Dennis Kristensen om regeringens ’lille trepartsaftale’: Der er simpelthen nogen, som er gået ind og har skrevet under på noget, vi andre ikke har hørt om

Dennis Kristensen om regeringens ’lille trepartsaftale’: Der er simpelthen nogen, som er gået ind og har skrevet under på noget, vi andre ikke har hørt om

25.06.2013


RÆSONS NYHEDSINTERVIEW. ”Nu får vi en proces, hvor den egentlige dagsorden er blevet til en syv-punkts hensigtserklæring. En tekst som de fleste af os kunne have lavet aftenen før, i løbet af en 12 minutter” – Dennis Kristensen

Det største af forbundene for de offentligt ansatte, FOA, har valgt at stå udenfor regeringens såkaldte ”lille-trepart” (den aftale om modernisering af den offentlige sektor, som forleden blev indgået mellem regeringen repræsenteret af Margrethe Vestager (R), KL, Danske Regioner, FTF og OAO). RÆSON spørger: Hvorfor?

Nyhedsinterview af Johan V. Bendtsen

RÆSON: Hvad er det vigtigste indhold i den ’lille’ treparts-aftale?

KRISTENSEN: Da jeg blev ringet op af journalister dagen før aftalen blev indgået, blev jeg stærkt overrasket. Jeg blev overrasket over deres meldinger om, at det som ville blive offentliggjort, var en aftale som omhandlede modernisering af den offentlige sektor – en metode til at finde de 12 milliarder kroner i effektiviseringer, altså dét som regeringen forudsatte i sit udspil til sin vækstplan. Og så forklarede jeg journalisterne, at det jeg kendte til, det var de forhandlinger som er blevet ført om en tillidsreform.
På det efterfølgende pressemøde var det så tydeligt, at der var lavet en aftale, som var helt anderledes end det som hidtil havde været diskuteret. Altså en aftale, som ikke kun fokuserer på at skabe øget tillid til de offentligt ansatte, gøre op med tidstyranni, kontrolmareridt og dokumentationshelvedet, men i højere grad tager fat på hele moderniseringen, og som netop skal nå de 12 mia. kroner i besparelser. Og det kom fuldstændigt bag på mig.

Vi var fra FOAs side meget begejstrede ved regeringsgrundlagets offentliggørelse, hvor de skrev at reformen skulle handle om tillid, faglighed, ledelse og afbureaukratisering. Og når vi kigger på hvordan regeringen ellers har lagt vægt på, at det er en reform-regering, så var forventningsniveauet meget højt, da vi øjnede et opgør med den hidtidige ledelses- og styringstænkning i den offentlige sektor. Men da vi så kom i gang, fik Margrethe Vestager godt nok kølnet begejstringen. Ikke mindst som følge af, at hun meddelte, at hun selv havde opgivet troen på en egentlig reform, og at hun i stedet var nået frem til, at der skulle satses på en mangeårig kulturforandringsproces.

