EKSPERTERNE OM SYRIEN: Erslev, Malmvig og Pakzad

EKSPERTERNE OM SYRIEN: Erslev, Malmvig og Pakzad

14.06.2013


Overbevist om, at Assad har brugt kemiske våben vil Obama-administrationen nu give rebellerne våben. RÆSON spørger danske eksperter om konsekvenserne af beslutningen:

1. Assads trooper har sammen med tusinder af krigere fra Hezbollah generobret den strategisk vigtige by Quasyr. Hvorfor og hvordan er det lykkedes Assads regime at holde rebellerne stangen? Hvilken rolle har støtten fra Iran og Rusland spiller for Assads success?
LARS ERSLEV ANDERSEN: For det første kan den syriske hær uhindret bruge alle sine kapaciter og ressourcer, inklusive luftvåben. Dertil kommer såvel politisk støtte, som er vigtig, og våben fra Iran og Rusland og endelig trækker Assad på kadrer fra Hizbollah.
POYA PAKZAD: Støtten til Assadstyret fra Rusland, Iran, Irak og Hizbollah m.fl., er væsentlig større og kvalitativt bedre, end det oprørsgrupperne modtager fra deres donorer. Rebellerne har hidtil officielt været forment “tunge våben”, såsom antiluftskyts, hvilket har været symptomatisk for rebellernes manglende evne til at beskytte sig mod luftbombardementerne, ikke mindst i Qusayr. Dertil hører, at regimets styrker er organiserede, professionelle og får direkte hjælp på slagmarken, mens oprøret er desorganiseret, ressourcesvagt, og de facto hovedløst.
HELLE MALMVIG: Det er lykkedes Assad-regimet at holde rebellerne stangen af militære og politiske grunde (og de to hænger selvfølgelig sammen). Militært har regimet en overlegen våbenkapacitet og adgang til nye forsyninger fra Iran og Rusland. Udover Hezbollah, deltager angiveligt også iransk-ledede militser og al Quod’s rådgivere på regimets side. Regimet bruger missiler og sin luftstyrke til at angribe oprørerne og civile områder under oprørernes beskyttelse. FSA [den Frie Syriske Hær] klager derimod ofte over at de ikke får de våben de efterspørger. Vestlige regeringsledere har meget tidligt i konflikten understreget, at de ikke ville intervenere militært, og USA under Obama sendt klare signaler om ikke ville involvere sig i endnu et ‘mellemøstligt eventyr’. Det har al Assad-regimet naturligvis også hørt og det har indgået i deres kalkulationer – den udmelding har ikke givet Assad-regimet noget incitament til at forhandle, eller til at inderkredsen omkring Assad skulle ændre kurs. I stedet har det befæstet deres tro på at hvis bare de skaber resultater på slagmarken, kan de blive siddende ved magten. Støtten fra Rusland, Iran og Hezbollah har selvfølgelig også hjulpet, om end det er uklart hvor længe Hezbollah kan blive ved med at levere ‘man-power’ til Syrien.

2. Saudi-Arabien, Tyrkiet og Qatar har allerede (med amerikansk accept) givet oprørerne våben. Er der nogen grund til at tro at flere våben kan styrke oprørssiden i en grad, hvor krigens udvikling kan vendes?
LARS ERSLEV ANDERSEN: Det er svært at sige, men formentlig skal mere end våben til. Der har været talt om, at varmesøgende missiler kunne gøre en betydelig forskel (som Stinger missiler gjorde i Afghanistan i 1980’erne mod Sovjetuninens tropper), men indtil videre ved vi ikke om USA vil levere dem.
Under alle omstændigheder skal der mere end våben til for afgørende at vende krigens udvikling.
POYA PAKZAD: Nej, og årsagen til det er, at man har besluttet ikke at levere tunge våben til rebellerne af hensyn til dels Israels sikkerhedsinteresser, dels faren for at de falder i såkaldt ‘forkerte hænder’, dels at disse våben skulle sive ud af Syriens porøse grænser og ind i andre konflikter. Flere våben sikrer fortsat konflikt.
HELLE MALMVIG: Det er de militære eksperter nok bedre rustet til at svare på:-) Men hvis oprørsstyrkerne får mere avancerede våben (og træning i at anvende de våben), vil de alt andet lige kunne klare sig bedre på slagmarken, og måske endnu vigtigere, de vil dermed kunne stå i en bedre fremtidig forhandlingsposition. Lige nu føler Assad og hans støtter øjensynligt at de har den militære og politiske overhånd, og det er derfor de stædigt holder fast i Assad skal sidde til 2014, og at Assad skal sidde med ved forhandlingsbordet i Geneve. På den måde hænger det politiske og det militære spor igen sammen, uden en militær ændring i styrkeforholdet kan der ikke blive en politisk ændring (og dermed løsning).

