Bo Sandemann før vækstpakken: Vi kan aldrig få alle med

Bo Sandemann før vækstpakken: Vi kan aldrig få alle med

26.02.2013


”Uanset hvad vi gør, kan vi aldrig få alle med. Det må vi nok indse. Så er spørgsmålet, hvad man gør med den restgruppe, der bliver tilbage.” Det siger professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen om udfordringen med at skabe jobs til de lavtuddannede. Han efterlyser en mere ”velkvalificeret arbejdsstyrke”.

INTERVIEW af Anne Lavendt


RÆSON: Hvordan står det til med konkurrenceevnen i Danmark lige nu?
Sandemann: Hvis vi sammenligner med år 2000, er der sket en væsentlig forringelse. Vi ligger cirka 20 % dårligere på konkurrenceevnen i dag sammenlignet med dengang. Situationen er ikke håbløs, men det er især dem med de lave indkomster, der har et problem. Det er den største udfordring lige nu. I de seneste år er det dog begyndt at gå den rigtige vej igen. Hovedsageligt på grund af at vores lønstigninger har været meget afdæmpede siden krisen begyndte.
RÆSON: Men hvis du mener, at det går den rigtige vej, har vi så overhovedet grund til at være bekymrede?
Sandemann: Konkurrenceevne er jo et begreb, der kan diskuteres på flere niveauer. Og jeg mener, man skal kigge på lønkonkurrenceevnen. Danmark er et af de dyreste lande at producere i, fordi omkostningerne er enormt høje. Samtidig er der sket en kedelig udvikling hos den gruppe af industriarbejdere, der ligger med de laveste indkomster og uddannelser. De varetager jo visse arbejdsfunktioner, der ikke kan undværes, men som i bund og grund ikke kan bære en løn. Så der et problem, der peger på, at den del af vores lønmodtagere er blevet særligt hårdt pressede. Især fordi man f.eks. i Tyskland har haft meget lave lønstigninger hos netop denne gruppe. Det gør konkurrencen svær.
RÆSON: Hvad kan løsningen være på det problem?
Sandemann: Spørgsmålet er, om vi er nødt til at erkende, at der er nogle jobfunktioner, der kræver så lave forudsætninger, at vi med et dansk lønniveau ikke kan opretholde den type job. Vi ved jo, at mange opgaver kan udføres andre steder til en brøkdel af det, vi betaler herhjemme. Så der kan stilles spørgsmålstegn ved, om der er plads til de lavtuddannede, hvis vi gerne vil undgå, at de skal arbejde på polsk eller kinesisk lønniveau. Så der er et problem, som nok hovedsageligt er centreret omkring gruppen af lavtuddannede og lavtlønnede.


Det afhænger i sidste ende af, om vi får produktiviteten op

RÆSON: Så skal vi acceptere, at vi har et højt lønniveau, og at vi derfor må opgive jobfunktioner som gadefejeren og lignende?
Sandemann: Der er nok altid nogen, som ikke vil kunne bestride andet end de her job. Derfor skal der selvfølgelig være et eller andet omfang af den type job tilbage, fordi vi formentlig aldrig kan få alle med alligevel. Men det er klart, at vi skal indstille os på, at den gruppe skal gøres så lille som muligt. Vi kan jo kun forsvare det høje lønniveau, hvis vi har kompetencer, der passer dertil og dermed også produktiviteten. Det er dejligt, at kunne have et højt lønniveau, hvis det ikke giver konkurrenceevneproblemer. Men det kan vi kun, hvis vi også har en meget høj produktivitet. Så i sidste ende afhænger det af, om det bliver muligt, at få produktiviteten så højt op i gennemsnit, at den modsvarer det lønniveau, vi har.
RÆSON: Men vil denne problemstilling ikke forsvinde, efterhånden som finanskrisen aftager?
Sandemann: Hele industribeskæftigelsen er faldende i Danmark, og vi har mistet en masse arbejdspladser som følge af finanskrisen. De bliver svære at vinde tilbage netop på grund af Danmarks lønniveau. Derfor er det et problem, at så stor en del af befolkningen ikke har evnerne eller kompetencerne til at få stillinger, der giver en højere løn. Det er ikke nemt at finde på tiltag, der kan løse det her. Det kræver som minimum, at de ufaglærte vil være villige og i stand til at opkvalificere sig.
RÆSON: Hvordan kan det lade sig gøre?
Sandemann: Uanset hvad vi gør, kan vi aldrig få alle med. Det må vi nok indse. Så er spørgsmålet, hvad man gør med den restgruppe, der bliver tilbage. Det bliver svært at håndtere, for den gruppe bliver mere og mere pressede af, hvad andre lande kan gøre billigere.


