Essay: Debatten om Syrien bør føre til et opgør med USA

Essay: Debatten om Syrien bør føre til et opgør med USA

13.09.2013


Siden den kolde krig har Danmark bevæget sig fra at være FN’s mæglende småstat til USA’s tro væbner. Med konflikten i Syrien og Vestens udtalte krigstræthed bliver spørgsmålet om Danmarks forhold til USA igen relevant. Konflikten bør lede til et opgør med idéen om et helt særligt forhold til USA. En ny verdensorden kalder på en ny doktrin.

ESSAY af Hasse Holmberg

Det sidste stykke tid har debatten om konflikten i Syrien gået højt. Men hvad diskuterer vi egentlig? Argumentationen fra politisk hold – både for og imod et militært indgreb – har i bedste fald været overordnet og i værste fald mangelfuld. Men det er måske ikke så mærkeligt. Planlægningen af et indgreb og ansvaret for handling vil under alle omstændigheder ikke hvile på Danmark, og på den baggrund giver det fin mening, at den danske debat har haft en mere overordnet karakter. For bag den ligger den egentlige diskussion: diskussionen om Danmarks særlige alliance med USA.

Hele forløbet igennem har Danmark placeret sig klos op ad USA, og ved hver ny udvikling fra Washington har regeringen kunnet erklære sig enig. Nu trækker Obama i land i lyset af en mulig diplomatisk løsning, og den danske regering følger trop. Ender sporet blindt, og vender amerikanerne tilbage til planlægningen af en militær løsning, vil danske regeringspolitikere igen skulle tilpasse efterhånden slidte argumenter.

Det er oplagt, at Danmarks opgave ikke består i egenrådigt at beslutte, hvad der bør gøres ved Assad, men rettere at placere sig i forhold til de involverede aktører. Står vi bag USA, FN, et sted midt imellem eller i en helt fjerde position? Og i hvilket geled? De spørgsmål er mere relevante for et land som Danmark, der ligger i slipstrømmen på konflikten. Det reelle niveau af konflikt mellem Danmark og Assad er allerhøjest af indirekte karakter i kraft af Assads forbrydelser imod konventioner, hvis indhold vi principielt står på mål for. Den situation kan ses i modsætning til USA, der i kraft af sin position som det internationale systems stærkeste aktør forventes at løfte et ansvar.

Danmark har altså – i modsætning til eksempelvis USA – en ganske komfortabel grad af handlefrihed. Mulighederne udgør en hel palet af udenrigspolitiske nuancer, og for nemheds skyld har de danske politikere og medier gjort os den tjeneste at koge det ned til en principiel diskussion om deltagelse eller ej. I hvert fald indtil de seneste dages diplomatisk opblomstring. Men hvordan kan vi overhovedet diskutere det spørgsmål, når vi endnu ikke kender hverken koalitionens eller deltagelsens omfang og karakter?

Det kan vi, fordi det ikke er op til os at planlægge et eventuelt indgreb. Vi behøver strengt taget ikke at kende alle detaljer. Danmarks arbejde i de her dage består i at placere sig selv i forhold til de involverede parter, og her ved vi godt, hvad vi egentlig diskuterer: USA. Derfor byder danske regeringspolitikere også muligheden for en amerikansk ledet diplomatisk løsning velkommen med kyshånd. Vi er ikke nødvendigvis for et militært indgreb. Vi er for USA. Den politiske diskussion af Danmarks svar til konflikten i Syrien er således i bund og grund en diskussion af Danmarks forhold til USA. Så lad os blive ved det spørgsmål og holde Assad ud af billedet for en stund.

Siden Nyrup er Danmarks støtte til USA i stigende grad blevet cementeret i den udenrigspolitiske diskurs og strategi. Fogh gjorde op med Danmarks internationale rolle som mæglende småstat og tog forholdet til USA til nye højder. Center for Koldkrigsforskning blev oprettet i 2007 under ledelse af Bent Jensen, og Danmarks fortid som afspændingssøgende og en mæglende forhandlingsvillig småstat blev konfronteret. Thornings regering har klart meldt ud fra start, at den udenrigspolitiske doktrin fra Fogh ligger fast, og regeringen forsøger således at bevare Danmarks stærke bilaterale forhold til USA.

Doktrinen går ganske kort ud på at placere sig komfortabelt under Washingtons indflydelsessfære – og dermed også Washingtons sikkerhed. Den placering i det internationale system er efterhånden blevet en selvfølge og bunder grundlæggende i et ønske om at bytte handlefrihed for sikkerhed. Den form for koldkrigstankegang er dog helt malplaceret i et multipolært internationalt system og har kostet Danmark dyrt i både renomme og – ironisk nok – sikkerhed.

Det særdeles tætte forhold til USA rejser en række betydelig problemer: (1) problemet ved at føre blokpolitik i en multipolær verdensorden, (2) problemet ved at forestille sig USA’s og Danmarks interesser som værende fælles, og (3) kompromitteringen af Danmarks renomme og troværdighed som uafhængig aktør i internationalt regi. Derudover bør selvfølgelig nævnes den stigende terrortrussel og generelle trussel mod Danmarks sikkerhed. Det er måske tid til at tage den velkendte doktrin op til genovervejelse.