Fra FOAs side var vi stærkt betænkelige i forhold til, om det her nu blev noget som for alvor forandrede hverdagen for vores medlemmer. Undervejs i vores overenskomstforhandlinger fik vi så udspillet til vækstplanen, og der kunne vi jo se, at regeringen havde forøget forventningerne til effektviseringer i den offentlige sektor: Fra et oprindeligt potentiale på 5 milliarder i 2020-planen til 12 milliarder i udspillet til vækstplanen. Vi har regnet på kryds og tværs, og vi kan simpelthen ikke finde ud af, hvorfor det er 12 milliarder. Vi kan kun finde ud af, at der manglede syv milliarder for at få vækst-udspillet til at hænge sammen. Så vores bedste bud er, at de syv milliarder er lagt ovenpå de fem, simpelthen fordi det var det, der manglede: Den ufinansierede rest. Og det er jo i sig selv ikke særligt betryggende, særligt hvis den måde man tænker finansiering i den offentlige sektor er, at når vi mangler et beløb, så kan vi altid effektivisere. Det, som gjorde os rigtigt bekymrede, var, at der stod i udspillet til vækstplanen at pengene skulle findes ved effektiviseringer på områder som digitalisering og velfærdsteknologi. Rygtet vil dog vide, at Finansministeriets regnemaskiner har haft yderst svært ved at komme frem til noget der giver plus, når det handler om netop digitalisering og velfærdsteknologi. Så vores bud er jo selvfølgelig, at en væsentlig del af de 12 milliarder skal hentes på arbejdstidsreglerne og arbejdsforholdene. Og så synes vi pludselig, at vi ser ud til at stå i præcis samme situation som lærerne – hvor regeringen lægger et politisk udspil frem, og så vil finansiere det ved at hente penge i de overenskomstforhandlinger, som de ikke selv er part i. Og vi synes ikke at der er nogen rimelighed i, at vi skal stille op til den samme type ’corydonske’ bøllebank, som lærerne stillede op til. Regeringen er i mine øjne inde og vise en hel ny side af den danske model – når det handler om den offentlige sektor kan regeringen godt komme med politiske udspil, hvor de bare henter finansieringen i nogle overenskomstforhandlinger, de ikke selv skal deltage i. Det er i mine øjne et frontalangreb på selve fundamentet for, at den offentlige sektor er en del af den danske model.

Da Vestager så havde opgivet det projekt, som kunne give mærkbare forandringer for vores medlemmer i form af mere tillid og mere plads og rum til at kunne levere det gode arbejde, så sagde vi: ’Nu står vi af, der er ikke udsigt til noget fornuftigt’. Og det var også derfor, at vi trådte ud af forhandlingerne om tillidsreformen.

Vi har i de sidste to-tre årtier været plaget af New Public Management, hvor den offentlige sektor bliver gjort til en velfærdsforretning, hvor danskerne går langs hylderne og putter i indkøbskurvene, mens vi står som offentligt ansatte og pakker det ned i poser. Og det har i den grad ødelagt velfærdsservice for borgerne, men også arbejdsglæde for de ansatte. I Københavns Kommune har man forpligtet hinanden på, at nu vil man etablere en ny form for ledelsestænkning, der skal give plads til, at den enkelte ansatte kan bruge sine faglighed, kvaliteter og erfaring. Blandt andet ved afskaffelse af minutkontrollen i ældreplejen. Det er netop den type helt fundamentale forandringer der skal til, hvis vi skal skabe nogle arbejdspladser hvor de arbejdende siger: ”Yes! Nu er der blevet noget andet at stå op til om morgenen – muligheden for at gå på arbejde og føle at man gør en forskel, fordi man får lov til at bruge sine varme hænder og sit kloge hoved”. I virkeligheden får de ansatte smadret hele tillidsdelen af denne her dagsorden, til fordel for en sparedagsorden. Og så går regeringen oveni det endda ind og blandet sig i vores overenskomster. Så jeg vil sige, den sidste uge, den har været noget af en katastrofe.

RÆSON: Hvordan vil du beskrive forløbet omkring forhandlingerne?

KRISTENSEN: Jeg er ikke stødt på nogen endnu, som vidste at det her ville komme til at handle om de 12 mia. eller vores overenskomster. Der er simpelthen nogen, som er gået ind og har skrevet under på noget, som vi andre ikke har hørt om. Og det er en måde at arbejde på, som er helt uholdbar for os som medlem af OAO (Offentligt Ansattes Organisationer).

RÆSON: Bente Sorgenfrey, FTF, har udtalt, at fagforeningerne er nødt til at søge indflydelse ved at indgå i aftalen. Er du ikke bekymret for, at forholdene for dine medlemmer i sidste ende kan blive endnu værre, fordi I nu står uden for aftalen?

