Folketingets nye debatform: 3 grunde til, at den er en dårlig idé

Folketingets nye debatform: 3 grunde til, at den er en dårlig idé

08.10.2013


Folketinget tager i dag kl. 13 hul på en ny debatform. Statsminister Helle Thorning Schmidt skal fra talerstolen duellere direkte med partilederne fra Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance. Her er tre gode grunde til, at debatformen er en dårlig idé.

KOMMENTAR af Nikolaj Arve Henningsen, RÆSONs daglige chefredaktør


Det danske demokrati er kendetegnet af en stor grad af konsensus mellem de forskellige partier. Nu sætter Folketinget denne kompromisvilje på spil, når man med en ny debatform forsøger at gøre de politiske diskussioner mere underholdende. Der er tre gode grunde til, at den nye debatform er en dårlig idé: 1) Danmark er ikke England, 2) politik er ikke underholdning, og 3) Danmarks styrke er det konsensussøgende.

1. DANMARK ER IKKE ENGLAND
Folketingets formand, Mogens Lykketoft, lægger ikke skjul på, at Folketingets Præsidium, som står bag den nye debatform, har ladet sig inspirere af den ofte noget mere underholdende diskussion, man kender fra det engelske underhus. Her er ordstyreren rutinemæssigt nødt til at råbe ”order!” for at få de buhende og hujende medlemmer til at falde ned. Så vidt kommer det ifølge Lykketoft ikke i Danmark, fordi man ikke må ”sidde og råbe hurra og øv”, men kun må vise med sit kropssprog, om man er enig eller uenig. Han håber derimod, at debatterne vil føre til ”en mere principiel og livlig diskussion”.

Problemet er bare, at det ikke kun er den konfrontatoriske stadionstemning fra England, man bytter ud med folketingsmedlemmer, der trækker på skuldrene, ruller med øjnene og slår ud med armene. Man bytter samtidig den retorisk højspændte duel mellem premierminister David Cameron og oppositionsleder Ed Miliband (eller andre repræsentanter for de to fløje) ud med noget, der mere minder om en klassediskussion under overlærer Lykketofts kyndige vejledning. I det danske Folketing er der fem partiledere, der skal til orde, og de får derfor hver kun nogle få minutter i duel med statsministeren. Det ligner forbløffende meget de normale diskussioner i Folketinget. Få minutter fører sjældent til substans.

Man kan selvfølgelig håbe, at partilederne på en eller anden måde koordinerer deres spørgsmål, så det ikke bliver seks dueller, der stikker i hver sin retning (Lars Løkke får som leder for det største oppositionsparti mulighed for to runder). Hvis partilederne forsøger at bygge videre på hinandens spørgsmål, vil det være sværere for statsministeren at glide af på eventuel kritik. Og det vil ganske givet føre til en mere principiel og livlig diskussion. Risikoen for, at det ender med spørgsmål i øst og svar i vest er dog overhængende, når den ene duellant skiftes ud efter bare tre spørgsmål. De forskellige partier må trods alt forventes at have lidt forskellige udgangspunkter og dagsordener, så det bliver formentlig mere rodebutik end kritisk, vedholdende debat.

Dertil kommer, at persongalleriet i det danske Folketing er et helt andet end i det engelske underhus. Intet ondt ord om Lars Løkke, Barfoed og de andre partiledere, men lige så farverigt bliver det næppe.

2. POLITIK ER IKKE UNDERHOLDNING
At debatten i Folketinget skal være farverig er dog i sig selv en misforståelse. Danmark er ikke England, nej. Og gudskelov for det!

Et af argumenterne for at indføre den nye debatform er, at vælgerne ikke er tilstrækkeligt interesserede i, hvad der foregår, når Folketinget samles. Også medierne har vendt blikket mod sager og konflikter alle andre steder end i selve folketingssalen. Derfor er Lykketoft glad for, at man nu har ”fået flere fjernsynskanaler til at bringe det direkte”. Men jeg tør godt komme med en vild forudsigelse: Danskerne kommer ikke til at sidde klinet til skærmen hver anden tirsdag kl. 13-14.

Det skyldes den simple årsag, at politik ikke er specielt underholdende. Kernen i det politiske er tørre tal, tunge rapporter og maratonforhandlinger. Resten er ren overflade og polemik – eller med andre ord forsøg på at gøre politik underholdende og vedkommende. Det er som sådan også vigtigt, når vælgerne skal overbevises om at sætte deres kryds ved de rigtige kandidater. Men hvorfor skal partilederne død og pine tvinges til at gøre det til en større del af folketingsdebatten, end det allerede er i dag? Vi bør i stedet forsøge at opretholde et offentligt rum, hvor det ikke er det polemiske, men det substantielle, der er i fokus.

Der er allerede rigelig polemisk, politisk debat lokalt, på internettet og i massemedierne. Ofte endda med brod i noget, der er foregået i folketingssalen. Der er snart ikke den politiker, der ikke live-tweeter fra diskussionerne, mens de foregår. De underholdende episoder skal nok slippe ud fra Christiansborg, og det sker allerede hyppigt, så hvorfor forsøge at fremprovokere flere? Politikerne skal have lov til at være kedelige fra tid til anden.

3. DANMARKS STYRKE ER DET KONSENSUSSØGENDE
Det leder frem til den tredje og vigtigste årsag til, at den nye debatform er en dårlig idé: Den prøver at gøre det danske demokrati til noget, det ikke er. Sammenlignet med parlamenterne i de fleste andre lande er det danske ekstremt konsensussøgende. Det minder den amerikanske skribent Andrew Romano fra The Daily Beast os om, når han kalder den danske tv-serie ”Borgen” for ”tv-serien, der kan løse den amerikanske regeringslukning”.

Han skriver blandt andet: “I USA centrerer vores politiske fantasier sig om individer; vi siger, at hvis bare vores virkelige ledere var lige så kloge og retfærdige som Aaron Sorkins (manden bag den politiske tv-serie “The West Wing”, red.), så ville Washington endelig blive helbredt. Men lederne i ”Borgen” er ikke nødvendigvis smartere eller mere fornuftige end dem, vi er belastet med; det er systemet, der giver mere mening. Karaktererne arbejder simpelthen inden for det.”

Her er diagnosen, at det amerikanske system, hvor to skarpt markerede fløje står urokkeligt over for hinanden, er selve årsagen til problemerne med at håndtere finanspolitikken og gældsloftet. Det er nok en sandhed med modifikationer, at det danske system uden videre ville løse alle problemer, men det er omvendt svært at forestille sig, at vi nogensinde ville stå i samme fastlåste situation. Det bør vi værne om.

Den nye debatform ændrer selvfølgelig ikke fundamentalt på denne kendsgerning. Men det er et skridt i den forkerte retning. Mon det næste bliver, at de danske folketingsmedlemmer også får mulighed for at lave en såkaldt ”filibuster”, som da den republikanske senator Ted Cruz for nylig talte i mere end 21 timer for at udskyde vedtagelsen af et budgetforslag. Det vil helt sikkert også være ret underholdende. Men det vil ikke være befordrende for den demokratiske debat. Derfor tager jeg nu ansvaret på mig og råber ”order!”, før Folketingets Præsidium får flere lignende idéer.


Nikolaj Arve Henningsen (f. 1990) er RÆSONs daglige chefredaktør. Han studerer statskundskab på KU, er radiovært på Universitetsradioen og bestyrelsesmedlem i studenternetværket Policyforum. ILLUSTRATION: Folketingets formand Mogens Lykketoft (foto: Folketinget).