Demonstrationer i Ukraine: Her er tre scenarier

Demonstrationer i Ukraine: Her er tre scenarier

07.12.2013


Demonstrationerne imod den ukrainske regerings afvisning af associeringsaftalen med EU kan formentlig ende med tre forskellige scenarier: Diktatur, kaos eller dialog. Det er dog usandsynligt, at præsidenten vælger dialogen og dermed den bedste løsning for ukrainerne. De andre veje kan få fatale konsekvenser for hele landet.

ANALYSE af Ota Tiefenböck, RÆSON’s Østeuroparedaktør


Den ukrainske regerings afvisning af associeringsaftalen med EU har afstedkommet store protester i Ukraine. Demonstrationerne går nu ind i deres tredje uge, og der tegner sig efterhånden tre forskellige scenarier for, hvad den kommende udvikling kan bringe.

Hvis den ukrainske præsident Viktor Janukovitj vælger at slå de nuværende protester i Kijev ned med magt, vil det formentlig resultere i diktatoriske tilstande i hele landet. Ukraine vil dermed følge den samme vej som Hviderusland og blive en diktaturstat under indflydelse af Rusland. Bliver Viktor Janukovitj tvunget til at gå af, sådan som de vedvarende demonstrationer i den ukrainske hovedstad Kijev kunne tyde på, kan ukrainerne se frem til en periode, som formentlig bliver endnu mere politisk og økonomisk ustabil end nogen anden i den ukrainske historie som selvstændigt land. Den sidste og absolut bedste mulighed for landet er, at præsidenten indleder forhandlinger med den ukrainske politiske opposition samt repræsentanter for de civile organisationer, som står bag demonstrationerne i Kijev, og i en fælles dialog forsøger at løse de problemer, det ukrainske samfund er blevet kastet ud i de seneste uger.

Det vil kræve, at de ukrainske politikere tager sig gevaldigt sammen, glemmer deres politiske uoverensstemmelser og forsøger at finde den bedste overgangsløsning for deres land. Det er dog tvivlsomt, om sådan et scenarie overhovedet er en realistisk mulighed i ukrainsk politik, da alle tidligere erfaringer og de ukrainske politikeres demokratiske umodenhed desværre peger i en hel anden retning. Det er derfor de to første scenarier, der anses for at være de mest sandsynlige, og dermed står ukrainernes valg mellem pest og kolera.

Regeringspartiet i opløsning
Hvis præsidenten og regeringen vælger at gå af, og ukrainerne skal til nyvalg, vil deres afgang formentlig betyde en alvorlig svækkelse af regeringspartiet “Regionernes Parti”. Udsigten til et valg vil åbne for en politisk krig, hvor alle kæmper mod alle. Det vil endvidere betyde en situation, hvor de fleste formentlig vil være mere optaget af egen politiske fremtid end at tegne et fælles program for Ukraine. En del politikere fra “Regionernes Parti” vil formentlig skifte parti – nogle af dem, fordi deres holdninger adskiller sig fra partiets politik, andre vil gøre det i forsøget på at sikre sig en politisk fremtid. Det kan lyde som et alt for kynisk billede af de ukrainske politikere, men det er ikke desto mindre virkeligheden i ukrainsk politik, at politikerne jævnligt skifter tilhørsforhold, alt efter hvad der er mest fordelagtigt for dem.

Der tegner sig ikke et meget bedre billede af oppositionen. Den ukrainske opposition blev i 2012 forenet under ledelse af Arsenij Jatsenjuk og består af ni forskellige partier. I maj 2013 blev koalitionen også enig med sværvægtbokseren Vitalij Klitjkos parti UDAR (Den ukrainske demokratiske alliance for reformer) om at koordinere partiernes aktiviteter i forbindelse med præsidentvalget i 2015. Partiernes forening er dog ikke et udtryk for andet end et fælles ønske om at vælte præsident Viktor Janukovitj af tronen. Partierne har ikke noget fælles program og vil formentligt have svært ved at udforme sådan et.

Det kan tydeligt fornemmes under de nuværende protester i Kiev, hvor oppositionspartierne mere eller mindre navigerer tilfældigt uden at have en egentlig strategi. I tilfælde af et nyvalg vil der derfor være en stor risiko for, at partiernes politiske holdninger støder sammen, da partiernes politiske idégrundlag synes at være alt for langt fra hinanden. Det er især partiet Svobodas’ stærkt nationalistiske politik, der synes at ligge langt væk fra de andre partier. Derudover vil der være en potentiel risiko for personlige opgør, da Vitalij Klitjko, Arsenij Jatsenjuk og Julija Timosjenko alle er store personligheder og uden tvivl forventer en lederposition.

Ingen støtte i befolkningen
Manglen på politisk stabilitet og program på begge sider af det politiske spektrum vil blive yderligere forstærket af, at mere eller mindre ingen af de nuværende politikere kan bryste sig af en nævneværdig støtte hos befolkningen. Ukrainerne er trætte af deres politikeres personlige slagsmål og føler sig ikke repræsenteret af de nuværende politikere.

Der vil derfor være en stor risiko for, at et politisk vakuum vil tage overhånd og dermed yderligere svække den i forvejen skrantende ukrainske økonomi. Det vil resultere i endnu lavere levestandarder for den ukrainske befolkning og således danne grobund for en stigende utilfredshed i befolkningen.

I områder – hvor der i forvejen er politiske eller etniske spændinger (eksempelvis på Krim-halvøen) – vil det kunne resultere i kaotiske tilstande og sammenstød mellem forskellige befolkningsgrupper. Dette vil i sit absolut værste, men langtfra utopiske scenarie, kunne føre til en russisk intervention på Krim – en “broderlig hjælp” til den hovedsageligt russiske befolkning på Krim, sådan som russerne gjorde det i Sydossetien i Georgien og i Transdnjestr i Moldova.


Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag. ota@tiefenboeck.dk. FOTO: EU