Kommentar: Beskåret udviklingsbistand skader homoseksuelle

Kommentar: Beskåret udviklingsbistand skader homoseksuelle

11.02.2013


De europæiske lande skal tænke sig grundigt om, inden de skærer i udviklingsbistanden som straf for politiske beslutninger i modtagerlandene. Den kontroversielle “Kill the Gays”-lov, som er undervejs i Uganda, er et strålende eksempel på, at økonomiske sanktioner i bedste fald er virkningsløse, i værste fald forværrer en allerede uholdbar situation.

KOMMENTAR af Mathias Søgaard


Den ugandiske parlamentariker David Bahati har ifølge Information planer om at genfremsætte et lovforslag, der vil medføre dødsstraf til de homoseksuelle i Uganda. Lovforslaget, der i folkemunde er blevet døbt ”Kill the Gays”-loven, er siden 2009 blevet fremsat adskillige gange, men det er hver gang blevet trukket tilbage på grund af internationalt pres. Alligevel frygter flere af de homoseksuelles egne organisationer, at omverdenens trusler om beskæring af udviklingsbistanden, som den danske udviklingsminister Christian Friis Bach delvist støtter, vil styrke og radikalisere modstanden mod de homoseksuelle. Pepe Julian Onziema fra SMUG [Sexual Minoritues in Uganda, red.] hævder således, at op mod 80 % af uganderne støtter ”Kill the Gays”-loven.

I de fleste lande har kampen for homoseksuelles basale menneskerettigheder og inklusion været lang. Og det er en kamp, hvert afrikansk land selv må kæmpe. Det, vi og verden skal gøre, er at skabe de bedst mulige rammebetingelser ved at støtte de stemmer, der taler for inklusion. Løsningen er ikke at gentage vores trusler, som Socialdemokratiet gjorde sidste gang, Uganda truede med at vedtage ”Kill the Gays”-loven. Løsningen er at bekæmpe korruptionen, styrke de statslige institutioner og få de homoseksuelle inkluderet i fællesskabet.

Vi burde have lært af spændingerne i Ghana, som til forveksling lignede den nuværende situation i Uganda. I oktober 2011 truede Storbritanniens premierminister David Cameron Ghana med at suspendere eller skære i udviklingsbistanden, hvis landet ikke forbedrede forholdene for de seksuelle minoriteter. Den ghanesiske befolkning vendte sig mere eller mindre i samlet flok mod forslaget, og det samme vil med al sandsynlighed ske i Uganda. Det er der fire gode forklaringer på:


# 1: Homoseksualitet ses som et produkt af vestlig dekadence

Modstanderne af homoseksualitet opfatter det i høj grad som en del af en større kulturkamp mellem Afrika og Vesten. David Bahati har under en debat på BBC omtalt homoseksualitet som uforenelig med afrikansk kultur – som forurening fra det dekadente Vesten. I Ghana argumenterede politikere og præster også for, at homoseksualitet er en u-afrikansk livsform, der er importeret fra Vesten. Homoseksualitet ses som noget udefrakommende, som befolkningen skal afholde sig fra, hvis de ønsker at bevare deres kultur.

Ved at true med at skære i udviklingsbistanden, styrker vi indirekte denne retorik. Politikere og præster får let ved at fremstille truslen som et led i en ny bølge af vestlig kolonialisme. Først blev afrikanerne solgt som slaver, senere blev de koloniseret, og nu ønsker Vesten at fjerne det sidste afrikanerne har: deres kultur. Modstanden mod homoseksualitet bliver derfor en vigtig del af opgøret med Vesten.


# 2: De homoseksuelle bliver syndebukke

I forlængelse heraf er mange homoseksuelle selv modstandere af truslerne om at skære i udviklingsbistanden, fordi de frygter konsekvenserne. I Ghana har Prince Cobbinah fra ”The Coalition against Homophobia in Ghana” indtrængende bedt Vesten om ikke at gøre alvor af deres trusler, da de homoseksuelle kan gøres til syndebukke. Prince Cobbinah er selv blevet tvunget til at flytte på grund af naboernes chikane. Mange homoseksuelle oplever at blive smidt på gaden af deres familie. Og i James Town (et distrikt i Ghanas hovedstad, Accra) blev en fest afbrudt af en arrig folkemængde, som ville jage de homoseksuelle ud af deres nabolag. James Town bliver ellers anset som et af de mere tolerante områder i Accra, hvor mænd og kvinder ikke behøver at skjule deres følelser i samme omfang som andre steder.

