EU-topmøde i Vilnius III: Et valg mellem fortid og fremtid

EU-topmøde i Vilnius III: Et valg mellem fortid og fremtid

24.11.2013


Ukraine, Georgien, Moldova og Aserbajdsjan skal ifølge planerne underskrive en associeringsaftale med EU under EU-topmødet i Vilnius den 28.-29. november. Ukraine meddelte torsdag, at landet ikke vil skrive under, mens Georgiens og Moldovas stilling fortsat er uafklaret.

ANALYSE af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør


LÆS OGSÅ:
EU-topmøde i Vilnius I: Russerne viser tænder
EU-topmøde i Vilnius II: Besatte områder er Ruslands stærke kort mod Georgien

Hurtige resultater og en beskeden forbedring af økonomien og levestandarden? Eller et opgør med fortiden og i stedet investeringer i en fremtid, som indtil videre ikke har nogen håndgribelig form, men formentlig vil føre til langt bedre levestandard på længere sigt?

Dette dilemma har i den seneste tid plaget Ukraine, Georgien og Moldova, som ifølge planerne skal underskrive associeringsaftalen med EU ved EU-topmødet i Vilnius den 28.-29. november. I Ukraine fik dilemmaet torsdag en kedelig afslutning, da landet til stor skuffelse for EU meddelte, at det ikke ønsker at skrive under.

Det er fortsat ikke helt afklaret, om Georgien og Moldova ender med at skrive under.
Aserbajdsjan går på grund af sine enorme ressourcer af olie og gas enegang og har endnu ikke afsluttet forhandlingerne med EU, mens Hviderusland allerede er en del af Den Euroasiatiske Toldunion sammen med Rusland og Kasakhstan. Armenien, som er det sjette og sidste land i ”Partnerskab mod Øst”-programmet, har meddelt, at landet agter at gå samme vej.

For Ukraine, Georgien og Moldova er valget mellem Rusland og EU en skæbnesvanger beslutning, som enten skal fastholde eller bryde med landenes mangeårige tilhørsforhold til russernes interesseområde. Beslutningen er yderligere kompliceret af landenes indenrigspolitiske forhold som i Ukraine, hvor der er præsidentvalg i 2015, samt af landenes økonomiske forhold, da en eventuel orientering mod EU, formentlig vil resultere i en handelskrig med Rusland og dermed tabte eksportindtægter. Dette gør sig især gældende i Ukraine og Moldova, hvor langt den største del af eksporten går til Rusland.

Det svære valg
Valget mellem Rusland og EU har mange forskellige aspekter, men er for de nævnte lande først og fremmest et valg mellem fortid og fremtid. Hvis landene vælger at orientere sig mod Rusland og dermed den autoritære samfundsordning, får de en række gamle værdier og udsigterne til en kendt fremtid. Hvis de vælger at orientere sig mod EU, får de modsat et opgør med fortiden og en vej mod det forholdsvis ukendte – altså et samfund baseret på demokratiske værdier.

Man skal nemlig ikke glemme, at alle ”Partnerskab mod Øst”-lande var sovjetrepublikker ind til Sovjetunionens opløsning i 1991. Landene er som sådan vant til at være underlagt russerne, og de har til forskel fra de tidligere lande i Warszawa-pagten – eksempelvis Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet, hvis integration i EU foregik mere eller mindre smertefuld – absolut ingen demokratiske traditioner.

Derudover har landenes selvstændighed ikke vist sig at bringe en bedre levestandard med sig. Det gælder i hvert fald for størstedelen af befolkningerne, som tværtimod måtte se deres levestandard forringet og samtidig måtte se nogle af deres landsmænd blive uforholdsmæssigt rige.

Den sikre fortid
Ukraine valgte torsdag at give efter for russisk pres og vælger altså foreløbigt den nemme vej uden om EU. Beslutningen begrundes af den ukrainske regering med økonomiske årsager, da Ukraine ikke har råd til at miste den del af landets eksport, som går til Rusland. Denne begrundelse opfattes af nogle analytikere som et taktisk spil og et forsøg på at få EU til at spytte mere i den slunkne ukrainske statskasse.

