samfund får på forskellig vis – det kan også være i en fodboldklub, i en knallertbande eller et eller andet – betyder rigtig meget. Når det er sådan i dag, at folk er ret desillusionerede, så er det også fordi, at mange af fællesskaberne nedbrydes. Vi bliver mere og mere individualistiske, og fællesskabet er ikke nogen værdi i samfundet længere.
RÆSON: Giver det dig alligevel ikke en eller anden følelse af magtesløshed, når du laver en dokumentar som “Blod i mobilen” og ser, at der ikke er noget, der ændres?
Piasecki Poulsen: Det er da rigtigt, jeg har også mine sorte øjeblikke, hvor jeg tænker, at det hele er håbløst. Men mest af alt har jeg det sådan, at jeg er mest deprimeret, når jeg ikke gør noget. Jeg har f.eks. haft nogle familiemæssige omstændigheder, der har gjort, at jeg ikke har kunnet rejse og ikke har kunnet lave nogle af ting, som jeg ellers interesserer mig for. I stedet for at tage til nogle af de konfliktramte brudflader, hvor de store historier udspiller sig, har jeg været nødt til at blive hjemme. Der har jeg kunnet mærke på mig selv, at jeg går og bliver mere og mere frustreret. Selve det, at man forsøger at gøre en forskel, at man er sammen med nogle andre, er dét, som skaber følelsen af, at det ikke er helt håbløst.
RÆSON: Du bliver kaldt for Danmarks Michael Moore. Hvordan har du det med det?
Piasecki Poulsen: Helt ærligt, så synes jeg da ikke, at jeg er så tyk. Men ellers kan man sige, at jeg startede med at lave fjernsyn på TV STOP (lokal tv-station i København, red.) for mange år siden, og det var lang tid før, jeg havde hørt om Michael Moore eller Nick Broomfield for den sags skyld. Så de ting jeg gjorde dengang var ret intuitivt. Siden da lærte jeg dem at kende, og der er da ingen tvivl om, at når vi f.eks. laver “Frank ser rødt”, så har vi også lidt solgt det til Danmarks Radio som værende noget “a la Michael Moore på dansk.” Det handler om, at det er research for åben skærm, hvor man bruger sig selv til at få boldene i spil.
RÆSON: Nu har du jo så lige holdt foredrag på Røddingdøgnet. Hvorfor er det vigtigt at snakke med de her unge gymnasieelever?
Piasecki Poulsen: Hvis ikke jeg gjorde det, hvis jeg bare lå hjemme i sofaen, så ville jeg blive deprimeret. Her er jeg forhåbentligt med til på en eller anden måde at tænde stjernerne i nogens øjne. Bare en lille smule. Det er jo det, der har gjort, at jeg selv laver det, jeg gør i dag. At være med til at indgyde en eller anden tro på, at vi kan gøre en forskel. Det er lykkedes for mig at gøre mit aktivistiske virke til mit arbejde. Jeg gør det ikke for pengene. Det er ikke det, der er udgangspunktet for mig. Det er ikke noget, jeg bliver rig af. Til gengæld giver det mig en meget stor tilfredshed.
RÆSON: Føler du, at du har nogle evner, der gør, at du har en pligt til at gøre noget?
Piasecki Poulsen: Det synes jeg, vi alle sammen har. Det forpligter, at vi lever i den her meget priviligerede del af verden. Særligt i den tid vi er i nu, hvor der ikke er nogen tvivl om, at der er ressourcer nok. Tag madspild som eksempel: Op mod halvdelen af alt mad i verden bliver smidt ud, og det er cirka det samme i den vestlige verden, som det er i Afrika. I den tredje verdens lande er det typisk, fordi det forgår under opbevaring eller lignede. I vores del af verden smider vi det ud, fordi vi ikke kan spise det alligevel. Det er for mig et billede på, at der er masser af ressourcer. Der er rigeligt til, at vi kunne fordele det mellem os, hvis vi bare havde viljen til det.


Frank Piasecki Poulsen er tv-tilrettelægger og dokumentarfilminstruktør uddannet fra Filmskolen. Emil Jørgensen er kursusdeltager på Rødding Højskoles journalistfag. ILLUSTRATION: Frank Piasecki Poulsen.