“USA har ikke noget dilemma. Køreplanen er den samme som i 2011: Det er militæret, der bestemmer” – PakzadRÆSON spørger eksperterne om udviklingen i Egypten

“USA har ikke noget dilemma. Køreplanen er den samme som i 2011: Det er militæret, der bestemmer” – Pakzad
RÆSON spørger eksperterne om udviklingen i Egypten

04.07.2013


1. Hvad har været det mest overraskende ved de sidste dages begivenheder?
POYA PAKZAD: Jeg blev overrasket over hele begivenheden. Jeg var af den opfattelse, at folk var blevet trætte af at gå på gaden. Det indebærer jo risici – økonomien standser, tingene kan blive endnu værre, osv. Så det mest overraskende for mig var den glødende vilje i oppositionen til at slås videre. Det skal i det bredeste perspektiv forstås som, at mange af de politiske og sociale krav, som man demonstrerede for i 2011, ikke er blevet indfriet. Spørgsmålet er nu, om en ny regering kan indfri disse. Det tror jeg ikke. Foruden den økonomiske krise i landet, som også vil fastlåse en kommende regerings indenrigspolitik, er det svært at se, hvordan man vil konsolidere magten i en ny regering uden enten at forme en koalitionsregering med Det Muslimske Broderskab, eller nedkæmpe oprørstendenserne hos Broderskabets støttere. Det sidste vil på den anden side sikre, at en ny regering vil være dybt afhængig af militæret – og så er vi tilbage ved udgangspunktet.

2. Hvad siger militærets afsættelse af Morsi om militærets rolle i Egypten nu? Og hvordan bør egypterne se på den offentliggjorte plan for en midlertidig regering og afholdelse af nye valg?
POYA PAKZAD: Egypten er en prætoriansk stat – en stat, hvor generalerne har det sidste ord. Det var formentlig grunden til at Mubarak blevet afsat så relativt gnidningsfrit, fordi militæret vendte ham ryggen, og det er i dag grunden til at de kan gribe ind så snapt. Egypterne bør efter min mening se meget skeptisk på militærets lodrette indtræden i landets skæbne, og meget tyder da også på, at egyptere (også i oppositionen) selv er klar over dilemmaet. Mange er imod det selvbestaltede militærråd (SCAF), som også arrangerede og vogtede over overgangsprocessen efter Mubaraks fald. Derfor kaldte man på etableringen at et civilt råd i stedet, men både militæret og Broderskabet var i sin tid imod det. Snakken om en “velordnet overgang” var, og er, en eufemisme for bevarelsen af den prætorianske stat.

3. Hvori består USA’s dilemma? Og hvilken betydning har det, hvad amerikanerne gør?
POYA PAKZAD: USA har valgt at afstå fra at kritisere militærets beslutning om at intervernere. Det kan tolkes som, at de bifalder beslutningen. Jeg tror ikke, at USA har et dilemma. Køreplanen er den samme som i 2011; det er militæret der bestemmer. USA vil gerne have “stabilitet” i sit forhold til Egyptens regering, og Det Muslimske Broderskab har aldrig været den foretrukne partner. Den ægte taber er Qatar, som har investeret kraftigt i Det Muslimske Broderskab.

ILLUSTRATION: Tahrirpladsen, 30. juni: Erklæringer underskrevet af demonstranter, der kræver Morsis afgang [arkivfoto: Shutterstock]