Ukraines ja til Rusland må forstås som et nej til EU, selvom det foreløbig ikke betyder medlemskab af Den Euroasiatiske Toldunion. Orienteringen mod Rusland vil formentlig bringe hurtigere resultater med sig, og det gælder især på det økonomiske område, hvor man har stærkt brug for dem. Det vil nemlig fastholde og muligvis udvide landets eksport til Rusland, da russerne ikke stiller de samme produktionsmæssige krav til varerne som EU. Russerne vil samtidig stoppe med at genere samhandelen med pludseligt opståede toldregler eller krav, sådan som det har været tilfældet i den seneste tid.

Rusland stiller heller ingen krav til hverken harmonisering af lovgivningen, det juridiske system eller ændringer på området for menneskerettigheder. Alle disse områder er for landene i forvejen mere eller mindre identiske med russernes, da de i de flestes tilfælde stammer fra sovjettiden.

Valget af Rusland og orienteringen mod øst vil derfor være langt mindre smertefuld for Ukraine, Georgien og Moldova, og den vil efter alt at dømme kunne skaffe hurtigere resultater til landene. Set i lyset af at alle disse lande mildt sagt har en skrantende økonomi og en lav levestandard, er det et aspekt, der har en stor betydning og ikke må undervurderes.

Den visionære fremtid
Valget af EU og orienteringen mod de vesteuropæiske værdier kræver usammenligneligt mere af politikerne og befolkningerne i de berørte lande. Det vil kræve en hård indsats på lovgivningsområdet, en hård indsats i kampen mod korruption og i det hele taget en grundlæggende ændring af landenes samfund.

Situationen bliver ikke ligefrem mindre kompliceret af, at der formentlig vil gå en del tid, før den vesteuropæiske orientering også vil kunne aflæses på de enkelte familiers budgetter. Det vil nemlig med sikkerhed kræve en del tid, før landenes produkter lever op til de europæiske regler og bliver i stand til at tage konkurrencen op med de vesteuropæiske varer, da produktionsvirksomhederne i de respektive lande hovedsageligt stammer fra sovjettiden.

Der vil ligeledes kunne forventes en større social uro ved en aftale med EU: Dels på grund af de potentielt udeblevne resultater af den europæiske orientering, og dels på grund af at russerne utvivlsomt vil bruge en hver lejlighed til at destabilisere den politiske og økonomiske situation i alle disse lande.

Geopolitik eller reelle hensigter?
Det spiller naturligvis også en vigtig rolle, hvad henholdsvis EU og Rusland er villige til at spendere på Ukraine, Georgien og Moldova. Landene kan med sikkerhed ikke regne med de helt store armbevægelser fra hverken Rusland eller EU. Specifikt EU vil utvivlsomt hjælpe økonomisk med harmoniseringen af lovgivningen og det juridiske system, som er en vigtig del af den egentlige associeringsaftale, men unionen har i øjeblikket formentlig ikke økonomiske ressourcer til yderligere støtteordninger.

En underskrevet associeringsaftale vil naturligvis betyde en mere stabiliseret politisk situation i de respektive lande, men hvorvidt det også vil tiltrække betydelige vestlige investeringer er usikkert. Med hensyn til Rusland er det heller ikke helt klart, hvor meget russerne er villige til at bruge på eksempelvis Ukraine. Russerne har godt nok tilbudt Ukraine at placere store investeringer i landet og give landet store rabatter på gas, men om det virkelig vil ske, nu hvor Ukraine har droppet tanken om europæisk integration, er svært at sige.

Afgørelsens øjeblik på vej
Ukraine har altså valgt ikke at skrive under på aftalen. Eventuelle ændringer af denne beslutning kan formentlig først komme på tale efter præsidentvalget i 2015, men det afhænger også af landets politiske virkelighed efter valget.

Moldova ender med stor sandsynlighed med at skrive under, mens det tidligere lidt vaklende Georgien netop har meddelt, at landet vil gøre det samme. Som eksemplet med Ukraine viser, kan begge lande dog fortsat nå at springe fra. Uanset om Georgien og Moldova skriver under på aftalen eller vælger at stå uden for, får Ukraines beslutning, som det langt største og vigtigste af disse lande, en stor betydning for det fremtidige geopolitiske kort.

En underskrevet aftale ville have været et vigtigt signal til Rusland om, at landene ønsker at frigøre sig fra russernes omklamrende omsorg, som i de fleste tilfælde kun handler om egne russiske interesser og ønsket om at bringe sig selv tilbage som stormagt.

Det ville have været et signal om landenes ønske om et Europa forenet i demokratiets tegn. Et signal, som med Ukraines nej til aftalen desværre allerede har mistet en del af sin styrke.


Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag. FOTO: EU.