KRISTENSEN: Jo, selvfølgelig kan jeg være bange for det, når jeg har set hvordan det gik lærerne i foråret. Omvendt er det ikke sådan, at FOA siger den offentlige sektor skal være støbt i beton, og at intet kan laves om. Den danske velfærdsmodel skal hele tiden udvikle sig i takt med, at velstanden udvikler sig. På den anden side vil den del, der handler om at effektivisere, være et område hvor de ansatte skal inddrages. Og vores medlemsundersøgelser viser, at medlemmerne mener der kunne komme bedre velfærd og service såfremt de fik mere indflydelse på hvordan tingene blev tilrettelagt. Så vores medlemmer står ikke og siger: ”Det skal være som det altid har været”. De siger tværtimod: ”Det her kunne være bedre for både borgerne og for os, hvis bare vi fik mere direkte indflydelse”. Vi stejler ikke over, at tingene kunne være mere effektive, men over at vi nu får en proces, hvor den egentlige dagsorden – en ny måde at tænke offentlig sektor på – i stedet er blevet til en syv-punkts hensigtserklæring. En tekst som jeg tror, de fleste af os kunne have lavet aftenen før, i løbet af en 12 minutter. De er så generelle og brede, at de helt sikkert ikke kommer til at betyde at arbejdsdagen ændrer sig for social- og sundhedshjælperen der står hjemme hos fru Jensen. Det er ikke det der gør, at de ansatte pludseligt tænker: ”Nu har det rykket, nu får jeg plads til at bruge både hænder og hoved”.

RÆSON: Hvordan oplever du, at den her aftale passer ind i Margrethe Vestagers projekt?

KRISTENSEN: Vestager har jo lagt enorm stor vægt på, at vi har at gøre med en reform-regering. Og at reformerne især skulle handle om den måde den danske velfærd er skruet sammen på. Eller rettere sagt, hvor meget mindre den offentlige sektor skal være. Og nu har hun fået lavet en proces, hvor hun har fået de fleste af de faglige organisationer med ind i et projekt som har ændret kursen fra at handle om, at vi siger: ”Lad os nu få noget plads til, at dem der kan noget på områderne, kan udnytte det til gavn for borgerne,” til i stedet at fokusere på hvordan vi effektiviserer den offentlige sektor.

RÆSON: I lyset af denne aftale, hvordan ser du så regeringen og hele debatten om den offentlige sektor i dag?

KRISTENSEN: Vi er helt klart blevet svigtet i forhold til den tillidsreform, som vi var meget begejstrede for udsigten til. De offentlige ansatte kunne med rette have forventet, at denne reform netop sigtede på deres muligheder for at kunne levere det rigtigt gode stykke arbejde i løbet af deres arbejdsdag. Og det så til fordel for en dagsorden som går på, at få de ansatte til at acceptere, at der skal løbes hurtigere, og at der skal være færre om at løse opgaverne. Og når Vestager samtidig har snakket om en proces, der skulle starte nedefra og gå opefter, så har hun nu vendt det hele på hovedet, og igangsat en topstyret beslutningsproces om, hvor de 12 milliarder skal hentes. Og om fem år er der jo ingen der kan huske andet fra offentliggørelsen af den her aftale, end at det handlede om at skaffe 12 milliarder. Ingen kan huske, at det oprindeligt drejede sig om at forandre arbejdsdagen og genskabe arbejdsglæden hos de ansatte.

RÆSON: Er der en lektie at lære på baggrund af forløbene omkring lærer- og lægekonflikterne?

KRISTENSEN: Jeg er blevet stærkt bekymret for, om denne regerings holdning til den danske model måske er langt mere flosset i kanten, end jeg troede den ville være. Jeg havde, på baggrund af blandt andet ’Fair Løsning’, forventet at den danske model skulle bringes tilbage på sporet efter Løkke, men i stedet virker det som om den er i gang med at blive afsporet i forhold til den offentlige sektor. Vi har oplevet, at når lærerne kunne blive udsat for en total lockout, og vi hidtil i den offentlige sektor kun har varslet strejker for mellem 10 og 15 procent af de ansatte, så kan vi se, at vores arbejdsgiver er parat til at udnytte den forskel, at vi taber penge mens de tjener penge. Og at de samtidig har en regering der er parat til at stille sig bag ryggen på vores arbejdsgivere, og netop lægge det ekstra pres som Bjarne Corydon gjorde med køllen overfor lærerne. Dertil kommer det helt nye – at en regering går ind og finansierer sine egne udspil ved hjælp af vores overenskomster. Jeg er i den grad rystet over, at den her regering kan gøre sådan noget over for de offentligt ansatte.