Det er ingen hemmelighed, at vi i stingende grad bevæger os i retning af en mere multipolær verdensorden med konsolideringen af kendte stormagter som Kina og Rusland samt nye eksotisk klingende, regionale mellemstore aktører såsom Brasilien, Indien, Sydafrika, Tyrkiet, Indonesien, Sydkorea og Mexico på vej frem på den internationale scene. I et relativt fredeligt internationalt system med så mange vigtige aktører er det ikke klogt for Danmark at isolere sig ved fødderne af Washington.

Det bliver ofte ytret fra diverse politikere, at Danmark deler sine værdier og interesser med USA. Men værdier og interesser er absolut ikke det samme i international politik, og det er systemets natur, at to staters interesser, om end forenelige i et tredje led, nødvendigvis vil eksistere i strid med hinanden. USA kan med andre ord godt have gavn af et stærkt Danmark, men hvis USA har mere gavn af et svagt Rusland end et stærkt Danmark, kommer Danmarks afhængighed af russisk gas i anden række. Ganske simpelt. Og derfor ligger Klima- og Energiministeriet ikke i Washington.

Samtidig er det muligt at ane en stigende splittelse mellem USA’s og Europas interesser mere generelt. USA’s fremtidige fokus vil i høj grad bevæge sig fra Atlanterhavet til Stillehavet, og mange i Washington har en inklination i retning af mindre involvering i den muslimske verden. Europa, på den anden side, er mere afhængig af stabilitet i Afrika og Mellemøsten for slet ikke at tale om vigtigheden af et sundt forhold til Rusland. Det kan ses i franskmændenes hurtige reaktion i Mali og Libyen samt i fru Merkels tætte forbindelser til Moskva.

Derudover er der ingen af de europæiske økonomier, der har interesse i en stigende økonomisk konflikt med Kina – heller ikke Danmark. Kineserne er villige til at ignorere interne forhold i de lande, de gør forretning med eksempelvis i Afrika. Men det er åbenlyst, at de ikke ser entusiastisk på nationer, der modarbejder dem internationalt. Hvis USA’s forhold til Rusland forværres yderligere, vil det ligeledes være bedre for Danmark at placere sig på linje med eksempelvis Tyskland, der formår at have et glimrende arbejdsforhold med Kreml.

I en verden, hvor ikke kun USA tæller, er der ingen logisk grund for Danmark til fuldt ud at tilknytte sig en linje lagt ud af amerikanerne. Som mindre aktør har Danmark den fordel, at vi ikke for alvor er i naturlig konflikt med nogen. Vi har faktisk muligheden for at opbygge et særdeles fordelagtigt arbejdsforhold til stort set alle de større aktører – selv i den muslimske verden. Men den position kan kun opnås, hvis ikke verden ser os som en forlængelse af Washington. Eksempelvis vil det på nuværende tidspunkt være urealistisk at forestille sig Danmark som troværdig mægler i konflikten mellem Israel og Palæstina. Araberne vil forståeligt nok have svært ved at se os som uafhængige omkring forhandlingsbordet. Var vi mere uafhængige, ville vi også kunne bidrage til løsningen af konflikten i Syrien med andet end støtte til bomber og ufleksibel opbakning til blot én af mange involverede parter.

Diskussionen afhænger således også i høj grad af, hvad vi egentlig ønsker at opnå internationalt. For hvad så med den aktivistiske udenrigspolitik? Et efterhånden traditionelt argument fra de sidste regeringer lyder som følger: Hvis Danmark skal kunne gøre sig gældende internationalt, bliver vi nødt til at hægte os på en af de helt store. Her er USA jo suverænt det mest oplagte valg uden sammenligning. Men det afhænger naturligvis af, hvordan vi ønsker at gøre os gældende.

Militær magt er en vigtig brik i enhver nations udenrigs- og sikkerhedspolitik, og offensive krige og militære interventioner kan sagtens have sin plads. Derfor bør vi også værne om vores alliancesamarbejde i NATO og desuden arbejde i retning af at styrke det sikkerhedspolitiske samarbejde med vores europæiske partnere i EU. Men en intervention i Syrien er ikke gratis for vores forhold til Kina, Rusland eller for den sags skyld andre voksende magter såsom Brasilien, der også har en ambassade i København. Det betyder dog ikke, at Danmark aldrig kan gøre sig gældende uden at slå sig. Det betyder heller ikke, at vi intet kan gøre for den syriske civilbefolkning.

En aktiv udenrigspolitik er andet end militære interventioner alene. Danmark kan med fordel skrue op for den humanitære hjælp samt tilbyde asyl for syriske flygtninge. Derudover kan vi arbejde i retning af at gøre os gældende i FN-regi. Meget tyder på, at den seneste diplomatiske opbløden kan akkrediteres Sverige og Norge. Et soleklart eksempel på den rolle Danmark kunne spille internationalt. De sidste årtiers fastforankrede bånd til USA har gjort stor skade på Danmarks position som højt renommeret mægler i international sammenhæng. Den position kan vi genvinde ved at lette på båndet til USA og således opnå muligheden for at føre en udenrigspolitik, der både er aktivistisk og selvstændig.


Hasse Holmberg (f. 1989) studerer historie ved Københavns Universitet med særligt fokus på moderne historie og international sikkerhedspolitik. Han har desuden studeret kommunikation ved CBS. FOTO: Det Hvide Hus