3. New York Times skriver: “The limited assistance that the Obama administration is now promising is likely to be dwarfed by the help that American officials said Iran provides to Mr. Assad’s government. […] senior State Department officials believe that Mr. Assad’s gains cannot be reversed unless the United States takes steps to curtail the Iranian arms flow, disabling the airfields that the Syrian government uses to receive arms, transport troops around the country and carry out air attacks)”. Vil en våbenleverance kun være et skridt på vejen mod mere vestlige intervention – en ikke-flyve-zone el.lign.?
LARS ERSLEV ANDERSEN: Nej, ikke i sig selv. Alt tyder på, at præsident Obama er meget uvillig til at blande USA for meget ind i egentlige krigshandlinger – levering af våben er formentlig det mindste han kunne gøre efter, at USA har slået fast, at Assad regimer har brugt kemiske våben mod oprørerne. Obama vil såvidt muligt begrænse USA’s indsats i Syrien og satse på en politisk løsning.
POYA PAKZAD: Det er muligt, man kan kun spekulere, dog tror jeg ikke på det, bl.a. fordi Obama-administrationen har udelukket det, selv efter at have konkluderet, at Assadstyret har brugt kemiske våben (angiveligt en uacceptabel ‘rød linje’). Spørgsmålet lyder: hvad får USA ud af at intervenere? Og det er ikke meget, dels fordi det er risikofyldt, dels fordi man alligevel opnår en svækkelse af Iran, hvad man gerne vil, med væsentlige lavere omkostninger blot ved at lade status quo fortsætte. Og for USA er to ting særligt vigtige: beskyttelse af Israel, og isolering af Iran. På de to områder kan man forvente en vis konsistens.
HELLE MALMVIG: Hvis de nye amerikanske løfter om våbenleverancer får regimet til at om-kalkulere, og dermed sætte gang i Geneve-sporet så nej. Amerikanerne især vil gøre meget for at holde sig ude. Men løber Genev sporet ud i sandet, og fortsætter regimet med at vinde nye militære sejre, så kan jeg godt forestille mig at der vil blive truet med strategiske angreb fra luften (lidt a la Bosnien i 1995 og Kosovo 1999).