Vi bliver nødt til at konkurrere på en eller anden måde

RÆSON: Skal Danmark ikke forsøge at konkurrere med Sverige og Tyskland på lønninger?
Sandemann: Der er selvfølgelig nogle jobfunktioner, som hverken Danmark, Sverige eller Tyskland kan konkurrere med i forhold til f.eks. Asien. Der er en anden form for konkurrence fra nabolandene. Det afhænger selvfølgelig også af lønniveauet de forskellige steder. Så vi er nødt til at konkurrere på en eller anden måde. Hvis vi tror, vi kan have meget dyrere produktioner end i Sverige og Tyskland, så tror jeg, vi får store problemer. Derudover har de en arbejdskraft med et uddannelsesniveau, som kan sammenlignes med Danmark. Så vi kan ikke påstå, at vi bare er bedre end dem på alle punkter, og at vi derfor godt kan forsvare at have en højere løn. Det er klart, at vi er nødt til at indrette os efter, hvad vi kan producere sammenlignet med Tyskland og Sverige.
RÆSON: Det lyder næsten som om, der ikke er noget håb for de lavtuddannede i Danmark?
Sandemann: På et eller andet tidspunkt stiger lønniveauerne i de østeuropæiske og asiatiske lande også, og så letter det lidt på presset. Men det er noget, der sker med tiden. Der bliver en periode nu, hvor der er nogen, der kommer gevaldigt under pres, fordi de ikke har kompetencerne og ikke kan konkurrere med lønniveauerne i andre lande.
RÆSON: Hvad skal vi gøre med de folk i den mellemperiode?
Sandemann: Det største problem er jo dem, der allerede i dag er i aldersgruppen 40 til 50 år. Det giver ikke den store mening at opgradere dem rent uddannelsesmæssigt, så der har vi i virkeligheden et problem, som godt kan gå hen og blive dyrt. Simpelthen fordi der ikke længere findes den type job, som de kan bestride. Så der er ingen tvivl om, at der kan komme en regning i form af, at der er nogle generationer, som vi får svært ved at give de rette kvalifikationer. Umiddelbart er der ikke så meget at gøre. Den gruppe må forsøge at få de job, der stadigvæk er, men vi kan jo se, at arbejdskraften fra f.eks. Østeuropa leverer det samme for en lavere løn. Så jeg har ikke umiddelbart nogen særlig måde at få vendt situationen på. Det er simpelthen et grundlæggende problem, der er svært at håndtere.


Opkvalificering og beskæftigelsesmuligheder

RÆSON: DI har foreslået at sænke selskabsskatten fra 25 til 20 % i 2014. Hvordan kan det tiltag hjælpe Danmarks konkurrenceevne?
Sandemann: Der kan sagtens laves nogle tiltag, som muligvis kan få vendt økonomien, men spørgsmålet er, om vi får alle med. DI’s forslag vil helt klart forbedre virksomhedernes konkurrencemuligheder, men om det nødvendigvis får løst det beskæftigelsesproblem, vi står overfor, er ikke sikkert. Der skal nok blive skabt job, men det er langt fra sikkert, at de bliver skabt på de områder, hvor der er behov for dem – nemlig hos dem med de laveste kompetencer.
RÆSON: Hvad mener du, der kan gøres for at forbedre konkurrenceevnen nu og her?
Sandemann: Kombinationen af at øge de lavtuddannedes beskæftigelsesmuligheder samtidig med, at man opkvalificerer dem, giver også en bedre konkurrenceevne. Så tingene spiller sammen. Der er brug for alle mulige tiltag, der på sigt kan give en mere velkvalificeret arbejdsstyrke og en højere produktivitet. Det vil hjælpe i forhold til konkurrenceevnen og i øvrigt også resultere i et højere velstandsniveau på længere sigt.
RÆSON: Så regeringen bør have fokus på at opkvalificere de lavtuddannede i den kommende vækstpakke?
Sandemann: Det er i hvert fald vigtigt i det lange løb. Men det tror jeg også, at alle politikere er enige om. Og det er ikke kun her og nu, men også fremover, at vi skal tænke meget på, hvordan vores arbejdskraft får et godt uddannelsesniveau fra starten.
RÆSON: Hvordan mener du, at dit forslag om en bedre uddannet arbejdsstyrke hænger sammen med regeringens plan om at skære 2 milliarder på SU’en, som skal give skatte- og afgiftslettelser til erhvervslivet?
Sandemann: Det, jeg har set omkring SU-besparelserne, var ikke så forfærdeligt, at jeg tror, det har nogen væsentlig indflydelse på muligheden for, at en relativt stor del af en årgang kommer igennem de videregående uddannelser. Regeringen kunne i virkeligheden have skåret meget dybere, hvis de ville. Så selvom der skal skæres på SU’en, er der grænser for, hvor meget de vil tage af den post.


Anne Lavendt studerer journalistik på Syddansk Universitet. FOTO: World Economic Forum.