RÆSON: Hvordan ser du velfærdsstaten i dag?

KRISTENSEN: Den er noget andet end den var tidligere. Vi skal selvfølgelig tænke over, hvad vi selv skal håndtere, og hvad der skal håndteres i fællesskab. Der er dog tre overordnede kendetegn: Vi giver lige adgang til alle; vi giver lige muligheder for alle; vi tager fælles ansvar, og spænder et sikkerhedsnet ud under dem, som kommer i en situation, hvor de har brug for det. Og nogle af de reformer vi har set på det seneste, de kan godt bekymre mig i forhold til, om vi er ude at røre ved nogle af de helt fundamentale foranstaltninger. Ret og pligt-diskussionen er i den forbindelse interessant. Den har gennemsyret alle de reformer vi har set indtil nu, og jeg er noget bekymret over, hvordan der bliver mere og mere pligt, og mindre og mindre ret. I mine øjne har det to konsekvenser: Vi får for det første en anderledes definition af arbejdsmarkedet. Tidligere var det alle dem, der var i arbejde i dag, eller som forsøgte at komme i arbejde i dag. Med de reformer vi ser nu, går vi fra den brede definition for tilknytning til arbejdsmarkedet, til i stedet kun at omfatte lige præcist dem, som er i arbejde den dag i dag. Det kan du se på fx sygedagpengereformen. Vi får en ny tænkning som handler om at belønne dem som er på arbejdsmarkedet i dag, og straffe dem, som af den ene eller den anden grund ikke er i arbejde lige i dag. Og det er en stærkt bekymrende indskrænkning af, hvem der skal henholdsvis belønnes og straffes. Den anden trend er, at vi i reformerne ser kimen til et opgør med den universelle velfærdsmodel. Vi er ved at bevæge os tilbage til en skønsbaseret model, hvor nogle få mennesker på fællesskabets vegne skal tage stilling til, hvem der er berettiget til en hjælpende hånd.

RÆSON: Mener du stadig, som du sagde i efteråret, at ’regeringen ikke vil genvælges’?

KRISTENSEN: Jeg synes, det er besynderligt, at regeringen ikke forsøger at gøre noget, den bliver populær på. Jeg tror regeringen satser på, at opsvinget kommer inden valget, og at de så kan høste vælgermæssige frugter af det. Og i den forstand: Ja, jeg er stadig bekymret over, at den her regering kun gør det, som den kalder ’det nødvendige’. De bør også gøre noget, hvor lønmodtagerne kan mærke, at dem som krisen rammer hårdest, også er dem som der bliver taget hensyn til. Jeg mener, at regeringens mantra om ’den nødvendige politik’ er noget vrøvl. Oppositionen går nok ikke til valg på at få gennemført ’den unødvendige politik’, hvorfor den politiske debat om hvad man vil som regering eller opposition, er blevet udvandet til meningsløse slogans der kan dække over hvad som helst. Det som i virkeligheden mangler er, at den her regering kommer med sit regeringsgrundlag nummer to, hvor den siger: ”Okay, det første var en videreførelse af den hidtidige økonomiske politik, nu har vi tæmmet krise rigtigt længe, og vil gerne komme med vores visioner om, hvordan samfundet kan gøres bedre for samfundets smalleste skuldre”. oidtil har den ’nødvendige’ politik jo ensidigt været at piske lønmodtagerne og de svageste grupper. Så der er helt klart brug for at regeringen nu spiller ud med noget af det den vil, og ikke bare administrerer den tidligere regerings politik.

Johan Bendtsen (f.1990) studerer journalistik og politik/administration på Roskilde Universitet. ILLUSTRATION: FOA [officielt pressefoto]