4. Hvad er chancerne for, at USA i Sikkerhedsrådet ville kunne overtale Rusland til en ny fælles kurs, som kan presse Assad? Er Syrien allerede en proxy war mellem USA og Saudi-Arabien på den ene side – og Rusland og Iran på den anden?
LARS ERSLEV ANDERSEN: Hvis der er nagelfaste og objektiv beviser på som Rusland anerkender, at Syrien har brugt kemiske våben mod oppositionen, vil rusland nok nærme sig USA, men det betyder ikke en ny “Libyen aktion”.
POYA PAKZAD: Indtil videre er planen sammen med Rusland en afholdelse af en fredskonference (Geneve II) engang til sommer eller efter sommer. Der er nok derfor ingen chance for, at USA kan overbevise Rusland om noget i Sikkerhedsrådet, medmindre man tilpasser resolutions-teksten på en måde, så Rusland vil være med. (I øvrigt er alene det forhold, at USA skulle gå til Sikkerhedsrådet også en indikation på, at man nok ikke vil intervenere). Hvis der er noget, der har karakteriseret konflikten på den side, der har stillet sig i opposition til Assadstyret, så er det, at man ikke kan finde fælles fodslag om noget som helst andet end, at Assad skal træde af. Det gælder på globalt, regionalt og lokalt plan.
HELLE MALMVIG: Jeg tror Syrien i mindre omfang er en proxy-krig mellem USA og Rusland (Rusland vil gerne genere USA/Vesten lidt, vil gerne sidde m ved forhandlingsbordet, være stormagt, og er generelt skeptiske overfor en liberal-vestlig verdensorden, men de er ikke i stedfortræderkrig). Derimod er Syrien en stedfortræderkrig på regionalt plan med Iran, Hezbollah, Assadregimet på den ene side og Saudi-Arabien, Qatar, Tyrkiet på den anden side. Det er lykkedes de regionale magter at gøre Syrien til en krig om geo-politik og magtbalancer, og fået de fleste til at glemme at Syrien startede med fredelige demonstrationer (på tværs af religiøse-sekteriske skel), der krævede demokratiske forandringer. Effekten af den syriske stedfortræderkrig bliver følt i hele Mellemøsten, og har om noget været med til at dæmpe alle de positive effekter af det arabiske forår. Desværre.

5. Ifølge New York Times er mange af USA’s lokale allierede kritiske overfor det, de ser som amerikansk passivitet. Hvad er USA’s muligheder for at påvirke konfliktens forløb over de næste måneder?
LARS ERSLEV ANDERSEN: De er små, men USA vil formentlig arbejde stærkt for at styrke den politiske proces i samarbejde med Rusland og vil formentlig være villig til at lade Iran være med ved forhandlingsbordet.
POYA PAKZAD: USA er det land der har den mest kritiske indflydelse og største påvirkningskraft. At vælge at være såkaldt “passiv” er en realpolitisk afgørelse, som påvirker konflikten. Og i dette tilfælde lader det til, at man er tilfreds med at være “passiv”, mens Iran og Hizbollah er viklet ind i en borgerkrig, der aldrig ender.
HELLE MALMVIG: USA har bevidst sat sig på bagsædet når det gjaldt konflikten i Syrien (og Mellemøsten i det hele taget), og har på den måde overladt feltet til de regionale magter og deres klienter. Men stater som UAE, Kuwait, Jordan og selv Saudi Arabien er stadig dybt afhængige af amerikanernes sikkerhedsgarantier i Golfen og det tætte militære samarbejde de har med USA.

6. Scenarie: Assads styrke, det faktum at en del oprørerne er islamister, lektierne fra Irak/Afghanistan og frygten for at konflikten skal brede sig til resten af regionen betyder samlet set, at vesten (USA) ikke for alvor vil gå ind i konflikten på rebellernes side. I stedet vil kampene fortsætte til Assad symbolsk forlader præsidentposten mens resten af regimet indgår en form for ‘fred’ med oprørsgrupperne, efter måneders konflikt der ligner, hvad vi hidtil har set. Er det realistisk? Vil USA’s lokale allierede som fx Saudi Arabien acceptere et sådant resultat?
LARS ERSLEV ANDERSEN: Jeg tror det, er det mest oplagte scenarie og at USA vil “hjælpe” Saudi-Arabien til at acceptere det.
POYA PAKZAD: Ja, det bliver nok svært at realisere et sådan fredsscenarie. For øjeblikket er regimet ikke interesseret, fordi man syner en sejr, nu hvor man harxDer er også en dag efter Assads fald, der skal medregnes (og jeg siger “Assads fald” fordi, jeg tror ikke på, at han har en fremtid som præsident i Syrien). Og den dag er bedst tjent uden at plante kimen til fortsat konflikt.
HELLE MALMVIG: Helt kort: Ja, det er realistisk. Under alle omstændigheder kommer en politiske løsning i Syrien i sidste instans til at række hånden ud til både regimefolk og minoritetsgrupper som de kristne og alawitterne, det bliver ikke saudierne (eller nogen anden stat og/eller snæver gruppering) der får lov til at definere ‘resultatet’.

ILLUSTRATION: Arkivfoto [Shutterstock]