EU-topmøde i Vilnius II: Besatte områder er Ruslands stærke kort mod Georgien

EU-topmøde i Vilnius II: Besatte områder er Ruslands stærke kort mod Georgien

18.11.2013


Ukraine, Georgien, Moldova og Aserbajdsjan skal ifølge planerne underskrive en associeringsaftale med EU under EU-topmødet i Vilnius den 28.-29. november. Russisk kontrol over 20 procent af georgisk territorium er russernes bedste trumfkort imod Georgiens tilnærmelser mod EU.

ANALYSE af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør


LÆS OGSÅ:
EU-topmøde i Vilnius I: Russerne viser tænder
EU-topmøde i Vilnius III: Et valg mellem fortid og fremtid

Der har i løbet af de seneste 10 år under den netop afgåede præsident Mikheil Saakasjvili ikke været den mindste tvivl om Georgiens politiske orientering. Landet har været stærkt provestligt, og den karismatiske og perfekt engelsktalende Mikheil Saakasjvili var Vestens darling. Georgien fik stillet medlemskab af NATO og EU i udsigt, og russerne kunne ikke gøre andet end blot at se til, mens den tidligere sovjetiske republik og et vigtigt interesseområde stille og roligt var ved at fjerne sig fra Rusland. Det var ikke noget, der skete med russernes gode vilje, da Georgien har en stor geopolitisk betydning for Rusland.

Georgien er det eneste land i Kaukasus, hvor transport af aserbajdsjansk og centralasiatisk olie og gas til Europa kan ske uden russisk kontrol. Det er en situation, der truer russernes centrale rolle i den europæiske energiforsyning. Samtidig er Georgien vigtig for Rusland på grund af landets strategiske placering som nabo til det urolige Nordkaukasus og republikkerne Dagestan, Tjetjinien og Ingusjetien.

Derfor vil Rusland utvivlsomt gøre alt for, at Georgien ikke skriver under på den associeringsaftale med EU, som landet ifølge planerne skal underskrive under EU-topmødet i Vilnius den 28.-29. november. Den vil nemlig blot trække Georgien i den europæiske retning og dermed endnu længere væk fra Rusland.

En fejlkrig
Den georgiske militæraktion i Sydossetien i 2008, hvor præsident Mikheil Saakasjvili forsøgte at løse landets minoritetsproblemer med militærmagt, var for russerne en gave sendt fra himlen – det var lige netop det georgiske fejltræk, russerne ventede på. Aktionen resulterede i en kortvarig krig mellem Georgien og Rusland, da russerne naturligvis skulle ”beskytte” de russisktalende sydossetiske separatister.

Krigen resulterede i, at 20 procent af det georgiske territorium, Sydossetien og Abkhasien, blev besat af russerne, og at russerne fik den magtposition i området, de var ved at miste, tilbage. Denne kendsgerning betød samtidig, at de tidligere så nærværende planer om georgisk optagelse i NATO havde mistet en del af deres styrke. Dette selvom NATO`s generalsekretær Ander Fogh Rasmussen så sent som i juni i år forsikrede Georgien om, at georgisk medlemskab af alliancen fortsat står højt på NATO’s ønskeliste.

Stigende utilfredshed
Krigen i 2008 var ikke kun et vigtigt comeback for russerne, den havde også andre sideeffekter, som er afgørende for den politiske situation i Georgien i dag. Den var startskuddet for en stigende utilfredshed med præsident Mikheil Saakasjvilis ledelse, som sidste år førte til, at regeringsmagten blev overtaget af den georgiske milliardær Bidzina Ivanisjvili og hans parti Den Georgiske Drøm.

Den georgiske regering under Ivanisjvilis ledelse proklamerer fortsat sin vestlige orientering, men har alligevel ført mere forsonlig og formentlig også mere realistisk politik over for Rusland. Det kan derfor ikke helt udelukkes, at den georgiske regering vælger ikke at genere russerne yderligere og vil satse på handelsforbindelserne til Rusland, som rent geografisk er den mest naturlige handelspartner for landet.

Dette skal ses i lyset af, at den løsning, der umiddelbart ville være bedst for Georgien – at fungere som en bro mellem Vesten og Rusland og have handelsmæssige forbindelser til både EU og Rusland – synes at være umulig på grund af russernes strengt geopolitiske tænkning. Den ukrainske præsident Viktor Janukovitj har forsøgt at forhandle samme stilling for Ukraine, men måtte gang på gang konstatere, at det er der absolut ingen vilje for hos russerne.

Krigen i 2008 har ligeledes haft en anden negativ sideeffekt. Den påvirkede den skrøbelige georgiske økonomi og resulterede i en stigende utilfredshed i den georgiske befolkning. Ifølge en undersøgelse foretaget af den uafhængige organisation National Demokratic Institute ønsker fortsat omkring 75 procent af georgierne orientering mod EU, men undersøgelsen skal formentlig tages med et gran salt. På samme måde som det officielle arbejdsløshedstal, der ifølge det statslige statistikorgan kun ligger på omkring 14 procent.

Presset vil stige
Russerne har ikke så mange strenge at spille på i Georgien, men er uden tvivl bevidste om, at deres stærkeste kort er deres militære tilstedeværelse i Sydossetien og Abkhasien. Det russiske militærs tilstedeværelse giver mulighed for at skabe uro og igangsætte provokationer, sådan som det skete i oktober, hvor russerne flyttede den sydossetiske grænse omkring 300 meter ind i Georgien. Samtidig betyder militærets tilstedeværelse, at Georgien ikke kan blive medlem af NATO.

Det er umiddelbart svært at spå om, hvorvidt Georgien skriver under på associeringsaftalen eller ej, men der er en ting, som er ganske sikker: Russernes militære tilstedeværelse i de besatte georgiske områder, vil fortsat være russernes stærkeste kort i spillet. Et kort, som uanset udfaldet af EU-topmødet i Vilnius bliver ved med at være stærkt.


Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag. ILLUSTRATION: To ældre borgere i den georgiske by Ergneti forklarer, at de mangler adgang til brænde, vand og medicin (foto: International Crisis Group via Flickr).