Connie Hedegaard om klimaforhandlingerne: Ingen alternativer til FN-processen

Connie Hedegaard om klimaforhandlingerne: Ingen alternativer til FN-processen

28.09.2013


“FN-processen er simpelthen det eneste organ, der har den globale legitimitet. Derfor er det selvfølgelig rigtigt ærgerligt, at processen er så besværlig, men det ville være værre uden FN”. Det siger EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, i kølvandet på, at FN’s klimapanel i går fremlagde deres længe ventede rapport om klimaforandringerne.

INTERVIEW af Heidi Roborg Storgaard

OPDATERET D. 29. SEPTEMBER

RÆSON: Indholdsmæssigt er der ikke meget nyt i den rapport, IPCC har offentliggjort i dag i forhold til den sidste, som blev udgivet i 2007 – eller for den sags skyld den forrige fra 2001. Hovedkonklusionerne er de samme: næsten alle forskere er enige om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at tiden er knap, hvis vi skal vende udviklingen inden point of no return. Det er en møjsommelige proces, som således leverer de samme gruopvækkende resultater hvert femte år. Er klimapanelet ved at have udspillet sin rolle?
Connie Hedegaard: Processen, hvor man jævnligt kigger på essensen af al den forskning, der eksisterer, og sammenligner resultater, er nyttig. At der ikke blot sidder en masse forskere ude i verden og tænker hver sit, men at man tager syntesen, spiller en meget vigtig rolle. Om det så skal justeres lidt – det har jeg ikke nogle stærke meninger om. Jeg mener, at panelet denne gang fremlægger meget åbent og ærligt, hvad de ved, hvad de er mindre sikre på, og hvor der stadigvæk er komplekse emner, hvor vi simpelthen ikke har nok viden. På denne måde kan vi gøre forskningsverdenen opmærksom på emner, som det med forsuring af havene for eksempel, hvor der er nogle huller i vores viden stadigvæk, processen kan derfor være med til, at vi får udfyldt de huller.

RÆSON: Ifølge danske forskere, som har været medforfattere på IPCC-rapporten, er det stadig muligt at vende udviklingen med øgede CO2-udledninger, hvis der handles umådeligt drastisk inden for de næste 10 år. Er der et window of opportunity i det internationale politiske spil?
Connie Hedegaard: Jeg tror og håber, at rapporten er med til at understrege vigtigheden af at få klima tilbage helt i toppen af listen over, hvad verdens ledere skal forholde sig til. Det synes jeg også, at jeg kan se på nogle af kommentarerne til rapporten. Jeg sidder lige nu i New York til FN’s generalforsamling, og da FN’s generalsekretær Ban Ki Moon åbnede for generalforsamlingen forleden dag, var der en del, der lagde mærke til, at han sagde klima flere gange, end han sagde Syrien. Det er jo ikke fordi, at man i FN ikke synes, at Syrien er et mildest talt meget alvorligt problem, men det viser bare, at man også forstår, at klima er et meget alvorligt problem. Præsident Obama talte faktisk også om klima i sin tale til generalforsamlingen. Det er ikke hvert år, for at sige det pænt, at en amerikansk præsident har fundet tid til det i de få minutter, man har til at tale. Hvis man også tager for eksempel Verdensbankens ledelse, IMF’s ledelse og OECD’s ledelse – altså ledelsen i toppen af de store finansieringsinstitutioner – så nævner de det efterhånden i hver eneste tale, de holder – at man kan ikke løse verdens økonomiske problemer, udviklingsproblemer og vækstproblemer uden at forholde sig til klimaet. Dér synes jeg, at vi er lykkedes med at få skubbet tingene op på et andet niveau. Da den sidste IPCC-rapport kom i 2007, var det en ting, som blev overladt til landenes miljøministre at kommentere på. Siden forløbet op til København, hvor stats- og regeringschefer blev nødt til at forholde sig til spørgsmålet, og siden de økonomiske institutioner er begyndt at gøre statslederne opmærksom på, at dette ikke kun er et miljøproblem, men et spørgsmål om fremtidig vækst, så giver det en forhåbning om, at man i stigende grad forstår de her ting. Jeg havde i går samlet 30 ministre fra de mest progressive lande – også udviklingslande – og for 10 år siden ville mange af disse ministre have forholdt sig til klima som et luksusproblem, som de skulle have løst, når de havde løst deres udviklingsproblemer. Sådan er der altså ingen, der taler om det mere. Nu er diskursen, at udvikling, klima og økonomisk vækst skal tænkes sammen, og derfor synes jeg, at jeg kan se, at klimaproblematikken kommer ind i kernen af den politisk økonomiske tænkning, og det er jo der, den hører hjemme.