I Uganda er situationen ligeså slem eller endda værre. Et konkret eksempel er det homoseksuelle par, Emma og Simon, som ifølge Information blev truet med at få deres hus brændt ned, så de måtte flygte, mens vrede naboer råbte ukvemsord efter dem. Endnu værre gik det David Kato, medstifter af SMUG, og én blandt de 100 ansigter, som den ugandiske avis ”Rolling Stone” offentliggjorde med privatadresse under overskriften ”Hæng Dem”. Han blev senere myrdet med en hammer, og politiet mener, det skyldes hans seksualitet. Hvis Vesten skærer i udviklingsbistanden, vil de homoseksuelle blive udråbt som syndebukke, og det vil kun forværre situationen.


# 3: Korruption behandles med religiøs moral

I følge den seneste måling fra Transparency International, er korruptionen høj i Uganda, ligesom det desværre er tilfældet i de fleste afrikanske lande. Politikerne misbruger pengene (chop da money), og de statslige institutioner beskytter magthaverne og ikke befolkningen. Tilliden til politikerne og de offentlige institutioner kan derfor være på et meget lille sted. I sin bog ”A Culture of Corruption” forklarer Jordan Smith, at befolkningen i stedet vender sig mod religionen.

Ligesom i Ghana vender den ugandiske befolkning i udbredt grad deres bønner mod Gud i håb om at blive belønnet med alt fra visum til Vesten til jobs eller adgang til rigdom. Denne form for kristendom er stærkt præget af pinsebevægelsens ide om en Gud, der belønner den rettroende med rigdom. Her bliver homoseksualitet betragtet som djævlens redskab, der afholder mennesket fra at opnå velstand. Den religiøse fortolkning af homoseksualitet tilpasses den lokale kontekst og bliver ikke trukket ned over hovedet på en passiv befolkning af en flok udenlandske præster, sådan som det ellers antydes Informations artikel af uganda-dokumentaristen Roger Williams, som selv er homoseksuel. Men politikerne må være imod homoseksualitet for at blive anset som moralske, gode mennesker. De homoseksuelle bliver gidsler i politikernes religiøse og moralske kompensation for det høje korruptionsniveau.

Desuden giver modstanden imod homoseksualitet et frirum til befolkningen, hvor kritik mod magthaverne kan artikuleres. Homoseksualitet siges nemlig at være noget, som eliten praktiserer. På den måde handler hetzen mod homoseksualitet ikke bare om de homoseksuelle, men også om lokalbefolkningens modvilje mod magthaverne og eliten og befolkningens egen magtesløshed. Dette vil vores trusler ikke rette op på.


# 4: Politikerne bliver presset til at fordømme homoseksualitet

Ved at Vesten truer med at beskære eller suspendere udviklingsbistanden, så er vi med til at bringe homoseksualitet på forsiderne, og politikerne bliver tvunget til at tage officielt stilling. I Uganda er ingen politikere officielt imod ”Kill the Gays”-loven. Hvis en politiker offentligt erklærede, at han var imod loven, så ville han blive beskyldt for enten at være i lommen på Vesten eller selv at være homoseksuel.

Også her statuerer situationen i Ghana et forgående eksempel. I ugerne efter Camerons trussel mod Ghana, blev der lagt et massivt pres på daværende President Mills (NDC). Inden Camerons trussel nægtede Mills at udtale sig om de homoseksuelles situation. Han havde endda rettet en journalist, der beskyldte ham for at være imod homoseksuelle. Men efter Camerons udtalelser, var Mills presset til at tage afstand, hvilket han gjorde under overskriften ”Vi vil ikke støtte homoerne”. Camerons trussel fik den modsatte effekt, og eftervirkningerne er stadig synlige i dagens Ghana mere end et år senere.

Efterfølgende trak Cameron sin trusler tilbage, emnet forsvandt fra forsiderne, og reelle problemer, såsom sanitering, arbejdsløshed og inflation, tog over. I sidste ende blev der plads til, at nuværende Præsident Mahama (NDC), kunne udpege en menneskerettighedsaktivist blandt sine ministre, som offentlige har støttet de homoseksuelle. Men dette var kun muligt, fordi Cameron trak sine trusler tilbage.


Mathias Søgaard (f.1985) er cand.stud ved Centre of African Studies (CAS), Københavns Universitet. Han arbejder i øjeblikket på sit speciale om unge ghaneseres forhold til homoseksualitet. Han har været bosiddende i Ghana i seks måneder i 2006 som frivillig, seks måneder i 2011 grundet dataindsamling til specialet og er pt. bosiddende i Accra, Ghana.

FOTO: David Bahati – Flickr