RÆSON: Hvor og med hvem står så de største politiske kampe?
Connie Hedegaard: De største kampe står med dem, der medgiver, at klima er rigtig vigtigt, men samtidigt holder på, at det er nogle andre end dem selv, der skal gøre noget ved det. Europa skal og vil gøre meget, og vi er i gang med at sætte vores mål for 2030 som et led i den proces. USA er ved at komme i gang, men vi kan bare ikke løse dette globale problem uden de store udviklingsøkonomier. Der er meget i gang i et land som Kina, men spørgsmålet er, om der er nok i gang? I denne diskussion er der for mange, som sidder og venter på, hvad de andre gør. Derimod er der nogle af de små stillehavsøer, som sætter meget ambitiøse klima-mål, og jeg håber, det begynder at gøre det rigtigt pinligt for de store udviklingslande, hvis de ikke gør noget. Jeg tror også, at en rapport som IPCC-rapporten er med til at understrege over for de store udviklingsøkonomier, at det altså ikke er tiden til at læne sig tilbage. Og jeg håber, at det er med til at give dem et skub, så de også forstår, at de har et stort ansvar.

RÆSON: Ifølge formanden for IPCC’s arbejdsgruppe 1, Thomas Stocker, skal CO2-udslippet globalt reduceres med hele 3,2 pct. hvert eneste år fra 2020 og i lang tid fremover, hvis vi skal undgå en gennemsnitlig temperaturstigning på 2 %. EU har globalt set den mest ambitiøse klimapolitik, men det er i perioden 1990-2011 ikke lykkedes EU at reducere CO2-udledningerne med én pct. om året, selv med hjælp fra den økonomiske krise og afmatningen i energiforbrug de seneste fem år. Kan EU holde sig på sporet i forhold til klimapolitikken, når økonomien igen får et opsving?
Connie Hedegaard: Der er ingen, der må tro, at det er meget let, men man må jo sige, at vi foreløbigt ser ud til at nå det i 2020, vi havde sat os for – og det er ikke kun på grund af den økonomiske krise. Vi har reduceret forholdsvist mere ved at øge vores energieffektivitet og udbygge vores vedvarende energi. Men det ER en vedvarende stærk indsats, og det store slag bliver som sagt om 2030-målene. Kommissionen har sagt, at vi kommer med vores udspil om et par måneder, og derefter skal stats- og regeringschefer diskutere det til marts. Det bliver en sindssygt vigtig diskussion i forhold til ambitionsniveauet. Der skubber jeg selvfølgelig på for, at vi skal have ambitionen i EU, for jeg mener også, det er i vores egen interesse at blive uafhængige af import af fossile brændsler udefra. Det bliver fuldstændigt afgørende. Det er en meget stor kamp, der venter forude det næste års tid.

RÆSON: Er den økonomiske krise en fordel eller ulempe for klimapolitikken?
Connie Hedegaard: På den ene side forstår man godt, at en spansk eller græsk politiker har hænderne fulde her og nu. Men på den anden side synes jeg, at efterhånden som krisen har trukket ud, ser det ud som om, at flere og flere godt forstår, at vi ikke befinder os i en hurtigt overstået krise, hvor verden efterfølgende ser ud, som den gjorde før. Vi skal jo gentænke hele vores vækstmodel i forhold til, hvor jobs kommer fra i fremtiden. Sidste år importerede vi i Europa olie, kul og gas for næsten 4000 milliarder kroner, og vi kan derfor overveje, om det ikke vil være godt for vores økonomi at nedbringe de udgifter. Klima handler ikke kun om klima, men også om energiafhængighed af lande uden for EU, om vækst og job. Jeg håber derfor, at Europas refleksioner om livet efter krisen også inddrager dette. EU-Kommissionens formand, José Manuel Barrosso, og de fleste statsledere i EU ved godt, at dette er vigtigt, men det er klart, at de har hænderne fulde i en økonomisk krisetid, og at der derfor skal en IPCC-rapport til at minde dem om det igen.

RÆSON: Hvor ligger den største forhindring for at få sat ambitiøse 2030-mål for EU’s egen klimapolitik?
Connie Hedegaard: Den ligger i form af de interesser, som lobbyer for business as usual. Det gælder dele af industrien og dele af det politiske miljø. Man skal ikke tage fejl af, at der er mange, der forsat ikke kan se, at tingene hænger sammen. De argumenterer derfor for, at vi løser økonomien først og klimaet bagefter – en eller anden dag, når solen skinner. Det er den største forhindring.

RÆSON: Der hersker tvivl om, hvorvidt klima-udfordringen kan klares i FN-regi, hvor COP-forhandlingerne især mistede momentum ved COP15 i København 2009. Mener du, at FN er det rette forum, eller er vi nået dertil, hvor andre multilaterale samarbejder vil have hurtigere effekt? Er der nogle reelle alternativer?
Connie Hedegaard: FN er en meget tung og frustrerende maskine at arbejde med. Det er jo lige meget, om vi taler klima eller Syrien, så har verdenssamfundet bare svært ved at blive enige og løse de problemer, vi har foran os. Men der er ikke andre alternativer. Hvis vi kunne samle de 20 største udledere for eksempel og blive enige om en løsning i G20, ville det være godt. Men hidtil har Kina og Indien ikke villet diskutere klima i de fora, så UNFCC-processen er det forum, man har. Derudover kan der selvfølgelig godt laves koalitioner mellem lande, som vil gå fremad i forhold til for eksempel udfasning af subsidier til fossile brændsler eller CFC-gasser (kemiske forbindelser af klor, fluor og kulstof, red.). Klima diskuteres også for eksempel i det, der hedder Major Economies Forum, som består af de 17 største økonomier. Det er fint, at sådanne tiltag eksisterer parallelt, men der er ikke noget, der kan træde i stedet for UNFCC. Det skyldes, at FN jo også repræsenterer de små og mere sårbare lande, som ikke vil finde sig i, hvis det kun er de store lande, der sidder og bliver enige. For mange af de små sårbare lande er tempoet i klimaforhandlingerne jo et spørgsmål om liv og død, og derfor skal de jo være med. FN-processen er simpelthen det eneste organ, der har den globale legitimitet. Derfor er det selvfølgelig rigtig ærgerligt, at processen er så besværlig, men det ville være værre uden FN.

RÆSON: Skeptikernes argument er jo netop, at Kina og Indien ikke rykker sig hurtigt nok, og at det derfor ikke kan betale sig for EU at være ambitiøse. Skal EU stadig være ledende i de internationale klimaforhandlinger?
Connie Hedegaard: Ja, det skal EU. Og derudover synes jeg, at skeptikerne skal passe på med hele tiden at sige, at de andre ingenting gør. Kina gør noget. De har for første gang fået klima ind i deres femårsplan. De har derudover startet et storskalaforsøg med kvotehandel, og EU-Kommissionen har arbejdet med Kina om, hvordan de skulle bygge det op. Så forestillingen om, at vi er de eneste i verden, der gør noget, passer bare ikke. Der er rigtig mange små og store lande, som er i gang. Derudover kommer så, at EU har en forpligtelse til at gøre noget, fordi EU er et rigt land, der har bidraget til problemet. Endeligt har vi altså som nævnt en egeninteresse i at blive selvforsynende med energi og mere energieffektive.


Heidi Roborg Storgaard læser statskundskab på Københavns Universitet og har en særlig interesse for energi- og miljøpolitik. Heidi har tidligere været i praktik på Dansk Energis EU-kontor i Bruxelles, arbejdet for DONG Energy og er nu i praktik hos MF Steen Gade (SF). FOTO: News Øresund via Flickr